Læsetid: 4 min.

Fortællinger i lyd

30. oktober 1997

Den såkaldte post-rock beviser, at vers og omkvæd ikke er tvingende nødvendige, hvis man vil fortælle en god historie. At musik kan være større end ord og billeder, og fortælle meget mere

En båndet pigestemme et sted under dronelyden fra et analogt keyboard beretter oprigtigt omend en smule forlegent og næsten uhørligt, "at musik om noget formår at hensætte mennesket i en tranceagtig tilstand. At musik er større end ord og billeder. At var stjerner lavet af lyd, så ville de lyde sådan her."
Hendes monolog besvares af et varmt, prikkende møde mellem to guitarer og en veltempereret bas, der nærmest virker som om, de er i gang med en dybsindig, personlig konversation.

Store følelser
Allerede de første minutter af debutalbummet Mogwai Young Team (Chemikal Underground/Vow) fra den unge skotske kvintet, der kort og godt bærer navnet Mogwai, beviser, at rockmusik ikke nødvendigvis behøver at være behængt med vokale udgydelser for at kunne udkrystallisere store følelser.
I hvert tilfælde intensiveres og nuanceres 'samtalen' gradvist, som den skrider frem.
Bassen skifter umærkeligt kadence, guitarfigurerne slibes til. Og pludselig befinder man sig under en hinde af stålblank, pedal-moduleret støj, der som en overfusning i mere konventionel forstand ætser sig sviende ind i kroppen.
Den soniske æstetik, som Mogwai her stiller sig som talsmand for, er på mange måder i slægt med den såkaldte post-rock.
Den har gennem de seneste sæsoner søgt at skabe et gyldigt alternativ til de formler, der stadig vedvarende benyttes i de populærmusikalske sfærer.
Et udtryk, der fornægter de traditionelle sangbårne klichéer og de vers-refrain-vers-strukturer, som har været benyttet siden Moder Rocks fødsel, og som mere eller mindre konsekvent sigter bag om det etablerede sprogs mekanismer i forsøget på at fremmane stemninger i lytteren.

Gennemslagskraft
Når Mogwai Young Team tildrager sig særlig opmærksomhed, er det ikke bare, fordi den evner at forlene etikettens kendetegn - den lagdelte, til tider ganske groovy rytmik og de science-fiction-lignende, ofte meget atmosfæriske klangflader - med personlig tæft og finesse. Men fordi den gør det på nogle præmisser, der synes at rumme en gennemslagskraft, som ikke tidligere har været hørt i post-rock-sammenhæng.
Mogwai kommer selvfølgelig aldrig til at overgå hverken Aqua eller Spice Girls i salgstal.
Men set i forhold til de grupper, der tidligere har været i fokus på post-rock-scenen, rummer skotternes fintmærkede instrumentelle sansninger en passion, der burde kunne indoptages af en langt bredere lytterskare end den, som hidtil har samlet sig om foretagender som eksempelvis Labradford, Ui, Tortoise og Trans Am.

Formeksperimenter
Måske fordi gruppens formeksperimenter og vedvarende udkoblinger mellem smukke, elegiske registreringer og infernalsk, stereofonisk støj hele vejen igennem bærer på en melodisk nerve, der fremstår mindre klinisk og langt mere organisk, end den man sædvanligvis har været vidne til i denne avantgardistiske afkrog af tiden musikalske spektrum.
En timelang rejse i lyd, der brænder sig fast under huden som en nyfødt stjerne.

Domino-effekten
Anderledes utilnærmelige, men absolut ikke mindre interessante, er de udøvere, som sædvanligvis optræder på det lille uahængige, engelske plademærke Domino.
Herunder post-rock-fænomenerne Movietone og Flying Saucer Attack, der, alene i kraft af deres respektive navne, signalerer i hvilken niche, de befinder sig.
Førstnævnte excellerer med Day And Night (Domino/MD) i en monoton og indadvendt musique noir, hvis sparsomme produktion, gennemgående skitsepræg og små indlagte drillerier førfører og charmerer, men også virker lige lovlig statiske i det lange løb.

Minimalisme
Samme home taping-teknik benyttes af Flying Saucer Attack, for hvem de filmiske lydlandskaber på New Lands (Domino /MD) dog ligeledes er pakket ind i en tyk, inciterende dyne af guitar-feedback, der hensætter en i fornemmelsen af, at befinde sig dybt nede i maven og motorlarmen på en supertanker.
En stillestående, forvrænget flade, der nok vil skræmme den almindelige, dødelige musikelsker fra vid og sans, men som i sin nøgne og mildest talt smukke monokrome gestaltning med garanti vil vinde sig en lille og meget devoteret fanskare.
En højere grad af afpudsethed finder man hos Domino's amerikanske sekstet Aerial M og dennes debut, Aerial M (Domino/MD).
Jazzede og minimalistiske blåmeleringer danner her bagtæppe for svale guitardueller og høflige, ambiente strygerlegeringer i et musikalsk havblik, der besidder en renhed af den anden verden.

Maskinelt og manende
Langt fra den anæmisk piplende men pikant dragende lydforarbejdelse, der kendetegner grupperne på Domino, finder man den amerikanske kvartet Salaryman.
Debuten Salaryman (City Slang/MD) er således en yderst ekspressiv udladning, hvor både elektroniske og håndspillede indstrumenter parres i en industrielt rungende, stedvis næsten gotisk manende techno-rock.
Salaryman beskriver selv de enkelte numre som segmenter.
Og musikken som helhed betegnes som BASEMENT[TM], idet den er indspillet og programmeret i gruppens eget kælderstudie uden den mindste brug af overdubs, under devisen "machines and people can live together in perfect understanding and harmony."
Det er da også kendetegnende, at de maskinelt udstandsede rytmer, baglænskørte guitarer og den hyppige brug af found
sound (telefonsvarer-beskeder, vækkeure m.m.) danner afsæt for en evig strøm af syrede, håndstrøgne improvisationer.
Absolut ikke banal søndagspop, men fascinerende på godt og ondt, som det meste af den nye instrumantale bølge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her