Læsetid: 4 min.

Fo har aldrig været nobel

10. oktober 1997

Jeg tænker over forholdene og synger om dem, siger årets overraskende
Nobelpristager Dario Fo

NOBELPRIS
Endelig. Det er ellers længe siden. Så længe, at den teaterspot, der med tildelingen af årets Nobel-pris til den 71-årige Dario Fo rettes på dramaet som litterært medie, på et eller andet lille sted i baghovedet føles som bare en lille smule pligtpræget. Ikke fordi Dario Fo ikke har skuldre til at bære fokuseringen, men fordi vi skal helt tilbage til Samuel Becketts udpegning i 1969 for at finde et teaternavn på prismodtagerlisten. Og et fyrtårn som Harold Pinter leder man forgæves efter, mens flere lumske bagtanker melder sig: har de senere års mange engelsksprogede prosaister og lyrikere stået i vejen for det moderne teaters mest prægnante gentænkers anledning til en takketale ?
Men alligevel: endelig! Endelig blev det 'igen' dramatikken, der løb med Nobel-komiteens konsensus. Hvis det da var det, der skete. Måske var det noget så kontant og kvantitativt som omfanget af den stockholmske Fo-lobby, der gjorde udslaget, for Nobel-komitten og det arbejde, der går forud for nomineringen, har efterhånden et rygte, der ikke lader EU's korridorer noget efter.
For een gangs skyld har priskomiteen haft en zeitgeist-fornemmelse og reinstallere det politiske teater; selv om den post-Brecht'-ske, venstre- og feminist-orienterede, pro-demokratiske og anti-klerikale Fo samtidig er så meget andet.

Sig det med titler
Forestillingstitlerne siger mere om manden, end nok så mange biografier: Han havde to pistoler med hvide og sorte øjne. Den, der stjæler en fod, har held i kærlighed. Og den syvende dag skabte Gud fængslerne. Ærkeengle spiller ikke flipper. Malere har ingen hukommelse. Smid ikke liget ud før damen er klædt af. Arbejdsgiverens begravelse. Arbejdsgiveren som flipper-dukke. Den amerikanske tekniker. Bind de raske. Mors pot er godt. Bind mig bare, jeg smadrer alligevel det hele. Arbejderen kan 300 ord, arbejdsgiveren 1000; derfor er han arbejdsgiver. Ikke alle tyve kommer for at gøre skade. Kun hjem, seng og kirke.
Den del af dansk teaterpublikum, der tror, de er fortrolige med Dario Fo - og det er ikke få, for hengivenheden for den skarptformulerede og maskulint storcharmerende italienske anarkist er vokset støt siden de danske opførelsers storhedsperiode i 60'erne og 70'erne - vil kigge forbavset på listen, for herhjemme har vi håndplukket 10-15 tekster med særlig dansk klangbund og så til gengæld spillet dem igen og igen.
De mest elskede kommer her: Vi betaler ikke! Vi betaler ikke! En tilfældig anarkists hændelige død. Kidnapningen. Gøglerspillene. Det syvende bud: stjæl lidt mindre. Marcolfa. Columbus.
Man kunne især citere ham for arbejdstitlen fra 1966, Jeg tænker over forholdene og synger om dem, for det har været Fos skjulte overskrift lige siden entréen på scenen først i 50'erne. Han henter ikke sine scenarier fra et hemmelighedsfuldt visionært indre, men slår så at sige sin daglige avis op og akkumulerer på baggrund af et erklæret fodfæste og direkte teaterhistoriske studier i den italienske folkekultur. I karnevalet og i mistero buffo, hvor nutiden forstås gennem historiske genfortællinger, ofte på gramlot, en onomatopoetisk sortsnak, der, mens det rables af, støttes af en ikke mindre gestisk veltalenhed af omkuldvæltende komik, iagttagelsesevne og obskønitet. Københavnerne, teaterfagfolket inklusive, har ved et par lejligheder - sidst i det savnede Kulturbyår - været tilskuere til Fo's ekstasefremkaldende one-man's totalteater. Betagelsen var så stor, at ud fra Charlottenborgs åbentstående vinduer sås tilskuere svæve hjem som chagall'ske engle.

Nordens napolitanere
Denne latinske spændstighed kommenterede Dario Fo sidste år i i denne avis.
"Jeg plejer at kalde danskerne for Nordens napolitanere. Ligesom napolitanerne er danskerne mere tilbøjelige til at ville forstå andre end til at blive forstået. Det siger meget om et folk."
Forbrødringen danskerne og Fo imellem har haft en indlevet, indforstået og meget vidende fødselshjælper i hans danske oversætter og biograf, teaterhistorikeren Bent Holm. Dagens prisvinder får meget passende via ham det sidste ord.
"Jeg er sikker på, at alt begynder med, hvor man fødes. Hvad mig angår er jeg født i en lille landsby ved Lago Maggiore nær den schweiziske grænse. En egn af smuglere og mere eller mindre illegale fiskere. To professioner, der ud over en god portion mod kræver en enorm mængde fantasi. Det er velkendt, at den der bruger sin fantasi til at overtræde loven, altid bevarer en del af den til sin egen og de nærmeste venners fornøjelse. Se, det er på grund af min opvækst i et sådant miljø, hvor hvert menneske er en personlighed, hvor hver person er på jagt efter en historie at fortælle, det er derfor det var muligt for mig at gå ind i teatret med en ballast, der var ud over det sædvanlige og, først og fremmest, levende, nærværende og sand; ganske som de historier er sande, der er fundet på af sande mennesker."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her