Læsetid: 4 min.

Fragmenter af en graviditet og fødsel

20. oktober 1997

Læs ikke Marx' Kapitalen højt for en kvinde med veer, det kommer der ikke noget godt ud af

Herhjemme
"Kom nu herind, det gør ondt. Så hjælp mig dog for pokker, kom nu," råber den bedre halvdel fra soveværelset. Veer.
"Ja, ja, jeg skal lige finde Marx' Kapitalen, så jeg har noget at læse højt for dig," svarer jeg. Ingen respons fra soveværelset.
"Den kontinale revolution i 1848 slog også tilbage på England. Mænd, som endnu gjorde krav på videnskabelig betydning og ville være mere end blotte sofister og sykofanter for den herskende klasse, søgte at bringe...," messer jeg i bedste André Malraux-stil, men så bliver jeg afbrudt.
"Stop, det gør ondt. Jeg gider ikke høre mere nu. Det gør ondt. Det er altså ikke spor sjovt det her," hvæser fruen.
Interessen for Marx kan ligge på bagsiden af nyfødt babys negl.
"Det er absolut ikke cool, dit fjols," siger hendes himmelvendte øjne uigendriveligt.
"Jamen, det er et godt journalistisk scoop. Har du måske nogensinde hørt om en fødende, der fik Marx' Kapitalen læst højt? Vi ville have fået en æresplads i mausoleet i det kommunistiske Sovjet," prø-ver jeg. Flere himmelvendte øjne.
Så jeg folder bogen sammen, og vi tænder i stedet tv'et. Klokken er 18.30, og der er TV-Avisen på DR1. Nu er det næsten 14 timer siden, at veerne begyndte, og det føles mildest talt lidt besynderligt, at se TV-Avis. Temmelig ligegyldigt. Men tiden skal jo gå på en eller anden måde. Og denne fødsel tager lang tid. Lang tid.

Forberedelseskursus
Men vi spoler tiden lidt tilbage. Vi er taget til fødselsforberedelseskursus. Sådan et som alle familier får tilbudt, når kvinden - som det jo oftest er - er gravid. Vi ser en film om tre mænds oplevelser af blive fædre.
"Hvad tænker I, når I ser sådan en film?" spørger jordmorderen, mens hun fumler med afbryderkontakten på videoen.
"Altså, ham den ene, han deltager jo næsten ikke i fødslen. Hvorfor har han overhovedet valgt at få børn?" lyder det fra holdets irriterende selvpromoverende "Jeg har da allerede født én gang". Så tavshed.
"Jeg gider fandme ikke deltage i den slags kollektiv følelses-pornografi. Det rager sgu ikke alle de her fremmede mennesker, hvad jeg føler," hvisker jeg stærkt irriteret til fruen, der dog ikke rigtig giver meget for min blufærdighed.
Mere stilhed. Så ringer klokken og vi har fri, heldigvis.
"Nu må du altså lige se, at være lidt mere positiv," bliver jeg belært på vejen hjem. Og det er rigtigt, kurset er godt. Man hører om smertestillende medicin under fødslen, amning, amning og bedstemødre, fødselsstillinger - for blot at nævne noget af det vi har snakket om på kurset.
Og jordemoderen gør et godt stykke arbejde. Hun forener rollen som den erfarne 'bedstemor' og den tekniske ekspert i en og samme person. Flot. Følelses-pornografien var bare en smutter.

Scanning
"Se, han bevæger sig. Nåh, hvor er han sød. Se, han drikker fostervand," siger vi i munder på hinanden, da vi ser billedet af vores lille guldklump på dataskærmen. Vi er til scanningen.
"Er det en dreng eller en pige?" spørger jeg sygeplejersken.
"Det er ret tydligt, at det er en dreng", svarer hun, men understreger, at hun ikke kan sige det med 100 procents sikkerhed.
"Men 97 procent sikkert et det," forklarer hun.
Selvom det er fristende, får jeg ikke spurgt om, hvad hun mener med, at det er ret tydeligt. Er dingelingen allerede så stor?
"Det er en rigtig dårlig idé, hvis politikerne sparer scanningen væk. Det er simpelthen en næsten ufattelig oplevelse for os kommende forældre. Måske endda mest for manden, der først her oplever, at graviditeten er en realitet", bliver vi enige om på hjemturen.

Fødslen
"I kan bare gå herind og sove lidt," forklarer sygeplejersken, da vi ankommer til sygehuset. Nu er der kun fem minutter imellem hver ve, så fødslen er officielt startet.
Klokken er to om natten, og vi er fuldstændigt udmattede - nu har veerne været i gang i halvandet døgn - men alligevel sover vi. Selvom fruen vågner hvert femte minut.
"Det gør altså rigtigt ondt," lyder det klokken seks om morgenen, og vi bliver puttet ind på selve fødselsstuen.
"Av, av. Det gør ondt. Åh, hvor gør det ondt," gentager fruen gang på gang. Badekarret fyldes. Hun hopper op i det. Smerten lindres lidt. Så kommer presse-veerne.
"Kom nu. Pres. Pres. Kom så, du kan jo godt," råber jordemoderen og jeg i munden på hinanden. Spøjst nok minder vi om tilskuerne til en fodboldkamp.
Toppen af hovedet titter frem. Lidt mørkt fedtet hår kan skimtes. Tårerne pisker ned af mine kinder. Så får jordemoderen fat. Svurp, lyder det. Og så ligger der pludselig en lille varm baby på fruens bryst. Klokken er tyve minutter i elleve.
"3500 gram vejer han, og han er 54 centimeter lang. Og han er rigtig smuk og velskabt," siger jordemoderen. De nybagte forældre smelter. Tårerne kan overhovedet ikke stoppes. Niagarevandfaldet ville være grønt i hovedet af misundelse.
Så bliver vi kørt ind på barselsgangen - med et lille stop-over undervejs, hvor hospitalet serverer ristet brød og te.
Bedsteforældrene er allerede på vej, mobil-telefoner er en fortrinlig ting. Og allerede inden dagen er omme, har fruen tiltusket sig barselsgangens gule førertrøje i konkurrencen om at have flest blomster. Men hun er faktisk ligeglad. Det hele handler om babyen.
"Er han ikke bare dejlig?" sidder vi udmattede og siger til hinanden, da alle gæsterne er gået. Vi er helt enige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her