Virksomheder trives i et godt samfund og lider, når samfundet lider, siger John Steele, direktør i British Telecom. Han lægger op til ny social profil for erhvervslivet - selv har han fyret 125.000 medarbejdere
Interview
John Steele er en modig mand. Som personaledirektør i British Telecom har han givet 125.000 ansatte en fyreseddel. Alligevel vover han at tale om virksomhedernes ansvar over for samfundet og efterlyser en ny type Nobel-pris, som kan belønne de virksomheder, der viser et socialt ansvar.
Hans egen, British Telecom, er en af kandidaterne.
John Steele fremlagde sine holdninger og sine ideer på socialminister Karen Jespersens to-dage lange konference om, hvordan offentlige myndigheder og virksomheder kan samarbejde for at undgå social udstødning og polarisering. Konferencen er en direkte udløber af FN's sociale topmøde, der fandt sted i København i 1994 og sluttede lørdag.
John Steele og en stribe andre topchefer fra store europæiske og internationale virksomheder har løbende diskuteret, hvordan det private erhvervsliv kan håndtere et socialt ansvar. Det er sket i en international tænketank, som Karen Jespersen har samlet.
"Det her er ikke et filantropisk spørgsmål. Virksomhederne er afhgængige af sunde samfund. Erhvervslivet lider, når samfundet lider, vi trives, når samfundet trives," siger John Steele, der har sendt 125.000 fyresedler af sted i løbet af en otte år lang periode til Information.
De meget omfattende fyringer har reduceret beskæftigelsen i British Telecom til det halve. Selv kan John Steele ikke se, at de mange fyringer underminerer den sociale ansvarlighed. Som en hard-core virksomhedsleder siger den britiske direktør, at fyringerne var en forudsætning for, at virksomheden kunne overleve.
"Vi kan kun have succes som en del af et samfund. Vi foretog den store 'downsizing' af British Telecom for at blive konkurrencedygtige, på det globale plan og hjemme i Storbritannien. Vi havde ikke noget alternativ, men jeg føler ikke, at vi skabte et socialt problem for samfundet gennem de mange fyringer," siger John Steele.
Statistikken fortæller, at det helt store flertal af de 125.000 har fundet et nyt job, andre er under uddannelse og andre igen er blevet pensionister. Kun hver syvende er endnu arbejdsløse.
"En succes," siger Steele.
AnstændigeFyringer
Social ansvarlighed for en virksomhed kan med andre ord indebære evnen til at fyre, bare det sker på en anstændig måde.
"Der skal træffes ubehagelige beslutninger i virksomhederne. Men hvis folk skal forlade os, så skal de forlade os med værdighed," siger John Steele.
For John Steele er nøglen til succes'en, at de 125.000 har forladt British Telecom frivilligt.
- Frivilligt?
"Det var afgørende for os, at medarbejderne forstod problemet og havde tid til at tænke det igennem. Det skulle være frivilligt. Men det betød så også, at vi mistede de 'forkerte' medarbejdere, fordi nogle af de bedst kvalificerede medarbejdere sagde op. Og vi måtte acceptere det. Ellers havde programmet ikke været frivilligt," siger John Steele.
British Telecom hjalp de frivillige aftrædelser på plads med gode kontanter, der blev udbetalt, selv om de også hjalp de "forkerte" medarbejdere i gang på virksomheder, der nu konkurrerer med British Telecom.
John Steele gerne betaler den pris, fordi han gyser ved alternativet, tvungne fyringer, hvor "vi kun skiller os af medarbejdere, der yder for dårligt". Det ville for John Steele sætte gang i et regnestykke, hvor der er lighedstegn mellem tvang og problemer med de ansatte, med deres fagforeninger og ikke mindst problemer med virksomhedens image i offentligheden.
Så er det bedre, at medarbejderne forstår, hvad der sker. Også når det betyder, at de bedste så finder sig et andet job.
Det er derfor ikke så underligt, at en god personalepolitik er det første element i, hvordan en virksomhed i følge John Steele skal leve op til et socialt ansvar.
Ingen kunder, ingen job
Her er John Steele igen meget omhyggelig med at fortælle, hvad moderne personalepolitik ikke drejer sig om.
Der er ikke tale om, at en virksomhed gennem sin personalepolitik kan kompensere for virkningerne af konkurrencen. Hvis det går dårligt, så er det ud.
"Vi gør meget ud af, at medarbejderne forstår, hvad der skal til for at sikre beskæftigelsen. Hvis ikke vi har kunder, så har vi ingen job," siger John Steele.
Stenhårdt og hamret ud i granit, så det skulle være til at forstå.
John Steele bygger med andre ord sin opfattelse af virksomhedens sociale ansvar på markedsøkonomiens præmisser. Ikke et øjeblik stiller direktøren spørgsmålstegn ved det fundament, for det behøver ikke være en modsætning. "Virksomhederne lider, når samfundet lider".
Den sociale arbejdsgiver
John Steele tror på, at virksomhederne har et ansvar for samfundet, der rækker ud over den gode personalepolitik. Det går lige fra etableringen af nye afdelinger i dele af Storbritannien med høj arbejdsløshed og til forsøgene med at tilbyde handicappede job.
"Vi forsøger at bidrage til samfundet ved at flytte telemarketing-afdelinger til de dele af landet, hvor arbejdsløsheden er høj," siger John Steele.
Det er. uomtvisteligt et bidrag til samfundet, 700 nye job i det arbejdsløshedsplagede Belfast giver British Telecom et bedre ry end engelske virksomheder er forvænt med i det nordirske. Det giver også en mere loyal gruppe af medarbejdere, der møder på arbejde for lavere lønninger end kolleger i Sydengland, hvor krise er et fremmedord. For British Telecom går det sociale regnestykke på den måde op med forretningsmæssige kalkyler, andre britiske virksomheder lader helt være med at investere i Nordirland på grund af urolighederne. Og så er der de handicappede. British Telecom beskæftiger i dag 5.000 medarbejdere med et handicap.
Og kampen mod racisme og fremmedhad.
"Som stor international virksomhed opmuntrer vi til forskel. Vi støtter ansættelser af personer fra etniske minoriteter og vi støttede det Europæiske År Mod Racisme. På den måde forsøger vi at bekæmpe den ødelæggende fremmedgørelse, som mange mindretalsgrupper føler," siger John Steele.
På virksomhedens hjemmeside på internettet har British Telecom samlet erfaringer for, hvordan hundrede europæiske virksomheder har løst sociale opgaver. Virksomheder kan altså klikke sig til ny viden om, hvordan man kan løse sociale opgaver i samfundet, British Telecom leverer den viden gratis med sit logo i øverste hjørne.
"Vi har samlet oplysningerne sammen i samarbejde med det Europæiske Netværk mod social udstødning og polarisering. Alle kan bruge den" siger John Steele.
Social Nobelpris
John Steele giver gerne, hellere end gerne, en stribe eksempler på, hvordan British Telecom på de indre linjer og i forhold til omverdenen føler sig forpligtet på et socialt ansvar.
Men han savner en målestok for, hvad der er godt nok.
Her er virksomheders arbejde med den sociale forpligtelse endnu på begynderstadiet sammenlignet med virksomheders arbejde med miljøproblemerne.
I den grønne ende er der nu anerkendte kvalitetsvurderinger af den måde virksomhederne styrer på i forhold til miljøet. På det sociale område, mangler den gennemførte internationale kvalitetskontrol.
Selv foreslår John Steele, at der oprettes en ny type social Nobelpris, så virksomheder, der arbejder med sociale initiativer, får en belønning, det er værd at stræbe efter.