Efter en miserabel sæson revancherede Bo Hamburger sig med en VM-sølvmedalje og kørte sig samtidig til tops i landevejshierarkiet
CYKEL-VM
For tre måneder var Bo Hamburger ved at slå sig i hjel i en tunnel på vej ned af Tourmalet i Pyrenæerne og måtte et par dage senere udgå af Tour de France med kvæstelser både på kroppen og i moralen.
I går vandt han sølv ved de professionelle cykelrytteres verdensmesterskab på landevej i San Sebastian efter en så kløgtig og kraftfuld kørsel, at han ikke alene rettede op på en miserabel sæson, men kørte sig på plads i toppen af landevejens hieraki.
Hamburger har altid kørt med bevidstheden om, at det var dér, han hørte til. Hans talent har siden, han var teenager, været så stort, at han nok burde have været blandt de absolut bedste noget før, men han har indtil i går måttet leve med, at forventningerne til ham er taget af for hver sæson, han har kørt i andet geled.
Bjergstærk
Blandt de danske ryttere klart i skyggen af Bjarne Riis og Rolf Sørensen, og forud for dette VM såmænd også af den hurtige tidligere tømrer Lars Michaelsen fra Lyngby, der på den ret flade rute i San Sebastian var tillagt større chancer end den bjergstærke Bo Hamburger.
Men i et terræn, som ikke helt burde være hans, fik den nu 27-årige Hamburger sit internationale gennembrud, og så oven i købet i et spurtopgør mellem seks ryttere, hvilket heller ikke er hans ønskeposition at skulle afgøre et cykelløb i. Slået i det tætte opgør af franskmanden Laurent Brochard kan han simpelthen ærgre sig over, at han ikke blev verdensmester, når nu dagen i øvrigt var hans.
Og hvilken dag. På forhånd var der blevet skumlet over VM-ruten i Donostia, som baskerne kalder deres hovedstad. En rundstrækning med blot en enkelt bakke før mål, som skulle passeres 19 gange. Alt for flad til at kunne afstedkomme den store udskilning, og den enlige bakke altfor kort til at skabe afsæt for afgørende angreb. Men de baskiske arrangører kender deres efterårsvejr.
Udskilningsbetingelser
Vinden og regnen skabte udskilningsbetingelser, og den tilsyneladende uskyldige bakke skar feltet op, og bagtroppen fra hver gang, den skulle passeres. Rolf Sørensen med de brækkede fingre havde grund til at ærgre sig foran fjernsynet. Ruten og vejret var hans.
Og så var dette VM-løb en bekræftelse af, en gammel ryttersandhed om, at terrænets beskaffenhed er underordnet, hvis løbet bliver kørt hårdt nok. Og det blev det. Så hårdt, at de seneste tre års VM på meget selektive ruter på Sicilien, i Columbia og omkring Lugano ikke skabte mere dramatiske og spektakulære væddeløb end det, der i går så Hamburger som næsten triumfator.
Efter et af de obligatoriske udbrud af fire chanceløse fribyttere på de første omgange, fik løbet nerve allerede på slutningen af sjette omgang, hvor spidsen af feltet brækkede på bakken ved en forcering af Tony Rominger, der i et inisisterende udbrud fik følge af syv folk fra det andetgeled, som Hamburger sædvanligvis tilhører. I den aldrende Romingers formodentlig sidste sæson kunne det være alvorligt ment, og han kostede rundt med landsmanden Roland Meier for at få ham til at tage nogle gevaldige føringer i udbruddet eller lave nogle ryk, der kunne skive nogle af de blinde passagerer i det af. Indtil Rominger pludselig på 11. omgang holdt op med at træde igennem og uden virkning gav sig til at bide i en stang af medbragte kulhydrater.
Det var ikke alvorligt ment, hans forsøg, men hans mission var fuldført. Italienerne havde over fire omgange en bloc måttet trætte sig for at køre udbruddet ind, og det taktiske koncept for alle de stærke nationer var blevet tydeligt. Det forventede. Som i et kortspil.
Man skal ikke stikke med kongen, hvis knægten er tilstrækkelig. Schweizerne har tradition for at køre i sproglige alliancer. Rominger kører gerne for den tysktalende Zülle, de franske Richard og Dufaux for hinanden, og Mauro Gianetti søger helst sine allierede blandt de italiensktalende i kantonen Ticino omkring Lugano. Men som nation havde schweizerne høje trumfer at spille, og Rominger forberedte blot senere udspil.
Franskmændene kørte på samme måde. Esset Laurent Jalabert og kongen Richard Virenque blev holdt til kroppen og mindre kort spillet ud, men en sær situation opstod da Rominger-gruppen var blevet hentet og feltet kørte ud på 12. omgang. Franskmændene havde overtaget italienernes rolle forrest i feltet, men i et øjbliks forvirring lige efter mål og forplejningen befandt syv af det franske holds 12 ryttere sig uventet for dem selv i noget, som Jalabert besluttede kunne blive et muligvis vindende udbrud. Især da Andrea Tafi var med og Michele Bartoli kort efter kom op. Italienernes konge og es - eller hvordan de nu ville vælge at definere kortenes værdi. Og dermed var forfølgerens rolle spillet over til belgierne, der kørte den franske falnaks ind.
Riis i udbrud
Således kørte det rundt på hver eneste omgang, og i 13. røg Bjarne Riis med i et udbrud, der talte favoritter som Zülle og Bartoli, men som faldt på, at Zülle ikke havde magt som agt, og en flertalsvurdering af, at det nok var for tyndt bemandet til at kunne holde. Riis fik testet benene med et angreb på stor klinge og i et eksplosivt ryk, men hvad prøven fortalte ham på 14. omgang, blev desværre aldrig åbenbaret. For lige efter forplejningen på starten af 16. og fjerdesidste omgang væltede størstedelen af feltet som et korthus. Tafi måtte opgive at fortsætte, og Riis, Lars Michaelsen og Claus Michael Møller, der var blandt de styrthæmmede, nåede aldrig siden op til den snes ryttere, der lå foran, og som etablerede det afgørende udbrud.
Blandt dem Hamburger.
Umiddelbart før styrtet havde Hamburger indledt sin offensiv og fået styrket sin moral. Som den eneste havde han kunnet køre op til Jalabert og Tafi, der havde forceret på bakken, og efter, at de tre var blevet hentet, havde han holdt sig fremme. Klogt følgende ethvert af især Jalaberts træk.
Den danske taktik havde været lurepasning indtil midtvejs, hvorefter knægten Hamburgerskulle blande sig i første seriøse angrebsbølge. Men knægten kom til at sidde aæebe.
I en serie angreb kort før mål på sidste omgang blev udbrydergruppen splittet. En meget hurtig mand som svenskeren Glenn Magnusson sad - sensationelt - med længe, men både han og favoritterne Jalabert, Bartoli og Museeuw måtte slippe, da Hamburger trådte fra. Sammen med Udo Bölts og Laurent Dufaux kørte han på den sidste kilometer op til en trio bestående af Mechior Mauri, Laurent Brochard og den spurtstærke Leon van Bon.
Hamburger timede sin finish rigtigt. Kørte sig op i tempo bagfra, men kunne ikke nå Brochard, der blev en korrekt verdensmester, når nu det ikke skulle være dansk.
Brochard er til daglig Richard Virenques bjergstærke hjælperytter på Festina-holdet, og efter en karriere plaget af skader og uheld fik han i år i Tour de France oprejsning med sejr på den første etape i Pyrenæerne. I går sled han som arbejdsmand for Virenque og Jalabert indtil finalen, men var trods det stærkere og friskere end både sine foresatte og alle andre i afgørelsen.
Bo Hamburger har satset hårdt på denne sæson. Han er flyttet fra Belgien til Toscana i Italien, hvor han trænes af lægen Luigi Cecchini, der også har ansvaret for Riis', Sørensens og en række af de bedste italienske rytteres træning. Hans fremgang i år var betydelig og skulle manifesteres i Tour de France, men frontal kollission med et motorkøretøj i en tunnel ødelagde alle forberedelser. Samtidig med at hans ensidige satsning på Tour de France ødelagde hans forhold til hans hollandske arbejdsgiver Cees Priem på det TVM-hold, hvor han har kørt hele sin professionelle karriere. I det nyligt overståede Spanien Rundt kørte han sig i form igen og forhandlede sig samtidig til en kontrakt med det franske hold Casino.
Hans kone Sanne er lige så tæt på at føde, som Bo var på at blive verdensmester, så der var alligevel lys for enden af den franske tunnel.
