Læsetid: 5 min.

Fyrig flok på fyrre

11. oktober 1997

Europarådet holder topmøde for de 40 stats- og regerings-chefer for at puste nyt liv i en organisation, hvis berettigelse er blevet betvivlet

Møde i NATO, EU, OSCE, Det Europæiske Råd, Partnerskab for Fred, 16+1, G7+1, FN, NACC, Europarådet...
Timemanageren må være fyldt til bristepunktet for de fleste stats- og regeringschefer i Europa i disse opbruds- og forandringstider. Nyrup, Blair og Kohl - for ikke at tale om udenrigsministre som Helveg, Cook og Kinkel - træffer hinanden oftere end nogensinde før. Blot hele tiden under forskelligt tag og med forskellige kasketter på.
Endnu et af disse træf indledtes i går og fortsætter i dag i Strasbourg, hvor Europarådet holder topmøde for anden gang i organisationens 48-årige historie.
Stats- og regeringschefer fra 40 lande på det europæiske kontinent mødes for at demonstrere europæisk enhed og for at puste nyt liv i Europarådet - en organisation, der fylder mindre og mindre i mængden af politisk tungere og mere ressourcestærke organisationer som NATO, EU og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
Det er OSCE, som sender valgobservatører til lokalvalg i Serbien eller parlamentsvalg i Albanien. Det er EU, som skyder penge i hjælpeprogrammer i Bulgarien, Slovakiet og Rumænien. Det er NATO, som sender styrker til Bosnien-Hercegovina for at sikre freden og genopbygningen.
Men hvad kan Europarådet, som de andre ikke kan? Er Europarådet egentlig ikke overflødigt, når EU og NATO udvides og Europarådets medlemmer alligevel allesammen er medlem af OSCE? Er Europarådet ikke bare et bureaukratisk apparat for meget, der lige så godt kan erstattes af OSCE?
Disse spørgsmål er i stigende grad blevet rejst, både inden- og udenfor Strasbourg - hjemsted for Europarådets administration, der tæller 1.200 ansatte og har et årligt budget på en milliard kroner.
"Det mest logiske over en tidshorisont på ti år er vel at overveje en sammenlægning Europarådets retlige funktioner og OSCE's politiske funktioner. I hvert fald i form af et forøget samarbejde, men gerne som en decideret fusion. Der er jo ingen grund til at have to internationale bureaukratier til at lave det samme," siger en kilde i den danske repræsentation i Europarådet til Information.
Alligevel er det altså lykkedes at samle stats- og regeringschefer fra 40 lande i en demonstration af, at der er brug for organisationen.

Pan-europæisk
"Statsoverhovederne kommer, fordi de tillægger Europarådet betydning. Europarådet er den eneste vidtfavnende europæiske organisation, hvor USA ikke er repræsenteret. Statsoverhovederne ved godt, at hvis man ikke tillægger Europarådet tilstrækkelig vægt, så er Rusland blevet snydt så vandet driver af dem," siger Henning Gjellerod (S), som sidder i Europarådets parlamentariske forsamling, der rådgiver det besluttende organ, Ministerkomitéen.
Gjellerod henviser til, at udvidelserne af EU og NATO ikke inkluderer Rusland, og at OSCE også har USA og Canada som medlemmer.
At der er brug for et sted at have russerne med, retfærdiggør imidlertid ikke i sig selv Europarådets eksistens. Det blev dannet i 1949 af ti vestlige lande og er dermed kontinentets ældste organisation.
Men efterhånden kan der på flere og flere punkter ses en direkte konkurrence mellem Europarådet og OSCE, for eksempel når det gælder udsendelse af valgobservatører.
En kilde i Strasbourg erkender, at "OSCE har vist sig mere aktionsduelig på det politiske område, når det gælder konflikløsning og demokratiopbygning".
Det skyldes dog først og fremmest, ifølge Henning Gjellerod, at OSCE har flere økonomiske ressourcer og større mulighed for at trække på embedsmænd, politifolk etc. til opgaverne.
"Europarådet benytter sig altid af parlamentarikere, hvorfor vi for eksempel aldrig sender folk ud i uniform. Derfor er det sværere for os at samle folk nok," siger Gjellerod.

Bindende traktater
De fleste forsvarere af Europarådets eksistens fremhæver organisationens juridiske grundlag som det helt særegne ved organisationen:
Europarådet arbejder med bindende traktater, altså internationalt retligt bindende regler, hvor OSCE derimod arbejder med politiske deklarationer.
"Det er en kæmpeforskel ud fra en praktisk menneskerets-beskyttelses synsvinkel, at du i det ene system har bindende regler, og i det andet system kun har regler, som er politisk forpligtende. OSCE kan ikke på nogen måde erstatte Europarådet og bør heller ikke. Det arbejde, der er lavet i Europarådet har været succesrigt, i hvert fald på menneskeretsområdet," siger Lars Adam Rehoff, der er lektor i folke- og EU-ret ved Københavns Universitet.
De bindende regler betyder, at traktaterne fra Europarådet ratificeres i de nationale parlamenter. Det kommer derfor nærmere national lovgivning.
Når man for eksempel indfører et forbud mod kloning af mennesker, så er det ikke blot en hensigtserklæring, men en retligt bindende forbud. Desuden har man med menneskerettighedsdomstolen et klageorgan, som har direkte indvirkning på og betydning for den enkelte borger.

Demokratisk overskud
En anden fordel ved Europarådet er, at den parlamentariske forsamling på 562 udvalgte fra de nationale parlamenter er meget aktiv.
"Selv om det er ministerkomitéen, der bestemmer, så kommer alle initiativer fra den parlamentariske forsamling," siger parlamentarikeren Henning Gjellerod.
"Hvor man i andre organisationer har et demokratisk underskud, så har men faktisk i Europarådet et demokratisk overskud," mener han.
Gjellerod erkender dog, at der kræves enighed blandt de 40 ministre i ministerkomitéen, hvilket sætter sine begrænsninger for, hvor ambitiøse traktater, der kan vedtages.
I den parlamentariske forsamling laves der partipoltiske grupperinger på tværs af grænserne. Og der nedsættes grænseoverskridende komiteer, hvor et kommunistisk medlem af den russiske duma arbejder sammen med et konservativt medlem af det britiske underhus. Et arbejde, som har en "pædagogisk effekt" på politikere fra de mange nye medlemslande, fremhæves det. Siden Murens fald i 1989 er antallet af medlemmer steget fra 23 til 40.
I den forbindelse fremhæver Gjellerod betydningen af, at de nye lande har Europarådet at henvise til, når de skal indføre ny lovgivning.
Midt i enigheden om, at Europarådet har gjort et godt stykke arbejde på menneskerettighedsområdet, så hersker der også skepsis overfor organisationens arbejde på det politiske område.
"Som 'leverandør' af demokrati er Europarådet ikke politisk tungt nok og stærkt nok. Det kan ikke tage pressionsmidler i brug, og det mangler penge til finansieringen," siger en kilde i den danske repræsentation i Strasbourg.
Henning Gjellerod håber, at de europæiske ledere vil forstå at prioritere Europarådet også i fremtiden:
"Ellers vil organisationen miste sin betydning, og respekten for Europarådet vil falde betragteligt. Det ville være en trist udvikling."

FAKTA
Europarådet er Europas ældste politiske organisation.
Den blev grundlagt i 1949 af ti medlemmer, heriblandt Danmark. Hovedformålet var at fremme centrale vestlige værdier som:
Demokrati, respekt for menneskerettigheder og udvikling af retsstatssamfund.
I de første årtier var det væsentligste arbejde at sikre efterlevelsen af Den europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, som bygger på FN's menneskerettighedserklæring fra 1948.
Dertil oprettede man i 1955 menneskerettighedskommissionen og i 1959 menneskerettighedsdomstolen.
Fra 1949 til 1989 steg antallet af medlemmer til 23. Så faldt Berlin Muren, og i dag er der 40 medlemmer.
Det er: Albanien, Andorra, Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Irland, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Moldova, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, San Marino, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz, Makedonien, Tyrkiet, Ukraine og Storbritannien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her