Læsetid: 4 min.

Vi skal gå hånd i hånd...

17. oktober 1997

- gennem livet, du og jeg. Nye fremragende noveller viser Klaus Rifbjerg som livets fintmærkende følgesvend, en sanser og skriver af Guds nåde

NOVELLER
Hvis en udlænding af forskellige grunde fulgte den danske litteraturdebat tæt, kunne hun eller han nemt tro, at der findes to Rifbjerge i landskabet - en satiriker og samtidsrevser og en stor forfatter.
Af temperament er de to nemlig forskellige som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, selv om de vel også er beslægtede som Den kroniske Uskylds Janus og Tore. De to Rifbjerge er nemlig fælles om den grundlæggende opdagelse, at verden reelt ikke er blevet meget bedre i Rifbjergs levetid.
Men de reagerer unægteligt forskelligt på det. Hvor den satiriske Rifbjerg skuler umildt over halvbrillen og lader sin nihalede sprogpisk svirpe lystigt henover snart den ene, snart den anden kulturelle starut, svirper han som digter især med antennerne og beskriver med overskud og indfølingsevne, hvordan tiden føles, helt ned i læserens bløddele.
Lyt f.eks. bare til bagsideteksten på hans nye novellesamling med den ironiske titel Andre tider:
"Også selv om han var blevet en ældre herre, sang fuglene for ham, og når han gjorde sig umage, kunne han stadig høre græshopperne."
Novellesamlingen rummer 23 korte historier, de fleste på kun fire-fem-sider. Mindst en tredjedel er rene perler af fortællekunst, resten bare skidegode. Noget, der bør kunne overbevise enhver om, at ikke blot satirikeren, men også digteren Rifbjerg er i fuld kampform.

Tidens gang og ømhed
Bogens bærende tema er tidens gang, især set fra den modne mands synspunkt. Novellernes mænd må én for én konstatere, at lyst og ambition driver værket i mindre grad en før. Men i resignationen opdager de en ny mildhed og nye afløb for det liv, der er i dem.
Som i "Betingede reflekser", hvor en mand under oprydning i garagen konfronteres med cykler, legevogne og andet, der fra at være kære minder nu står hen som skrammel. Han falder i staver, "sentimentalitet", som han selv halvt vrængende kalder det. Men en vild kat lander i armene på ham, han vil smide den ud, men så spinder den, og han indhentes af ømhedens betingede refleks. Noget må man have at holde af og om.
Så er der den raffineret småsnakkende jeg-fortælling "Mixed Double", der beskriver en pæn borgermands fantasier om sine tennismakkere. Hans vage ideer om alternativt kønsmix på holdet og forskellen på single og double handler nemlig i virkeligheden ikke meget om tennis. Men mere får han ikke gjort, og til slut er det blotte syn af en tom tennisbane nok til at sætte hjertet (samt beslægtede fysiologiske områder?) i skælvinger. Er muligheden måske ikke næsten mere end realiseringen?

Næppe smukkere før
Rifbjerg kan nemlig livet og hverdagen, og han har næppe givet det smukkere udtryk i sin novellekunst end her. Derfor er Andre tider en bog, man bliver fortrolig med, som kommer til at stå én nær.
Min egen favorit er blevet åbningshistorien "Lykken", et mesterligt 50'er-tyst portræt af en ung gift kvindes bevidsthedsstrøm. Den uredte seng dufter sødt af seksuel eufori og glæde over barnet, der skal komme, men udløser også mindre idylliske tanker:
"Uredte senge og rod og opvask og haveredskaber, der ikke var stillet på plads, og snavset undertøj, det ville han simpelt hen ikke se, ja, adspurgt ville han mene, at den slags ikke fandtes, men der var selvfølgelig ingen grund til at spørge."
Så knapt og fuldt kan det fortælles, hvordan dette ægteskab vil forme sig og hvem der fremover skal forskåne den mor-forkælede husherre for rod og forlagte haveredskaber.

Modsætningerne
Satirikeren Rifbjerg nøjes med at gæsteoptræde sporadisk i novellerne, sjovest i den onde "Fantomet", der beskriver en kulturpersonlighed, som i egen indbilding er denne verdens absolutte midtpunkt. Han er ingen ynder af danskhed og middelmådighed, tv og bajere og fodnoter og folkedans, men foretrækker enkle løsninger og slagfaste principper. Hårdt mod hårdt:
"Var mennesker i klemme i en konflikt, ... måtte man gribe ind med våben. ... han lignede muligvis det han tog afstand fra, men han var det ikke."
Det er dræbende vittigt gjort - og slutningen ren, fed tegneserie.
Men stillet over for hinanden rummer de to noveller, "Lykken" og "Fantomet", også den modsætning mellem principper og praktisk sans, der hører til de centrale koder i Rifbjergs forfatterskab.
Mens Medie-Fantomet frenetisk jager og hidser tidsånden, går den unge gifte kvinde for lykkens skyld på kompromis med sine egne krav. Rifbjergs sympati ligger dog oplagt hos hende, i omsorgen for det hverdagsagtigt sammensatte - men samtidig har han vel selv mere end en rem af Fantomets hud, når han i skikkelse af overlærer eller virrehoved sætter hårdt mod hårdt.

Tilliden til instinktet
Ifølge novellerne skal man dog ikke forske for dybt i den dobbelte Rifbjerg. For som det formuleres af hovedpersonen i "Mixed Double":
"Hvis jeg begynder at tænke over tingene går det hele i skuddermudder."
I Rifbjergs univers har ånden nemlig ikke overherredømmet over krop og instinkter, der følger deres eget oprør mod tankernes og ideernes kroniske uskyld.
Måske er grunden til, at Rifbjerg er blevet sin generations følgesvend netop hans tillid til sit instinkt. Til gengæld har instinktet også har vist sig umådeligt leveringsdygtigt i lyde, lugte og billeder til alle livets faser som "fader, forsørger, opdrager, elsker, pilot, fjernsynsseer, bilist, skatteborger, EU-modstander, EU-tilhænger."
Heldigvis behøver man ikke at have gjort alle faserne med for at læse netop disse små, rige noveller.

*Klaus Rifbjerg: Andre tider. Noveller, 156 sider, 200 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu