Læsetid: 12 min.

Frihedens, folkelighedens & fattigdommens frugtbarhed

17. oktober 1997

Journalisten og højskolemanden Poul Erik Søe har gennem 12 år drevet højskole uden staten som støttepædagog og har opdaget, at den egentlige frihed ligger i det private. Desuden beretter han om, hvorfor han anser internationazismen som dødsensfarlig

Interview
Drømmen var at skabe en fri højskole fra grunden. Derfor blev hele molevitten inklusive statstilskud, lange kurser og bestyrelser smidt over bord, da forstanderparret gennem otte år på Uldum Højskole, Poul Erik og Charlotte Søe optog et lån på 2,8 mill. kr. og købte en nedlagt folkeskole ude ved Vesterhavet for at oprette deres egen højskole, præcis som "de gamle" tidligere gjorde.
Efter 12 år på Lønne Højskole kan Poul Erik Søe notere en ikke uvæsentlig sidegevinst, som han ikke var så opmærksom på den gang: At netop det private indebærer en frihed, som ellers er ved at blive sat over styr i de statsstøttede, bestyrelseskontrollerede, overregulerede folkehøjskoler.
"Da de sidste privatejede højskoler forsvandt i begyndelsen af 70'erne, så vi det som et opgør med kapitalismen. Men vi glemte, at en del af friheden lå gemt i, at de var private i ordets oprindelige betydning, før der var noget, der hed privatisering, udlicitering og Fremskridtsparti. I begrebet frie skoler lå netop, at de ikke var under det offentlige. En højskole var et hjem, man blev optaget i, et familiært sted, og sådan fungerede det stort set, indtil man blev afhængig af statsstøtten, og der i lovgivningen fra 1971 fastsættes bestemte regler for eksempelvis hvor mange bygninger der skal være," siger Poul Erik Søe.

Tavshed i takt med statsstøtten
Også i 80'erne blev der talt meget om højskolens krise. Det mest synlige tegn var, at forstandere og højskolelærere i gennemsnit kun holdt tre år på posten. Og som Poul Erik Søe siger i dag, så var det ikke, fordi han mente at have den endegyldige løsning, men ved at starte helt forfra ville han måske undervejs opdage, hvad det handlede om.
"Og sådan set er det jo mærkeligt, at højskolerne i de første 100 år, hvor de var private, spillede en langt større rolle i samfundsdebatten. Folk, der personligt stod for højskolen, følte sig frie og turde sige noget. Først da de bliver statshøjskoler, breder tavsheden sig."
- Som konsekvens af at højskolerne blev statstøttede institutioner?
"Ja, det tror jeg nu, men ikke dengang. Jeg har også sunget med på sangen om, at vi har verdens frieste lovgivning for de frie skoler, men der er sket et stort skred. I dag behandles højskolerne lovgivningsmæssigt som alle andre skoleformer under Undervisningsministeriet. Og højskolerne har mageligt indrettet sig på at leve med staten. Ifølge den seneste opgørelse jeg har set, kommer 62 procent af skolernes indtægter fra det offentlige. Man har vænnet sig til, at en bestemt elevmasse udløser en bestemt sum statsmidler. Når elevtallet så falder som de sidste to år, går det galt, fordi man ikke har passet godt nok på det, der tidligere var en nødvendighed, nemlig at skolerne i sig selv har en værdi og en holdning."

Fattigdommens frugtbarhed
- Mener du, at højskolerne igen skal blive private?
"Da den danske arbejder og fæstebonde blev frie, blev de private i den forstand, at de ikke længere var nogens ejendom. Uden økonomisk frihed er der ingen frihed. Og det absurde er da også, at det er i højskolens private tid, den opfører sig mindst privat og taler mest om fællesskab. Desuden sker der det, at når skolerne opretholdes i kraft af, at institutionen tilføres en stor pengemasse, er faren, at man ikke oplever - om jeg så må sige - fattigdommens frugtbarhed. Man tror, at enhver krise kan løses ved ændrede tilskud m.v. Og efter bestyrelserne er kommet til og for alvor har fået magt, står højskoleforstanderen og lærerne ikke længere frit over for eleverne, men skal repræsentere et gennemsnit af ingenting, eller rettere sagt af en bestyrelse, et forretningsudvalg, et lærerråd, et elevråd og et personaleråd. Og hvor nogle af dem oven i købet ikke er til stede i højskolens hverdag, men kun, som bestyrelse, er der af kontrolmæssige årsager. At gøre højskolerne private igen behøver ikke at betyde, at staten nu skal overdrage bygningerne til forstanderen; det kan også være en kollektiv ledelse, et andelsselskab eller den kreds af folk, der er på højskolen, der ejer den."
"Men jeg tror, vi er nået dertil, hvor vi må sige, at vi ikke kan komme længere med staten. Den sidste hånd staten kan række højskolen er at give bygningerne tilbage. Ikke i et hug, men f.eks. over en ti-årig periode, hvor man afvikler tilhørsforholdet bygningsmæssigt og økonomisk, sådan at der ikke længere gives tilskud til højskolerne. Derimod der intet er i vejen for at staten kan gå ind og støtte den enkelte elev for at undgå social skævhed," siger Poul Erik Søe, der imidlertid ikke uden en vis stolthed kan notere, at Lønne Højskole har kørt i 12 år med 27.860 mennesker på korte kurser, uden de har fået en eneste krone i tilskud.
Det billigste ophold er for tre dage 770 kr., mens et ophold på fem-seks dage løber op i et par tusinde kroner. Og indimellem, erkender han, har det også været svært at få det hele til at hænge sammen.

Besmudsede penge
- Hvordan er det gået til, at begrebet privat, som du taler om, er blevet til superliberalisme?
"Det er, som Per Stig Møller påpeger, fordi vi så længe dyrkede det statslige, at det udmønter sig i både socialisme og liberalisme. Begge ideologier bærer i sig et billede af en stat, der gennem de sidste 25 år er blevet forstærket, sådan at det opfattes, som om friheden består i at få penge fra staten, fordi det ikke er blodpenge i modsætning til bagerens fortjeneste. En tro på, at det man får som tilskud ikke er besmudset, men tværtimod gør fri. Og det er indlysende, at staten dermed får langt mere pengemagt. En magt, der forvaltes af velmenende folk som min tidligere partifælle Ole Vig Jensen, om hvem det værste, man kan sige, er, at der ikke er noget dårligt at sige. Det besynderlige er dog, at det netop er i hans tid, at man opdager, at liberalismen i sin moderne udgave er en forvrængning af den gamle statsdyrkelse."
"Den 'frie' bonde får langt mere i statstilskud, end den arbejdsløse får i dagpenge. 480.000 kroner pr. brug. Enhver bonde ved, hvad det giver af ufrihed. Og vi ser tydeligt i landskabets farver, hvad der i øjeblikket giver tilskud til: Et år er markerne blå, fordi det er hør, nu er de først og fremmest gule, fordi det er raps, og så er der brakmarkerne. Vi ved godt, at det ikke er naturens eller den enkelte bondes værk, men at det er bestemt af tilskuddet. Og ligesom landskabet ser ud, ser vi selv ud indeni. Også højskolerne. Det vidste jeg ikke for 12 år siden, og jeg var ikke klar over, at det, vi begyndte på, ville lave mig så meget om."

