Folkeafstemningen om EF i 1972 satte helt nye skel i det danske folk, selv om Den Kolde krigs angst for kommunismen fortsat var anvendelig
Mens solen stod op på denne 3. oktober-formiddag i 1972, gik flaget på halv foran direktør Steen Danøs villa i landsbyen Bellinge vest for Odense.
Steen Danø, maskinfabrikken Thrige-Titans dynamiske chef, var bedrøvet. Afstemningen dagen før var ikke gået, som han havde håbet. Han var en af de ultrafå topfolk i dansk erhvervsliv, der åbenlyst stillede op på EF-modstandersiden. Hvis der var andre af hans standsfæller rundt om i virksomhedernes chefstole, der var imod, så hørte man i hvert fald ikke meget til dem.
I det store og hele gik danske erhvervsfolk løs på EF med lysende øjne og blikket stift rettet mod de fordele, som blev tilbudt: lavere rente, stabilere valuta og færre toldrestriktioner i et stort åbent "hjemmemarked" med 260 millioner mennesker. Det lagde handelens og industriens bosser ikke skjul på, i hvert fald sådan i al almindelighed. Der var nogle, der foretrak at være anonyme, når de f. eks. bidrog med lidt håndører til pro-EF-kampagnen. De skulle ikke have mere mas med anti-EF-folkene på gulvet, end de havde i forvejen.
Men så var der altså dem, der var anderledes. Som Steen Danø. Han blev hedt omfavnet af Folkebevægelsen mod EF, der mildest talt ikke var forvænt med at se storkapitalens repræsentanter opmarcheret i sine geledder. Folkebevægelsen havde formeret sig sent i 1971. Den var stykket sammen af mange gode kræfter fra mange forskellige hold, men der var næppe to meninger om, at tyngdepunktet lå nogle meter til venstre for midten i det danske politiske landskab. I Folketinget var modstanderne fylket i SF med partiets 17 medlemmer og ellers kun 12 slå-til-søren-oprørske, unge socialdemokrater ud af den 70 mand store gruppe, plus 4 af de 27 radikale. I de politiske partier, der ikke var repræsenteret i Folketinget, havde Folkebevægelsen støtte hos Kommunisterne, Venstresocialisterne og Retsforbundet. Og uden for de partipolitiske formationer bevægede sig så en stor og mere broget motiveret masse af mennesker, der sagde nej, om ikke af andre grunde, så fordi de havde lært, at det var nej, man skulle sige, hvis man var i tvivl om noget i denne verden.
Det var let nok for EF-tilhængerne i de borgerlige partier at pege fingre og sige øv-bøv, se! det er jo et venstreorienteret, marxistisk sammenrend, der bare har været heldig at få nogle pæne mennesker lokket med på vognen, så de kan prale af den utrolige bredde i bevægelsen.
Folkebevægelsen serverede selv argumentet på et sølvfad, hver gang man slog fast, at modstanden mod EF skam kom fra et bredt udsnit af den danske befolkning. Fra en så broget skare som: Betonkommunisten, DKP's chefideolog Ib Nørlund. Den liberale moralist Søren Krarup, der fra sin præstegård i Seem ved Ribe nådesløst hudflettede de EF-slubrende filistre på Christiansborg. Palle Lauring, forfatteren, der stod som selveste samlingspunktet for utallige generationers oplagrede og lutrede viden om Danmark i tusind år. Provoen Ole Grünbaum, der sammen med kongerigets mest tilforladelige og snusfornuftige ungdomsoprører Ebbe Reich Kløvedal repræsenterede hele den bølgende skare af flippere, hippier og hashrygende fornyere af det danske åndsliv. Og skatteeksperten, den nybagte økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Gunnar Thorlund Jepsen.
Der var overraskende navne imellem, og det var navne, der blev slidt på i kampagnerne. Palle Lauring og Søren Krarup lyste jo ikke ligefrem af at være Stalins eller Karl Marx' vandbærere og fik derfor navnet bøjet en ekstra gang i neon, så enhver kunne se, at Folkebevægelsen havde opbakning hos et godt tværsnit af den danske befolkning.
Ergo: Nille er en sten
Det gik hedt for sig under opløbet til den 2. oktober. Folkebevægelsen slog EF-tilhængerne i hovedet med bevægelsens bredde. Tilhængerne hånlo: Nå, I prøver med et par blåøjede, borgerlige hoveder at camouflere, at I er styret af kommunister.
Et par dage før afstemningen sagde den gamle venstrekæmpe Jens Sønderup, at hvis der blev flertal for Nej, ville det få skæbnesvangre følger i kommunistisk retning. Den borgerlige presse, der var gennemgående pro-EF, overførte uden blusel sin generelle modvilje mod den ideologiske venstreorientering på Folkebevægelsen. Holbergs Erasmus Montanus havde ikke levet sit sceneliv forgæves. Hvis Nille ikke kunne flyve, og en sten heller ikke kunne flyve, var Nille ergo en sten. Hvis Steen Danø og Søren Krarup kunne være i stue med Ib Nørlund og Hanne Reintoft, så måtte de nok være kryptokommunister.
På farveskalaen forsvandt alle nuancer. Det blev sort eller hvidt. For eller imod. Da kvindesagens forkæmpere jævnt hen var stemplet som samfundsomstyrtende valkyrier, og da enhver kvinde, der åbnede munden i offentlige anliggender, fortsat pr. refleks måtte henregnes til valkyrie-holdet, så vidste man vel også, hvor man havde de forløbne socialdemokratiske outsidere Ritt Bjerregaard, Helle Degn og Birte Weiss. En lidt pinefuld og besværlig situation for mange politikere til højre i folketingssalen, for nok var det herligt at kunne læne sig tilbage og se Socialdemokratiet splitte sig selv ad, men Socialdemokratiet som sådant var på den anden side fastslået Ja-siger, så det var svært at finde grimassen.
Og så var der altså en mand som Thrige-Titan-direktøren Steen Danø. En højt begavet, knivskarp og slagfærdig industrileder, så hurtig i replikken, at man i ordveksling med ham måtte holde fast med næb og kløer i fuldførelsen af sine egne sætninger for ikke at blive rendt over ende af hans svar. Danø mente ikke bare, at Danmark ville miste sin økonomiske selvstændighed i EF, men også - og det var især det, der optog ham: At EF på længere sigt ville nærme sig en forbundsstat med militær-politiske ambitioner. Vores børn ville blive Europa-soldater, og vi ville få europæiske atomvåben. I en konfrontation med F. L. Smidth-bossen Nils Foss, som Frederiksborg Amtsavis bragte, spurgte Foss ham, hvem der ville komme til hjælp, hvis vi ikke var i EF og NATO, og russerne angreb os. Danø: "Ikke en kæft! Men jeg tror, at vi kan ligge i ly ved at stå udenfor."
Hvis han ellers mente, hvad han sagde, så levede han dermed op til en dansk tradition, der rækker tilbage til Napoleonskrigene, hvor Danmark troede, at ingen ville få øje på os, hvis vi bare gjorde som strudsen og stak hovedet langt nok ind i busken.
Modstanderne troede ikke en døjt på tilhængernes forestillinger om den lysende rolle, Danmark ville få i EF som makker til store lande som Tyskland og Frankrig. At Danmark nu ved at "sidde med ved bordet" kunne "gøre sin indflydelse gældende". Det var lallende storhedsvanvid, mente man, at forestille sig, at man ville få noget som helst at skulle have sagt, når kirsebærrene skulle fortæres sammen med de store i Bruxelles. Så kunne den berømte, franske forfatter og kulturminister Andre Malraux nok så meget fortælle den unge Per Stig Møller, der var rejst til Paris for at interviewe ham til Berlingske Tidende, at "jeg synes, det er et stort og værdigt mål for danskerne at gå ind i Europa for at fremme deres sociale syn". Det var jo elskværdigt af ham, mente man, men nok heller ikke mere end netop elskværdigt.
Historikeren Palle Lauring var der som et søm, når tilhængerne efter hans mening pustede sig op og prøvede at gungre med elefanterne. I debatbogen Punktum for Danmarkshistorien?, der kom umiddelbart forud for afstemningen, citerer han den tyske kansler Bismarck, der, to år efter at han med jernnæven havde banket danskerne til militært og nationalt plukfisk i 1864, helt overraskende modtog et tilbud fra danske politikere om dansk hjælp til hans krig mod Østrig. Bismarck sagde: "I øjeblikket gør De Dem lidt overdrevne forestillinger om betydningen af de fordele, som De tilbyder os."
(...)
Krigsdans på Rådhuspladsen
Kampen var overstået, og modstanderne slikkede sårene.
SF's gruppeformand Morten Lange tordnede - så meget man nu kan tordne på mildt og syngende fynsk - i Radiorådet over den reportage, TV-Avisen havde sendt søndag aften den 1. oktober fra dagens kæmpedemonstration på Rådhuspladsen i København. Det havde været den sidste store, slagkraftige mobilisering af EF-modstanderne inden folkeafstemningen, og det tør siges, at der var tryk på. Omkring 80.000 mennesker troppede op. Tv filmede under begivenheden. EF-tilhængerne havde haft deres bange anelser om effekten af den demonstration, ikke mindst i betragtning af, at en tv-reportage på den sidste aften før afstemningen kunne blive Nej-sømmet, der blev slået på hovedet for Folkebevægelsen.
Det så svært nok ud i opinionsmålingerne inden for den sidste måned. I panik havde den ekspresetablerede EF-komites Ja-folk fundet på at dække nogle af Rådhuspladsens facader til med store "Ja til EF"-transparenter inden søndagen. Ikke nogen dum ide, kunne man konstatere på morgenavisernes forsider dagen efter. Her så man transparenterne vaje i kæmpeformat hen over den bølgende menneskeskare, og det var så, hvad mange gloede ind i ved morgenkaffen den 2. oktober. Ja-folkene gned sig i hænderne, og modstanderne skumlede.
Men det var det rene vand mod det, der bragte Morten Lange i harnisk. TV-Avisens reportage koncentrerede sig med glad omhu om at vise et særligt indslag under demonstrationen, der bestod i en lettere flippet krigsdans af mystisk udseende unge, der havde erobret et hjørne af Rådhuspladsen. Scenen signalerede for masser af seere, inklusive Morten Lange, både Christiania og Thylejr, og hvad der ellers kunne få små og store i borgerskabet til at se rødt, og det kan ganske godt være, at talrige seere har tænkt: "Ja, se der! Det er jo ikke andet end nogle umodne pjathoveder, der er imod EF, så vores stemme må blive et Ja."
Her måtte være tale om en manipulation af uhørt grovhed fra EF-venlige tv-medarbejdere, mente Lange.
Om den vurdering holdt, blev aldrig klarlagt. Det forunderlige var i så fald, at TV-Avisens medarbejdere i et anfald af total fornægtelse af det ry, de netop i de år fik hæftet på sig af Erhard Jakobsen og andre som "røde lejesvende", skulle have vredet armen om på sig selv og gået imod deres påståede tilbøjelighed. En mere nærliggende forklaring kan være den simple, men ikke særlig hæderværdige, at TV-Avisens medarbejdere faldt for det, der var "billeder i". Det er set både før og siden, på enhver kanal, i ethvert program, at såkaldte "go'e billeder" tager magten fra selv den mest nøgterne programmedarbejder.
Under alle omstændigheder var Morten Lange vred og kanaliserede Folkebevægelsens frustration over reportagen videre i Radiorådet.
Selv havde han måske ganske andre ting i hovedet, når det kom til stykket. Samme dag som afstemningen fandt sted, udløb fristen for ansøgninger til rektorposten ved Københavns Universitet, og Morten Lange var blandt ansøgeme. Han fik ikke jobbet i den omgang, botanik-professoren, der i sin tid havde grundlagt sin akademiske karriere med en doktordisputats om blækhattens sterilitetsforhold. Morten Lange måtte se sig slået af sin 10 år yngre professorkollega Thor A. Bak. Men Lange var åbenbart træt af det politiske ræs, der rakte helt tilbage til grundlæggelsen af SF i 1959. Fire år efter var han igen med i opløbet om rektorposten og vandt.
Den skarpe tunge i Seem
Mens direktøren på Fyn (der var københavner) lod flaget gå på halv, og politikeren i København (der var fra Fyn) slog i Radiorådets bord, greb præsten i det sydvestjyske Seem ved Ribe pennen og fyrede løs, så det skrattede.
Søren Krarup blev tit beskyldt for at være en indædt og irriterende Rasmus Modsat, og der var i hvert fald adskillige meningsdannere i dette land, der dukkede sig, når Søren svang krabasken. Krarup havde det ikke fra fremmede. Hans far var præsten og modstandsmanden Vilhelm Krarup, der bl.a. gjorde sig bemærket ved sammen med teologen K. E. Løgstrup at udsende et frontalangreb på det hævnbelastede retsopgør med tyskerhåndlangerne i efterkrigsåret 1945 - Opgørets Nødvendighed.
For Søren Krarup var kampen mod EF en kamp på lige fod med kampen mod tyskerne under Besættelsen. Det gjaldt danskerne og danskhedens overlevelse. Fjenden var ikke udenlandske besættere. Fjenden var sløvhedens orm hos danskerne selv og den magt, de politiske partier havde fået og brugte til at rage til sig og pleje særinteresser.
Krarup havde - og har - en skarp tunge og en endnu skarpere pen. På tv-skærmen en lidt sammenbidt og tør herre, men i skrift ubetvingelig velskrivende. Avisartikler og bøger har flydt fra ham i en skummende strøm, siden han i 1965 satte sig i sognepræstens stol i Seem, hvor han i øvrigt sidder ufravendt nu på over tredivte år. Hans hovedmodstander har fra første færd været det efter hans mening totalt uforpligtede radikalt-intellektuelle miljø i Danmark med udgangspunkt i Georg Brandes og Viggo Hørup og med dagbladet Politiken som det dominerende talerør. Det har alle dage stået for ham som amoralsk, internationalt leflende og selvtilfreds meningstyrannisk.
Nu gik det løs med hans bog nr. 10, en "kritik af Danmarks nyere historie" med titlen Fædreland og Folkestyre, hvori han udøste al sin galde over de politikere, der havde manipuleret folket ind i EF. Det parlamentariske system blev holdt frem mellem tommel- og pegefinger og beskuet som en gevækst, der var ved at gå i forrådnelse, og havde været det lige siden Systemskiftet i 1901, hvor sund sans og sikker dømmekraft hos folk som højrepolitikeren Estrup blev afløst af flertalsstyrets vrøvl og demagogi. Ligesom godsejeren Estrup helt tilbage ved juni-grundlovens vedtagelse i 1849 havde betegnet den almindelige valgret som "den største dårskab i denne ellers på dårskaber så rige tid", anså Krarup nu det parlamentariske system for at rumme lige så fatale faldgruber af dumhed i kraft af det redskab, systemet var for tåbelige og ansvarsløse enkeltgrupper i samfundet. I den parlamentariske praksis var ingen forpligtet til at holde sammen på den stat, der var folkets ramme, men kun forpligtet på deres egne opportunistiske interesser.
Nu var folkeafstemningen tabt for EF-modstanderne. Og som et flag, der er smukkest i modvind, smældede Krarup mod sejrherrerne i en verbal orkan af ironi og spiddelyst.
Poul Nyboe Andersen, der var økonomi- og markedsminister i Hilmar Baunsgaards VKR-regering i de vigtige år op til folkeafstemningen, var et af yndlingsofrene og fik, så hatten passer. Nyboe Andersen mente, at den modvillige befolkning nok skulle ændre indstilling og tilpasse sig et mere europæisk syn på problemerne, når først vi var kommet ind i EF. "Det ved Nyboe Andersen!" hvæsede Krarup, "og ingen Herrens sjæl kan sige, om han har fundet ud af det ved at læse i kaffegrums eller tage varsler." Den trænede prædikant, der var vant til søndag efter søndag at udlægge et par linjers evangelie-citat i sindrige uddybninger fra prædikestolen, pillede Andersens argumenter i stumper og stykker og ned til en konstatering af "vitterligt vås". Underholdende læsning, som enhver dansklærer i gymnasiet vil kunne bruge som lærestykke i dialektisk analyse.
Den konservative Poul Møller lagde selv hovedet på Søren Krarups blok med taler som den, han holdt på partiets landsmøde i Odense 11 måneder før afstemningen, hvor hans partifæller - med Krarups ord - jublede i deres tilslutning til hans overnationale bekendelser, når han fløj op i det himmelblå på inspirationens vinger: "Det er frihedens budskab. Det er et budskab om at sprænge de nationalitetsgrænser, vi kender, om at bringe menneskeånden, menneskestyrken og menneskets muligheder ud i lidt bredere basis, end nogen tidligere har haft."
Jo, den fik ikke for lidt i de dage.
Heller ikke af Søren Krarup selv, når han mobiliserede ånden fra modstandskampen under Besættelsen og lancerede sin yndlingstese om, at "det koster noget at være et frit og selvstændigt folk". Med henvisning til selveste Hamlets ord om at være eller ikke være, stiger tonen også hos Krarup: "I en sådan situation vil alt, hvad et folk besidder af ånd og oprindelighed og selvopholdelsesvilje, blive vakt til live for at stå imod udfordringen. Instinktivt vil folket fatte, at det gælder livet, og sætte sig til modværge. Og selv om dets angst for undergang bliver mødt med brede, bløde beroligelser, vil det nægte at lade sig berolige, for det aner, at det er sat på spil og må hævde sin eksistens. Og selvom grundproblemet søges druknet i detaljer og skoven gøres usynlig af mange træer, holder folkets dybeste fornemmelse fast ved problemets rette proportioner og afgør sig på basis af dem."
Holger Danske og flæskepriserne
Krarups tiltro til, at folket dybt nede under sløvheden besad de egenskaber, der ville få det til at vågne op til dåd, kunne han se bekræftet af afstemningsresultatet, der trods alt viste, at knap 33 procent af danskerne stemte imod integrationen i EF.
Udviklingen derefter kunne bekræfte ham yderligere. Efter den første lammelse bed Folkebevægelsen sig fast, og allerede et år efter kunne meningsmålingerne vise, at modstanden mod EF igen havde vind i sejlene. En ny afstemning på næsten et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de følgende ti år efter 1972 ville have givet et overbevisende nej til EF - hvis man skal regne med meningsmålingerne. Og hvis det ikke igen var lykkedes tilhængerne med alt det krudt, de havde i kanonerne, at vende stemningen i yderste stund, nøjagtig som i efteråret 72, hvor dagbladet Børsen så sent som et par uger før afstemningen (14.9.) kunne bringe en AIM-undersøgelse, der viste 36,9 for et Nej og 33,1 for et Ja.
Kunne Krarup da ikke stole på sit folk? Var det virkelig så dinglevornt, at det bare svingede med hvad skub, det nu fik fra højre eller venstre? Eller så forfaldent til selvopgivelse af al den "mæthed, velfærd og overflod", der kan "bringe et folk til at glemme sig selv og gå blindt og døvt ind i selvudslettelsen"? For nu at citere præsten, når han piskede løs med skorpionerne allermest veloplagt i håb om at bringe danskerne derhen, hvor de greb til fortvivlelsens selvhjælp.
Den milde, insisterende venlighed overlod Krarup til forfatteren Ebbe Reich Kløvedal, der havde lidt mere fidus til saften i demokratiet og det parlamentariske system. Dog ikke mere end, at han i "Holger Danske"-fortællingerne i 1972, lod den gamle krigsmand hente op fra Kronborgs iskolde kasematter og fragte til skovene ved Sorø, hvor han bliver modtaget af Ingemann og Grundtvig. Den sidste tager gubben i favn og beder ham komme det betrængte folk til undsætning:
"... du kom just i rette tid... For det er i et folks sidste timer, at det bliver nødt til at hente sine helte hjem."
Både Krarup, Reich og Holger Danske var oppe mod hårde odds, når det gjaldt om at vække nationen til åndelig revolution. Da deres medkæmper Palle Lauring sluttede en af sine manende brandtaler mod EF i et jysk forsamlingshus, rejste en solid bondemand sig og sagde: "Når jeg i Fællesmarkedet kan få det dobbelte for en ko, så skal vi Satan piske mig ind!"
Det blev det, som det i sidste ende kom til at handle om op til afstemningen: Kroner og øre. Flæskepriser. Deprimerende nok, uanset om man så på det som tilhænger eller modstander. I ugerne inden afstemningen tordnede propagandakanonerne løs fra begge sider. Hæmningerne blev sat på venteliste. Økonomiminister Per Hækkerup udtalte på et møde i Virum: "Et nej til EF vil koste Danmark 3 milliarder." To dage efter talte han i Roskilde: "Et dansk nej til EF vil koste os mellem 5 og 6 milliarder!" Man kunne sige næsten hvad som helst i den oppiskede stemning og blive troet. EF-modstanderne fremmanede et helvede, hvor landet ville blive oversvømmet af italienske fremmedarbejdere, hvor tyskerne ville opkøbe al dansk landbrugsjord og jage os ud i havet fra vores sommerhuse, hvor udenlandske monopoler skånselsløst ville overtage danske virksomheder. EF-tilhængerne malede fattigdommens spøgelse på væggen. "De forskrækkede danskere i de tusind hjem dukker sig under truslen om dyrtid og elendighed," skrev Krarup.
Det var frontalangreb under bæltestedet, når den konservative og højt respekterede tv-interviewer Lis Møller med det store sociale engagement tonede frem over en hel side i Berlingske Tidende tre dage før folkeafstemningen og proklamerede: "De ældre fortjener den tryggeste fremtid... hvis vi siger nej til det ny, europæiske samarbejde, mener jeg oprigtigt, at denne tryghed er i fare." Eller når den forhenværende statsminister Hilmar Baunsgaard med lige så oprigtige og tillidsvækkende miner i lige så stor opsætning spurgte: "Hvem er det, der først bliver ramt, hvis Danmark siger nej til Europa?... Vore husmødre!... de vil mærke det på deres daglige indkøbstur. På deres månedlige husholdningsbudget."
Det var skillingerne, det handlede om. Også da reklamestødene skulle sættes ind i slutfasen. Og skillingerne havde Jasiden flest af. Det var ikke nok for Nej-folkene, at de havde skrappe og fantasifulde reklamefolk som Morten Jersild og Peter Hjort til at finde på. Ja-komiteen med de to alderstegne politiske koryfæer Viggo Kampmann og Thorkil Kristensen i spidsen havde pengene. Især da industrimanden Nils Foss gik på banen og fik banket erhvervslivet op til at tænke lidt moderne. Ja-sagen skulle markedsføres ordentligt.
Det var såmænd ikke så meget, der skulle til.
I en artikel i Politiken søndagen efter afstemningen analyserede den daværende radiojournalist, cand.scient.pol. Jørgen Flindt Pedersen reklamekampagnerne og citerer en erhvervsmand, cand. oecon. Ivan Vaarby Laursen, der, før slutspurten satte ind, havde skrevet: "35 procent har taget stilling for og imod, og 30 procent er vægelsindede. Da hverken de 30 procent vægelsindede eller de sidste 5 procent af modstanderne er særlig indædte, behøves der ikke megen påvirkning - men der må andre argumenter til end dem, der indtil nu kun har givet 35 procent. En sådan opgave kan klares af et par kvikke reklamebureauer, med annoncer, plakater, shows og andre påhit, og det for beløb, der i denne forbindelse må kaldes småpenge. Det hævdes, at den største sæbekampagne her i landet kostede 10 mio. kr. Skulle EF da ikke kunne berettige til et 50 mio. kr.-fremstød? Tilhængerne har endvidere den fordel, at modstanderne kun i ringe omfang kan svare igen, da de næppe kan rejse en tiendedel af dette beløb til en modkampagne. På dette sene tidspunkt er det kun erhvervsorganisationerne og ikke partierne, der kan sikre, at EF-afstemningens udfald ikke kommer til at bero på en tilfældighed."
Rene ord for pengene. Og pengene kom, og med dem alle de mere eller mindre rene ord. I den sidste uge op til afstemningen blev der brugt 1,3 millioner kr. til Ja-annoncer og 180.000 kr til Nej-annoncer. Ingen havde gidet bekymre sig om Palle Lauring, når han løftede pegefingeren indigneret og udbrød: "Man tror, det er løgn! Ved sidste folketingsvalg præsterede flere partier at lægge valgkampen i hænderne på reklamebureauer - døden for vort demokrati!" Man må konstatere, at demokratiet lever endnu. På bedste beskub. Med reklamer så talrige som himlens stjerner også i valgkampagnerne.
Mad på bordet, valutakurs, folkepension, baconsalget i England, kaffeprisen. Det var, hvad det kom til at handle om. Glemt var stort set alt det, der jo heller ikke var uinteressant: Romtraktatens langsigtede målsætninger, der drejede sig om at komme virkelig i gang med integrationen. Socialt, kulturelt, politisk, sikkerhedsmæssigt.
For Folkebevægelsen var det der, det egentlige skræmmebillede tonede frem. Og det var alt det, den råbte op om, indtil råbet blev overdøvet af de gjaldende fanfarer om flæskeprisernes himmelstorm, hvis vi opnåede den lykke at komme i Fællesmarkedet, og dommedagsbasunernes trut om sult og tænders gnidsel, hvis ikke. Hvad der var skræmmebilledet for modstanderne, var omvendt paradiset for de mest inkarnerede tilhængere. Men netop jubeltilhængerne klappede stort set i som østers i slutspurten, fordi de indtrængende blev bedt om at holde kæft af deres taktiske artsfæller. Lav profil, mine damer og herrer, lad os holde os til, hvad hr. og fru Nielsen forstår, så er den hjemme.
*Uddrag fra Gregers Dirckinck-Holmfeldts Hårde tider forude, første bind af Den Nye Danmarkskrønike - en fortælling om Danmark 1972-93. Første bind af tre udkommer i slutningen af denne måned. Uddraget er bragt ifølge aftale med Aschehougs forlag og forfatteren.
