Læsetid: 2 min.

Grotesk køkken-thriller

15. oktober 1997

Ny engelsk dramatik på Odense Teater, hvor individet er i fokus i den ærkedramatiske konflikt om frihed og bundethed

TEATER
Der er en trist køkkenkulisse. Snavset linoleum, grim lysedug, transistorskratten og en pakke Nupo-pulver med kyllingesmag, der skal holde liv i den senile, gangbesværede Mag i gyngestolen, samt - med hilsen til 50'ernes engelske køkkenvaskrealisme - en køkkenvask, hvor hun tømmer sin natpotte ud, og hvor hendes datter Maureen vasker sit tøj. Det må siges at være en vask, der vil noget.
Handlingen i McDonaghs Skønhedsdronningen fra Leenane fra 1996 er henlagt til en irsk flække, og dramatikeren har irske forældre, så man kunne måske forvente et nationalistisk engagement. Men nej. Trods nogle replikker om arbejdsløshed og nødtvungen udvandring er det ikke politik, men individer der er i fokus i den ærkedramatiske konflikt om frihed og bundethed, og det irske hul i jorden er bare en velvalgt kulisse, et sted man må bort fra.
Mag er ikke så hjælpeløs, viser det sig. I hvert fald tilstrækkeligt åndsfrisk og lettilbens til at opsnappe og brænde brevet fra Pato til den 40-årige, kærlighedshungrende datter, så hun kan beholde hende for sig selv som opvarter i alderdommen. Et moderuhyre, der får sin bekomst af en datter, der selv er gjort til uhyre.

Datterens panterspring
Et par minutter inde i forestillingen, efter lidt trivielt, hverdagsrealistisk mundhuggeri om mad og radioprogrammer, tager datteren et panterspring fra køkkenvasken og planter sin hønsemøgbefængte gummistøvle på gyngestolen. Så er stykkets stil slået an. I senere episoder tvinger hun moderen til at spise uopløste Nupo-klumper, hælder kogende olie over hendes hånd og slasker den sidste rest ind mod hendes skød.
Den lurende undertekst i den daglige snak og omgang, som 50'er-realismen rendyrkede og som også dyrkes her, vælter op i grelle billeder og ord, og det er de groteske sammenstød mellem det forventede og det uventede, det 'almindelige' og det 'ualmindelige', der er stykkets styrke.
Birgitte Federspiel spiller diskret - uden de udtrykkelige dæmoniske effekter, rollen Mag kunne spilles med. En almindeligt småirriterende gammel dame, der bare brænder et brev, når det passer hende. Med den afdæmpethed lægger hun klogt op til Hanne Hedelunds chokerende udtryk for den kuede, sadistiske datter med drøm om frihed og et forvirret sind.
Erik Hovby Jørgensen giver tyngde og troværdighed til rollen som Pato, soliditeten selv som Maureen knytter drømmen til, men som forsvinder ud af hendes liv. Og Asbjørn Agger er markant som hans bror, den agressive Ray, der hader stedet og fabler om vold og stoffer - skønt figuren fra dramatikerens hånd har fået en perifer placering i konflikten og primært udfylder en nødvendig funktion som budbringer.
De to er de eneste personer fra yderverdenen, der besøger dette rædselskøkken - og de forlader det hurtigt igen. Men Maureen bliver der, hukommelsesforstyrret i den myrdede mors stol. Og tilskueren går rystet og provokeret bort.

*Skønhedsdronningen fra Leenane af Martin McDonagh. Oversættelse: Gunner Frøberg. Instruktion: Lærke Reddersen. Scenografi: Christian Tom-Petersen. Medvirkende: Birgitte Federspiel, Hanne Hedelund, Erik Hovby Jørgensen og Asbjørn Agger. Odense Teater, Raffinaderiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her