Læsetid: 6 min.

Hollywoods nye bølge

27. oktober 1997

Celluloid er det nye våben i kampen for et frit Tibet

Engang for længe, længe siden i et land langt herfra levede der et venligt folk, som troede på den åndelige kraft, der forener os med alt andet i universet. Men en dag blev dette folk erobret af et ondt imperium, der ikke troede på noget som helst andet end materialisme og som forsøgte at udslette alt, hvad der var anderledes."
"Mange flygtede i eksil over høje bjerge og frosne ørkner sammen med deres åndelige leder. Herfra appellerede de til verdens nationer om at forsvare deres frihed og prædikede samtidig medfølelse og tilgivelse af deres fjender. Deres budskab tiltrak en utrolig masse californiere men fik meget ringe støtte fra verdens ledere, der i højere grad interesserede sig for kontrakter med det onde imperium om at bygge dets flyvemaskiner og opnå sendetilladelser for deres egne tv-stationer."
Således parafraserede The Guardian i juni i år Tibets nyere historie med mere end ét sideblik til Hollywoods aktuelle yndlingsmyte. I disse måneder udmøntes denne i en sand lavine af film om Tibet, og netop i disse dage opføres kapitler af eventyret i anledning af den kinesiske præsidents topmøde med præsident Clinton i USA.
Som det fremgik af weekendens Information er det blevet højeste chic i Hollywood at holde med Tibet. Prominente navne som Brad Pitt, Harrison Ford, Richard Gere, Sharon Stone, Goldie Hawn, Oliver Stone og flere til sætter deres berømmelse ind for Tibets sag.
Opflasket, som vi er, med amerikansk films ideologisk-retskafne, smånaive - og meget sjældent selvironiske - billede af verden er det fristende at gøre Guardians tilbagelænede sarkasme til sin egen. Når man i en anmeldelse i Newsweek kan læse, at en af Tibet-bølgens hotteste film, Seven Years in Tibet, er forfærdeligt westernized i sammenligning med Bertoluccis Lille Buddha, som indtil videre har været suverænt ubesejret i så henseende, så melder spørgsmålet sig, om man skal have andet tilovers for de behjertede Hollywood-stjerners fremstød, end hvad man iøvrigt har for modebølger, der jo, som man ved, går over, når noget nyt interessant dukker op.
Men det skal man nok.

For det første rummer Guardians parafrase mere sandhed, end det ironiske tonefald lader ane. Det er jo rigtigt, at vi i historien om Kinas undertrykkelse af Tibet står overfor en spirituel kultur, der er ved at blive udryddet af et militant diktatur, som endda til spot og spe for Vesten påkalder sig en karikatur af materialistiske og marxistiske begreber fra den europæiske kulturarv og historie. Således er Tibet i Kinas retorik 'feudal', Dalai Lama en middelalderlig potentat, der benyttede sin religiøse hegemoni til udbytning af et folk af livegne bønder, mens buddhismen affærdiges og forfølges som overtro og åndemaning.
Og det er også rigtigt, at der er flere californiere end statsledere, der føler sympati for Tibets religiøse arv. Men er det ikke snarere statsledernes end 'californiernes' - de californiske filmstjerners - fejl?
Skal man vurdere støtten til Tibet, er statsledere og 'californiere' endvidere ikke umiddelbart sammenlignelige: Det er forskellige aspekter af sagen, de interesserer sig for. Kinas politiske, økonomiske og materielle undertrykkelse af Tibet er et spørgsmål om krænkelse af menneskerettigheder og falder således ind under politikkens - 'statsledernes' - domæne. Men forsøget på at udrydde den tibetanske buddhisme er derudover også et overgreb på en tilværelsestydning, der, som alle ægte åndelige frembringelser, principielt tilhører hele menneskeheden. Den er en del af menneskehedens kulturhistoriske og religiøse ejendom. Vi gætter næppe forkert, hvis vi antager, at den side af sagen interesserer en del 'californiere' mindst lige så meget som sagens magtpolitiske aspekter.
I denne forbindelse bør det også erindres, at Dalai Lama for allerede adskillige år siden eksplicit har givet afkald på nogensinde at vende tilbage til Tibet som verdslig leder. Den nuværende Dalai Lama har i sit eksil besluttet at adskille den verdslige og religiøse magt i et eventuelt kommende frit Tibet.
Som imidlertid næppe nogensinde bliver til noget. For heri har Guardian ret i sine iagttagelser. Det er kun på småtingsplanet at nogen stat i dag overhovedet vil lægge sig ud med Kina, selvom præsident Clinton under sit møde med Dalai Lama i april i år skal have lovet at give spørgsmålet en 'høj profil' under det igangværende topmøde.

Det er imidlertid ikke kun realpolitik, når Dalai Lama har valgt at koncentrere sin og det eksiltibetanske folks indsats om at frelse og videreføre den tibetanske buddhismes religiøse indhold. Det er faktisk fordi det er den, der er det bevaringsværdige i kulturen - uden buddhismen intet Tibet, hvorimod Tibets kultur kan leve videre i buddhismen, hvis dén får mulighed for at overleve.
Og al celluloid-glimmer til trods er der ingen grund til at tro, at dén pointe skulle være forbigået samtlige behjertede californiere. Derfor må man relativere den kritik, der bliver rettet mod Hollywoods Tibet-billede for i virkeligheden at gøre tibetanerne en bjørnetjeneste ved at romantisere dem. Robbie Barnett fra det engelske Tibetan Information Network mener således, at "der er en risiko for, at denne slags film vil portrættere tibetanerne som sødt, nuttet legetøj, som man har ret til at træffe beslutninger for."
Barnett, der var i Lhasa under oprøret i 1987 og dér hjalp med at organisere lægelig behandling til ofrene, mener at filmenes portrætter af tibetanerne er anakronistisk. "Filmene vil skabe en følelsesmæssig opbakning, men politisk er de ikke til megen nytte, fordi de er baseret på den antagelse, at tibetanerne er ofre og ikke selv handler politisk. Filmene understreger Dalai Lamas religiøse kvaliteter og hvor meget tibetanerne har lidt, men det er ikke sandsynligt at de vil gøre noget for at styrke tibetanerne og conveying deres seriøsitet, modernitet og effektivitet," mener Barnett.
Og deri har han givetvis ret.
Men på den ene side deler tibetanerne i så henseende vilkår med de fleste andre, der har fået deres skæbne skåret til af Hollywoods script-writers. Og på den anden side er udsigterne til at tibetanerne i overskuelig fremtid genvinder politisk autonomi via verdenssamfundets støtte som nævnt alligevel minimale.

TILBAGE bliver spørgsmålet om, hvad Hollywoods nye tibetanske filmbølge kan præstere.
Her skal man for det første ikke undervurdere det pres, filmene under alle omstændigheder er med til at lægge på Kina. Eksempelvis har Kina ikke turdet forbyde filmene i Hong Kong, fordi regimet har en del anseelse på spil i spørgsmålet om, hvordan det håndterer den tidligere kronkoloni.
Og et hvilket som helst pres på Kina kan være med til at forhindre kineserne i at gå så vidt, som de ellers ville have gjort. Film - ikke mindst Hollywoodfilm - er særdeles magtfulde udgaver af verdens øjne, og fra lærredet stirrer farvestrålende lyskegler direkte på kineserne.
For det andet vil selv nok så kulørte udgaver af den tibetanske buddhisme være med til at udbrede kendskabet til den. I værste fald vil der kun ske det, at de ikke ændrer noget ved den verdensopfattelse, deres publikum i forvejen har.
Men det kan også være, at de udbreder interessen for den buddhistiske tankegang og inspirerer flere til at beskæftige sig med den. Og det må vel anses for at være et fælles mål for alle seriøst involverede i denne sag.
En tibetansk buddhist ville i hvert fald ikke være bekymret her. I modsætning til så mange andre religioner og religiøse retninger afviser den tibetanske buddhisme aldrig adepter. Lærerne ved, at uanset hvilke motiver folk indledningsvis kommer med, kan disse aldrig komme til at skade buddhismen. Hvis folk kommer, fordi de er fulde af personlige ambitioner eller falske forestillinger om at skulle redde andre, bedrevidende belære andre eller lignende, så vil der enten ske det, at de falder fra, fordi de ingen vegne kommer, eller også vil deres oprindelige holdning ændre sig efterhånden som læren folder sig ud for dem.
Og endelig er det sikkert sundt for Hollywood selv til en afveksling at beskæftige sig med noget andet end de evindelige mafioso- og storbyvoldsfilm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu