Læsetid: 5 min.

En gavebog og en elite-serie

27. oktober 1997

Illustreret introduktionsbog til sofabord eller juletræ og en ny serie cd-genudgivelser

I de sidste år er vi ikke just blevet oversvømmet af jazzbøger på dansk, men nu har Politikens Forlag udgivet en luksuøst udstyret grundbog, som nok skal friste en del hjemlige aficionados. Det er et stateligt bind (26 x 30 x 2 cm) med over 200 fyldigt og livligt illustrerede sider, spændende at blade i og måske især beregnet til strølæsning.
Teksten skyldes John Fordham, som skriver i det engelske The Guardian og er rimeligt kyndig på sit felt. Den danske udgave er bearbejdet af radioens Peter H. Larsen, der også har oversat sammen med sine to radiokolleger, Ole Matthiessen og Ib Skovgaard.
Når man ikke har den engelske original ved hånden, er det imidlertid ikke helt let at vurdere den foreliggende bog. I hvilket omfang skulle de tre danskere f.eks. have korrigeret forfatterens tekst i den danske udgave, der fremtræder som rigeligt blomstrende i stilbeskrivelserne? Er det rimeligt at en virtuos som Artie Shaw (hvad man så end kan mene om ham) omtales som "en talentfuld klarinet-dilettant" (s. 23); og at der i det store opslag om Charlie Parker (s. 110-11) intet nævnes om den berømte 1947/48-kvintet med Miles Davis, ejheller blot titlen på en enkelt af dens indspilninger?
Skulle den danske tilrettelægger desuden have gjort opmærksom på at det kendte billede af King Olivers Creole Jazz Band på s. 20 ikke er repræsentativt, da det er optaget, ikke på Lincoln Gardens i Chicago, men på en gade i San Francisco, hvor kun fire af de otte musikere hører til det fra pladerne berømte og historisk skelsættende orkester. Og burde han have grebet ind over for noget manifest vrøvl som at Lennie Tristano "brød sig ikke om Tin Pan Alley-melodierne som harmonigrundlag" (s. 36), når han stort set ikke har brugt andre grundlag?
En række faktuelle fejl burde dog nok være rettet. Joe Turner var ikke Count Basies bluessanger og Charlie Parker døde ikke i 1954, men i 1955 (begge s. 34). Louis Armstrong er ikke født "cirka 1898" (s. 96), men 4. august 1901, Mercer Ellington ikke 1918, men 1919 (s. 100) og Coleman Hawkins ikke 1901, men 1904 (s. 103). Miles Davis' nonet blev ikke dannet i 1949, men i 1948, og hovedparten af dens musik blev ikke skrevet af Gil Evans, men af Gerry Mulligan (s. 114).
Som opslagsbog er Fordhams værk altså ikke pålideligt. Men der er da også mange korrekte oplysninger i den og et absolut seværdigt billedmateriale. Den falder i fem hovedkapitler: historie; instrumenter (med gode illustrationer og oplysninger); de 20 vigtigste musikere (et rimeligt udvalg); håndværket bag musikken (bl.a. problematiske afsnit om dans); og væsentlige plader (næsten udelukkende illustreret med op til 40 år gamle lp-forsider og med et så perifert eksempel som duoen Tuck & Patti).
Men som sagt: en underholdende bog at blade i.

Verves elite-plader
For nylig omtalte jeg i denne klumme de 20 cd'er, Polygram har udsendt på mærket Verve under fællesbetegnelsen Master Edition, en imposant række nyredigeringer af ældre jazzmateriale. Nu foreligger så en serie, der kaldes Elite Edition, og som adskiller sig fra den første ved, at pladerne er udsendt i begrænsede oplag, der ikke genoptrykkes.
Recepten kendes fra EMI/Blue Note's Connoisseur cd series, hvor man altså også skal skynde sig, hvis man vil være sikker på ikke at gå glip af nogen af de udsendte plader. Det er plader som fortjener at gøres tilgængelige, men næppe kan påregne de store salgstal.
Jeg vil dog nok tro, at der skulle være en del interesse for den jazzprægede rhythm & blues-sangerinde Dinah Washingtons The Best In Blues (537.811-2/54 min.), 19 optagelser (deraf tre alternative), der spænder over perioden 1943-53 og omfatter flere af hendes bedre ting, bl.a. en "Trouble In Mind" fra 1952 med Ben Webster. Og Sonny Stitts Only the Blues (537.753-2/76 min.) fra 1957 med Oscar Petersons rytme bør i hvert fald interessere Roy Eldridge-dyrkere.
Guitaristen Johnny Smith er i pladen under hans eget navn (537.752-2/45 min.) en lige så jazzperifer figur som i 1967, mens This Is Tal Farlow (537.746-2/61 min.) sikkert stadig appellerer til guitar-elskere, ligesom andre vil lokkes af, at pianisten i disse 1958-optagelser er den legendariske Eddie Costa. Pianisten Hank Jones er i Urbanity (537.749-2/54 min.), hvis optagelser er fra 1947 (solo) og 1953 (trio, med just nævnte Johnny Smith!) ikke nær så personlig en musiker som i dag, og hans yngre kollega Wynton Kelly er i It's All Right! (537.750-2/40 min.) ikke tjent med at hans klassiske trio er udvidet med guitar og congatrommer.

Større besætninger
Af fire plader med større besætninger er den argentinsk-amerikanske pianist m.v. Lalo Schifrin ikke så interessant som nogen måske vil tro i sin Marquis de Sade (den fulde titel ville fylde resten af siden) (537.751-2/33 min.), mens Clark Terry (537.754-2/52 min.) henter energi fra en rytmegruppe med Horace Silver og Art Blakey. De plader, som musikalsk svarer bedst til seriens navn, er imidlertid de to, som på hver sin måde er inspirerede af Miles Davis' samarbejde med Gil Evans i l957-6l, bl.a. ved at begge har en trompetist som enesolist med stort orkester.
Listen to Art Farmer (537.747-2/35 min.) er fra 1962 og Farmer spiller faktisk flygelhorn (som Davis i 57-58) i flotte arrangementer af Oliver Nelson, overvejende af standardmateriale. En gang mere spændende er dog Dizzy Gillespies Perceptions (537.748-2/34 min.) en suite af J. J. Johnson for orkester med 16 messingblæsere, indspillet 1961, et værk som viser både Gillespie og Johnson på højden, hvad der jo vil sige noget. Det er seriens bedste musik.
Og hvilke oplag er der så tale om? Halvdelen af pladerne er trykt i 6.000 eksemplarer, mens Schifrin, Smith og Terry kun findes i 5.500. Washington og Gillespie er der 6.500 af, hvilket måske ikke er så mærkeligt. Især Gillespie-pladen ville jeg ikke tøve med at anskaffe, og derpå Farmer, som er lavet i 6.000 eksemplarer.
I mellemtiden er der så flere udgivelser på trapperne i Master Edition-serien. Vi skal prøve at holde tempoet.

*John Fordham: Jazz. Dansk udgave ved Peter H. Larsen, Ole Matthiessen og Ib Skovgaard. 216 s. ill. 299 kr. Politiken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu