Læsetid: 2 min.

Ilden breder sig i Indonesien

3. oktober 1997

Røgen har nået hovedstaden Jakarta, siger den danske ambassade, der har svært ved at få oplysninger om omfanget af brandene

Mens malaysiske og indonesiske brandfolk forsøger at slukke de store skovbrande i Indonesien, tyder alt på, at ilden fortsat er ude af kontrol, og at den endda breder sig.
"I går nåede røgen hovedstaden Jakarta," siger Folmer Jensen fra den danske ambassade i Indonesien.
Han tilføjer, at Jakarta indtil nu ikke har mærket så meget til forureningen fra brandene. Jakarta er i forvejen plaget af luftforureningen fra den tætte biltrafik.
Folmer Jensen bekræfter nyhedsbureauernes oplysninger om, at det nu også brænder på hovedøen Java, hvor over halvdelen af Indonesiens befolkning bor.
"Vi har svært ved at få sikre oplysninger i øjeblikket, men det lader til, at det er brande fra det centrale Java, der har sendt smog ind over Jakarta," siger Folmer Jensen til Information.
Derudover fortsætter brandene på den indonesiske del af Borneo, Kalimantan, og Sumatra. Ifølge ambassadens oplysninger brænder det også enkelte steder på øen Sulawesi. Ialt et område på 600.000-800.000 hektar - et areal på størrelse med Sjælland.

I bøn for regn
Fra et af de områder, der har været hårdt ramt af forureningen, Pontianak i Vestkalimantan, fortæller Stepanus Djuweng, at byens indbyggere i flere omgange har været samlet til fællesbøn for regn. Og bønnen er åbenbart blevet hørt, i hvert fald for en stund.
"Vi fik regn i nat, og i dag har det for første gang i lang tid været så klart, at vi kunne se solen. Lufthavnen er i dag blevet åbnet for første gang i tre uger," siger Stepanus Djuweng og tilføjer, at det sidst på eftermiddagen desværre så ud til, at røgen fra Kalimantans brændende skove var på vej tilbage til Pontianak igen.
Stepanus Djuweng er leder af en organisation, der kæmper for Borneos oprindelige befolkning, dajakkernes rettigheder.
Organisationen er gået sammen med andre NGO-grupper i området for bl.a. at uddele gratis masker til fattige, der ikke har råd til at købe dem selv, og de har desuden planer om at uddele medicin.
"Myndighederne i Pontianak siger nu, at 19.000 mennesker har luftvejsproblemer på grund af smogen," siger Djuweng.

Rejsevejledning
Den danske ambassade i Jakarta sender jævnligt vejledninger hjem til Udenrigsministeriet i Danmark om forholdene for turister.
"I øjeblikket er det svært, fordi vi ikke får noget at vide fra myndighederne. Aviserne har åbenbart fået mundkurv på, og de har ikke skrevet noget om brandene i de sidste to dage," siger Folmer Jensen.
I øjeblikket fraråder ambassaden danske turister at rejse til Sumatra og Borneo, mens ferieøerne Bali og Lombok endnu ikke er ramt af forureningen.
"Men vindretningen kan skifte, og hvis brandene på Java fortsætter, kan røgen måske nå Bali," siger Folmer Jensen. Bali og Lombok ligger begge tæt på det østlige Java.
Eksperter har sagt, at kun langvarig regn kan slukke brandene, der i flere områder har fået fat i det op til flere meter tykke tørvelag under regnskovene.
"Pessimisterne siger, at monsunregnen først kommer i januar, mens optimister siger november.
Under alle omstændigheder vil det få katastrofale følger, hvis regnen udebliver en måned mere," siger Folmer Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu