Læsetid: 2 min.

Forskere betvivler vækstfremmerforbud

21. oktober 1997

Flere forskere tror ikke, det har afgørende betydning, at svinebranchen stopper med vækstfremmere til slagtesvin

"Jeg tror ikke, det har nogen effekt - men til gengæld en reklameværdi for Slagterierne."
Det siger tidligere direktør i Slagteriernes Forskningsinstitut, Niels-Henrik Hansen, om svinebranchens forslag fra sidste uge: Branchen vil lave et frivilligt forbud mod vækstfremmere - antibiotika - i foderet til slagtesvin. Men smågrisene vil stadig få vækstfremmere.
Dyrlæge Flemming Bager fra Statens Veterinære Serumlaboratorium er delvist enig med Niels-Henrik Hansen:
"Forbuddet viser svinebranchens gode vilje, men det løser næppe problemet," siger Flemming Bager.
Problemet er, at vækstfremmere i dyrefoderet gør bakterier hos dyr resistente - og der er risiko for, at den resistens kan overføres til bakterier i mennesker og dermed bevirke, at medicin til syge mennesker ikke kan bruges.
Forskerne har en fælles formodning om, at mængden af resistente bakterier vil falde med forbuddet. For mængden af resistens hører sammen med forbruget af antibiotika.
Sigrid Andersen, der er mikrobiolog ved Veterinær- og Fødevaredirektoratet siger, at forskerne ikke kan gætte sig til, hvad det betyder: "I værste fald er der ingen effekt, men jeg tror nu nok, man ville kunne se en effekt," siger hun.
Sagen er, at de små grise stadig skal fodres med antibiotika, og dermed får de resistente bakterier i sig. Men ingen forskere ved, hvor lang tid det tager, før de resistente bakterier i dyrene forsvinder.
Ældre forsøg i udlandet viser, at der kan gå mange år, og dermed er der lange udsigter til, at faren er væk.

Mirakuløs forsvinden
"Jeg tror ikke, vi kommer til at se en mirakuløs forsvinden i resistens, fordi man holder op med at bruge vækstfremmere de sidste to-tre måneder af grisens liv. Vi kan se det på et andet stof, chloramfenicol, der blev brugt indtil 1978. Det blev forbudt til behandling af de dyr, vi spiser, men i dag kan vi stadig se resistens over for stoffet - 20 år efter," siger Flemming Bager.
Forskerne og blandt andet Forbrugerrådet opfordrer svinebranchen til helt at stoppe med antibiotika til dyrene: "Reduktionen i brugen løser ikke problemet, og jeg mener, man burde stoppe det helt og aldeles," siger Peter Nedergård fra Forbrugerrådet.
Og måske er der hjælp at hente til et forbud, for Slagteriernes nye direktør, Anne Birgitte Lundholt, sagde i går ved Danske Slagteriers 100 års jubilæum, at Slagerierne i højere grad end i dag bør imødekomme forbrugernes krav til produktion af svinekød - uanset hvilke krav de stiller.
"Det skal vi - medmindre vi er i stand til at forklare offentligheden, medierne og forbrugerne, hvorfor det ikke er nødvendigt," sagde Anne Birgitte Lundholt.
Begrundelsen for opfordringen er, at enten gør svineproducenterne det frivilligt, eller også sørger politikerne for, at forbrugernes ønsker i højere grad bliver fulgt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her