Det er ikke kun muslimerne og deres danske medløbere, der truer den danske frikadelle. Den trues også indefra
Herhjemme
Den danske frikadelle er truet af udslettelse. Det har jeg læst i Ekstra Bladet, hvor flere af bladets læserbrevskribenter har udtrykt bekymring for denne bærer af alt hvad der er dansk og vort. Det viser sig nemlig, at man på grund af muslimerne har fjernet svinekødet fra mange kantiner, og dermed er det ikke blot et stykke aldansk kultur der er forsvundet, men som der stod en dag:
"Frikadellens forsvinden er kun et første skridt mod noget, der er endnu værre..." for om 20-30 år vil vi have mistet hele vores kultur, og så vil der blive borgerkrig i Danmark.
Det er da også rigtigt, at frikadellen både i sin tilblivelse og i sin form udtrykker noget af det dybeste i dansk folkekarakter. Tænk blot på den let blævrende fars af hakket kalv og flæsk, tilsat mel og æg samt en række andre ingredienser, som man ikke taler om i et pænt hjem, men som giver farsen den helt specielle lyserøde kulør isprængt med grå nister, således som vi kender det fra en etnisk danskers hudfarve. Og på samme måde som der står i sangen, at "Det alterbål hvor vor sjæl skal ildnes, det flammer hedest i Bjarkemål," således gælder det også for frikadellen, at det er i det lune køkken og på den opvarmede pande, dvs. i mødet med ild og jern, at den så at sige træder i karakter og bliver fast i konturen, samtidig med at den dog bevarer sin indre blødhed, og mere dansk kan man vel ikke blive?
Professor Labri
Står det til Ekstra Bladet vil denne frikadelle imidlertid snart blive forvist til en uvis flygtningeskæbne på linje med slæbesild og kogt kålrabi. Og kom ikke og sig, at vi som folk ikke er blevet advaret. Allerede i tredverne var der røster fremme om sagen. Den livskloge og folkekære professor Labri rejste således land og rige rundt og talte om frikadellens flugt, men ingen tog ham alvorligt.
Overalt hvor han kom frem, blev han faktisk mødt med høje latterbrøl. Sagen er, at han både som politiker og filosof var for tidligt ude. Ved at se på nogle af nutidens fremtrædende politikere, kan vi nu se, at såvel hans form som hans intellektuelle niveau havde fremtiden for sig. Det vidste de åbenbart i Vorbasse, hvor der midt i gadekæret står et mindesmærke for professoren. Det burde være en folkesag at få dette kunstværk flyttet hen foran Christiansborg, så folketingsmedlemmerne kan have det for øje, når de kommer tilbage til Borgen efter endnu en travl dag med talk-shows og munter underholdning i tv-studierne.
Hvad frikadellen angår, er den naturligvis også en del af vort danske hjertesprog, og modersmålets kærminder svøber sig derfor om den som en tæt stegeos. Grundtvig har naturligvis også skrevet om den lille brune kødbolle, der smager sødt i lyst og sødt i nød, men dog allersødest i eftermælet. Han kan således huske dengang, "da man kunne lave frikadeller, så alle tænder løb i vand."
Men der var desværre også før i tiden negative kræfter i det danske samfund, der gjorde hvad de kunne for at tilsmudse frikadellens gode navn. For eksempel brugte de ordet frikadelle som en nedsættende betegnelse for populære skuespillere. Frikadellen blev kort sagt misbrugt i et forsøg på at håne det folkelige Danmark.
Forvist fra bordet
Selve frikadellen overlevede dog alle anslag til vore dage. Men nu ser det til gengæld ud til at være ude med den, og det er ufatteligt, at vi har ladet det komme så vidt. For bare få år siden kunne ingen i deres vildeste fantasi forestille sig, at dette ærkedanske stykke kultur en dag stod i fare for at blive forvist fra det danske middagsbord. Men sådan er vi danske. Vi har altid været for godtroende og naive. Derom vidner tabet af Danelagen, Letland, Skåne, Halland, Blekinge, Holsten, Sydslesvig, Norge, Trankebar, De vestindiske øer og Island.
Og nu står frikadellen for tur. Det er imidlertid ikke kun muslimerne og deres danske medløbere, der truer den danske frikadelle. Den trues også indefra, svigefulde som vi er. Vi er selv skyld i at der er gået orm i det danske folketræ. Forstå det hvem der kan, men det er en kendsgerning, at der findes fuldblods danskere - endda folk hvis forfædre på såvel fædrene som mødrene side har kæmpet ved Dybbøl, men som ikke desto mindre har svigtet frikadellen til fordel for pizza og pasta. Og hvad ungdommen angår foretrækker mange McDonalds frem for frikadeller som deres mor lavede dem.
Frikadellesløjd
Skal dansk særpræg og dansk identitet bevares, kræves der kort sagt en ny folkerejsning til forsvar for frikadellen. I folkeskolen må der naturligvis værnes om faget frikadellesløjd, men det er slet ikke nok. Her er også en opgave for de hjemmedanskere, der i ord og gerning patruljerer langs grænsen mod syd for at opsnappe og bortvise de frø af ugræs der fyger over hegnet. Her må også være en sag for Den danske Forening. Den har jo - efter hvad dens formand selv siger - vundet kampen om flygtningene, så er der vel tid og kræfter til at gå ind i et forsvar for ægte dansk madkultur. Et sådant forsvar må naturligvis tage fat om ondets rod og sende alt udefrakommende tilbage til hvor det kom fra. Så derfor må der under ingen omstændigheder længere gives asyl til pizza og pasta, det siger sig selv. Men ikke nok med det: Vi har også givet opholdstilladelse til sådan noget som franskbrød, svejtserost, italiensk salat, wienerbrød, engelsk bøf samt majonæse, remoulade og bearnaisesovs, ja selv kartoflerne er af udenlandsk oprindelse, så ud med dem. Det samme gælder tomater, så slut med ketchup til den røde pølse, men da den også er kommet til os fra Bayern, må vi nok nøjes med at spise sennep - som ekstra retter kan pølsemanden dog få lov til at byde på ægte dansk mad, såsom kogt kål og rugbrød.
Hvad selve frikadellen angår. Ja, nu bliver det svært. Rigtig svært endda. Lettest ville det være at springe over det følgende, men sandheden presser sig på, og den er frygtelig i såvel indhold som konsekvens, for den fortæller, at frikadellen slet ikke er dansk. Frikadellen er en fransk opfindelse, så den står heller ikke til at redde.
Som folk er vi danske således fanget i en umulig situation. Det er lige meget hvad vi gør. Vi har tabt. Frikadellen står ikke til at redde. Dansk kultur går sin undergang i møde.
