Læsetid: 3 min.

Hvor er Gertrude Stein blevet af?

30. oktober 1997

The Wooster Group fra New York gæstespiller med en kvindelig Doktor Faustus, pakket ind i en kultfilm om forbryderdronningen Olga

TEATER
Gertrude Steins engelsk er drøm. Hendes prosa er besættende. En indlevet oplæsning kan forføre. I en sådan grad at mange har spurgt, om hendes prosa overhovedet "betyder" noget - ikke kun er form og struktur og vellyd.
Man kan sige, at mens eftertiden har lært at læse hendes samtidige abstrakte malerier, så kniber det fortsat med at forstå hendes skrift. Sprog er så konkret.
Kunne hun skrive dramatik? Ikke i gængs forstand. Ligesom der findes koncept-kunst, hvor det snarere er ideen end udførelsen, det handler om - så kan man vel også tale om koncept-drama.
Megen happening- eller performancekunst falder indenfor denne kategori. Yoko Onos oplæg til små handlinger er hverken kunst eller dramatik, men koncepter. Mange af Steins drømmetekster (samlet f. eks. i Geography and Plays fra 1922) har samme karakter. Budskabet til læseren: Du skal selv se/lave billederne.
Dr. Faustus Lights the Lights menes at være skrevet i 1938. Stein havde tænkt det som en opera og håbet på et samarbejde med komponisten Gerald Berners, men det blev ikke til noget, og teksten blev først offentliggjort i 1949 - tre år efter Steins død.
Handlingen kort: Dr. Faustus har opfundet det elektriske lys, men er træt af både livet og glødelampen. Han solgte engang i tidernes morgen sin sjæl til djævelen, men det er så længe siden, at det godt kunne være løgn - eller selvbedrag. I dag tror han hverken på at der findes en sjæl eller en djævel.

Denne Mefisto
Men så er der er problemet med denne Mefisto, som hele tiden dukker op, og med en mystisk kvinde, som opsøger ham, fordi hun mener, hun er blevet bidt af en giftslange. Den mystiske kvinde hævder på et tidspunkt, at også hun er i stand til at gøre nat til dag (elektriciteten), mens Dr. Faustus forhandler med Mefisto om selv at drage til Helvede. Mefisto mener, at Faustus først skal begå en syndig handling, og det gør han så, hvorefter Mefisto fører ham ud.
Stein lægger i sine regibemærkninger stor vægt på skuespillernes og ikke mindst rekvisitternes bevægelser. Hun taler om en slags ballet for elektriske pærer og flytter rundt på spillerne i et positionsspil, som godt kunne minde om ballet.
Hvilket understreger, at Dr. Faustus er en fantasiforestilling, en projektion af et indre forløb, og ikke noget der skal sammenholdes med en traditionel fem-akter.
I den udgave af Dr. Faustus, som i denne uge præsenteres i Kanonhallen i København af det amerikanske eksperimetalteater The Wooster Group, har man valgt at gøre Faustus og Mefisto til kvinder - samtidig med at man har indlagt scener fra en såkaldt kultfilm, Olga's House of Shame.
Olga er en bloddryppende sag om kvindelig dominans og underkastelse: Olga er en forbryderdronning, hvis imperium baserer sig på narko og prostitution - nu vil hun ind på juvelmarkedet.

Billeder, billeder, billeder
Scenografien er Fausts' laboratorium. Sådan da. Der er noget Gearløs over det. Der er også blevet plads til et par pinebænke og en edb-arbejdsplads samt seks tv-skærme som indgår i spillet. Enten med supplerende billeder med todimensionelle udgaver af dele af den samtidige scenehandling. Et meget muntert samspil opstår tæt på finalen, hvor Mefisto m. fl. gør Johnny Cash' Ring of Fire til et diabolsk manifest.
Stein var stærkt optaget af Jung, da hun skrev Doctor Fautus, men der er ikke megen psykoanalyse i Wooster Groups tolkning.
Til gengæld er der billeder på billeder på billeder. Af uransagelige grunde har man ikke turdet lade Stein klinge igennem. Citaterne fra librettoen leveres med lillepige-stemme med ekko. Kompleksiteten er en del af budskabet.
Hvor brænder det på? Eller for at gå tilbage til spørgsmålet i indledningen: Handler det om noget? Man kan vel sige det på den måde, at stilen og strukturen i sig selv er noget af det, det handler om. Sammenstødene mellem kitsch og stor kunst, mellem højteknologi og magi, mellem det individuelle og det kollektive, to- og tredimensionel virkelighed, mekanik (de dansende lamper) og mennesker (de dansende ditto).
Ret meget længere ville jeg ikke turde gå. Et eller andet sted er i hvert fald den gamle europæiske "Dr. Faustus" og hans moralske dilemma blevet væk i stil, form, manierisme.

* "House/Lights" af og med The Wooster Group. Instr.: Elizabeth LeCompte. Scen.: Jim Findlay. Musik: Hans Peter Kuhn & John Lurie. Kanonhallen. T.o.m. 1. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu