Læsetid: 6 min.

Globalisering alene mætter ikke

29. oktober 1997

Velstand siver ikke automatisk nedad, så når EU fjerner toldbarrierer for otte af verdens fattigste lande, er signalværdien umiddelbart større end den økonomiske effekt

EU har sendt et signal, som har betydning for verdens allerfattigste lande. På en konference om disse landes adgang til verdensmarkedet har EU lovet at afskaffe told på alle deres eksportvarer til EU. De fattigste
u-lande vil dermed få de samme fordele på EU's marked som de lande, der er medlemmer af det såkaldte Lomés-samarbejde mellem EU-landene og 40 lande i AVS-gruppen, hvor AVS står for Afrika, Vestindien og Stillehavet.
De allerfattigste landes andel i verdensmarkedet har med globaliseringen været stadig faldende. Deres andel er gået fra 1-2 procent for 25 år siden til under en halv procent i dag.
Marginaliseringen af de fattigste er et kæmpemæssigt problem, og inden alle forbeholdene kommer, er det vigtigt at slå fast, at det signal, EU sender, er vigtigt, ligesom det er af betydning, at USA og Canada ved samme lejlighed har lovet toldfrihed og toldlettelser for flere varer fra denne landegruppe.
Løfterne blev givet på en konference i Geneve i Verdens Handels Organisationen (WTO), og WTO's generaldirektør Renato Ruggerio sagde på konferencen til Information, at det er en misforståelse at tro, at man allerede har gjort, hvad man kan for at lette de allerfattigste landes adgang til verdensmarkedet. Der kan gøres mere.
Nu tager nogle handelsmæssige sværvægtere så nogle vigtige politiske og psykologiske skridt. Fremtiden vil vise, om de også bliver af stor økonomisk betydning.

Den økonomiske betydning af EU-udspillet er mindre, end man umiddelbart skulle tro. EU-løftet er, at alle de allerfattigste (OECD-teknisk hedder det de mindst udviklede lande) vil blive behandlet handelsmæssigt på samme måde som AVS-landene. Der er 70 u-lande med i AVS-samarbejdet, og af dem er de 40 mindst udviklede.
Tilbuddet omfatter altså kun yderligere otte lande: Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Cambodia, Laos, Maldiverne, Nepal og Yemen. Burma hører i virkeligheden også til i gruppen, men er p.t. af gode grunde ikke med i det selskab, som får præferencer eller fordele.
Man kan altså roligt sige, at det er nogle meget små økonomier, der her involveres. Bangladesh er nok det største og vigtigste af landene og i øvrigt et land med betydelig handelsmæssig vækst, ikke mindst i tekstilsektoren.
Også andre forhold kan begrænse betydningen af de nye udspil: Det hedder i artiklen fra Geneve, at EU udover toldfriheden også lover at tage vigtige skridt mod at fjerne en række andre handelshindringer.
EU lovede således at håndhæve oprindelsesreglerne med større hensyn til de regionale forbehold. Det lyder indviklet, og det er det. Men sagen er, at hvis man giver vanskeligt stillede lande særlige fordele i deres eksport, så må man også sikre sig, at varerne kommer fra disse lande. Sagen er jo imidlertid, at i den globaliserede verden er der flere og flere produkter, der ikke kun er produceret i et enkelt land, men rummer dele eller komponenter fra andre lande.
Man kan roligt sige, at EU har regler, der er så komplicerede, at de bestemt ikke har gjort det lettere for de fattigste lande at eksportere andet end råvarer. Det er imidlertid netop råvarerne, der gennem mange år har været udsat for nedgang i pris, og skal de mindst udviklede lande stå sig bedre i international handel, skal de netop producere noget andet end råvarer.
Det er derfor vigtigt, hvor store EU's skridt er eller bliver på dette område.

Det er en meget gammel dis-kussion. For tyve år siden "reklamerede" den daværende EF-Kommission med, at 99 pct. af AVS-landenes produkter kunne eksporteres told- og afgiftsfrit til EF. Men procenttallet snød.
De varer, som kunne eksporteres, var stort set told- og afgiftsfri, som kommissionen sagde, men en masse varer kunne ikke eksporteres. Det gjaldt og gælder således stort set alle de varer, der konkurrerer med EU's egne landbrugsprodukter. Ingen kunne for 20 år siden vide, hvor mange procent større eksporten ville have været, hvis der også havde været adgang til EF-markedet for disse produkter.
Der er således både behov for åbenhed og for klare og enkle regler, som kan håndteres. Når signalet alligevel er vigtigt, er det naturligvis fordi det - der hvor en sådan klarhed eksisterer - giver u-landene en sikkerhed for, at de kan eksportere deres produktion. For eksempel har tekstileksporten fra Bangladesh været truet af kvoter specielt i USA, men også i EU. Betyder EUs nye løfter, at denne trussel er væk?

De otte nye lande, der kommer ind i en eller anden slags varme må imidlertid også se på, hvordan det så er gået med de 40 mindst udviklede u-lande i AVS-aftalerne i deres hidtidige samarbejde med EU. Og det er ikke gået godt. I 1976 kom 6,7 pct. af EF-landenes import (fra lande udenfor EF) fra AVS-landene. I 1994 var denne andel trods præferencer faldet til 3,4 pct. AVS-landene tegner sig for en stadig mindre del af verdenshandelen trods deres EU-samarbejde, og de modtager kun omkring 1 pct. af de private, direkte, udenlandske investeringer. På det globale marked er små fattige lande simpelthen ikke interessante.
EU-samarbejdet mellem AVS-landene skal laves om fra år 2000 blandt andet på grund af nye WTO-regler, og sidste år udgav EU-Kommissionen en grønbog om det hidtidige samarbejde og perspektivet for tiden efter år 2000. Her hed det, at "der er mange grunde til, at AVS-landene som helhed har opnået forholdsvis ringe eksport og vækstresultater på trods af de meget omfattende og udbredte Lomé-præferencer. Mangler og svagheder i relation til afgørende faktorer som infrastruktur, privat initiativ, fysisk og menneskelig kapital, opsparing og investeringer samt uudviklede finansielle sektorer har begrænset leverandørernes potentille fordele af præferencer. Den store afhængighed af bestemte basisprodukter med ganske store prisudsving og en væsentlig forringelse af bytteforholdet er også vigtige medvirkende årsager."
Her får EU-Kommissionen altså sagt, at handelsfordeele ikke gør det alene.

EU-udspillet vil i øvrigt påvirke debatten om Grønbogen og det fremtidige EU-AVS Lomé-samarbejde. Hvis lande udenfor AVS-samarbejdet får samme fordele som dem, der er indenfor, giver den hidtidige konstruktion ikke mening. Men det er en anden diskussion.
Centralt er det imidlertid at fastslå, at lige så vigtigt det er, at de rige industrialiserede lande, ikke mindst EU, åbner deres markeder for produkter fra verdens fattigste lande, lige så afgørende er det også at få slået fast, at den totale handelsliberalisering med samme regler for alle ikke automatisk fører til, at de fattigste lande får det bedre.
De første analyser, som blev foretaget af den globale handelsudvikling efter vedtagelsen af handelsliberaliseringen og oprettelsen af WTO, viste, at det eneste område i verden, der samlet set blev taber, var det afrikannske kontinent. Analyserne fortalte, at total frihandel ville fordyre Afrikas import mere end det ville gavne eksporten. Udgangspunktet var altså, at de fattigste igen blev taberne.

EU's grønbog taler meget om at integrere de fattigste i verdenshandelen. Men man kan godt være en del af noget og marginaliseret på samme tid. Man kan godt dø af sult, selv om ens land er en del af det globale marked.
Et kendt citat i denne debat kom Tanzanias handelsminister med ved et møde i FN's konference for handel og udvikling. Han sagde, at han var bange for at bokse mod Mike Tyson, selv hvis de boksede efter samme internationale regler.
De mindst udviklede lande har krav på særlige regler, blandt andet fordi de i en stor del af deres historie er blevet udbyttet og mishandlet, og fordi det globale markedsssytem fortsætter denne udnyttelse og marginalisering. EU's udspil kan være et skridt i retning af at sikre disse lande sådanne særlige regler. Det øger også interessen for, hvad det er for et handelsssystem et nyt (og udvidet?) EU skal arbejde for efter år 2000.
Men det er samtidig vigtigt - omend svært - at holde fast i, at man stikker folk blår i øjnene, hvis man søger at bilde dem ind, at med lidt bedre regler så bliver den globaliserede verden ens for alle. Vi har ikke en udviklingsmodel, der passer til hele verden. Og for øjeblikket fører de almindelige økonomiske mekanismer til større og større ulighed. Velstanden siver ikke automatisk ned, ligesom
miljøproblemerne gør det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu