Læsetid: 11 min.

Forfald eller fremtid

18. oktober 1997

Forfaldstænkning og kulturpessimisme bryder frem i stadig større disharmoni med tidsåndens eksalterede optimisme og tro på et uendeligt økonomisk og teknologisk boom. Men vil man overhovedet tale om civilisationen og dens værdier som et fremskridt i det næste årtusind?

ESSAY
Nu om stunder lever alle gifte mænd som ungkarle, og alle ungkarle lever som gifte mænd."
"Fin du siècle," mumlede Lord Henry.
"Fin du globe," svarede hans værtinde.
"Jeg ville ønske, at det var fin du globe," sagde Dorian med et suk. "Livet er en stor skuffelse."
Med sin roman fra 1891, The Portrait of Dorian Gray, satte Oscar Wilde ord på den livstrætte og tunge følelse af, at mennesket, civilisationen og verden befandt sig ved afslutningen på en epoke. Dorian Grays sigende middagsselskab med Lord Henry Wotton og Lady Narborough tager os med tilbage og ind i den tidsånd, der herskede ved udgangen på det 19. århundrede.
Allerede i midten af 1880'erne var man i Paris begyndt at tale om fin de siècle og i et tidskrift blev det forklaret, at det handlede om "ikke længere at være ansvarlig; at resignere på en næsten fatalistisk måde under indtryk af tiden og det sociale liv." At være fin de siècle at lade sig rive med af århundredet og "at forfalde med det". Og det engelske sprog blev i de år beriget med nye ord, som time bomb, emergency exit og emergency brakes...
Med hundrede års afstand virker det som et mærkeligt paradoks, at dele af Europas kunstneriske og intellektuelle elite hengav sig til et dybt pessimistisk syn på mennesket selv og henførtes som en flok müde seelen.
For det skete på et tidspunkt, hvor den europæiske imperialisme og industrialisme befandt sig på et højdepunkt med en kæde af revolutionerende videnskabelige og teknologiske fremskridt. Mens den intellektuelle elite blev forblændet af kulturens aftensol, så skuede en anden gruppe i jublende optimisme på morgendagens sol, der skulle give mennesket et velstandsboom med nye kommunikationsteknologier, som telegrafen og telefonen, og en kraftig ekspansion for jernbanen, handelen over grænserne, med opfindelsen af automobilen og det parlamentariske demokrati.
Tidsåndens skizofreni - denne samtidige spaltning mellem dyb kulturpessimisme og jublende fremskridtsoptimisme - er vi også vidner til i dag, og som dengang står vi ansigt til ansigt med århundredets afslutning. Selvom den britiske historiker, Eric Hobsbawn i sin bog Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991 hævder, at vor korte 20. århundrede allerede sluttede i 1991 efter murens og Sovjetunionens fald, så kan vi først om 38 måneder vakle eller styrte - alt efter smag - ind i det tredje årtusind.
En af de førende forfaldstænkere, den finske filosof Georg Henrik von Wright, har kaldt sig selv for en provokatorisk pessimist. Miljøødelæggelserne, den ubegrænsede forbrugerisme, den moralske opløsningstilstand og en dyb skepsis overfor Videnskaben og Fornuften får ham til at udpensle sortsynet i en grad, der for de fleste moderne mennesker er uudholdelig.

Bag von Wright ligger et skumringsperspektiv, som i lige linie fører tilbage til Oswald Spenglers værk Der Untergang des Abendlandes - Aftenlandets undergang - der udkom under og i kølvandet på første verdenskrig.
"Afslutningen kan kaldes en tilstand af død - men man må ikke glemme, at der ud af denne tilstand vokser nyt liv," skriver von Wright i bogen At forstå sin samtid.
I 1931 skrev Spengler, at "enhver der ikke kan klare 'den stærke pessimisme', for at bruge Nietsches frase, er ikke rustet til livets store opgaver".
Men selvom von Wright således ser den provokatoriske pessimisme som forudsætningen for at kunne se de håbefulde alternativer til udviklingens store hjul, så rummer det Spenglerske skumringsperspektiv en dysterhed og et sortsyn, der risikerer at blive selvopfyldende.
I modsætning til Goethes Faust, der til sidst reddes fra djævelens kløer og løftes op i himlen af et englekor til sangen om Das ewige weibliche, det evigt kvindelige, så endte Spenglers sortsyn med en autoritær herretænkning og en ny cæsarisme: nemlig Hitler og nationalsocialismen.
Forfatteren Thomas Mann skrev efter Spenglers død i 1936, at han "på frygtelig vis beredte vejen for det, der nu er kommet (nazismen, red.) og han skrev tidligt de noder, som i dag gør os døve". Men i virkeligheden var skaden nok allerede sket i de sidste årtier af det 19. århundrede, hvor Friedrich Nietzsche i sin jagt på overmennesket, hinsides det gode og det onde, endte i så dyb pessimisme over menneskets degeneration, at han i sin galskab omfavnede hestens hoved.
Den ungarske læge og journalist Max Nordau kunne i sin bog Entartung fra 1892 skrive, at "de degenererede ikke altid er kriminelle, prostituerede og galninge", men også moderne kunstnere og forfattere "for hvem der ikke eksisterer nogen love, ingen anstændighed, ingen beskedenhed" - og hentydede her til bl.a. til Nietzsche eller den franske racetænker, Arthur de Gobineau, men også til forfattere som Charles Baudelaire, Oscar Wilde, Emile Zola og andre ledende repræsentanter for fin de siècle-kulturen. Nordau konkluderede at det eneste håb for den europæiske civilisation ikke lå hos eliten og den øverste samfundsklasse, men hos det arbejdende folk, bønderne og småborgerskabet - folk, der arbejdede med deres hænder og muskler, opdragede deres børn, og som stadig havde en sans for den traditionelle moral og kærlighed til nabolaget.
Et århundrede rigere på erfaring rettede den amerikanske historiker og sociolog, Christopher Lasch, en hudløs kritik af eliternes oprør og forrædderiet mod demokratiet. Det er de kosmopolitiske eliter, som forråder og har mistet troen på den vestlige civilisations (kristne) værdier og truer den sociale orden med deres abstraktionstrang og grænseløse jagt på flere og flere penge. Og det smitter:
"Skamløshedens kultur er ikke afgrænset til underklassen. I deres jagt på umiddelbar tilfredsstillelse og søgen efter tilfredsstillelse i køb af materielle goder, så imiterer de kriminelle klasser bare deres bedre overmænd."
Eric Hobsbawn er på sporet af det samme og taler om, hvordan ekstremerne i den occidentale kulturs sammenbrud er blevet tydeligt i dette fin de siècle.
"Verden består nu af flere milliarder mennesker, der defineres ved deres forfølgelse af individuelle lyster" og den selvhævdende individualisme skubbes til sine yderste grænser, hvor "det gamle moralske ordforråd for rettigheder og pligter, gensidige forpligtelser, synd og dyd, opofrelse, samvittighed, belønning og straf ikke længere kan oversættes til det nye sprog for lysttilfredsstillelse."
Men den slags dommedagsmoral er de unge generationer ligeglade med, hvis man skal tro Steve Beale, der er redaktør for bladet Sleaze Nation i London:
"Hedonismen har aldrig været stærkere end i dag, men det er ikke et spørgsmål om hvor mange penge man ejer. En gruppe unge til rave-fest i Newcastle bruger en større andel af deres indkomst på at blive stive end en flok berømtheder på en bar i London."
Og i avisen The Observer siger forfatteren Marina Benjamin - der er på vej med en ny bog med titlen Living at the End of the World - at de unge føler den mørke side af tilværelsen vældig stærkt. Ved afslutningen af årtusindet er der "en form for panik. Det er som en desperat dødsdans," siger hun.
Og en tysk modedesigner beklager sig et andet sted i Observer-artiklen over alle de penge, der bruges på forkromede modeopvisninger: "Alle vil have noget, der er større end det de andre har. Modeshows er, som rockshows, gigantiske orgasmer på scenen," siger Gerd Strehle, hvis tøjfirma fornylig lavede et modeshow i en undergrundsstation og donerede overskuddet til børnehjælpsarbejde.

At modefirmaer føler sig kaldet til at bryde den herskende dyrkelse af materiel luksus og status betyder, at der også er håb. Som når en rig prinsesse på opfordring fra sit barn sælger hele den dyrebare garderobe og donerer pengene til nødhjælpsarbejde. Som når amerikanske rigmænd, der lader den økonomiske overflod gå til velgørende arbejde og sociale fonde. Som når folk i boligforeninger laver nabohjælp eller lokalsamfund fremelsker en kultur med aktive hverdagsmagere. Som når forældre lover at tage ansvar for deres ægteskab og børn, i stedet for at flygte i en evig jagt på tilfredsstillelse af egne lyster. Som når nye generationer af forbrugere af hensyn til det fælles bedste og miljøet køber økologiske fødevarer. Som når den nye netværksøkonomi tvinger de rigeste og mægtigste selskaber til at dele den nye generation af kommunikationsteknologier ud som gratisgaver, der først får værdi, når tilstrækkelig mange mennesker samtaler på nettet. Som når virksomheder, trods den globale konkurrences profitjagt, alligevel føler et ansvar og en pligt til at gøre sit til at modvirke den sociale udstødningskultur, der ellers betragter uproduktive arbejdere som overflødige ting til parkering på statsbudgettet.
Når pessimismen ved årtusindets afslutning bliver for stærk, så har vi i sandhed brug for sådanne positive eksempler på mennesker og fællesskaber, der vil det anderledes.
Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har sagt, at "apokalypsen er en del af vores ideologiske bagage. Den er et pirringsmiddel, et mareridt, en vare ... Den dommedag vi fremmaner for os selv er lumsk og en form for langsom tortur."
Den slags kan de i hvert fald ikke udholde på det trendsættende tidskrift, Wired, hvor redaktør Peter Leyden sammen med Peter Schwartz i juli måned fremlagde et radikalt optimistisk manifest for overgangen til det 21. århundrede.
Opgiv mistroen og åben op for de mange muligheder, som de fem revolutionerende teknologiske bølger giver indenfor personlige computere, telekommunikation, bioteknologi, nanoteknologi - og alternativ energi, der med hydrogen-drevne biler kan gøre det muligt for selv to milliarder kinesere at få en privatbil.
"Uden en ekspansiv fremtidsvision, bliver folk bare snævertsynede og forsagte, kun interesseret i sig selv. Et positivt scenario kan inspirere os til at komme igennem de uundgåeligt traumatiske tider, der venter forude."
JUST DO IT, som sportskoncernen Nike har proklameret i sine reklamer. Don't worry, be happy, og tænk på, at vi står ved begyndelsen på mindst 25 års globalt økonomisk boom.
Verden vil blive til "en ny civilisationernes civilisation, der vil blomstre i begyndelsen af det nye århundrede." Men kigger man i marginen af Wired-artiklen om "The Long Boom", så finder man ti faktorer, der kan ødelægge det blomstrende scenario:
*En kold, måske varm, krig mellem USA og Kina.
*De nye teknologier holder ikke, hvad de lover.
*Rusland bliver et kleptokrati styret af mafiaen og nationalister.
*Den Europæiske Union bryder sammen.
*En større økologisk krise med klimaforandringer, ødelæggelse af fødevareforsyningerne og hungersnød.
*Stærk stigning i kriminaliteten og terrorismen, der får folk til i angst at lukke af for forandringer.
*En dramatisk stigning i antallet af kræfttilfælde og andre sygdomme.
*En ukontrollabel epidemi, der kan dræbe op imod 200 millioner mennesker.
*Energipriserne stiger eksplosivt.
*Et socialt og kulturelt tilbageslag, der stopper fremskridtet.

De ti eksempler viser, at det ikke længere er intellektuelt forsvarligt bare at fyre en radikal optimistisk fremtidsvision af - den må altid korrigeres på dialogisk vis af modgående eksempler. Og det er i sig selv noget, der giver håb. For det kan gøre en demokratisk samtale om fremtiden og civilisationens overlevelse mere meningsfuld.
Her ved udgangen på det 20. århundrede erkender Leyden og Schwartz åbent, at der er klare paralleller til 1890'erne. Det var i teknologisk og økonomisk henseende "en vildt optimistisk tid. Men selvfølgelig endte det hele i en katastrofe... resultatet blev Første Verdenskrig. (...)Verden gik fra vild optimisme til - helt bogstaveligt - en depression på meget kort tid."
Problemet er blot, at de ekstreme positioner - fremskridtsoptimismen og den nostalgiske hjemvé efter de gamle dage - i de færreste tilfælde kan tale sammen og enes om en fælles forståelse af virkeligheden.
Den herskende kosmopolitiske elite kunne og kan ikke tåle at lytte til Rachel Carsons tavse forår i 1963, til Paul Ehrlichs befolkningsbombe i 1968, til Romklubbens grænser for vækst i 1972 eller til mere afdæmpede advarsler fra bl.a. historikeren Paul Kennedy i sin bog, Preparing for the Twenty-First Century i 1993.
Kennedy er ikke blot optaget af den økologiske eller befolkningsmæssige trussel, men fremmaner et globalt scenario, hvor "vesten står overfor resten" af verden: "De hurtigt voksende, ressourcefattige, underkapitaliserede og underuddannede befolkninger" står på den ene side overfor "de demografisk døende og i stigende grad nervøse og rige samfund" på den anden side.
For Paul Kennedy er det civilisationens opgave at bruge "teknologiens magt" til at tæmme "befolkningstilvækstens magt", og i den forstand tænker han, som Peter Schwartz og Peter Leyden, på civilisationen i teknologiske og økonomiske termer.
Men den materialistiske tænkemåde er i stigende grad ude af stand til at begribe, hvorfor selve civilisationen og dens værdier er truet.
Teknologiens magt kan rigtigt anvendt bruges til at imødegå et økologisk sammenbrud, men meget tyder desværre på, at vi ved udgangen på det 20. århundrede må konstatere, at menneskers økonomiske grådighed, intensiveret global konkurrence og videnskabens fremskridtstrang permanent er med til at underminere og opløse civilisationens former.
Georg Henrik von Wrights læremester, filosoffen Ludwig Wittgenstein, har sagt, at hvis mennesket alene støtter sig på den videnskabelige rationalitet, vil det "gå i en fælde." Wittgenstein mente, at det "kunne blive begyndelsen til afslutningen for menneskeheden", og et kig på nutidens genteknologiske manipulationer, fosterdiagnostik og sene aborter er vidnesbyrd om, at vi forlængst er nået hinsides den moral, som tidligere kunne sætte grænser. Måske har vi kun den individuelle lysttilfredsstillelse og den absolutte pligt til at tolerere alles individuelle frihed, som historikerne Christopher Lasch og Eric Hobsbawn har påpeget.

Der er brug for et sindelagsskifte, hvis ikke vi skal ende i en afgrundsdyb og umulig konflikt mellem den lallende optimismes skønmaleri og den provokatoriske pessimismes sortsyn.
Den tidligere Verdensbankøkonom, Herman E. Daly har senest i bogen Efter væksten sagt, at vi for at undgå det økologiske sammenbrud eller en ny social klassekrig ikke kan fortsætte med "det tomme ordgyderi om den intergenerationelle usynlige hånd og ... det sædvanlige forvirrede forsøg på at give tekniske ikke-svar på moralske spørgsmål."
I stedet for at fortsætte med alle de moderne fortrængninger eller lade sig nøje med den optimistisk-pessimistiske skizofreni går Daly helt ind til kernen:
"Jeg tror, at Gud, Skaberen, eksisterer nu såvel i fortiden og fremtiden, og at han er kilden til vores forpligtelser over for skaberværket ...Vores evne og tilbøjelighed til at berige os i nutiden på fremtidens og andre arters bekostning er lige så reel og syndig som vores tendens til at gøre de rige endnu rigere på de fattiges bekostning. At give skaberværkets gave tilbage til Gud i en forringet tilstand, der kun kan opretholde mindre liv ved et lavere niveau og i kortere tid, er selvfølgelig en synd."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu