Den tysk-franske akse har ikke nogen klar eksistens i den danske bevidsthed. Men den eksisterer stadig ude i Europa, og det ville være en overraskelse, hvis den brød sammen
Je t'aime, moi non plus, sang Serge Gainsbourg. Et ironisk fransk udtryk for samlivets omskiftelser, de komplicerede parforhold, noget i retning af det, der udtrykkes mindre underfundigt med den bastante tyske formel "Hass-Liebe". Refrænet vender regelmæssigt tilbage med fornyet aktualitet, når talen er om det besynderlige par, som Tyskland og Frankrig udgør i det europæiske samarbejde.
Dette fornuftsægteskab har holdt stand gennem tykt og tyndt og overlevet adskillige kriser siden "brylluppet" (Elysée-traktaten) i 1963. Det var således en forlængst etableret kendsgerning, da Danmark blev medlem af de Europæiske Fællesskaber i 1972, og parforholdet mellem de to magter har spillet en uomtvistelig hovedrolle i den europæiske konstruktion lige fra forspillet med Kul- og Stålpuljen i begyndelsen af 1950erne via Fællesmarkedet og EF til EU anno 1997. Men det synes aldrig at have spillet nogen hovedrolle i den danske bevidsthed og den danske opfattelse af Europa. Det hørte til Fællesmarkedets interne historie, der ligesom ikke vedkom Danmark.
Danmark havde blikket rettet mod England, og hvad forholdet til Fællesmarkedet angik, var der en bestemt formel, der stod som overskrift, uanset hvor mange komplicerede detaljer der måtte indgå i debatten: "Hvis England går ind i Fællesmarkedet, skal Danmark også være med. Uden England skal Danmark ikke være med".
Argumenterne var stærke og indlysende. England var dansk landbrugs vigtigste kunde, landbrugseksporten til England livsvigtig for Danmark. England nød stor popularitet i Danmark takket være sin rolle i den Anden Verdenskrig og blev regnet for Danmarks ven, allierede og forbillede. England var klart "mere demokratisk" end de kompromitterede magter på kontinentet og var nødvendig som garant for demokratiet i Fællesmarkedet.
Hvor var Tyskland og Frankrig henne i dette Europa-billede? Bortset fra, at Tyskland var en handelspartner, der ikke kunne overses - som sådan lige så vigtig som England - var opfattelsen af Tyskland og Frankrig i Danmark mest præget af mistillid og ligegyldighed. Hvordan EF fungerede indadtil, og hvordan de to kontinentale hovedmagter dominerede foretagendet i fællesskab, i kappestrid eller magtkamp - det talte man ikke meget om i den offentlige debat i Danmark. Europa-ideen og Europas historiske udvikling interesserede mindre end spørgsmålene om danske eksportinteresser, EFs forjættende landbrugsordning, dansk suverænitetsafgivelse og tyskernes eventuelle køb af sommerhuse i Danmark.
Intet var muligt uden enighed
I EFs udvikling og dagligdag, som man oplevede den inden for murene, og som man kunne læse om den i franske og tyske aviser, gik der næppe en dag uden, at man blev mindet om det tysk-franske lederskab, den tysk-franske akse, den tysk-franske tandem - også kaldet "motoren" i EF. Det var måske for meget sagt, at når Tyskland og Frankrig var enige, blev alting muligt i udbygningen af det europæiske samarbejde. Men det stod fast, at intet var muligt uden enighed mellem de to.
Det er en historisk erfaring, at en føderation opstår under anførsel af en "føderator". Ved Italiens samling i det 19. århundrede spillede Piemonte en sådan rolle, og ved Tysklands var det Preussen. Det var nærliggende, at Europas samling eller forening også krævede et lederskab, men der var stærke grunde til at betakke sig for at se Frankrig, endsige Tyskland i denne rolle. Hvad England angår, var det aldrig dette lands ambition at forene Europa, men tværtimod at splitte de kontinentale europæiske magter og - i visse situationer - at kæmpe næsten alene mod fransk eller tysk hegemoni.
Der var derfor en vis logik i den ide, at føderator-rollen skulle varetages af Frankrig og Tyskland i fællesskab. På papiret var ideen næsten genial. Den modnedes efter 1958 med præsident Charles de Gaulle og kansler Konrad Adenauer i spidsen for de to magter, der viste sig påfaldende komplementære: Tyskland allerede godt på vej som økonomisk gigant og monetær leder, Frankrig en magt med politiske ambitioner og visioner, atommagt, permanent medlem af FNs sikkerhedsråd.
Samtidig virkede ønsket om fransk-tysk forsoning som en overordentligt stærk drivkraft. De to arvefjender, der havde bekæmpet hinanden i et infernalsk crescendo af tre krige siden 1870, måtte nødvendigvis komme til den slutning, at fred og samarbejde var den eneste vej frem, at krig for enhver pris måtte undgås.
Disse motiver har vist sig så stærke, at det fransk-tyske par har overlevet kriser og modsætninger, der var iøjnefaldende allerede fra starten. Hvor meget samarbejdet end halter, hvor skarpt modsætningerne end kommer til udtryk fra tid til anden, ender det altid med, at diplomatiet og den politiske vilje til samarbejde sejrer. Det bevirker ganske vist undertiden, at samdrægtigheden understreges på en lidt kunstig og demonstrativ måde, netop når de reelle konflikter og interessemodsætninger er alvorligst.
Modsætninger mødes
At den fransk-tyske akse har domineret og i vidt omfang "skrevet dagsordenen" i EF/EU, fremgår af det tema, der har stået øverst i de sidste 20 år. Den ØMU (Økonomiske og Monetære Union), der er under opbygning i dag, skyldes i hovedsagen et fransk-tysk initiativ i 1990, og forløberen i skikkelse af EMS (det Europæiske Monetære System), blev til på fransk-tysk initiativ i slutningen af 1970'erne.
Holdbarheden af dette parforhold er så meget mere bemærkelsesværdig, som de to magter er dybt uenige om mangt og meget. Deres traditioner og samfundsopfattelser er vidt forskellige, og der er en vedvarende mistillid på mange områder.
Det var de Gaulle og Adenauer, der lagde grunden til den fransk-tyske akse, og det er ofte blevet påpeget, at de var på bølgelængde og respekterede hinanden. Men de var begge højt oppe i årene, ikke unge naive idealister. De forfulgte hver deres egne nationale interesser, som de opfattede dem. Tyskland havde en klar interesse i at genvinde sin respektabilitet gennem europæisk samarbejde og tiltagende integration - og som førende økonomisk magt et stærkt ønske om frihandel. Frankrig øjnede muligheden for den politiske førerrolle i kraft af sin status som eneste "stormagt" på kontinentet (atommagt og sikkerhedsrådsmedlem), så meget mere som Tyskland efter Anden Verdenskrig var politisk og moralsk afskåret fra en sådan rolle og heller ikke ønskede den. Frankrig imødekom den tyske industris frihandelsinteresser, men sikrede til gengæld sit eget enorme landbrugs interesser gennem fællesskabets landbrugspolitik.
På det internationale plan var der mistillid mellem de to partnere fra første færd. De Gaulle mistænkte tyskerne for før eller senere at ville slå ind på en neutralistisk kurs - pacifismen var stærk i Tyskland og genoprustningen særdeles omstridt. Adenauer mistænkte de Gaulle for at styre i retning af en entente med Moskva i forlængelse af sin "anti-amerikanske" politik...
Forholdet til USA var et afgørende stridspunkt mellem de to magter fra begyndelsen. Adenauer og flertallet i Forbundsdagen var svorne "atlantister", mens de Gaulle kæmpede med næb og klør mod USA's altdominerende rolle i NATO og ønskede et "uafhængigt" Europa. Modsætningerne kom så klart til udtryk kort efter underskrivelsen af Elysée-traktaten i januar 1963 - den fransk-tyske akses "grundlov" - at mange iagttagere dengang ikke spåede aksen nogen fremtid. De Gaulle selv syntes uden illusioner. "Traktater har det som unge piger og roser - de har deres tid", sukkede han i sommeren 1963.
Ikke noget alternativ
Disse modsætninger kan spores den dag i dag, når Frankrig (og det er ikke bare Chiracs kæphest) kæmper mod USA's "hegemoni" i verden og i NATO. I denne kamp står Frankrig stort set isoleret og støttes i bedste fald halvhjertet af Tyskland i visse erklæringer nu og da - efter fransk pres og i den hårdt prøvede akses navn.
Hvad Tyskland og Frankrig er enige om, synes at kunne gøres op meget hurtigt: At de to skal holde sammen, at det europæiske samarbejde skal fortsættes og udvikles (under en eller anden form), og at der ikke er noget alternativ til fransk-tysk sammenhold. Listen over uoverensstemmelser er til gengæld lang, og et dokument herom er så sent som i år blevet udarbejdet i fællesskab af det franske udenrigsministeriums analyse- og prognose-center og det tyske udenrigsministeriums Planungsstab.
Foruden uenigheden om de transatlantiske forbindelser er der en gammel og fundamental uoverensstemmelse om atomvåben: Kort sagt er Frankrig for, Tyskland imod. Tyskland accepterede den amerikanske "atomparaply", mens Frankrig gjorde et stort nummer ud af at have sit eget uafhængige supervåben. I årevis har man talt om at lade det franske våben indgå i en fælles fransk-tysk eller europæisk atomstrategi, men det har ikke ført til noget, for Tyskland frabeder sig rollen som indirekte atommagt, og i øvrigt strider det mod Frankrigs nationale og eksklusive atomdoktrin.
I forsvarspoltikken har man lanceret symbolske initiativer som den fransk-tyske brigade, men alle forsøg på en fælles strategisk politik er strandet. I årtier var det umuligt, fordi Tyskland var militært integreret i NATO, Frankrig militært udenfor, og Chiracs initiativ til integration i NATO og "europæisering" af alliancen svæver stadig i det uvisse.
I den internationale handelspolitik præges modsætningerne af tysk liberalisme - også her med en præference for amerikanske ideer - og en fransk tradition for protektionisme.
Modsætningerne i forbindelse med ØMUen er velkendte, og dybest set bunder de i den franske vilje til at bevare en klar politisk kontrol med den økonomiske og monetære politik - udmøntet i forslaget om en Europæisk Økonomisk Regering - over for det tyske ønske om en uafhængig og næsten suveræn centralbank. Fransk politisk "volontarisme" over for tysk stabilitetskult og inflationsfrygt. Også her glimrer den fælles strategi ved sit fravær...
Med hensyn til EU-institutionerne går de franske ønsker i retning af at styrke de mest politiske og interguvernementale organer, Ministerrådet og topmøderne, ikke de integrerede organer, Kommissionen og EU-parlamentet, som Tyskland netop ønsker at styrke.
Ensidige afgørelser
Trods regler om regelmæssige rådslagninger og et minutiøst udbygget institutionelt samarbejde mellem de to lande sker det gang på gang, at det ene land ensidigt træffer afgørende beslutninger uden at rådføre sig med det andet eller underrette dette på forhånd. Navnlig Frankrig er på anklagebænken, og slående eksempler af nyere dato er atomprøvesprængningerne og Chiracs forsvarsreform (afskaffelse af værnepligten, professionel hær, ekspeditionskorps), der blev mødt med stor uvilje i Tyskland. Samarbejdsplanerne inden for rustningsproduktionen præges af en serie af brud på aftaler og indgåede forpligtelser.
Når man sammenligner med situationen i 1972, da Danmark sluttede sig til EF, er det tydeligt, at en del af forudsætningerne for den fransk-tyske akse er forsvundet i dag. Den mest iøjnefaldende ændring er den kolde krigs ophør, kommunismens sammenbrud og Tysklands genforening. Den kolde krig styrkede sammenholdet i Vesteuropa og stimulerede EFs udvikling. Det var en praktisk talt ubrudt blomstringstid for Forbundsrepublikken, og for Frankrig var det tiden, hvor man kunne hævde en politisk profil og manøvrere "mellem øst og vest".
Fransk-tysk forsoning regnes i dag for en selvfølge og er derfor blegnet som mål i sig selv og som drivkraft. Det er ikke mellem disse to lande, at en tredie verdenskrig aftegner sig som en oplagt fare... Ligevægten mellem Frankrig og Tyskland - demografisk jævnbyrdighed og Tysklands økonomiske vægt så at sige opvejet af Frankrigs politiske - blev i årtier regnet for en livsbetingelse for parforholdet. Den er gået tabt i dag.
Det delte Tyskland var en betryggelse og en stiltiende forudsætning fra fransk side. Frygten for Tysklands voksende styrke var altid til stede og spillede en vigtig rolle, da præsident Pompidou (til forskel fra forgængeren de Gaulle) besluttede at give grønt lys for Englands optagelse i EF - som modvægt mod Tyskland. Hermed blev også Danmarks indtræden mulig.
Tyskland har ikke på samme måde som før brug for Frankrig, men har omsider genvundet sin ret til at varetage egne nationale interesser. Den europæiske forankring er stadig et middel til at sikre Tyskland tillid og velvilje hos naboerne, et værn mod de nationalistiske dæmoner. Det er tydeligvis Helmut Kohls opfattelse, men han er måske den sidste store tyske europæer i den forstand, og der spørges mere og mere, hvad der vil ske "efter Kohl".
Den tyske model smuldrer
Man kan heller ikke se bort fra, at "den tyske model" er begyndt at smuldre. Det var ikke bare det tyske økonomiske mirakel, der imponerede, men i årtier bredte det indtryk sig, at Tyskland med sin "sociale markedsøkonomi" havde en ufejlbarlig opskrift på stabilitet og velstand. Blandt opinionsledere i Frankrig blev Tyskland mere og mere fremhævet som forbillede, og her som ude i Europa forbandt man Tyskland med ansvarsbevidsthed, mådehold, konsensus og en forbilledlig velfærdsstat. Foruden med økonomisk dynamik, men det var måske til syvende og sidst et resultat af alt det andet?
I dag er det altsammen om ikke brudt sammen, så dog truet eller draget i tvivl. Den tyske økonomi er destabiliseret af genforeningen, arbejdsløsheden er rekordhøj, konkurrenceevnen er faldende og handicappet af den stærke D-mark, konsensus-mentaliteten afløst af en mere aggressiv holdning hos arbejdsgiverne og højrepartierne. Og en ny generation af erhvervsfolk sværger til den amerikanske model, der næsten er den diametrale modsætning til den rhinlandske.
Der er ingen tvivl om, at den tyske model var stærkt beslægtet med den danske, og hvis Danmark gennem årene ikke havde særlig klare ideer om den fransk-tyske akse, var der til gengæld visse tegn på en dansk præference for Tyskland. Ikke blot fordi Frankrig var langt mindre vigtig som handelspartner. Danmark var altid et meget liberalt land sammenlignet med det statsdominerede Frankrig. Danmark var klart mere atlantisk orienteret end Frankrig.
Danskerne var imod atomvåben, og de begyndte at identificere Frankrig med atombomben. Den tyske holdning til atomvåben og atomkraft, den tyske miljøpolitik, tysk socialpolitik og tyske fagforeninger - det var noget, der vakte genklang i Danmark. Tyske og danske socialdemokrater var på bølgelængde - mens ingen syntes at være på bølgelængde med de franske socialister, hverken i Tyskland, Danmark eller England...
For nogle år siden kunne man høre en dansk diplomat i Paris beklage sig i en privat samtale: Når vi sender indberetninger til København og prøver at forklare de franske standpunkter, møder de aldrig nogen forståelse.Vi har indtryk af, at indberetningerne fra Bonn læses med større interesse, og at man altid lytter til de tyske synspunkter med forståelse.
Dette antyder igen, at den tysk-franske akse ikke har nogen klar eksistens i den danske bevidsthed. Men den eksisterer stadig ude i Europa. Den fremherskende opfattelse er, at det vil den vedblive med i al overskuelig fremtid - trods de handicap, der belaster den, og som måske er flere og tungere i dag end nogensinde. Den har hidtil overlevet alle kriser, og det ville være en overraskelse, hvis den brød sammen eller blev afløst af andre konstellationer. Men - den kolde krigs afslutning kom også som en overraskelse.
