Læsetid: 1 min.

FOLK

22. oktober 1997

John F. Kennedy
*Det er i dag 35 år siden, USAs præsident John Fitzgerald Kennedy beordrede en flådeblokade af Cuba for at hindre opstillingen af atomraketter på "That imprisoned Island". Vi, der husker det, var bange.

Miljøjournalister
*Foreningen Danske Miljøjournalister skal ifølge Rit-zau på jagt i nærheden af Kramnitze i dag. Hvad mon det går ud på - siger de bøh til vildtet?

Charles M. Schulz
*Skaberen af den elskede tegneserie om Radiserne er også krigsveteran fra 2. Verdenskrig. Han har doneret 1 mill. dollar til et mindesmærke for de faldne under invasionen i Normandiet i 1944. Det skal opstilles i Bedford, Virginia.

Brandes
*I gårsdagens Folk skulle der have været et billede af fødselaren Edvard Brandes. Vi synes også selv, at det mere kom til at ligne broderen Georg. Men det bliver da i familien.

Frederik
*Kronprinsen er på togt til Solens Rige og et af højdepunkterne indtræder i dag, hvor Vor Frederik skal spise frokost med kejserparret i deres palads. Som frømand er han vel kendt med at indtage rå fisk.

Birte Weiss
*Der er for mange mænd og for få kvinder i Folk, mener en del (kvindelige) læsere. Så rubrikbestyreren tøver med at skrive, at han synes, sundhedsministeren har vist sig som et mand-folk.

Muhammad Ali
*Den tidligere omtalte auktion over effekter stammende fra Muhammad Ali indbragte 1,3 mill. dollar. Ali er dog ikke glad, han siger, at nogle af tingene var stjålet fra ham.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her