Læsetid: 4 min.

Folkekirkens Nødhjælp afbrænder naturreservat

28. oktober 1997

En tredjedel af Rwandas nationalpark er blevet inddraget til bosættelse for rwandiske flygtninge - Folkekirkens Nødhjælp betaler for rydningen

Kibungo
Om natten kan man endnu høre løverne brøle i det fjerne. Løverne er flygtet for flygtningene, der er vendt tilbage til deres fædreland. Også chimpanser, leoparder, flodheste, krokodiller, bøfler, antiloper - kun ikke tsetse-fluerne, der summer nærgående omkring blandt nybyggerne.
En tredjedel af Rwandas nationalpark er blevet inddraget til bosættelse og landbrug. Naturreservatet, der ligger ved grænsen til Tanzania, bliver dagligt ryddet for bredkronet tropeskov af medarbejdere, der lønnes af blandt andre Folkekirkens Nødhjælp. Man kan køre kilometer efter kilometer gennem tavse, sorte nedbrændte skove uden at se eller høre liv.
Når man kommer op på et højdedrag, glimter splinternye ståltage i kolonner nede i dalene. Det er her, nybyggernes landsbyer bliver anlagt på den rustrøde, frodige jordbund.
"Når vi støtter projektet i nationalparken, gør vi det ikke uden at erkende, at det er et problem," siger Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesen. "Men det er svært i et overbefolket land som Rwanda at se alternativet til at inddrage dele af naturparken til nye huse. Hvis de hjemvendte flygtninge blev anbragt i lejre, ville det medføre risiko for et nyt folkemord," siger Christian Balslev-Olesen.
"Især de tyske hjælpeorganisationer har kritiseret, at en tredjedel af nationalparken er blevet inddraget til flygtningene. Men hvor skulle de ellers bo," spørger Anne Masterson, der leder Det Lutherske Verdenforbunds (LVF) afdeling i Kibungo-distriktet, som ligger 100 kilometer sydøst for hovedstaden Kigali. Det danske Folkekirkens Nødhjælp er en af LVF's største bidragydere.
Anne Masterson styrer opførelsen af de to nye bebyggelser, og det er EU's bistandsorganisation ECHO, FN's Flygtningehøjkommission og LVF, der betaler.
"Men det er kun en dråbe i menneskehavet, hvad vi gør," siger hun. "Trods de mange massakrer under folkemordet har der aldrig boet så mange mennesker i Kibungo Amt som nu."
Da den tutsidominerede oprørshær i april 1994 invaderede Rwanda og slog massemorderne på flugt, flygtede i alt 300.000 mennesker via den smalle, gule bro over Rusumo-vandfaldet, der danner grænse til Tanzania.
Derefter kom 200.000 flygtninge tilbage og bosatte sig i de flygtedes tomme huse. Det var alle de tutsier, der havde levet i eksil, siden de flygtede til nabolandene i 1959 og i 1960'erne, fordi hutu-flertallet var kommet til magten, og hadet mod de belgiske koloniherrers håndlangere eksploderede i massakrer.
"For et år siden kom de 300.000 'nye' flygtninge retur, så nu bor her flere end nogensinde i Kibungo Amt - sammenlagt 790.000 mennesker," fortæller Anne Masterson.

Forbavsende få dræbt
Da de 'nye' flygtninge vendte tilbage i november og december sidste år, fandt de fleste deres huse optaget af de 'gamle' flygtninge. Eller groft sagt; hutuerne fandt, at tutsierne havde besat deres ejendom.
Regeringen udstedte et dekret om, at husene inden for ti dage skulle tilbageleveres til de 'nye' flygtninge. Men der blev ikke gjort noget for at sikre, at den regel blev over holdt. Derfor kan man stadig rundt om se telte ved siden af huse; i teltene bor de 'nye' flygtninge, mens de venter på, at de 'gamle' flygtninge skal finde et nyt hus at bo i.
"Trods de konflikter, der ligger og ulmer, er det gået forbavsende godt. Der har været meget færre dræbte, end vi havde forventet," siger Anne Masterson.
I begyndelsen af november står de sidste af de i alt 1.027 huse, som projektet i naturparken omfatter, klar til indflytning. Hvert hus har kostet sponsorerne 14.000 kroner.
Den 40-årige Venust Zibanyinshi er allerede flyttet ind i et nyt hus sammen med sin 35-årige kone, Speciosa Mukashyaka, og deres fem børn, der aldersmæssigt rangerer mellem fem måneder og 17 år. De tilhører de 'nye' flygtninge og har boet i telt i et års tid, indtil de forleden kunne rykke ind i det firværelsers hus med tag af bølgestål fra Uganda og vægge af adobesten. Desuden får de - som enhver anden familie - tildelt to hektarer afbrændt jord.
"Vi kan overleve med to hektarer, for jorden er god. Men jeg håber, at vi kan få lidt mere, så vi kan dyrke kaffe eller noget andet, vi kan sælge på markedet," siger Venust Zibanyinshi.

De farligste mænd
De 1.027 huse i to landsbyer skal huse omkring 6.000 mennesker, og byggeriet beslaglægger kun en brøkdel af den inddragne nationalpark.
"Men resten af parken vil blive fyldt op i løbet af de kommende år," siger Anne Masterson fra LVF.
Rwandiske kvinder hører til i verdenseliten af børneproducenter, og i dette mest kristne land i Afrika - 90 procent er medlem af en kirke, og den romersk-katolske dominerer - er der ingen kampagner for familieplanlægning.
"Det er svært at diskutere børnebegrænsning i et land, der er hærget af krig og sult. Børn er en rigdom, specielt i et land, hvor knap en million mennesker døde for blot tre år siden. Der er en udtalt mangel på unge mænd på markerne," siger Anne Masterson.
Men når der om få år er fyldt op i den tredjedel af Akagera-parken, som nu er afsat til bosættelser, og der stadig mangler plads, vil man da fortsætte med at inddrage resten af parken?
Anne Masterson: "Indtil regeringen indser værdien af en naturpark, vil den utvivlsomt fortsætte med at bosætte folk der. Mennesker er vigtigere end dyr, og turisme er ikke nogen mulighed i den nærmeste fremtid. Og folk skal have noget at bestille, dyrke deres egen mad. Mænd uden arbejde er det farligste, der findes," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu