Læsetid: 5 min.

Grundforskning i tv-komik

20. oktober 1997

Nordiske tv-folk holder workshop om situationskomik à la USA - DR satser på dansk sitcom med indhold

"Det forekommer mig, med forlov, at der er masser af situationskomik at opdyrke i jeres kultur," siger sitcom-writer John Vorhaus, "hvem er den mest tilknappede personlighed i jeres samfund?"
Der brainstormes blandt de ca. 100 tv-producere og manuskriptforfattere fra Norge, Sverige, Finland og Danmark, der er forsamlet i Hotel Frederiksdals konferencelokale lørdag eftermiddag.
"Dronningen," svarer én.
"Okay," siger Vorhaus, "forestil jer så en ny dronning, der er ung og hip og som kan finde på at gøre ting, man ikke forventer fra en dronning. Forestil jer denne dronning indtræde i ... dronninghed? Dronitet? (Behersket latter) ... forestil jer denne dronning blive dronet i en science fiction sitcom-fremtid, hvor hun konsekvent overtræder alle reglerne. En uopdragen dronning. Værs'go, der har I 10-15 episoder af en sitcom-serie."
Amerikanske Vorhaus, der ved siden af tv-serier har skrevet bøger om poker samt sitcom-håndbogen Sådan bliver du morsom uden at være det, er en af nøgletalerne på workshoppen The Funny Business hvor drevne tv-folk fra USA og England over tre dage skal lære skandinaverne at lave situation comedy (sitcom).
Eneste skandinav blandt talerne er Thomas Tivermark, forfatteren bag den svenske sitcom-succes Svensson & Svensson. Fra England stiller bl. a. manusskriptforfatter Paul Mayhew Archer, kendt fra bl.a. Spitting Image, og blandt kanonerne fra USA er Caryn Mandabach, direktør for selskabet Carsey Werner (bl.a. the Cosby Show) og Bob Stevens, producer på Murphy Brown.
Workshoppen er skabt af firmaet MediaXchange på initiativ fra Danmarks Radios dramaafdeling, der siden Rumle Hammerichs tiltrædelse som leder har barslet med sitcom-planer. Workshoppen er et aktivt led i udklækningen af en dansk sitcom-serie, der ventes at få premiere til næste år.

Et enestående vindue
Sitcom er serier med afrundede afsnit, der optages live foran et publikum, f.eks. Cosby Show, Sams Bar og Roseanne. Genren er prøvet på dansk før, men har aldrig skabt solide seertal. Information samlede en producer, en manuskriptforfatter og to script editors, alle fra DR-Drama, til en minihøring om udsigterne for danskernes lattermuskler.
- Hvorfor sitcom på dansk?
"Sitcom har en enorm gennemslagskraft. Når Svensson & Svensson hitter i Sverige, når det ud til 2-3 mio. mennesker. Derfor er det enestående vindue at udtrykke sig i," siger script editor Hanna Lundblad, DR-Drama, "det er netop ikke meningen at lave funny business, dvs. plagiere de engelske el. amerikanske sitcoms. Derimod gælder det om at aflæse genren og tage de redskaber, vi kan bruge. Dem vil vi så fylde ud med dansk udtryk, lidenskab, analyser, humor; med et personligt og originalt udtryk."

Mangel på vilje og penge
"Vi har aldrig prøvet at lave mere end seks afsnit," siger Producer Christel Jakobsen, DR-Drama, "man har troet, at sitcom var noget, man lige kunne lave med venstre hånd, men det er faktisk meget, meget svært. Da amerikanerne lavede Skum
(Soap), lavede de 25 afsnit før de fandt frem til, hvordan det skulle være. Det har vi aldrig haft penge eller vilje til."
Forfatter og instruktør Rhea Leman, der skriver kernestoffet til DR-Dramas sitcom-projekt, er vokset op i USA.
Hun kan genren på rygmarven, når dertil kommer 20 års erfaring som amerikaner i Danmark, skulle det give hende det bedst tænkelige udgangspunkt for at fremstille det typisk danske.
"Sitcom handler om at skabe situationer, der er overdrevne og troværdige på samme tid," siger Rhea Leman, "hvis det lykkes at ramme det specielt danske, og gøre det sjovt, fordi det er dansk, så vil det givetvis skabe genkendelse også i andre lande."

Det er en serie
- Men er det en public service opgave at udvikle en genre, der som udgangspunkt er meget kommerciel?
"Der er ikke noget odiøst i at en public service kanal skeler lidt til, hvad folk gerne vil have, og så leverer en vare af lidt højere kvalitet," siger Christel Jakobsen.
"Humor vil altid være en balancegang mellem det kalkulerende og det, der kommer fra et ærligt hjerte," siger Hanna Lundblad, "vi vil prøve at styrke den side, hvor det er lidenskaben og den kunstneriske ambition, der dominerer."
"Når Nina Davidsen i Information anmelder Taxa ved at spørge, hvorfor det ikke er et kammerspil, så er svaret, at det er det ikke, fordi det er en serie. Det er et formsprog, som er kommet for at blive, og det samme gælder sitcom-formatet. Folk er jo ikke dumme. Der er zappe-afstand mellem DR og samtlige europæiske kanaler. Så vi kan godt sidde og producere nogle meget smalle ting, men vi kan også gå ind og prøve at tage fat i nogle af de formater, der allerede findes, og prøve at give dem et kvalificeret udtryk og et indhold og få en reflektion, som vi synes er spændende," siger Hanna Lundblad.

Ligesom Karlsens Kvarter
"Når danskere ser amerikanske sitcoms, kan de ikke rigtig identificere sig med det. Desuden elsker danskerne at høre deres eget sprog, og de vil gerne se nogle figurer, de kan identificere sig med," siger Rhea Leman, som tager afstand fra de færdige sitcom formularer, John Vorhaus underviser i, "sitcom i USA er ikke startet med en lærebog, men ved at nogle gode komikere i 50'erne tog fat med udgangspunkt i nogle utroligt morsomme situationer."
"Sitcom ligger typisk op ad reklameblokkene, så der er spekulation i det, også på den mest afskyelige måde," siger Hanna Lundblad, "men det kan altså også gribes an fra public service-siden."
"Da DR lavede Karlsens Kvarter, var der ingen der spurgte, hvorfor en public servive station skulle lave den slags," siger Benedikte Hammershøy, freelancer ved DR-drama, "selvfølgelig skal DR lave den slags. Men vi er samtidig forpligtet til at gøre det godt."
"Vi skal ramme det store publikum, men vi skal samtidig gå ind og fortælle noget, levere en analyse og have en holdning til livet. Det er vigtigt, at DR går ind og finder sin rolle dér," siger Hanna Lundblad.
Hvad sitcom-projektet mere detaljeret går ud på, vil DR-Drama ikke løfte sløret for endnu, men serien kommer formentlig til at konkurrere med andre danske/nordiske/ europæiske sitcoms. I workshoppen deltog nemlig, ud over DR og en række private produktionsselskaber, TV2, YLE, NRK, samt svensk tv 1 og 2. Sitcom workshoppen Funny Business ruller i morgen videre til Paris og derfra videre til Køln, siden London og Amsterdam.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu