Læsetid: 2 min.

'En gal kvindes værk'

22. oktober 1997

Københavns sundhedsborgmester mener ikke sag om 22 dødsfald bør skabe mistillid til plejeforsorgen - 32-årig kvinde løsladt i går, men er stadig sigtet

Hun er nu på fri fod, den 32-årige kvindelige hovedperson i gårsdagens drama fra det virkelige liv: Massemord på plejehjem.
Men inden byretsdommer John Mosegaard efter et ni timers grundlovsforhør i Københavns Byret løslod kvinden, fordi der ikke var tilstrækkelig mistanke til at begrunde en varetægtsfængsling, havde både Københavns sundhedsborgmester, Lars Engberg og stadslæge Claus Lundstedt på et overordentlig velbesøgt pressemøde fastslået, at "vi har at gøre med én gal og syg person". Konstateringer, der dog blev efterfulgt eller indledt med et: "Hvis sigtelserne holder..."
Den 32-årige nu tidligere plejehjemsassistent er trods løsladelsen fortsat sigtet for drab på 22 beboere på et plejehjem på Vesterbro. En 50-årig kvindelig læge, som har været tilknyttet plejehjemmet, er sigtet i sagen.
Politiet har efterforsket sagen i omkring et halvt år, og Sundhedsudvalget i Københavns Kommune har haft kendskab til den lige så længe.
Både borgmester og stadslæge manede til besindighed - Lars Engberg i form af "en indtrængende appel om ikke at gå i panik": "Vi har at gøre med én gal person - der er ikke grundlag for at skabe en grundlæggende mistillid til den danske plejeforsorg. Sagen må ikke få den konsekvens, at ældre mennesker bliver utrygge," sagde sundhedsborgmesteren - den øverste politiske ansvarlige for, at dette - tilsyneladende - massemord har kunnet finde sted.
Lars Engberg har bedt jurist og tidligere overpræsident i København Gunnar A. Lustrup om at forestå en uvildig undersøgelse af sagen.
"Vi skal have klarlagt, om der er noget at bebrejde nogen i dette forløb. Om vi skal rette noget i vores kontrolfunktioner," sagde Engberg.
Men Claus Lundstedt fastslog, at "København er den by i landet, der fører det mest intensive tilsyn med plejehjemmene. "Det - vel ret naturlige - spørgsmål, som derfor kan rejse sig, er, hvorfor det alligevel kunne ske," sagde han, men fastslog i samme åndedrag: "Det er ikke muligt, selv med rutinemæssig overvågning, at forhindre en enestående uhyrlig handling som denne."
Engberg tilføjede: "Vores tilsynssystemer er ikke - og skal ikke være - opbygget ud fra den antagelse, at ansatte på plejehjem er forbrydere og kriminelle. Vi kan ikke basere hverken vort samfund eller vort sundhedsvæsen på, at plejepersonalet går rundt og slår folk ihjel."
Michael Teit Nielsen, nytiltrådt udviklingschef i Ældre sagen, sætter over for til Information spørgsmålstegn ved kvaliteten af plejehjemspersonalet.
"De ansatte i plejesektoren ikke altid er motiverede for deres arbejde. Mange er for eksempel ansat som led i en aktivering.
Vi har mange opringninger fra pårørende, der fortæller historier om ældre, der får for lidt at spise, om at personalet ikke har tid til at få dem i bad, om at de får for meget medicin og bliver sløve."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu