Læsetid: 2 min.

Irak kan vente militær aktion

31. oktober 1997

En militæraktion er ifølge London en klar mulighed, efter Irak har givet amerikanske våbeninspektører det røde kort

Alt tyder på, at Irak risikerer nye militære angreb fra USA. Det står klart efter at Irak har provokeret FN ved at beordre amerikanske våbeninspektører ud af landet. Den britiske viceudenrigsminister Derek Fatchett sagde i går, at en ny militæraktion mod Irak ikke kan udelukkes.
"Vi må være hårde. Vi må gentage vores besked. Vi vil ikke lade Irak opruste igen," sagde Fatchett. Også Mellemøst-analytikeren og forfatteren Hazhir Temourain regner det for sandsynligt, at USA vil svare igen med "en begrænset militæraktion mod symbolske mål."
Truslerne fra Vesten kommer, efter at Irak onsdag besluttede at udvise ti amerikanere, der arbejder i UNSCOM, den 100 mand store FN-kommission, som siden Golfkrigen har været bekæftiget med at destruere Iraks masseødelæggelsesevåben og installere et effektivt overvågningsystem af alle militære anlæg.
Udvisningen fik øjeblikkeligt FN's Sikkerhedsråd til at suspendere alle inspektioner og advare Irak om "alvorlige følger", hvis Bagdad ikke trækker sin beslutning tilbage.
Situationen er spidset til, efter at Sikkerhedsrådet i sidste uge truede med nye sanktioner mod Irak, der angiveligt har hindret våbeninspektørerne i at udføre deres arbejde.

Frustration
Iraks FN-ambassadør Nizar Hamdoon forsøgte onsdag at forklare den stærkt anti-irakiske verdensopinion, hvorfor Irak udviser amerikanerne.
"Irak er ikke på nogen måde ude efter en konfrontation. Vi har truffet beslutningen, fordi UNSCOM nøler med at blive færdige. Irak forbinder denne trækken tiden ud med den amerikanske tilstedeværelse i kommissionen"
"Vi har ikke truffet denne beslutning efter ét års embargo, men i embargoens syvende år. Vi gør det af frustration og på grund af det irakiske folks tragiske situation," sagde ambassadøren.
Haifaa Jawad, der er lektor i Mellemøst- og islamiske studier ved Lancaster University i England, opfordrer verden til at vise større forståelse for det irakiske synspunkt.
"Det er fuldstændig rigtigt, at Saddam Hussein er en diktator, som jeg på ingen måde støtter. Men når det er sagt, må man spørge, hvor længe det irakiske folk skal lide under sanktioner. Jeg tror den irakiske FN-ambassadør mener det, når han siger, at Irak ikke er ude på konfrontation, men er frustreret over, hvor længe sanktionerne har varet. Der er ingen grund til at frygte, at Irak vil bruge masseødelæggelsesvåben, for staten er svækket voldsomt af de seneste års sanktioner," siger Haifaa Jawad.
Mellemøst-analytiker Hazhir Temourain er enig i, at den irakiske beslutning ikke er ensbetydende med, at Irak ønsker nye sammenstød med omverdenen.
Andre analytikere siger til Reuter, at Saddam Hussein endnu engang har begået en brøler, og at han i sidste ende vil blive nødt til at give sig. Saddam Hussein har fejlagtigt troet, at han kunne udnytte den uenighed, der er mellem USA og Storbritannien på den ene side og Frankrig og Rusland om, hvorvidt man skal fortsætte sanktionerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu