Læsetid: 13 min.

En grav i vinden

25. oktober 1997

Denne mand var en anden med lange mørke lokker og et helt ungt ansigt, lige som Kristus henne i kirken. Og så klædte hun den døde mand af, som hun i sine få år som ung sygeplejerske
havde lært det

Den sidste myte 4
Det var øjnene, señor, det var hans blik. Han stirrede på mig, lige meget hvor jeg befandt mig i vaskehuset. Det var, som om de ville sige noget. Men han var jo så død, som kun de døde kan være det. Og dog: Havde han bevæget sine læber og hvisket noget til mig, var jeg nok blevet bange, men jeg var ikke blevet overrasket."
Susanne Ocinaga er i dag en moden, smuk kvinde. Pensioneret sygeplejerske og indehaver af en lille købmandsbutik i centrum af Valle Grande i det østlige Bolivia. Reb og mel og vaskepulver, toiletpapir og stegefedt, gedeost og kartofler - alt det, de levende har brug for.
Men for tredive år siden, den 9. oktober 1967, lidt hen på eftermiddagen hørte hun en helikopter kredse over Valle Grande. Og hun tænkte: "Nu kommer officererne med flere lig."
Hun havde ellers set lig nok i sit unge liv. For nogle måneder siden kom hæren med hele otte. Nogle manglede arme eller ben efter den lange transport på hesteryg op til Valle Grande fra kløfterne længere sydpå. "Høje advokater eller læger, fine folk, som måtte have været smukke en gang."
Men nu kom officererne med et eneste lig, som de beordrede soldaterne til at hive ned fra en pickup og bære det ind og placere det i Señor de Malta hospitalets vaskerum.
"Forsigtig, señorita," sagde en af officererne. En oberst var det vist. "Det er Che Guevara, vi kommer med, og han skal vaskes, og hans vilde hår skal redes, og liget må ikke lugte, for om lidt kommer pressen og alle de udenlandske fotografer."
Selv genkendte hun ikke manden, som han lå der på vaskebrædtet. Hun havde set fotografier i aviserne af denne Che Guevara. Men det var en helt anden mand. Skaldet og med briller. En gammel mand, som umuligt kunne være i stand til at overleve dernede i kløfterne. Men denne mand var en anden med lange mørke lokker og et helt ungt ansigt, lige som Kristus henne i kirken. Og så klædte hun den døde mand af, som hun i sine få år som ung sygeplejerske havde lært det.
Det var et arbejde som et hvert andet. Sådan husker hun det.
Det var først, da hun forsigtigt rensede det snavsede, blodige ansigt, at hun opdagede, hun ikke kunne lukke øjnene. Sådan plejede det ikke at være. De dødes øjne kunne man altid lukke. Men ikke i dette tilfælde. Og så var det, han begyndte at stirre på hende: Når hun gik hen for at vride svampen i kummen, når hun tog sig et glas vand, når hun forlod vaskerummet og vendte tilbage efter at have trukket lidt frisk luft.
Og så lå denne Che Guevara og stirrede, ikke alene på hende men på alle, der nærmede sig ham. Officererne stirrede han på, kvinderne der nærmede sig for at bede og tænde kerter sendte han sit blik. Og tro det eller ej: Hans øjne som nærmest havde været blå, blev helt grønne, som natten gik.
Og næste dag lå han der stadig. Og der var nogle, der klippede i hans lange fine hår og stjal sig en lok eller to, fordi de mente, at det ville bringe dem held. Det var dem, der allerede fra begyndelsen vidste, hvem han var. Som Doña Justa, for eksempel, hun lagde en lok ned i sin pung og sagde, at den ville gøre hende rig. Og det kom til at passe, for før det med Che Guevaras hårlok var hun fattig. Men ti år senere ejede hun byens største købmandsforretning - endog uden at gifte sig. Og lige siden har hun takket Che henne i kirken.

Da officererne havde ladet sig fotografere sammen med liget og var blevet trætte af alle de kerter, som kvinderne tændte, og alle bønnerne, som de bad, så sagde de:
"Señorita Susanna, nu skal denne mand dø endnu en gang, for nu skal han begraves, og De skal klæde ham passende på til en lang rejse, ingen aldrig og nogen sinde må vide noget om."
"Og så fandt jeg en pyjamas ovre i lageret. Den nyeste og den bedste, der var. Og i den blev han båret bort. Og jeg så ham aldrig mere. Men hans grønne uniformsjakke med blodpletterne og hans bælte og han hullede bukser blev liggende på hospitalet i en bunke. Og først flere dage senere vendte officererne tilbage og krævede alt udleveret. De forklarede ikke hvorfor. Men jeg husker, at jeg tænkte, at de nok ville sælge det hele, for der var kommet mange fremmede til Valle Grande, og de ville betale, hvad det skulle være for at få fat i noget, der havde med Che Guevara at gøre."
Susanna bliver kaldt ud i forretningen. Hun sælger nogle strimler tørret fårekød. Så vender hun tilbage til patioen og tæller pengene.
"Er det ikke mærkeligt?" siger hun så. "Nu påstår de, at de har fundet hans rester nede ved kirkegården, og at der var rester af jakken viklet om hans kranie, og at hans livrem bandt det hele sammen. Men hverken jakken eller livremmen kom jo med i graven. Og den blev lukket og kastet til den nat mellem den 10. og den 11. oktober for tredive år siden. Og den er aldrig blevet åbnet, indtil den dag i juli, hvor eksperterne fra Cuba og Argentina sagde, at de havde fundet Che Guevaras rester. Og et af beviserne var det med jakken og livremmen. Men det tror jeg ikke på. Det var ikke ham, de fandt. Og Che er her stadig. Et eller andet sted her i Valle Grande. Che er her stadig. Og han vil altid være her."

Jeg kører ned til landingsbanen. En fin betegnelse for en stribe vissent græs med dybe huller og sten og omkringflakkende æsler. Lågen er lukket med en rusten hængelås. Der er ingen på kontoret. Valle Grande er ikke et knudepunkt i Bolivias flytrafik - for nu at udtrykke det diplomatisk. Der kan gå uger mellem flybesøgene. Men jeg finder et hul i hegnet, kravler ind og går over mod bagsiden af kirkegården og hen til det sted, hvor de cubanske eksperter sagde, at de fandt resterne af Che Guevara og syv andre fra hans gruppe. Det er et tre meter dybt og fem gange fem meter stort hul i den rustrøde jord, overdækket af en slags baldakin på høje stænger. Vinden fra bjergene river i plastik-dækkenet. Og der går et par fyre og murer den tomme gravs sider op, mens de lytter til argentinske tangoer over deres transistorradio.
Hullet er naturligvis tomt. Men opsynsmanden, der bestemmer her over dette tiltag, denne tomme grav der med tiden skal blive til et monument, Don Jaime, siger, at med tiden vil der helt sikkert komme mange turister, og at det er godt for Valle Grandes økonomi, for byen har faktisk intet andet at byde på.
Og så forklarer han topografien nede i den tomme gravs bund: Dér, helt henne i venstre hjørne, lå de syv andre guerrilleros i en bunke. Bare smidt ned og dækket til. Men Ches rester blev gravet frem og forsigtigt løftet op fra hullets højre side, hvor de lå i god orden og helt for sig selv. Og kigger jeg nærmere efter, kan jeg se den lille fordybning, hvor kraniet blev fundet. Og dér fandt man benknoglerne og dér armene, som var bredt ud til siden.

Oppe på gravens kant har Don Jaime og hans monument-komite plantet et trækors. Et midlertidigt trækors. For det endelige bør være af jern eller marmor, siger han. Og på det står der "Indtil den endelige sejr, kammerat". Og med kuglepen har andre, måske de første nekrofil-turister skrevet: "Det er kun en kamp, og vi viger ikke et eneste skridt. Kommunismen!" Der er også en "Nelson" fra Chile, som ikke har noget videre på hjertet. Og så "Sonja og Osvaldo", muligvis et kærestepar som, må man håbe og tro, har cementeret deres forhold her på kanten af dette historiske hul.
"Cubanerne er her stadig," fortsætter Don Jaime. "Sammen med nogle argentinske eksperter gravede de og siede jord og analyserede alt muligt gennem to lange år. Og de fik hjælp fra den bolivianske hær, som ikke var meget for det, men som efterkom den daværende præsidents ordre. Men præsidenten var glad for arrangementet, fordi han modtog en stor sum dollars fra Havana."
"Det er i hvert fald, hvad der bliver sagt. Men de fandt intet, cubanerne. Først en dag i juli blev de meget hemmelighedsfulde, og så vidste vi, at de havde ramt plet. Vi så aldrig, hvad de gravede frem, for de var meget hemmelighedsfulde. Men noget, ret meget, tog de med sig, da den største gruppe fløj hjem til Havana. Og det var blandt andet Ches knogler, sagde de."
Hvad skal jeg tro? Og kan det i grunden ikke være lige meget? Colombus' rester ligger begravet på begge sider af Atlanten, det hav, der bar ham frem til en plads i Historien. Og Franz Fanon, Den tredje Verdens ideolog først i tresserne og forfatter til Fordømte her på jorden, hvor ligger hans rester begravet i Algeriet? Sådan har historien det med sine helte: De ender i en grav i vinden.
Det siger jeg til Don Jaime, som skruer ned for radioen for bedre at kunne høre mig. Og jeg gentager, hvad jeg lige har sagt: "Kan det ikke være ligegyldigt?"
Men han svarer, at sådan ser han ikke på det. For denne Che vil vandre rundt i døden, som han flakkede rundt i levende live. Om jeg kan forestille mig det? Om hundrede år eller måske længere tid vil der måske være mange, der spørger, hvor er resterne af denne mærkelige mand? Han er ikke i Valle Grande. Men måske er han heller ikke i Cuba. Måske eksisterede han slet ikke. Ligesom Jesus måske ikke eksisterede. Men troen, siger don Jaime, som nu viser sig at være en god katolik, med den forholder det sig ofte sådan, at den bygger fastere og bedre på noget, som aldrig har været. Det er et universelt princip.
Og så er det, jeg ser det for mig: Che Guevaras rester, det, man indtil videre må formode er hans rester, er nu bragt hjem til Havana, hvor de vil blive kørt 300 kilometer gennem Cuba til provinsbyen Santa Clara for at blive bisat ved et monument med en evig flamme af den slags, alle krige belønner de faldne og ukendte soldater med. Og den flamme vil brænde, ja, hvor længe vil den brænde? Indtil den dag, hvor regimet i Cuba bryder sammen. For det vil jo ske.
Che er ganske vist blevet bragt hjem til den revolution, der blev ledestjerne i hans korte liv. Men kunne han stirre på den, som doña Susanna hævder, at han stirrede på hende, hvad ville han så se?
Han ville ikke kunne genkende det 'hjem', han forlod for over 30 år siden. Den ældede Fidel som er begyndt at tale usammenhængende, når han endelig forsøger sig med at tale. Den herskende partielites privilegier. Dollaren som eneste betalingsmiddel. De fjollede turister. Forfaldet. De udmagrede cubanere. Prostitutionen. Fraværet af en hvilken som helst form for plan for fremtiden. De fyldte fængsler. De oppustede generaler og partispidser. Er det noget at komme 'hjem' til?

Det bliver under alle omstændigheder et midlertidigt hvilested. Og flammen ved hans monument vil ikke brænde evigt. En dag, måske om et par år, måske længere ude i fremtiden, vil rasende eller ligeglade cubanere lægge monumentet øde eller blot lade ukrudtet brede sig over det. Og Che Guevara vil dø endnu en gang. Ikke værre og mere forfærdeligt end de forrige gange. Hans fysiske rester vil blot blive spredt ud over sukkerrørsmarkerne omkring Santa Clara eller sendt tilbage til det Argentina, hvorfra han egentlig stammede. Eller til Bolivia hvor han først i halvtredserne blev politisk bevidst under tin-minearbejdernes opstand. Eller til Guetamala hvor han for første gang forstod det latinamerikanske Kontinents grundlæggende problem, da United Fruit og CIA i forening kuppede den radikale præsident, oberst Jacobo Arbenz i 1954. Eller til Mexico hvor han trænede sig selv i at leve i bjergene som guerrillero.
Der vil være hvilesteder nok. Og Che Guevara vil blive ved med at vandre rundt på Kontinentet. Og han vil få sig sine disciple: de unge, alle de unge der drømmer om at viske tavlen ren og lave verden om, som han forsøgte at gøre det fra en bjergslugt i Bolivia, isoleret og jaget og til sidst såret og syg af astma og myrdet, ikke på bestilling fra Rom som Jesus blev slået ihjel, men på bestilling fra CIA.
Og det vil blive kvinderne, der vil bringe myten om denne mærkværdige skikkelse i det 20. århundrede videre.
Ikke mændene med deres uniformer og deres parader og deres ordner, deres "fædrelandskrige" og deres ideologier og deres helt forgæves stræben efter magt og prestige. Det vil blive kvinderne, som det var det for 30 år siden i Bolivia: skolelærerinden Julia Cortez som bragte Che Guevara mad og vand, før han blev henrettet. Selv om hun som så mange andre fra den gang - overdriver, helt usandsynligt overdriver sin rolle, sit sted i Historien. Hun hævder stædigt, at hun, næsten som en usynlig skikkelse, vandrede ud og ind i den hytte, hvor Che Guevara sad bagbundet og fanget og førte lange og åndelige samtaler med ham og aldrig siden har hørt noget så fornuftigt, som det han sagde. Og soldaterne stod der, i en jernring og bevogtede hytten. Men de så hende ikke. Og måske var hun der slet ikke. Men det er således, myter vokser frem.
Og der er sygeplejersken Susanna Ocinaga, som næsten siger, at den døde var ved at åbne sine læber for at sige noget til hende, mens hun vaskede hans krop og aldrig vil kunne glemme hans blik.
Og der er "dværgen", Virgilia Cabrita, som ser Che Guevara som en mirakelmand, der - skønt hun er en ganske lille dværg - satte hende i stand til at føde hele fem sunde, normale drengebørn langt ude i vildnisset, et sted under halvmånen, hvor hun for første og sidste gang så Santo Guevara. Det lyder næsten bibelsk. Men det er noget sludder og overtro, hævder militæret. Og dog: når "dværgen" Virgilia er død, vil hendes sønner fortælle den samme eller muligvis en endnu bedre historie, og den vil leve længe efter, at den sidste general og helt fra den gang kan erindre noget som helst og er død og borte.

Og endelig er der handelskvinden Justa Perez de Villaroel, i dag ejer af en stor parcel med kartofler og et godt hus med patio inde i Valle Grande. Doña Justa var den gang en ganske ung og smuk skolelærerinde i et hul af en landsby, som stadig findes på kortet, og som hedder Alto Seco. Og hun så Che Guevara komme ridende på et æsel. Han kom op gennem slugten med aftentågerne bag sig. Og han kunne næppe stå på sine ben, da to af hans mænd havde hjulpet ham ned. Og han kunne næsten ikke stå på benene.
Han måtte støtte sig til sit gevær, og hans øjne var matte af feber og sult. Og han rallede hele tiden, for han led frygteligt af astma. Og han og hans mænd havde kun "rådne stykker kød" i deres rygsække. Men alligevel havde de kræfter nok til det meste af natten at tale om medicin og helbredelse og de rige mod de fattige. Dog var der kun få, som lyttede til dem. De fleste i landsbyen var flygtet. Og rygtet vil vide, at Justa Perez med tilnavnet "La Choca", den lyse, lagde sig sammen med den syge mand, som var kommet på æselryg, og at hun sov sammen med ham og senere fødte et drengebarn, som nu er 30 år gammel. Men det rygte vil hun ikke kommentere. Hun slår øjnene ned. Og hun nøjes med at sige, som hun altid har gjort det, hver gang journalisterne har spurgt, at "denne señor Guevara var en god mand".
Den 24. september skriver Che i sin østtysk-fremstillede dagbog, at han lider under et leverangreb og kaster op. Den 26. september skriver han "nederlag". Og i månedsoversigten skriver han "nu befinder vi os i en farlig position".
En uge senere er han fanget efter en ulige kamp. Da han bagbundet vakler ud af kampzonen og op mod landsbyen La Higuera, hvor han næste dag vil blive likvideret, standser han op foran en gruppe døde og sårede, bolivianske soldater.
"Jeg er læge," siger han, "lad mig hjælpe."
Ti år tidligere, under revolutionen i Cuba, sagde han altid: "En gang var jeg læge, men nu er jeg revolutionær."
Ringen er sluttet.
I 1919 skrev Carl von Ossietsky om de tyske spartakister:
"Jeg tror ikke, faser af udviklingen kan springes over ustraffet. Jeg ved også, at troen herpå har bidraget til yderligere forvirring. Men jeg vover ikke at anklage dem, som fornægter den. De har dog været de eneste, som har udvist energi, begejstring og styrke. Og de var de eneste, som satte deres liv på spil."
I den forstand var Che Guevara en spartakist.

*Dette er den sidste artikel i Jan Stages serie om "Den sidste Myte". Tidligere artikler er bragt 4.-5., 11.-12. og 18.-19. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her