Læsetid: 4 min.

Fremmed arbejdskraft velkommen i Schweiz

22. oktober 1997

Schweiz har en lang tradition for at hente arbejdskraft udefra

Zürich
Med mere end en million udlændinge i en befolkning på i alt syv millioner er Schweiz - bortset fra fyrstedømmet Liechtenstein - det land i Europa, der har den største andel af fremmede. Andelen har i de senere år været svagt stigende. De seneste officielle tal taler om en udlændingeandel på over 18 procent. Som helhed er problemet med de fremmede, i betragtning af deres procentuelle styrke, bragt overraskende godt under kontrol.
Det er der en række grunde til. Vigtigst er det, at Schweiz meget længe har haft brug for udenlandsk arbejdskraft. Siden begyndelsen af dette århundrede havde man konstant et stort antal norditalienere beskæftigede i byggefagene. Med industriens vækst i tresserne, fik man brug for mere udenlandsk arbejdskraft, som måtte hentes længere borte: fra Syditalien, Spanien og Portugal.
Det skabte en udbredt frygt for "überfremdung", og der opstod fremmedhaderpartier, der dog hver gang led nederlag i folkeafstemningerne om en hårdhændet reduktion af antallet af fremmede.
Samtidig strammede fire-partiregeringen (Socialdemokratiet, De Frisindede, Det Kristelige Folkeparti og det højreorienterede Folkeparti), gradvist udlændingepolitikken. Man sendte en del fremmedarbejdere hjem. Det kunne man gøre, fordi mange af dem kun var sæsonarbejdere med en opholdstilladelse på højst ni måneder. Den lod man så være med at forny. Antallet af fremmedarbejdere faldt på den måde i løbet af få år med et par hundrede tusinde. Derved eksporterede Schweiz arbejdsløsheden og opretholdt selv den fulde beskæftigelse.
Den udenlandske arbejdsstyrke blev inddelt i klare kategorier:
*grænsegængere, der hver morgen kom på arbejde fra et naboland
*sæsonarbejdere, der ikke havde familie med
*arbejdere med opholdstilladelse på ét år, som fik lov til at tage kone og børn med
*konstant arbejds- og opholdstilladelse, som tildeles efter fem år - for nogle nationaliteters vedkommende dog først efter ti år - og giver adgang til rettigheder på lige fod med schweizerne, når bortses fra stemmeretten.

Udlændinge integreret
Centralregeringen fordelte kvoter til de enkelte kantoner og til de enkelte erhverv for, hvor mange udlændinge af de fire kategorier de måtte beskæftige. Dermed blev det muligt hvert år at regulere antallet efter erhvervslivets behov.
Systemet bevirkede, at arbejdsløsheden blandt udlændinge blev holdt lav. De var i udpræget grad integrerede i det schweiziske arbejdsmarked.
Det blev fulgt op af en integration af de udenlandske arbejdere og deres familier i det schweiziske samfund i det hele taget. Børnene fik ekstra sprogundervisning, ofte som enkeltundervisning i hjemmet.
I denne forbindelse er det af betydning, at Schweiz har fire officielle sprog: tysk, fransk, italiensk og ræto-romansk, og stærk dialektforskelle. En udenlandsk accent betyder ikke udskillelse, heller ikke i en kreds af børn.
Dette system kunne også opretholdes, da der kom nye nationale grupper af fremmedarbejdere til, bl.a. fra Tyrkiet og det daværende Jugoslavien. Heller ikke flygtninge fra Mellemøsten, Afrika og Latinamerika betød nogen fare for systemet.

Narkoproblemer
Det gjorde Jugoslaviens opløsning derimod. Kosovo-albanerne overtog magten over narkohandlen i Zürich, som blev et europæisk narkocenter.
Det besvarede myndighederne med stærkere politi indgreb og med bygning af særlige fængsler, bl.a. i lufthavnen i Zürich, hvor afviste asylansøgere og illegale indvandrere kunne anbringes, inden de blev sendt hjem. Det tog presset fra problemet, selv om det ikke løste det fuldstændigt. Politiet klager over, at udviste udlændinge ofte dukker op få dage senere som illegalt indrejste. Og forbundsrepublikken Jugoslavien tager ikke imod udviste Kosovo-albanere.
En indirekte følge var også, at Schweiz ikke tog imod så mange bosniske flygtninge, som man kunne have forventet ud fra landets humanitære tradition.
Man har desuden været ret hurtig til at lægge et blidt pres på de bosniske flygtninge for at få dem til at rejse hjem igen. Af de 18.000 bosniere, som ved begyndelsen af 1997 opholdt sig i Schweiz, er det planen, at 8.000 skal have forladt landet inden årets udgang.

Undgår ghettodannelser
For asylansøgere og midlertidigt optagne flygtninge har man ikke egentlig tilstræbt integration. Men man har fordelt dem i alle landets kommuner i forhold til befolkningstallet. Dermed har man undgået ghettodannelse. Og sørget for, at man også i de fjerneste af kroge har kunnet lære de fremmede at kende som menneskelige individer.
Selvom det ikke har manglet på kritik af regeringens udlændingepolitik, endte også den seneste folkeafstemning med afvisning af et fremmedfjendsk forslag om udvisning af alle illegalt indrejste.
Dette forslag var fremsat af Folkepartiet, altså et af regeringspartierne, der i denne sag fører en oppositionspolitik. Det skyldes, at de egentlige fremmedhaderpartier, "republikanerne" og "den nationale aktion for folk og fædreland", er forsvundet ud i ubetydeligheden.
Den schweiziske udlændingepolitik er en midterlinjepolitik, som hele tiden må arbejde under trusler om folkeafstemning. Men netop afstemningerne har lært befolkningen, at problemerne ikke kan løses en gang for alle, men ved hjælp af stadig korrekturer, der dog ikke må sætte spørgsmålstegn ved princippet om det åbne samfund. For schweizerne har brug for et vist antal af os udlændinge. Og nok for endnu flere i fremtiden!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu