Læsetid: 3 min.

Hashmyterne frem i lyset

27. oktober 1997

Maratonhøring om cannabis jordede myterne og lagde op til bred debat

"Vi demonstrerede sådan set ikke for fri hash. Det var en demonstration mod en meget lemfældig og underlig forvaltning af offentlige midler," forklarede journalist Erik Thygesen, da provogruppen fra Kulturministeriets trappe i 1969 i lørdags genopstod for en kort bemærkning.
Det skete som led i Christianias Kulturforenings maraton-høring om cannabis. "Tæppet blev trukket væk under det frodige teatermiljø i Farvergade, fordi et par betjente overværede en teaterforestilling og syntes, de kunne lugte noget, som lugtede forkert. De skrev en rapport til kulturministeren, som trak tilskuddet væk. Med demonstrationen ville vi vise, at lige så lidt, som man kunne gøre en ledelse ansvarlig for, at nogen røg hash i teatret, lige så lidt kunne man gøre kulturministeren ansvarlig for, at nogen ryger hash i kulturministeriet," sagde Erik Thygesen, der for resten slet ikke røg hash hin dag. Det var en Viking-cigaret.

Afslappet alternativisme
En efter en blev hashmyterne trukket frem i lyset på maraton-høringen, der bortset fra et ualmindeligt speedet program, med 40-50 eksperter og vidner på talerstolen få minutter ad gangen i løbet af otte timer, bar præg af afslappet alternativisme. Eksempelvis var der frit løbepas for hunde foran panelet i Den Grå Hal i Christiania, hvor retsforsker Preben Wilhjelm holdt stand i dyb koncentration konferencen ud.
At hash fra et toxisk synspunkt er ufarligt, blev slået fast med adskillige syvtommersøm.
"Jeg har været i de amerikanske arkiver, og der findes ikke skyggen af dokumentation for skadevirkninger," sagde journalist Ulrik Holmstrup fra DR, som for nogle måneder siden sendte Holmstrups dokumentarprogram "Kampen om hampen", der postulerer at dansk
hash-politik er et bevidstløst plagiat af den amerikanske, baseret på løgne. "Cannabis medfører betydelig vildskab," hedder det i et af de ekspertudsagn, det danske cannabisforbud er baseret på.
"Cannabis bliver først farligt, når det bruges i et kulturelt tomrum," sagde kriminolog Nils Christie fra Oslo, "Gud er død, naboerne er flyttet, de religiøse højdepunkter har mistet deres betydning. Engang var rusen en integreret del af tilværelsen, men nu er den store ekstase skiftet ud med jagten på big business," sagde Christie, som mener at forbuddet er en af statsmagtens metoder til at få et godt greb i befolkningen.
Den svenske psykolog og behandler Thomas Lundquist opremse en lang række skadevirkninger ved massivt misbrug af hash. Følelsesmæssig isolation og nedsættelse af intellektuelle færdigheder ses hyppigt, men alle berørte funktioner genvindes 100 pct., når misbruget ophører.
Peter Cohen, psykolog fra Amsterdam Universitet, fortalte, at den hollandske ordning med coffee shops har været under massivt pres, siden Chiracs magtovertagelse i Frankrig.
"Når man i pressen hører, at det går dårligt for den hollandske model, så skyldes det ikke at der er noget galt med modellen, men at den hollandske højrefløj udnytter presset fra Chirac til at gennemføre begrænsninger i haspolitikken," sagde Cohen.
Filosoffen Michael Jourdan, der arbejder på en bog om hampepolitik, sagde efter høringen til Information: "I vores samfundsdebat går vi ud fra, at tingene er nogenlunde rationelt skruet sammen. Hashpolitikken er simpelt hen en lagune af irrationalitet og minder på mange måder om hekseprocesserne i middelalderen. Det er hovedrystende, og jeg tror, det er noget, vi engang vil skamme os over."
Høringens sidste taler, Preben Wilhjelm, sagde bl. a: "Høringen viser, at de, der ser tingene fra et bredt samfundsmæssigt, kriminologisk eller sociologisk synspunkt er tilbøjelige til at være liberale, mens de, der står i en behandlersituation meget ofte forståeligt nok er tilbøjelige til at gå ind for den restriktive linie."
"Det ser ud til, at legaliseringen af cannabis vil tage lang tid, på den anden side har vi før set, at hvis argumenterne er gode nok, og hvis vi alle sammen kan holde gejsten oppe, så kan man ikke udelukke at der sker ting og sager."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her