Læsetid: 8 min.

Imperiets interesser

16. oktober 1997

USA vil helst styre sit verdensimperium med blød teknologisk og økonomisk magt, mener Harvard-professor, men USA's militære udryknings-styrke er parat til at gribe ind overalt

BOSTON
"Jeg formoder, budskabet er, at der ikke findes noget land på Jordens overflade, som vi ikke kan nå til," sagde general John J. Sheenan fra den amerikanske udrykningshær, U.S. Marine Corps, fornylig til en reporter fra Wall Street Journal.
Journalisten var rejst til en by i det sydlige Kasakhstan, en olierig tidligere republik i Sovjetunionen, for at overvære en storstilet militærøvelse planlagt af Pentagon med deltagelse af 500 marinesoldater fra den 82. luftbårne division. Idéen var at optræne den nyligt dannede Centralasiatiske Udrykningsbataljon i at samarbejde med andre landes militær, herunder især NATO.
Bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at to regionale magter som Rusland og Tyrkiet kun stillede med små kontingenter på hver 40 faldskærmssoldater. "Russerne har valget mellem at acceptere USA's nye rolle her eller skride," pralede en marine-infanterist.
Kasakhstans nabo mod sydøst Kina var ikke inviteret. Ej heller Afghanistans fundamentalistiske Taliban-regime eller Iran. Man kan kun gætte hvorfor. Der findes enorme oliereserver i Centralasien, og flere amerikanske koncerner, herunder Texaco, har økonomiske interesser på spil. Militærøvelsen kan have til hensigt at sende et umiskendeligt signal til fjendtlige nabostater: Vogt Jer, Kasakh-stan, Usbekistan og Kirgisistan ligger nu godt forankret i den amerikanske lejr.
Militærøvelsen i Centralasien er blot én blandt flere eksempler på, at USA ikke har i sinde at opgive sin status som den eneste supermagt i den nye globale økonomi. Tvært-imod tyder meget på, at Wa-shington mere end det var tilfældet under den Kolde Krig fører en ensidig udenrigspolitik. Før 1989 blev allierede strøget over håret og modtog gavebistand for at blive i den amerikanske lejr. Dengang tog USA's politik nøje hensyn til den indenrigspolitiske situation i f.eks. vesteuropæiske lande og Japan.
Det er ikke længere tilfældet. Nogle eksempler:
*Kongressen vedtager en lov, som gør det strafbart i USA for udenlandske virksomheder at investere på Cuba, i Libyen og Iran.
*Amerikanerne nægter at betale en gæld til FN på 1,5 mia. dollar og kræver ensidigt en beskæring af sit kontingent fra 25 til 20 pct. af verdensorganisationens budget. Formål - at omforme FN til et velvilligt instrument i hænderne på USA.
n*Washington afviser at underskrive en international traktat mod landminer.
Det strategiske skift skyldes, at en fælles kommunistisk fjende er forsvundet. Hver stat må svømme alene og USA plejer nu primært sine egne interesser. Bortset fra nære historiske og kulturelle forbindelser mellem de to kontinenter føler USA sig ikke længere forpligtet til at begunstige Europa på bekostning af sit forhold til asiatiske og latinamerikanske lande i den globale økonomi.

Blød magt
Kappestriden i vor tid er af økonomisk og ikke ideologisk karakter. Her står USA absolut stærkest. Javel, supermagtens økonomi udgør idag kun 20 pct. af verdens BNP mod 40 pct. i 1950. Det er endda en andel, som vil falde yderligere, hvis forudsigelserne i en nylig rapport fra Verdensbanken går i opfyldelse og økonomier som Kina, Rusland, Brasilien og Sydøstasien vokser hurtigere end USA's frem til 2050. Men i sidste instans vil andre faktorer veje tungere, hvis Amerika skal befæste og konsolidere sin stilling som det næste århundredes imperium.
Det tyske ugemagasin Der Spiegel kaldte fornylig USA for et verdensherredømme. Heri ligger en antydning af tvang anvendt mod undersåtter, hvilket næppe er en korrekt beskrivelse. Det ville måske være bedre at betegne USA som en soft power, altså en blød magt, der i kraft af sit økonomiske system, sine institutioner og sin kultur virker som en magnet på andre lande.
Udtrykket er blevet støbt af Joseph Nye, professor på Harvard University og tidligere viceforsvarsminister i Clinton-regeringen. Idéen er, at De Forenede Stater vil være i stand til at styre den nye verdensorden uden at påtvinge andre stater sin vilje ved hjælp af militære trusler eller krig - en strategi, som andre imperier i verdenshistorien ellers har fulgt.
I stedet bliver det internationale samfund tiltrukket af den amerikanske industris overlegenhed - det kan være teknologiske opfindelser - og suger underholdningskultur til sig.
Hvis man stritter imod de "uimodståelige" tilbud fra Silicon Valley og Hollywood og derfor overtræder markedsøkonomiens love, kan USA blot lukke sit enorme marked for synderen. Det er en magtstilling, som ingen ønsker at udfordre i den globale økonomi, også fordi der ikke findes noget andet magtcentrum i et fragmentarisk økonomisk system, hvor alle og enhver plejer sine egne interesser. Præsident Clinton har i en vis forstand formuleret de grove træk i denne strategi med udtrykket American engagement and enlargement, altså engagement og ekspansion.
Efter den Kolde Krig engagerer USA sig for at befæste sit lederskab i det militære og økonomiske domæne. Fortolkningen af ekspansion går derimod ikke på fysiske erobringer, men netop på USA's rolle som en soft power.
Det ekspansive ligger i, at amerikanerne bestræber sig på at overbevise andre lande - f.eks. Kina og Rusland - om at adoptere USA's demokratiske model og markedsøkonomiske system. Det er også amerikanerne magtpåliggende, at fremmede nationer - som befinder sig i en overgangsfase - etablerer civil og politisk kontrol med det nationale forsvar. Pentagon har siden 1992 bekostet millioner af dollar på at undervise udenlandske hære i demokratiske værdier og principper.

Først blandt ligemænd
Uden et net af militære installationer kloden rundt, en flåde og et luftvåben, som er alle andre lande overlegne, samt en mobil udrykningstyrke på 200.000 mand i skikkelse af U.S. Marine Corps ville de Forenede Stater selvfølgelig ikke være i stand til at følge denne strategi. I sidste ende respekterer andre magter kun USA's stilling som primus inter pares - altså den første blandt ligemænd - såfremt Washington kan sætte militær styrke bag sine ord.
Det oplevede verden til fulde, da præsident George Bush havde overraskende let ved at overtale Amerikas europæiske og arabiske allierede til at deltage direkte eller indirekte i angrebet på Irak under krigen i Den persiske Golf i 1990. Josef Joffe, den tyske kommentator, har i tidskriftet Foreign Affairs hævdet, at der egentlig var tale om, at USA som ethvert imperium opkrævede krigsskat fra sine undersåtter enten i form af soldater og våben eller slet og ret penge - som fra Japan.
I den sammenhæng er det interessant at bemærke østeuropæiske staters reaktion. De stod nærmest i kø for at bidrage med tropper - helt åbenlyst for at indsmigre sig hos deres nye herre i en ny verdensorden. Det ville med andre ord være mærkeligt, om Polens, Ungarns og den Tjekkiske Republiks indsats på de allieredes side i Irak ikke spillede en vis rolle, da USA tilbød dem medlemskab af NATO nogle år senere.
Men det amerikanske forsvar er langt fra indstillet på at bære så mange økonomiske byrder som under den Kolde Krig. Siden 1985 er forsvarsudgifterne blevet voldsomt beskåret fra 400 til 250 milliarder dollar. USA's stående hær plejede at være 2,2 millioner mand. Lukning af baser i ind- og udland samt en generel nedskæring af personel har bragt dette tal ned på 1,5 millioner mænd og kvinder. Folkerepublikken Kinas væbnede styrker er nu større end Amerikas.
I stedet for overlegenhed i konventionelle våben og styrker satser USA på at bevare sin militærteknologiske førerstilling. Det betyder, at man stadig investerer betydelige summer i at udvikle nye sofistikerede tanks, jager- og overvågningsfly samt rumvå-ben. Nye generationer våben bliver solgt til de nærmeste allierede - ikke mindst lande, som er villige til at tjene som forbastion i områder, hvor det amerikanske imperiums militære magt ikke når ud.
I Stillehavet er Taiwan og Japan instruktive eksempler. Snart vil Kasakhstan og andre stater i Centralasien tjene den funktion. Og for Centralafrikas vedkommende kan man hævde, at tutsi-styrede Rwanda næppe ville have været i stand til at støtte Laurent Kabila og hans oprørsstyrker under krigen i Zaire uden en ret omfattende militærtræning og rådgivning fra USA, hvis strategiske interesse primært er fokuseret på mineralforekomster i regionen.
Man kan endda gå videre og påstå, at Nigerias militære indgreb i Sierra Leone, en tidligere amerikansk koloni i Vestafrika, skete på vegne af USA og de Forenede Nationer, selvom Washington ikke står på god fod med militærstyret i Lagos. Heri ligger der en vigtig lektie. Efter fiaskoer i Somalia, Bosnien og Cambo-dja har FN's fredsbevarende styrke i realiteten udspillet sin rolle som de vestlige magters forlængede militære arm. Fra nu af vil USA og NATO enten gribe direkte ind eller lade en lokal stedfortræder tage sig af opgaven.

Ideologisk kappestrid
USA's fortsatte overherredømme på globalt plan forudsætter dog, at USA som ledernation er villig til at yde ofre for det fælles vel. I modsat fald giver man afkald på det ansvar, ens særlige magtposition fordrer.
Et imperium, som ikke besidder enevældig magt, kan næppe opføre sig som en elefant i en porcelænsbutik ret længe. Fra konservative tænkeres side fremføres det, at den amerikanske nation efterhånden har mistet sin politiske identitet som et vestligt demokrati, hvis ærinde er at forsvare friheden - altså den private ejendomsret - hjemme såvel som ude.
Det hvide establishment på USA's østkyst er ikke længere i stand til at diktere amerikansk udenrigspolitik. I stedet har nationale mindretal tilkæmpet sig politisk indflydelse ved at yde pengebidrag til de folkevalgte. Disse interessegrupper kan i høj grad bestemme USA's handels- og sikkerhedspolitik overfor deres fædrelande, også selvom det ikke nødvendigvis er i Amerikas nationale interesse som supermagt.
Det har Harvard-historikeren Samuel Huntington og tidligere forsvarsminister James Schlesinger påpeget fornyligt i tidsskrifterne Foreign Affairs og The National Interest.
For Huntington er det central spørgsmål, om USA "kan bevare sin tiltrækningskraft, mobilisere opbakning og forblive livskraftig uden en ideologisk kappestrid." Han konkluderer: "Afslutningen på historien, demokratiets globale sejr hvis det sker, kan let blive en yderst traumatisk og foruroligende begivenhed for Amerika."
Men kan det blive så traumatisk, at USA gradvist underminerer sin stilling som supermagt? Vil amerikansk kapitalismes centrale placering i den globale økonomi automatisk udstyre Washington med en status som ubestridt supermagt? Næppe, mere skal til. Det 19. århundrede var Englands og det 20. århundrede Amerikas. Ingen kan være sikker på, hvad det 21. århundrede vil bringe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu