Mange mennesker betages af delfiner. Delfiner har haft betydning for mennesket fra de tidligste tider, ikke blot som fangstdyr men også som natursymbol
Delfiner
Delfinerne, der hører til hvalerne, er sociale dyr med store, højt udviklede hjerner. Der er lidt over 30 forskellige arter af delfiner, og nogle af dem overgår mennesket både i absolut og relativ hjernestørrelse samt i hjernevindingernes antal. Delfinernes 'hav-intelligens' og menneskets 'land-intelligens' har udviklet sig uafhængigt fra hinanden i mindst 90 millioner år, så længe er det siden mennesket og delfinerne havde en fælles forfader. Delfinhjernen er opbygget på en helt anden måde end menneskets, og er beregnet til at fungere i et helt andet miljø.
Det har ikke skortet på forsøg på at kommunikere med delfinerne, men vi taler kun til delfinerne, ikke med dem. Alligevel virker delfiner på mennesker: de gør glad. Mange mennesker opfatter med rette delfinerne som noget særligt, endda som ligeværdige og nærmest menneskelige. Som et af de nyeste skud på stammen er delfinterapi taget i anvendelse som seriøs behandling af autistiske børn.
Virkelighedens delfiner er fantastiske og enestående skabninger. De skal hverken menneskeliggøres eller indpasses i menneskelige idealforestillinger. 'Delfinen' er sin egen.
Forskel på delfiner
33 af verdens cirka 80 hvalarter er delfiner. Zoologisk dækker betegnelsen delfiner over familien Delphinidae, der både omfatter det velkendte øresvin eller flipperdelfinen, men også en lang række mindre kendte arter. Oven i købet kan en igangværende revision af familien føre til opdagelsen af nye arter. Verdens største delfin er spækhuggeren, som dog i folkelig opfattelse på grund af sin størrelse - den kan blive næsten ti meter lang - ofte anses for at være en hval. Den mindste delfin er tucuxi-delfinen med en voksen-længe på 1,2 meter. Den lever i Amazonasfloden og langs Sydamerikas østkyst.
Det er uomtvisteligt, at delfiner er meget 'intelligente'. Delfiner har en højt udviklet hjerne og har som følge heraf den nødvendige intelligens, der skal til for at kunne klare sig blandt artsfæller og overleve i deres miljø. De er sociale og lever typisk i flokke, der består af beslægtede hunner og deres afkom af begge køn. Den ledes af en erfaren hun.
Delfiner og mennesker har kun den arv til fælles, som hidrører fra deres fælles forfader, der levede for over 90 millioner år siden. Evolutionen har siden to gange frembragt komplekse hjerner: en land-intelligens blandt aberne og en hav-intelligens blandt delfinerne.
Delfinernes hjerne
Som mål for intelligens bruger man ofte hjernens relative størrelse, dvs. dens vægt i forhold til kropsvægten. Her overhaler visse delfiner faktisk mennesket. Spækhuggerens hjerne udgør 2,4 pct. af kropsvægten mod 2 pct. hos et voksent menneske. Til sammenligning vejer kaskelottens og dyrerigets største hjerne 8-9 kg, men udgør kun nogle få promille af vægten.
Delfin- og menneskehjernen er opbygget på vidt forskellige måder. Delfiners hjernebark har nok flere vindinger end f.eks. menneskets, men til gengæld er hjernebarken meget tyndere end hos mennesket. Delfinhjerner er designet til først og fremmest at bruge lyd, mens menneskehjernen først og fremmest bruger synsindtryk.
Hos delfiner fylder de hjerneafsnit, der har med bearbejdning af lyd at gøre mest, men synscenteret er også veludviklet. Hos mennesket er høre- og synssansen mere ligeværdige. Lugtesansen, der hos landpattedyr spiller en meget vigtig rolle, er gået helt tabt hos alle tandhvaler og dermed også delfinerne.
Delfiner og mennesker hviler hjernen på forskellig vis. Delfiner sover hverken dybt eller længe. De kan ligge i vandoverfladen og døse (ultrakorte søvnperioder afbrudt af opvågning) eller hvile en hjernehalvdel af gangen, mens de er i bevægelse. I kras modsætning hertil står en gennemsnitlig daglig søvn på otte timer hos mennesket.
Kommunikation
Et berettiget spørgsmål er om kommunikation mellem arter overhovedet er mulig, men det kan ikke udelukkes, at der er kompatible lag i delfiners og menneskers intelligens, der muliggør en forståelse.
I fangenskab er det lykkedes at dressere delfiner til at udføre forskellige kunster og teste deres indlæringsevne. Delfinerne scorer pæne resultater. Det er lykkedes at træne en delfin til at udføre noget så abstrakt som: Vis en ny adfærd.
Delfiner kommunikerer ved hjælp af højfrekvente lyde, som ikke kan opfattes af det menneskelige øre. Man skelner imellem geografiske og individuelle forskelle, og taler om et 'sprog' med forskellige 'dialekter'. Lydene kan imidlertid ikke decifreres i 'ord', men fremstår som en hornblæsers signaler (f.eks. flygt, hjælp mig). Dresserede delfiner forstår et forholdvis simpelt tegnsprog. Men her bør der indskydes, at dette ikke skiller delfinerne ud fra andre dresserbare dyr.
I 1960'erne forsøgte lægen og delfinforskeren John Lilly at lære delfiner at tale engelsk, uden dog at kunne fremvise overbevisende resultater. I slutningen af 1980'erne prøvede forskeren Louis Herman i stedet at kommunikere ved hjælp af lyde og symboler. Her lykkedes det at påvise, at delfinerne både forstod tegnene og en vis grammatik, idet rækkefølgen af symboler ændredes.
Der er ikke et afgørende gennembrud på vej i den mellemartslige kommunikation. Vi taler til delfinerne - ikke med dem.
Delfinens anvendelse
Selvom de fleste mennesker får deres hvaloplevelser på tv eller igennem besøg i delfinarier, så findes der efterhånden flere og flere steder i verden, hvor man kan deltage i organiserede hvalsafarier og opleve hvalerne i deres naturlige element. Nogle steder kommer selv store hvaler tæt hen til bådene og lader sig berøre. I den australske Monkey Mia bugt lader øresvin sig beredvilligt klappe af turisterne.
I de senere år har delfiner fundet en omfattende anvendelse i terapien for handicappede børn og autister. Her bør man skelne imellem passiv og aktiv brug af delfinerne. Som passiv brug regnes den positive naturoplevelse, det er at komme tæt på delfinerne og svømme sammen med dem.
Visse teurapeuter har imidlertid den opfattelse, at delfinerne selv aktivt tager del i behandlingen. Delfinerne skulle kunne sanse det syge og ved hjælp af lyde påvirke det i en positiv retning. Den vidtløftige teorier savner dog ethvert grundlag og er fortsat udokumenterede.
Delfiner har været anvendt inden for forskellige landes flåder på begge sider af det nu hedengangne jerntæppe. Det drejer sig om mere uskyldige opgaver som at bjærge ting, men angiveligt også om at anbringe bomber og angribe fjendtlige dykkere. Der er ikke særlig meget af dette, der er kommet i offentligheden søgelys. Man må blot håbe at dyrene har vist sig uegende til disse formål.
Venlige dyr
Ligesom alle andre dyr viser delfiner 'venlighed', agressivitet, nysgerrighed og legesyge. Venligheden er rettet mod eget afkom og nære slægtninge. Syge flokmedlemmer bliver hjulpet af andre dyr i flokken. Begrebet 'venlige delfiner' dækker forekomsten af enlige delfiner eller mindre flokke, der søger ophold i nærheden af mennesker. Man kan kun gisne om, hvad der får delfinerne til at opføre sig på denne måde.
Delfiner har bjærget mennesker i land, både i det klassiske Grækenland (sangeren Arion) og i nutiden. Delfiner hjælper fiskerne i forskellige lande (Brasilien, Vestafrika) med at drive fisk ind mod kysten. Selvom menneskene nyder godt af delfinernes adfærd, så er det selvfølgelig ikke for menneskets skyld, at delfinerne gør som de gør. De følger bare helt almindelige adfærdmønstre.
Delfiner forsvarer artsfæller mod hajer. Der er veldokumenterede eksempler på, at delfiner har angrebet hajer, og derved har reddet mennesker. Agressiv adfærd omfatter irettesættelser af unger og rangstridigheder, ja endda hvad man måtte betegne som 'voldtægt'. Agressionen kan også rettes mod andre delfinarter. Der er dokumenterede angreb på mennesker, der er kommet en delfin for nær, både i naturen og i fangenskab i delfinarier.
Især unge delfiner leger med genstande, puffer til ting. Som hos de fleste højere dyr har legen en vigtig funktion i forbindelse med indlæring og erhvervelse af erfaringer for det voksne liv. For nyligt er det blevet rapporteret, at visse delfiner "bruger redskaber". Det drejer sig om dyriske svampe, som delfinerne samler op og fæstner på deres snude. Herved beskytter de sig mod visse byttefisks pigge.
Når dykker og delfin mødes under vand er der tale om gensidig betragten og studeren. Flere seriøse hvalforskere har berettet, at de har været udsat for målrettede sprøjt fra delfiner, noget man kunne kalde 'bevidst drilleri'.
Mennesket og delfinen
Delfiner har haft betydning for mennesket fra de tidligste tider, ikke blot som fangstdyr og dermed en naturressourse, men også som natursymbol. De indgår i den græske og romerske mytologi som positive skabninger, bl.a. som budbringere for guden Apollo. Delfiner reddede den græske sanger Arion i land efter, at han var blev kastet overbord af sørøvere.
Antikkens betagelse af delfinerne har overlevet helt frem til vores tid og har især taget fart i de seneste årtier, hvor tv-programmer har præsenteret den brede offentlighed for delfinernes mangfoldighed og mentale formåen. Delfiner anvendes i logoerne for en lang række firmaer og det som oftest deres intelligens, deres legesyge og livsglæde der gives som begrundelse for logo-valget.
Delfiner er dog fortsat en ressource i mange lokalsamfund verden over. Titusindvis af delfiner drukner utilsigtet i fiskegarn verden over og yderligere dyr fanges kommercielt.
I følge biodiversitetskonventionen fra Rio de Janeiro 1992 kan hvaler beskyttes strengere end andre dyr, men der skal også tages socio-økonomiske hensyn til berørte lokalsamfund. Danmark har underskrevet en småhvalsaftale, der dækker Nordsøen og Østersøen, der forpligter landet til at beskytte sine fritlevende småhvaler. Man anerkender altså en særlig forpligtelse overfor småhvaler ikke ud fra 'religiøse' kriterier, men et ønske om at bevare enestående og unikke dyr i deres miljø.
Princippet om bæredygtig udnyttelse og dyreværnsmæssige hensyn er nødvendige grundpiller i en forvaltning.
Carl Chr. Kinze er zoolog og hvalspecialist
