Monty Python, forældet instruktion og et hvidhåret Arte-publikum. Eller
et bud på en landsdækkende abonnementssang
Always look at the bright side of life swinger musikken, når Jørgen Blaksted Turnéen blænder op for En dejlig weekend... Og det gør vi så allesammen - ser omhyggeligt på den lyse side af tilværelsen altså, mens Monty Python-Michael Palins skridsikre replikker styrter over scenen.
Selv publikum er lyst, i hvert fald i toppen, for denne forestilling har tiltrukket den hvidhårede garde. Og nej, her er ikke tale om en eller anden udsolgt pensionistforeningsforestilling. Folk har bare bestilt billetterne via Arte.
Og det er i og for sig forståeligt nok ud fra foromtalen af Palins stykke, for denne Skandinavienspremiere byder faktisk på en ganske vittig parodi på familielivets gebrækkeligheder. Hør bare handlingen i denne dagligstue-historie:
Vupti - en familie
Familien skal samles på weekend. Børnene kommer hjem til mormor, der har glædet sig usigeligt og forberedt sig alt, alt for grundigt til ungernes invasion. Morfar er gnaven over al postyret - ikke mindst over det frække teenagebarnebarn og hunden, der letter ben overalt...
Vupti, så er der formet nogle typer, der danner grobund for stykkets overraskelser: Vennerne, der viser sig at kæmpe med utroskaben - og svigersønnen, der ikke har helt rent mel i posen. Men først og fremmest det alkoholiske knas, der truer med at ridse ægteskabet mellem bedsteforældrene i stykker.
Michael Palin slutter faktisk stykket med en overraskende optimistisk pointe, i hvert fald hvad angår bedsteforældregenerationen. Og så er der lidt olie-på-vandene om følelser og den slags.
Listen mod barskabet
Teksten kunne med andre ord sagtens blive kernen i et forfriskende lystspil med en håndtaskefuld relevant indhold at tage 'med hjem'.
Men sådan er Blak-steds forestilling ikke. Opsætningen er tværtimod så tilstøvet i instruktion og scenografi, at den er opsigtsvækkende - og derfor en omtale værd.
Først Jørgen Blaksteds instruktion: Alt spil foregår som omkring århundredeskiftet - frontalt. Alle spiller i en fastlagt gå-standse-tale-rytme, der suppleres af én særpræget bevægelse pr. person. Bedstefar lister for eksempel hele tiden rundt om sofaen og på vej ud mod køkkenet - i et dårligt camoufleret forsøg på at komme ubemærket hen til barskabet. Og så videre.
Desuden lider instruktionen af en angst for, at alle skuespillere ikke skal kunne ses konstant - og altså forfra. Så selv stykkets festmiddag bliver en (ufestlig) farce, fordi alle sætter sig langs den ene side af bordet, som var det den sidste nadver. (At man i Danmark mindst har turdet at sidde med ryggen til publikum siden middagen i Indenfor Murene i 1912 er blot at nævne her i parentes.)
Stykkets roller er desuden lagt håndfast ud som typer, allerede inden publikum når at lære dem at kende:
Mavesur mand, frustreret kvinde, næsvis teenager, kedsommelig ven, forførende terapeut...
Tekstens potentiale
Kun i én scene aner man tekstens virkelige potentiale, nemlig da familien samles om et spil scrable eller kriblekryds, om man vil. Her prøver bedstefar at komme til at snyde ved at finde umulige ord til lejligheden i en særligt gigantisk ordbog - ex-østers... For her 'glemmer' forestillingens instruktion et kort øjeblik skolekomedieidealet og lader skuespillerne klare det hele selv. Og så går det straks meget bedre!
Bjørn Watt-Boolsen er i hvert fald forrygende forstokket og alligevel fortryllende finurlig som denne bedstefar, der ikke kan tåle at tabe - og slet ikke tabe ansigt. Eller som min aldrende sidemand spontant reagerede på Watt-Boolsens illegale bytten rundt på brikkerne: "Sådan gjorde min far også!"
Pap og plastikbuket
I denne scene glimtede dialogen veloplagt, ikke blot fordi Palins replikker er fulde af tæft og timing, men også fordi Bjørn Watt-Boolsen ikke mindst her har formået at oversætte teksten, så overraskelserne faktisk slår smut mellem familiemedlemmerne.
Men hvad nytter igen det, når Henrik Blochs scenografi ligner en skolekomedie fra 1950'erne?
Her er sofaer og borde og reoler og nips, og det hele er så pap-afskyeligt, at rummet i sig selv forhindrer spillet i at folde sig ud. Hvordan spille Monty Python på teatret i forstadsrealistiske kulisser, når selv spejlene har malede grå streger på skrå, der skal illudere spejlglas - og ingen af stykkets personer tilsyneladende lægger mærke til det?
Her skulle selvfølgelig have været noget aparte, noget surrealistisk, noget grotesk, hvad ved jeg. I hvert fald ikke en endeløs række af urørte tebakker og vaser, der evindelig udskiftes med frisk vand til nye buketter af plastikblomster...
Og der blev klappet...
Eller er det netop denne genkendelighed, som får folk til at føle sig godt tilpas? Og var det netop denne næsten absurde naturalisme, som konkret fik tilskuerne på Falconer Scenen på Frederiksberg til at klappe så ivrigt af de otte glimrende skuespillere?
Eller var det for at hylde skuespillerne for deres stædige, men nyttesløse kamp mod både fornuften og samtiden i denne opsætning?
Det er ikke sådan til at sige. Men Blaksteds søvnforestilling repræsenterer tydeligvis en teaterform, som er fuldstændig ude af kontakt med det øvrige teater. Det interessante er velsagtens, at det tilsyneladende trives noget så glimrende uden afsmitninger fra hverken det hyperrealisme-teater og symbolleg-teater, som ellers dominerer 90'erne. 1990'erne, altså.
Desuden sælger forestillingen jo godt - både på turné rundt mellem landets teaterforeninger og så på Falconer Scenen denne uge.
Meget at tage fat på
En dejlig weekend tyder i hvert fald på, at der er ganske meget at tage fat på, hvis Kulturministeriet og Teaterrådet for alvor skal til at diskutere fænomenet folkeligt teater, sådan som Kulturministeren har lagt op til - for slet ikke at tale om det folkelige teaters kvalitet.
Eller også er pointen måske bare, at vi allesammen skal nynne trygt med på den landsdækkende abonnementssang:
Always look at the bright side of life...
