"Mens jeg skrev de følgende sider, eller rettere, størstedelen af dem, boede jeg alene i skovene, en mil fra min nærmeste nabo, i et hus jeg selv havde bygget, på bredden af Walden Pond, i Concord, Massachusetts, og opretholdt livet kun ved mine hænders arbejde. Jeg boede der i to år og to måneder. For tiden færdes jeg igen i det civiliserede liv."
Sådan begynder Walden eller livet i skovene (1854) af amerikaneren Henry David Thoreau. Vi har her at gøre med en af skrivekunstens mere specielle frembringelser - en egen charmerende blanding af naturiagttagelse, selvbiografi, livsfilosofi og samfundskritisk refleksion. For hoveder med sygelig hang til struktur og logisk stringens må bogen virke irriterende særligeagtig med sin uforudsigelighed og arabesklignende stil.
Men for mere frie ånder og spadserende eksistenser har den fået status som bibel, og forfatterens vågne opmærksomhed på vejrets og dyreverdenens sprogløse foregange har sammen med hans forkærlighed for den sigende detalje efterhånden gjort værket til et yndet illustrationsobjekt.
Henry David Thoreau (1817-62) fødtes og døde i en lille by på ca. 2.000 indbyggere, Concord, Massachusetts, hvor hans moder efter faderens død drev et pensionat. Som 16-årig kom han på Harvard, som han fire år efter forlod med eksamen. Men i stedet for at søge et udkomme af borgerlig art forblev han en ukonform individualist, ungkarl og vandringsmand, tænker og fri skribent, påvirket ikke mindst af essayisten Ralph Waldo Emerson, hvis esoteriske "transcendentalisme" dog blev ham for verdensfjern. For Thoreaus kærlighed til naturen gik nemlig hånd i hånd med konsekvent anti-racisme, anti-imperialisme og anti-kapitalisme. Og fordi hans tro var stærk, var han villig til at tvivle om alt:
"Det er aldrig for sent at opgive vores fordomme. Ingen måde at tænke eller handle på, hvor hævdvunden den end er, kan godtages uden at prøves. Det som alle gentager eller uden indsigelse lader passere som sandt i dag, kan vise sig at være usandt i morgen; kun en mening, lidt røg, som nogle havde taget for en sky der ville vande deres marker med livgivende regn," skriver han i optakten til Walden.
To brud-erfaringer kendetegner Thoreau som menneske og forfatter. Den første kom af hans beslutning om på krop og sind at afprøve det selvberoende liv som kontemplativ eremit. Den anden udsprang af en modig politisk aktion.
Ud fra en rodfæstet modstand mod sine landsmænds statsanerkendte slavehold nægtede han at betale en "kopskat" på halvanden dollar. Det var hvad han forstod ved 'civil lydighedsnægtelse', og for det puttedes han i kachotten, dog kun for en enkelt dag, idet en tante uden hans vidende udredte afgiften for ham. Det fortælles, at Emerson, hans 14 år ældre læremester, besøgte ham i fængslet i Concord og spurgte: "Why are you here?", hvortil Thoreau skal have svaret: "Why are you not here?" Ikke for ingenting fik han betydning for Mahatma Gandhi og Martin Luther King.
"Jeg fandt staten fjoget," skrev Thoreau siden i en pamflet, "den var ængstelig som en enligt boende kone for sine sølvskeer, og kunne ikke skelne ven fra fjende. Jeg tabte min sidste respekt for den."
Overfladisk betragtet kan hans anarkistiske egensind og stejle individualisme minde om de attituder, der i vore dage promeres af erhvervs- og finansfolk samt medlemmer af Fremskridtspartiet. Blot betyder 'anarkist' for dem kun "én der gør præcis som det passer ham", ligesom deres form for 'individualisme' består i retten til at give pokker i andre, ja, om nødvendigt: skide højt og flot på dem. Hvilket turde være noget nær det modsatte af Thoreaus kristent farvede hævdelse af ydmyge og dog stolte menneskers åndelige og fysiske kræfter. Der går linjer fra denne tænker til Swedenborgs utopiske rapporter fra paradisets idealstat, og der går lange linjer frem til 1960'ernes og 70'ernes såkaldt nye venstre.
Kapitalismekritikken i Walden har således fortsat gyldighed, og Thoreau er pinagtigt aktuel, når han karakteriserer borgernes almindelige liv som en i sidste ende desperat ophobning af materielle værdier. Bjergsomhed bunder ifølge ham i en "stille fortvivlelse" eller "forhærdet fortvivlelse", og han tilføjer, at den vise aldrig gør fortvivlede ting. Mennesket, som han ser det, er snarere en indbygger i eller en del af naturen end et samfundsindivid.
Thoreaus betydning indskrænker sig imidlertid ikke til den politiske tænknings felt. Med tiden har han også fået klassikerstatus rent litterært og betegnes nu som en af USA's fineste skribenter. Ikke fordi hans prosa kan kaldes klassisk smuk, men fordi den altid hviler i sig selv. Hans stil bæres af klarhed og kløgt, af personlig integritet, og præcis denne ro sætter ham i stand til, pludselig at skride ud i sproget og demonstrere abrupt humor og stille underfundighed. Hans skrivemåde afspejler hans fornemmelse for det unikke, det som aldrig kommer igen, øjeblikkene som han må møde med nysgerrighed og pivåbne porer:
"I al slags vejr, nårsomhelst, dag og nat har jeg bestræbt mig på at skærpe min sans for de enkelte øjeblikke, skære mærker for dem i min stok; at stå netop der hvor to evigheder, fortid og fremtid, mødes, nemlig i nuet; at balancere på denne smalle streg." Dette svarer i hans sprogføring til, at stilen bliver, ikke en vej, og da slet ikke en boulevard, men en slynget skovsti, ad hvilken man går langsomt og stadigt undrende.
At læse Thoreau bliver at vandre, ikke for at få motion, ejheller for at nå frem til andet end et blot tilfældigt mål. Turen bliver en glæde i sig selv. Man støder ustandselig på noget, man ikke tidligere har bemærket, eller det tilvante kan med ét få lov at fremtræde i ny belysning: "Et enligt bondehus, jeg ikke har set før, kan være lige så godt som alle en negerkonges afrikanske besiddelser," skriver han i sit essay Wandering. Her hedder det også, lidt længere henne ad stien: "På en halv time kan jeg spadsere ud til et sted på jordens overflade, hvor der år efter år ikke øjnes et mennneske, og hvor der følgelig ikke eksisterer nogen politik, thi den er lige så flygtig som røgen fra et menneskes cigar."
'Walden; or, Life in the Woods' blev første gang udsendt på dansk i 1949, oversat af Ole Jacobsen, med forord af Jacob Paludan og med tegninger af Mads Stage. Niels Brunses version, der citeres ovenfor, kom på Rhodos i 1972 illustreret af Per Kirkeby. En ny udgave, med Maria Thorsen som illustrator, kom til i 1985. Thoreaus essay 'Om at vandre' findes i en lille bog af samme navn, som Lindhardt og Ringhof genoptrykte i 1972 med illustrationer af Sven Havsteen-Mikkelsen. Desuden foreligger pamfletten 'Civil lydighedsnægtelse', på dansk ved Ingeborg Buhl (Hasselbalchs Kulturbibliotek 1968, ny udgave med forord af Ebbe Kløvedal Reich, Gyldendal 1984)
