Læsetid: 12 min.

Grænseløshed er selvmorderisk

24. oktober 1997

'Illusioner, mangel på klarsyn og erkendelse er næsten ubærlig. Sandheden er altid venligtsindet,' siger museumsinspektør Thorkild Kjærgaard. Han vil have et radikalt opgør
med grænseløsheden

INTERVIEW
På slotspladsens brosten vender vi ryggen til byen, handelsstrøget, bilerne og det 20. århundede. Museumsinspektør Thorkild Kjærgaard, der bor og arbejder på Frederiksborg Slot, har det tydeligvis på samme måde.
"Jeg er det 18. århundredes mand," siger han. Det er ikke penge rigdom og økonomisk grådighed som optager ham, men det gode, det sande og det skønne.
"Jeg vil ikke have en vadmels-utopi, men et forgyldt samfund. Jeg lever selv i omgivelser, der er eminent luksuriøse. Man bliver skønhedsnarkoman og forfalder til det smukke. Tidsdimensionen forsvinder og man ved snart ikke, hvad for et århundrede man lever i."
"Slottet er en eksplosion af magt og skønhed, og så er det med til at skabe national identitet," siger han.
- Men er Storebæltsbroen ikke vor tids svar på kongernes slotsbyggeri og behov for at rejse stærke magtsymboler?
Thorkild Kjærgaard tøver et øjeblik. For han elsker sit slot, men er en ihærdig modstander af Storebæltsbroen, af bilismen og den forurening, som den fører med sig.
"Jo, Storebæltsbroen er også et magtsymbol og med til at skabe national identitet, men den er samtidig et symbol på en udvikling, der er ubærlig og som ikke er bæredygtig," lyder hans svar.
Og tilføjer, at samfundet burde "bygge nogle flere slotte i stedet for at bruge pengene på motorveje og Storebæltsbroer."
Stoltheden over slottet stråler ud af ham. På vor vej op mod Riddersalen stopper han op ved et maleri:
"Se, lærredet er levende! Det udvider sig her i oktober måned, og det trækker sig sammen igen, når det bliver varmere og sommer."
Selv de såkaldt døde ting har liv her og betyder noget. Vores fotograf beder Kjærgaard sætte sig på en kiste, for ellers kan han ikke få det bagvedhængende maleri med på sit foto. Men museumsinspektøren takker nej:
"Det vil jeg ikke. Det vil være et dårligt eksempel, hvis jeg bare sætter mig på kisten."

Nostalgien
Kjærgaard tænker tilbage. I århundreder drejede stort set alt samfundsliv sig om at fastslå og hævde grænser. At sætte grænser og sørge for, at de blev overholdt, var familieoverhovedets, kirkens, skolens og ikke mindst den suveræne statsmagts fornemste opgave. I dag er alle grænser i samfundet under anklage. I økonomi, politik og kulturliv var der relativt stærke moralske bånd indtil 1950'erne, men så tog udviklingen fart.
"I et historisk perspektiv skete det ubegribeligt hurtigt. Siden 1960 har vi kastet os ud i, hvad man kunne kalde det grænseløse projekt. Størst mulig vækst var målet. Man ville gøre 'gode tider bedre', som det hed med et slogan fra valgkampen i 1960. Banen skulle ryddes og der måtte være fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft hen over alle grænser," siger han.
- Hvorfor tror du, at mennesket forsøger at sprænge alle grænser?
"Det undrer mig, for det er dybt irrationelt i betragtning af, at vor tid på jorden er begrænset. Ideen med grænseløs vækst og grænseløs produktion er i hjerteskærende modstrid med de økologiske vilkår. Vi er en lukket planet, der bevæger sig i et umådeligt stort iskoldt rum, og enhver tanke, der ser bort fra den grænse, er irrationel."
"Det grænseløse projekt er selvmorderisk. Og det er nødvendigt igen at sætte grænser, hvis vi skal overleve," siger han.

Ned med befolkningstallet
"Vi er for mange mennesker på Jorden. Det er ikke bæredygtigt. Men i Vesteuropa og Amerika er vi tilbøjelige til at mene, at det er de andres problem. Et problem med overbefolkning i Afrika eller i Asien, men kendsgerningen er at vi lever i et af de tættest befolkede områder i verden. Vi er i alt fald for mange mennesker."
-Hvor mange er for mange?
"Der er brug for en voldsom befolkningsreduktion, ellers støder vi mod et CO2-loft og andre absolutte grænser. Og hvis vi ikke gør noget, så kan miljøkatastroferne føre os ud i et totalt socialt kaos og menneskelig ulykke. En konsekvent et-barns politik vil derfor være langt mere human end en ukontrolleret udvikling med sygdom, lidelse og ulykke," siger Kjærgaard, der mener, at Danmark fra midten af næste århundrede vil kunne blive bæredygtigt, hvis befolkningstallet reduceres.
"Hvis vi tager højde for de teknologiske forbedringer ville vi med halvanden million indbyggere kunne leve et komfortabelt liv og endda have plads til flere skove."
Ressourceforbruget i Europa og Nordamerika skal tilbage til niveauet for 70 år siden, mener Kjærgaard. Han vil sætte grænser for trafikken, gøre op med bilernes og flyvemaskinernes "umådeholdne" energiforbrug og CO2-udslip. Han kalder "den ubændige rejselyst for en miljømæssig katastrofe" og betragter cyklen som "fremtidens vigtigste personbefordringsmiddel."
Han vil have flere cykler i stedet for benzindrevne privatbiler og heste i landbruget, men alligevel siger han, at "det er ikke sådan, at jeg fornægter moderniteten. Jeg elsker moderne komfort og rationalitet. Den skal bare forvaltes med omtanke."
- Er det ikke netop i dyrkelsen af rationaliteten, at mennesket har sprængt naturens grænser og forsøger at fuldbyrde sin rationalitet i Storebæltsbroer og lasernedskydning af satelitter?
"Jamen, det er fordi vi er begyndt at handle irrationelt. En del af rationaliteten er netop at erkende, at der findes begrænsninger, for eksempel de fysiske love. Naturen sætter grænser, og den moderne rationalitet har tabt fornemmelsen for det. Den har så at sige sprængt sine egne grænser og er drevet over i sin egen modsætning. Den grænseløse økonomiske vækst og ekspansion er kommet i modstrid med det biologiske grundlag for vores liv."

Paradokset
Globalisering af økonomien og vækst i penge- og vareøkonomi betragtes i dag af mange, som det der er vejen til større rigdom. Men Kjærgaard kalder det "den største usandhed, man kan forestille sig." Hvis man indregner prisen på forureningen, tabet af skovarealer, højere sundhedsomkostninger og så videre, så vil det vise sig "at væksten har været negativ siden 1970-75."
"Det paradoksale er, at selvom verden aldrig tidligere har haft så stor materiel rigdom, så har antallet af sultende aldrig været større. Vi aldrig haft så klassedelt en verden som i dag. En FN-opgørelse har vist, at de 350 rigeste ejer lige så meget som halvdelen af Jordens befolkning tjener på et år. For hundrede år siden var der en milliard indbyggere på kloden, idag er der 1,3 milliard mennesker, der sulter og lever i absolut fattigdom. Summen af menneskelig lidelse har aldrig været større end i dag," siger han.
"Den tendens, der slår mig mest, er, at markedsøkonomien koloniserer alt og intet område længere er tabu. Barndommen kapitaliseres, som det stod i jeres avis forleden. Alderdommen er underlagt pengeøkonomien. Og hvad de fleste for bare 25 år siden ville have anset for at være en krænkelse af nationens symboler - at overføre virksomheder som post, jernbaner og telefoni til privat kapital - det sker nu. Politik, forstået som sociale løsninger på samfundets problemer, er blevet opgivet som model."
Thorkild Kjærgaard mener, at den grænseløse markedsøkonomi er kommet ud af kontrol, og at staten må generobres. Han vil have en nationalstat, der formår at regulere og styre markedet stramt. Der skal "rejses grænser for varernes fri bevægelighed, først og fremmest af miljømæssige grunde, men også af tungtvejende sociale og medicinske årsager." Visse produkter og produktioner skal simpelthen forbydes, og staten må rejse toldmure, lave ind- og udførselsforbud og genindføre den nationale grænsekontrol, hvis det står til den radikale museumsinspektør.

Det ekspansive EU
Thorkild Kjærgaard stemte ja til Fællesmarkedet i 1972, fordi han håbede, at det ville få den fælles europæiske kultur til at udfolde sig i al sin mangfoldighed. I dag lægger han ikke skjul på sin skuffelse:
"Jeg stemmer nej i dag. Danmark burde melde sig ud af EU. I stedet for at udbygge den internationale afhængighed, må vi mindske den."
- Men EU forsøger trods alt at sætte grænser mellem os europæere og de ikke-europæiske kulturer? Er det ikke noget du som 'grænsesætter' kan støtte?
"Jamen, EU flytter hele tiden sine grænser. EU har stærkt ekspansive træk. Og det grænseløse EU-projekt har for længst overhalet de økologiske og sociale realiteter."
- Jamen, de enkelte nationalstater, herunder Danmark, er da også tilhængere af princippet om den grænseløse økonomiske vækst?
"Ja, så absolut. Men når jeg kritiserer EU, så er det, fordi jeg tror, at det er lettere at mobilisere mindre områder, som for eksempel Danmark, Sverige eller Norge til en økologisk omstilling."
"EU har ikke kendt sin besøgelsestid. I 1960'erne var der mange, som argumenterede for, at man skulle forsøge at skabe en særlig europæisk identitet, som gik langt ud over økonomisk vækst. Der var alternativer om et kulturelt og forenet Europa, men EU er blevet til et rendyrket kapitalistisk vækstprojekt."

Byens opløsning
Det grænseløse projekt har ifølge Thorkild Kjærgaard også ramt byerne, der tidligere var et velafgrænset rum for politisk debat.
"Fra antikken og helt frem til det 19. og det 20. århundrede var byens liv platform for politisk debat. København har været en eminent scene for dansk politik. Men nu er byen forsvundet som scene og den er blevet sprængt med forstædernes endeløse vækst. Den er ikke rammen for noget fællesskab længere, og man fristes derfor til at overlade det hele til markedet. Og det er det man gør," siger Kjærgaard.
- Og så har vi fået drive-in shopping centre udenfor byen. Men hvor markedspladsen i byen tidligere var mødested for folk, så kan man nu mødes i Bilka eller Ikea. Bilen, men ikke benene, bruges til at bevæge sig hen til de nye markedspladser. Gør det en forskel af nogen betydning?
"Det marked, der tidligere var tilgængeligt for alle, fordi man kunne nå derhen til fods, det kan nu kun nåes med bil. Shoppingcentre udenfor byen er økologisk set meget betænkelige. Og de er kun let tilgængelige for den halvdel af befolkningen, der har bil. Det er udtryk for den nye klassedeling."
København har bredt sig ud over det halve Sjælland med vidtstrakte boligbebyggelser, kontorkomplekser, påtrængende motorvejssystemer og nye storcentre.
"Når man kører rundt i en moderne by kan man ikke orientere sig. Den moderne by er retningsløs. Den mangler skønhed, sammenhæng og gennemskuelighed. Bylandskabets opløsning er et spejlbillede på samfundets opløsning. Det fremmer et menneskesyn, der bygger på egoisme og kynisme."
"I 1930'erne kunne alle mødes på gaden til fods. Alle, uanset samfundsklasse, kørte i sporvogn, og selv statsminister Stauning tog hver dag Linie 1. I dag kører ministre BMW og de rejser på Business Class med DSB eller fly. I dag er vi fri for at se hinanden. Man ser og møder ikke hinanden, når man kører i bil."
- Er dit syn på fortidens byer ikke præget af et nostalgisk skønmaleri? I sidste århundrede var der nogen, der kørte i hestevogn, mens andre måtte gå og snuse til lortet i gaderne?
"Det er rigtigt, at de gamle samfund var i udpræget grad klassesamfund, men vi har aldrig på det globale niveau set så stor ulighed som i dag," svarer han og henviser endnu engang til FN-undersøgelsen om den globale ulighed.
- Er man nødt til at genrejse bymurene for at genskabe fællesskabet?
"Det har jeg intet ønske om. Der er brug for langsommere samfund, og det vil i sig selv kunne gøre fællesskabet stærkere. Hvis transport blev dyr og besværlig, så ville man automatisk rykke tættere sammen. Det er unødvendigt at bygge bymure."

Kunstens frihed er hellig
Selv om Thorkild Kjærgaard på en række områder vil have genskabt nogle af de grænser, som man fra 1960'erne og fremefter kastede overbord, så er kunstens ytringsfrihed hellig. Rindalismen oprør mod den grænseoverskridende kunst i tresserne kan han ikke identificere sig med.
"Ytringsfriheden er en absolut værdi. Jeg er blevet opdraget i det 18. århundrede med Montesquieu, Rousseau og Voltaire, og de krævede ytringsfrihed, ytringsfrihed og ytringsfrihed. Derfor må kunsten også have lov til at sige, hvad den vil," siger han.
Kunsten og kulturlivet er "en seismograf", der registrerer rystelserne længe før jordskælvet indtræffer, og det er godt, mener han.
"Tressernes fluxus-bevægelse, dens barokke humor og dyrkning af det formløse, er enorm interessant. Det samme er sprogspringet indenfor prosaen med folk som Per Højholt og Dan Turèll. Det er det første sted, hvor formløsheden og grænseløshed optræder."
Den italienske kunstner, Piero Manzoni, forsøgte med Merda d'artista at provokere med sit lort på dåse, mens Bjørn Nørgård herhjemme forsøgte sig med rituel hesteslagtning. Op igennem 1970'erne, 80'erne og 90'erne sprængtes kunstbegrebets grænser endeligt.
Som udtryk for den udvikling peger Kjærgaard på Christian Lemmerz' svinekroppe henlagt til forrådnelse i en glasmontre. Andre kunstnere har brudt grænser med overskårne flygler, blod fra trafikulykker eller brugte kondomer fra Thailands bordeller, hvorpå børneprostituerede med læbestift har skrevet deres kommentarer som 'Fuck my ass'.
"Noget af den helt unge kunst og de nye generationer, der udklækkes fra Kunstakademiet er i høj grad præget af medløberi," siger Kjærgaard.
Til gengæld mener han det er positivt, når der f.eks. laves økologiske LandArt-projekter på Tranekær, Langeland.
- Men hvad så når kunstnere udstiller brændte børnehaver? Er der ingen grænser for kunsten? Bør Statens Kunstfond for eksempel trække en eller anden grænse?
"Jeg vil ikke sætte grænser for kunsten, og i moderne tid har man altid støttet kunsten. Kunsten må være fri og utvungen, så den kan ytre sit standpunkt så radikalt som muligt. Den holder absurditeten og grænseløshedens projekt op for os. Problemet i dag er vel snarere, at det er blevet et trivielt budskab, hvor man ikke kan komme længere, end i tresserne."

Tilbage til roerne
Thorkild Kjærgaard mener at forskningen, bl.a. den biomedicinske forskning, er "blevet vildt grænseoverskridende. Juvelen i den europæiske civilisation, lysten til viden, er degenereret til en hæmningsløs, kostbar og korporativ finansieret jagt efter magt, penge og patenter. Selv grænserne for noget så fundamentalt som forældreskab og generationsfølge, liv og død er begyndt at flyde med reagensglasbørn, rugemødre, mikroinsemination og sæd- og ægdonationer fra levende og afdøde."
- Når man laver kunstig befrugtning og hjælper ellers barnløse forældre til at få det barn, de ønsker sig, er det ikke en god måde at anvende lægevidenskabens fremskridt på?
"Det anser jeg for totalt vanvid. Er der noget verden ikke mangler, så er det børn. Men der er masser af børn, som savner forældre. Man laver hele tiden tekniske løsninger på sociale problemer."
- Er der grænser for, hvordan forskningen og videnskaben skal udfolde sig?
"Der skal ikke være grænser for søgen efter viden, hvis det sker på forsvarlig måde."
"Genetisk manipulation er farlig, fordi man ikke ved, hvilke kræfter man frigører. Genetisk manipulation med planter, så de bliver resistente mod bestemte sprøjtemidler er dødsensfarligt, og det bør forbydes. Hvis der er renholdelsesproblem, som med sukkerroer, så kan det løses. I et samfund, hvor man i årtier har hakket roer, og hvor der er en vældig overflod af arbejdskraft, kunne man så ikke sætte folk til at hakke roer?"
- Det ville gøre sukker dyrere?
"Ja, det ville gøre sukker dyrere, men det ville også løse nogle kolosale sociale problemer med høj arbejdsløshed. Skal man vælge mellem en højteknologisk og farlig løsning og en løsning, hvor man hakker roer med håndkraft, så vælger jeg det sidste," svarer Thorkild Kjærgaard.
- Hvordan tror du, samfundet udvikler sig i de næste 50 år?
"Hvis vi anerkender behovet for grænser, at vi lever på en lillebitte, begrænset klode og kan samle os om nogle andre værdier end den grænseløse vækst, så er der håb. Men vi må stoppe det grænseløse projekt. Det vil betyde et voldsomt fald i den materielle levestandard, men i stedet vil vi få større social tryghed og flere skønhedsoplevelser, som rigeligt vil kunne kompensere for nedgangen i materiel levestandard."

*Thorkild Kjærgaard er paneldeltager i morgen på et stort debatmøde på Louisiana kl. 14.00, der er arrangeret af Informations Venner. Han offentliggør et større essay om 'Det grænseløse projekt' i en juleårbog, der snart udsendes på Christian Ejlers forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu