Læsetid: 4 min.

Jeltsin og Dumaen i ny konfrontation

6. oktober 1997

Det russiske parlament, Duma'en, og præsident Jeltsin strides om jordlove og statsbudget. Duma'en er parat med mistillidsvotum, Jeltsin truer med at opløse parlamentet

For fire år siden - 4. oktober 1993 - endte mange måneders konfrontation mellem præsident Jeltsin og det daværende russiske parlament på en måde, der har skabt et trauma i russiske politik: Jeltsin lod sine sikkerhedsstyrker storme og indtage parlamentsbygningen, Det Hvide Hus, og et antal hundreder mennesker - hvor mange er fortsat ikke kendt - omkom.
Aldrig mere en 4. oktober, har det siden lydt fra både oppositionen og præsident Jeltsin selv. Og selv om parlamentet, Statsdumaen, siden har været domineret af kommunister eller allierede, er det heller ikke siden kommet til samme voldsomme konfrontation. Først og fremmest fordi parlamentet blev frataget en stor del af sin kompetence i den forfatning, der blev vedtaget efter de blodige oktoberdage for fire år siden.
Men nu er den gal igen. Årsagen er to af de magtbeføjelser, parlamentet faktisk har: Statsdumaen kan med almindeligt flertal nedstemme regeringens budgetforslag og kan med to tredjedeles flertal blokere et veto fra præsident Jeltsin og iværksætte egne love. Og det er præcis, hvad parlamentet har tænkt sig at gøre.

Striden om budgettet
I dag indleder Statsdumaen behandlingen af det budgetforslag, regeringen har fremlagt for 1998, og ledende oppositionsmedlemmer har allerede gjort det klart, at budgettet ikke får nogen nem vej gennem parlamentet.
"Hr. Jeltsin har ikke ført et eneste af sine valgløfter under præsidentkampagnen ud i livet. Hans regering er et fallitbo, økonomisk og intellektuelt. Vi kan ikke stemme for et budget, der er udarbejdet så uprofessionelt", siger Gennadij Sjuganov, leder af kommunistpartiet, som sammen med allierede grupper har flertal i Statsdumaen.
En stridslysten præsident Jeltsin samlede fredag den kastede handske op og mindede i slet skjulte vendinger parlamentet om, at præsidenten ifølge forfatningen har ret til at opløse Statsdumaen.
"At dømme efter stemningen i Duma'en står vi over for en ny konfrontation. De har tilsyneladende set mit forsøg på at samarbejde som svaghed. Men hverken folkets eller præsidentens tålmodighed er uden grænser. Duma'en bør tænke over, hvad præsidenten kan gøre i denne situation", sagde Jeltsin i en radiotale fredag - med en klar antydning af, at han vil opløse parlamentet og udskrive nyvalg, hvis Duma'en ikke vil samarbejde.
Striden gælder i første række det statsbudget, som regeringen Tjernomyrdin har fremlagt. Budgettet opererer med udgifter på ca. 560 mia. dollar, og selv om underskuddet udgør 4,8 pct. af bruttonationalproduktet, er der alligevel tale om markante nedskæringer. Det er især reduktioner i støtten til landbruget og de fattige regioner i det nordlige Rusland, der har ophidset Duma-flertallet.

Intet privat salg af jord
Men striden om budgettet er kun den seneste af flere, siden Duma'en i september begyndte en ny politisk sæson i et tilsyneladende mere konfrontationssøgende humør.
I slutningen af september afviste Dumaen for anden gang en hel pakke af love, som ville have afskaffet en del af de velfærdsydelser, der har været i kraft siden Sovjet-tiden. Duma'ens behandling af en ny skattelov, som bl.a. vil effektivisere skatteopkrævningen, er trukket i langdrag.
Men den hidtil alvorligste kontrovers gælder nye jordlove, som er vedtaget af Duma'en med de nødvendige to tredjedeles flertal, men alligevel blokeres af præsident Jeltsin med den formelle begrundelse, at der er foregået "grove procedurefejl" under Duma'ens behandling.
Jeltsins og regeringens modstand mod jordloven skyldes især, at loven fortsat ikke vil åbne op for, at private bønder kan eje, sælge eller købe jord.

Ubelejligt tidspunkt
Det er fortsat uklart, om Jeltsin og Statsdumaens kommunistisk-ledede flertal virkelig søger konfrontationen.
For Jeltsin kommer striden højst ubelejlig på et tidspunkt, hvor der ellers er tegn på bedring i den russiske økonomi med lavere inflation end nogensinde og udsigt til vækst for første gang siden 1991.
Netop i dag underskrives i London en aftale mellem Rusland og en række kreditorbanker om afvikling af Ruslands 250 mia. kr. store gæld, og en højtstående delegation fra OECD, den industrialiserede verdens samarbejdsorganisation, kom i går til Moskva for at drøfte Ruslands integration i verdensøkonomien.
Men heller ikke oppositionen har det store at vinde ved at tage konfrontationen med Jeltsin. Siden parlamentsvalget i 1995 og præsidentvalget i sommeren 1996 er kommunisternes stjerne i befolkningen tilsyneladende dalet, og mange forsøg på at aktivere arbejdspladserne til protestmanifestationer mod Jeltsin-administrationen er mer eller mindre løbet ud i sandet.
Kommunisterne risikerer at miste indflydelse - og de enkelte parlamentsmedlemmer deres gage og Moskva-lejlighed -hvis Jeltsin gør alvor af truslerne og udskriver nyvalg.

FAKTA
Partier og grupper i Ruslands Duma
*Ruslands Kommunistparti - det største og bedst organiserede parti i Dumaen, har 140 ud af Duma'ens 450 medlemmer og kan mønstre simpelt flertal sammen med sine nære allierede, Folkemagt, med 37 medlemmer, Agrarpartiet med 33, samt en del deputerede fra De Russiske Regioners Gruppe. Formand: Gennadij Sjuganov.

*Vort Hjem Er Rusland - Bevægelse dannet omkring ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin med støtte fra ca. 65 delegerede. Har dog oplevet en række interne splittelser i den seneste tid, og flere af gruppens medlemmer har ved flere lejligheder stemt imod regeringen. Parlamentarisk leder: Aleksandr Sjokhin.

*Det Liberalt-Demokratiske Parti - ledet af ultra-nationalisten Vladimir Sjirinovskij, 51 pladser. Stærkt kritisk over for regeringen men svækket på det sidste.
nJabloko - "Æblet", 46 mandater, et liberalt reformparti ledet af økonomen Grigorij Javlinskij. Er trods sit reform-udgangspunkt stærkt kritisk over for regeringen, som man anklager for at føre Rusland mod "en korrupt og bureaukratisk kapitalisme".

*Bevægelsen til Støtte for De Væbnede Styrker - en ny politisk gruppering, dannet af general Lev Rokhlin, formand for Duma'ens forsvarsudvalg. Rokhlin brød med Vort Hjem er Rusland i protest mod Jeltsins militærreformer. Samarbejder i et vist omfang med kommunisterne.

*Det Nationale Republikanske Parti - dannet og ledet af general Aleksandr Lebed, Jeltsins tidl. sikkerhedsrådgiver. Partiet var ikke dannet ved sidste valg, men en række parlamentsmedlemmer har erklæret deres støtte til partiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her