Mafia-agtige tilstande
Poul Erik Søe mener, at højskolerne i forlængelse af Tvind-sagen har fået øjnene op for, hvad statsmagten indebærer.
På trods af at han er stærk modstander af Tvinds pædagogik, er Søe helt overbevist om, at uden denne skoleform var det ungdomsoprør, som rettelig burde have været der, kommet i de år, hvor samfundet ikke havde brug for de unge.
"Hvis nogle i de år gjorde et stort stykke samfundsarbejde og kørte sig selv ned på det, er det Tvind-folkene. Tvind har været en øjenåbner for mange højskolefolk, det vrimler nu ind med regelsæt, fordi højskolerne i stort omfang har kørt som Tvind, uden der tidligere kom de store sager ud af det."
"Vi har sjældent set noget så magtfuldt, som det at påstå, at Tvind-skolerne havde svindlet for 30 millioner kroner og at opgejle folkestemningen, så man kunne lave en særlov. Hvorefter det viser sig, at tallene ikke holder, og en del af skolerne skulle have pengene igen. At en minister kan overleve det, viser lidt om de mafia-agtige tilstande, der efterhånden sniger sig ind. På samme måde som man i dag ikke kan få en ordentlig diskussion af Færø-sagen, fordi ingen i det daglige fastholder debatten. Heller ikke de højskoler, der burde holde den debat i gang."
Tilskudstænkningen har ifølge Poul Erik Søe ændret højskolerne til at være leveringsdygtige i hvad som helst, der lige nu er oppe i tiden: Medier, design eller filosofi. Og hvad angår de korte kurser er det "rapsmarkerne om igen", eftersom de er nøje tilrettelagt til at vare mindst syv dage, som er grænsen for, hvornår der udløses tilskud til højskolen.
"Da vi startede de korte kurser på Lønne Højskole, var det også ophold på syv eller 14 dage, som vi var vant til. Man bliver langsomt gennemsyret af det og tror selv, man er fri, men pludselig opdager man, at også her er en ufrihed. Nu tilrettelægger vi kurserne efter indholdet. Nogle emner kan nøjes med tre dage, mens andre kræver tre uger," siger Poul Erik Søe, der imidlertid understreger, at højskolernes vigtigste opgave er, at hver eneste generation får tilbuddet om lange højskolekurser.
At han selv valgte at lave en skole udelukkende baseret på de korte ophold var betinget af, at han ville noget anderledes, ellers var der jo ingen mening i at starte en ny højskole.
Og på det tidspunkt var højskolerne i deres kamp for overlevelse netop begyndt at lave korte kurser, men altid, som Poul Erik Søe formulerer det, på de sidste kræfter og med det, der nu lå i skufferne.
Derfor var bestræbelsen på Lønne Højskole at udvikle denne del af højskoletilbudet, men "holder de andre op med de lange kurser, så begynder vi."

Stærkere i troen
"Det er en udbredt forestilling, at højskolerne blev til, fordi bønderne skulle lære noget om demokrati, men Grundtvigs oprindelige tanke var, at hver enkelt skal gøres stærkere i det, de selv tror på, hvorimod det med demokratiet først kommer ind på et senere tidspunkt. I øvrigt opstår højskolerne først og fremmest i kraft af kongens forsøg på at undgå at give Grundloven. Frederik den 7. var ikke spor anderledes end nutidens Clinton og Nyrup, der også forsøger at give lidt for at undgå noget andet."
"Hvor alle andre skoleformer handler om at lære folk noget, de ikke ved og som samfundet mener, de skal vide noget om, har det helt særegne ved højskolerne altså været at gøre folk stærkere i det, de selv tror på - hverken at lave dem om eller frelse dem."
"Men denne opgave er mistet totalt undervejs, fordi højskolerne i forsøget på at overleve er blevet indlæringsskoler. Helt i modstrid med Grundtvigs ord om, at de ikke måtte gøre nytte, er man begyndt at lære folk noget fagligt eller i hvert fald noget, der kan underholde i fritiden."

Internationazisme
- Hvad ser du som højskolernes eksistensberettigelse fremover?
"At fastholde det oprindelige formål, sådan at de, der kommer, ikke gør det, fordi samfundet eller andre mener de skal lære noget bestemt, men fordi de skal gøres stærkere på en måde de ikke bliver andre steder. Derudover har højskolerne den folkelige opgave, som er meget svær, fordi det folkelige er lige ved at ende som en sygdom."
- Hvad mener du med det?
"I den forstand at internationalismen i den moderne udgave prøver at skabe nye ritualer og nyt sprog som afløser for det folkelige. Hvor det folkelige forudsætter, at der er et folk, som kan samarbejde gennem det mellemfolkeligt internationale, er den nye internationalisme historieløs og uden et folk. Den er skabt af en overklasse af embedsmænd og politikere, som lever deres eget liv og skaber deres selvstændige sprog, ritualer og magtinstitutioner."
"Fra at være en samarbejdsform er internationalismen blevet en ideologi. Somme tider staver jeg det også med z på rette sted - altså internationazismen - fordi den minder mig om nazismen. Da man den 3. oktober i Tyskland fejrede genforeningen, blev det påbudt alle statsejendomme, at hvis de ville hejse det tyske flag, skulle unionsflaget op også. Men jeg tror, det er utroligt farligt at nægte tyskerne at være et folk; i forvejen har de mange forbud, berufsverbot, forbud mod kommunismen med videre og alt det ligger og vokser som en byld."
"Den nye byld er så, at man ikke må være et folk. Umiddelbart indlysende nok, for man har set nationalisme blive til nazisme, men på en mærkelig måde oplever jeg det samme i dag - også i de valg, vi skal have. Højrefløjen vokser på at være unionsmodstandere, og vi, der ikke hører til på højrefløjen, får påduttet, at vi er modstandere af Unionen på samme nationalistiske grundlag."
"Den nye version af internationalismen er blevet så stærk, at man inde i sig selv begynder at skamme sig over at tilhøre et folk. Tidligere var det at være dansk en stille forudsætning mellem mennesker, der levede i det her land, men nu er den stille forudsætning blevet til en brovtendede stordanskhed, og det er den tydeliggørelse af danskheden, der gør, at man inde i sig selv tænker, at det nok er en sygdom, hvor det før var noget, man kunne være stolt af."
- Endnu en forvrængning?
"Ja, det samme, som der er sket med begrebet privat. Da jeg i sin tid var medlem af Radikal Ungdom var tilblivelsen af FN noget af det mest vidunderlige, der var hændt. Men vi har ikke længere den begrebsverden, som FN blev skabt i. Den gang var det en drøm, vi havde ord for, vi ville fællesskabet med de andre, vi drømte om at møde de andre - at få internationalt samkvem, men da vi fik det, var vi slet ikke forberedte, og det førte i sig selv til en forvrængning. Det største chok var at opdage, at de folkeslag vi ellers kun kendte fra geografibøgerne, var præcis som os selv, og det kan vi ikke have."
- Hvorfor ikke?
"Man kan sagtens leve med egne fejl, men når man opdager, at et andet menneske har de samme fejl, bliver det utilgiveligt. Der er så kræfter, der ophæver det, fordi man er tvunget til at leve i et fællesskab - for eksempel et folk - og derfor bærer vi over med hinanden, men når vi så kommer ud i mødet med de andre andre og opdager, at de har de samme fejl, går det galt. Og da vi ikke længere har den mellemfolkelige internationalisme, der kalder på fællesskab, men den internationalisme, der udelukkende er blevet et politisk redskab til at oprette nye magtinstitutioner, ser vi ikke længere andre mennesker som nogle, der kan tilfører os værdi."
"Det farlige ved nazismen var, at den kasserede alle ritualer, al tro og efterlod et tomrum, hvor alt kunne fyldes ind. På samme måde forsøger Unionen nu at skabe nye idealer, ritualer, traditioner og sprog; det er magtfolket, der leverer sproget, og i deres korte knappe sætninger har mange af vores gamle ord fået en helt ny betydning."
" Langt hen ad vejen tror vi, at de taler om de samme værdier som vi selv tror på, fordi vi ikke er i stand til at gennemskue ordene, og det er lige præcis der, højskolerne burde komme ind: At gensøge ordene i deres oprindelige betydning og give folk sproget tilbage. Det handler, som Grundtvig sagde, om at bruge mund."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu