Læsetid: 5 min.

Intern@tionale

31. oktober 1997

Netnørder i alle lande, forener Eder - det siger Tor (og Grundtvig?) selv

Frie Ord
En gammel marxistisk dragonhest som undertegnede undgår ikke at vrinske i seletøjet og stampe i staldbåsen, når ugens ellers så pæne og internette helt - Tor Nørretranders - indleder www.information.dk-ugen her i bladet med Maos kulturrevolutionære trompetfanfare: Bombardér hovedkvarteret!
Det er i sig selv opildnende, at den mediekyndige mediestjerne og efterspurgte videnskabsjournalist - uden mindste skrabud for tidsåndens og Weekendavisens hellige forargelse over 1968-oprørets grufulde forsyndelser - bare uden videre citerer Mao. Og i sin Feedback på videnskabssiden i mandags fortsætter med følgende trut i trompeten:
"Hovedkvarterernes hovedkvarter, det amerikanske militær, har skabt et middel til decentraliseret, selvorganiseret forbindelse mellem mennesker i de civile samfund overalt på kloden. Da dette radikalt nye teknologiske medium (benævnt af Nørretranders Internettet - med stort i og bestemt form ental, som Gud i gamle dag blev om- og tiltalt, el) var blevet sat i værk for det amerikanske militærs penge, rykkede hippierne og studenterbevægelsens pionerer ind og tog det i anvendelse. Gennem 1970'erne og 1980'erne gik Internettet fra at være et højteknologisk militært eksperiment til at blive et frodigt stykke selvorganiseret anarki, hvor først den akademiske verden og siden i 1990'erne millioner af ganske almindelige mennesker med allehånde interesser koblede sig op med hinanden."

GAMLE MINDER og klokkeklang: Sammen med Hans Erik Avlund Frandsen og Jørgen Bonde Jensen udsendte jeg i 1971 et nummer af tidsskriftet Vindrosen (Gyldendal) med en artikel om elektronik og klassekamp, der dengang vakte en del begejstring, fordi forfatteren - Eckard Siepmann - med tilsyneladende stor overbevisningskraft argumenterede for tesen: "De afgørende produktivkræfter er allerede 'kommunistiske', men produktionsforholdene er fortsat kapitalistiske."
Så nu var det bare lige at med at få kapitalismen afskaffet, så skulle den - revolutionen og det kommunistiske tusindårsrige - være hjemme.
Vi havde jo åbenbart allerede produktivkræfterne, naturvidenskaben, teknikken, maskinerne, infrastrukturen, med os. Kapitalisterne havde sejret ad helvede til og skabt et middel til decentraliseret, selvorganiseret forbindelse på anarkistisk grundlag mellem mennesker i de civile samfund overalt på kloden. Den modne frugt hang og dinglede lige for næsen af os.
Helt euforisk blev stemningen, da vi et par numre efter kunne offentliggøre Hans Magnus Enzensbergers essay Byggesæt til en medieteori. Med denne konstatering:
"Enhver transistorradio er, efter sit konstruktionsprincip, samtidig også en potentiel sender, den kan ved tilbagekobling indvirke på andre modtagere."
Det revolutionære pis kom i kog ved forestillingen om, hvordan alle hovedkvarterer - herunder og ikke mindst de stalinistiske og betonsocialdemokratiske plus hele fagforsteningen, samt selvfølgelig alle de kapitalistiske og multinationale, globale mastodonter - kunne bombarderes sønder sammen.
Når hver eneste elektroniske modtager blev udrustet med en sender, så alle mennesker på jorden kunne tale med hinanden på én gang uden indblanding eller kontrol fra nogen som helst undertrykkende magthaver.
Med Enzensbergers ord: "Når jeg siger mobilisere, så mener jeg mobilisere. I et land, der har erfaret fascismen (og stalinismen) på sin egen krop, er det måske endnu eller allerede igen nødvendigt at forklare, hvad det vil sige, nemlig at gøre mennesker bevægeligere end de er. Frie som dansere, åndsnærværende som fodboldspillere, overraskende som guerrilleros. Den der kun betragter masserne som objekt for politik, kan ikke mobilisere dem. Han vil omadressere dem. En pakke er ikke bevægelig, den bliver blot puffet frem og tilbage. Opmarcher, kolonner, parader, immobiliserer folk. Propaganda, der ikke frigør men lammer selvstændigheden, adlyder det samme skema. Den fører til afpolitisering."
Nu var tiden kommet til sand mobiliserende politisering.
MEN KOGET gik af det revolutionære pis. I stedet for den anarko-syndikalistiske og anti-autoritære socialistiske revolution fik vi firsernes yuppier og halvfemsernes globaliserede markedsøkonomi - på privatkapitalistisk grundlag.
Enzensberger sidder i dag med udsigt til borgerkrige. En anden en konstaterer den moderne teknologis globaliserede udstødning af mennesker og udstødelse af menneskehedens naturgrundlag.
Så kommer Tor Nørretranders ved Grundtvig i himmelen med det glade budskab én gang til:
"Skabelsen af et sådant netværk vil skabe store demokratiske muligheder, og samtidig rette vores opmærksomhed mod det forhold, at netop opmærksomhed bliver den centrale ressource i fremtidens samfund, hvor de materielle livsomstændigheder bliver produceret under forbrug af så lidt arbejdstid, at det ikke kan blive det, økonomien handler om."
Hvilket er "grunden til at man gør klogt i at holde godt øje med videnskabssiderne i avisen, også selv om det egentlig er Grundtvigs salmer, der interesserer en."
Grundtvigs salmer er bestemt interessante. Men da Tor Nørretranders selv gør opmærksom på, at de multinationale mediekoncerner "efter nogle års måben naturligvis nu slår tilbage med forsøg på at inddæmme og begrænse alle de muligheder", som han så forjættende udmaler i sin bog Stedet som ikke er, forekommer Marx' kritik af pengene og markedsøkonomien og den private ejendomsret mindst lige så interessant.
ALLERMEST interessant forekommer det mig at undersøge, hvorfor de herlige muligheder for et samtalende samfund for allerede et kvart århundrede siden - endte med privatkapitalismens og pengemarkedsøkonomiens totale og globale sejr.
Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad det er Internettet tilbyder, som ikke allerede var til stede, da Siepmann og Enzensberger udmalede nøjagtig de samme utopier, som Tor Nørretranders lover os i dag.
Dragonhesten vrinsker og stamper. Tor Nørretranders vækker alle de gamle 68-drømme til live.
Men jeg har mistet troen på, at den tekniske udvikling i sig selv forjætter noget som helst levedygtigt tusindårsrige.
Jeg er snarere af den opfattelse - ikke mindst efter at have holdt godt øje med Informations videnskabssider fra de begyndte - at det er troen på den tekniske vej til tusindårsriget, der er den største trussel mod alle de henvisninger til samtalen, dialogen, med hvilke Grundtvig i sin tid besvarede de moderne udfordringer.
Når selv den gamle marxist og økologist, Claus Heinberg, her i avisen kan erklære internettet langt vigtigere for folkelig indflydelse end stemmeboksen, er jeg da også gået på og i nettet. Men mere end hvad nogen som helst eviggørende digitalitet kan præstere i sit virtual reality-fravær på symmetrisk 11 Mbps båndbredde, tror jeg efterhånden kun på kroppenes nærværende materialitet og dødelighed.
Som holdbart grundlag for Tor Nørretranders' smukke og uundværlige utopi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu