Læsetid: 5 min.

Jiangs kup i Amerika

30. oktober 1997

Den kinesiske præsident vil vende hjem til Kina med en buket af økonomiske aftaler, som hans rivaler fra den gamle garde aldrig ville turde klandre ham for

BOSTON
Kinas voksende indflydelse i den globale økonomi kunne næppe have været fremhævet mere tydeligt. Det var dét, gårsdagens topmøde i Det hvide Hus mellem USA's og Kinas præsident handlede om. Altså samhandel og amerikanske investeringer.
Emner som Taiwan, Tibet, demokrati og menneskerettigheder samt Kinas strategiske rolle i Østasien kom i anden række. Bill Clinton og Jiang Zemin havde mulighed for at drøfte disse ting uformelt under deres ikke-planlagte private møde i Det hvide Hus' private gemakker tirsdag aften.
Det eneste konkrete resultat var en aftale om at oprette en varm telefonforbindelse mellem de to statsledere - et krav, som kineserne havde stillet for at opnå samme strategiske status på verdensarenaen som Rusland.
På gårsdagens topmøde blev man også enige om at afholde årlige topmøder mellem Clinton og Jiang.
Et skrøbeligt og konfliktpræget bilateralt forhold mellem USA og Kina igennem de sidste ti år er altså nu blevet kørt ind på et mere stabilt og forudsigeligt spor. Det er, hvad teknokraterne i Beijing havde bestræbt sig på siden massakren mod de revolutionære studenter på Den Himmelske Freds Plads i 1987.
Jiang Zemin og hans fløj har ikke givet særligt vidtrækkende indrømmelser. Kina vil skrive under på FN's pagt om individers økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder - et skridt i den rigtige retning, al den stund Kina nu anerkender FN's ret til at verificere overholdelsen af disse rettigheder. Især arbejdernes ret til at danne frie fagforeninger kan blive lidt af en hovedpine for det kinesiske kommunistparti.
Men Kina har indtil videre vægret sig mod at skrive under på den anden internationale pagt om borgernes civile og politiske rettigheder.
Den gamle partigarde med tidligere ministerpræsident Li Peng i spidsen ville næppe have slugt en sådan beslutning råt uden at gøre modstand. Og Jiang sidder endnu ikke fast nok i sadlen til at løbe alt for store politiske risici.

Kinesisk kup
Set fra teknokraternes synspunkt er Clinton-regeringens vilje til at retablere det sino-amerikanske forhold uden at kræve store indrømmelser i følsomme spørgsmål intet mindre end et kup. Jiang vil nemlig vende tilbage til Beijing med en buket af økonomiske aftaler, som hans rivaler fra den gamle garde aldrig ville turde klandre ham for. USA aftager en tredjedel af Kinas eksport.
Den vigtigste aftale angår Washingtons ophævelse af et forbud fra 1985 mod at sælge teknologi beregnet til atomkraftværker i Kina. Til gengæld vil den kinesiske regering gradvist ophøre med at eksportere nuklear ekspertise til Iran og Pakistan. Iran vil heller ikke længere kunne købe kortrækkende missiler fra Kina.
Amerikanske virksomheder står klar til at lancere en Kina-eksport, som kan løbe op i 60 mia. dollar i de næste 20 år. Kineserne får på den anden side adgang til en næsten forureningsfri og uudtømmelig energikilde, hvilket vil stimulere den industrielle udvikling.
En anden aftale berører salg af amerikansk miljøekspertise. Det gælder teknologi til reduktion af udslip fra kulværker, produktion af personbiler med mindre forurenende brændstof, elektricitet til øde områder og midler til bekæmpelse af forurening i Kinas byer.
Parallelt hermed har den kinesiske regering lagt ind ordre ind hos flyfabrikanten Boeing Co. til en værdi af 3 mia. dollar. Da Jiang mødte Frankrigs præsident Jacques Chirac sidste år, modtog Airbus ligeledes en ordre - for næsen af amerikanerne.

Amerikansk fejl
Fra Kinas side er teknologi-overførsel helt fundamental, hvis man skal gøre sig håb om at fortsætte en økonomisk vækst, som i 2010 vil forvandle landet til verdens tredjestørste økonomi med et bruttonationalprodukt på 2.000 mia. dollar.
Derfor har Boeing i flere år måttet acceptere at sælge kineserne ekspertise til at bygge deres egne moderne passagerfly. Det samme vil gælde for amerikanske koncerner, som ønsker at opføre atomkraftværker og sælge miljøteknologi i Kina.
Til trods for disse handelsaftaler er det ikke lykkedes under de indledende drøftelser før topmødet i går at nå til enighed om betingelserne for Kinas optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO.
Japan og EU har fornylig forhandlet sig tilrette med Beijing i dette spørgsmål, men USA kræver en mere drastisk nedsættelse af Kinas toldtariffer over en kortere periode og en privatisering af statsindustrien i et hurtigere tempo end planlagt.
"Her har USA begået en kæmpe strategisk fejl," siger Jing Huang, professor i på Utah State University, til Information.
"Det ville have været langt bedre at have haft Kina med i WTO på et tidligere tidspunkt. Selvom medlemskab på kort sigt havde forværret USA's handelsunderskud, ville det på den anden side pålægge Kina at følge internationale regler for samhandel og investering. Nu er Kina efterhånden blevet så stærk en økonomisk magt, at det ikke har behov for WTO-medlemskab for at tiltrække investeringer," siger han.
Kinas krav om en lettelse af adgangsbetingelserne bliver med andre ord strengere efterhånden som tiden går. I 1996 aftog landet 40 pct. af vestlige investeringer i udviklingslandene. Det svarer svarer til 42 mia. dollar.

Jiangs balancegang
Samtidig vil Kinas handelsoverskud med USA være på 44 mia. dollar i indeværende år. Valutareserverne udgør 143 mia. dollar - en imponerende sum. Samtidig er Østasiens finansielle center Hong Kong nu blevet optaget i folkerepublikken.
Derfor har præsident Jiang ikke alt for travlt med at nedbryde toldmurene og åbne det enorme kinesiske forbrugermarked op for et ocean af vestlige varer.
Ligeledes vil han gå gelinde med at sælge statsindustrien. Nogle vestlige iagttagere har anslået, at henimod 30 mio. kinesere risikerer at blive arbejdsløse, hvis regeringen ikke sørger for at skabe nye arbejdspladser.
Jiang-regeringen fører imidlertid en svær balancegang. Kina skal partout tiltrække voksende udenlandske investeringer og stedse mere teknologi, såfremt landet skal gøre sig håb om at fortsætte sin økonomiske vækst i samme tempo som hidtil. Det kræver yderligere integration i den globale økonomi og i sidste ende medlemskab i WTO. Hvis der går for lang tid, vil vestlige investorer holde sig tilbage.
Denne negative trend er allerede startet. Utilfredsheden med kinesisk bureaukrati og protektionisme er nu så udbredt i Japan, Taiwan, EU og USA, at udenlandske investeringer er faldet med 50-60 pct. i 1. halvår af 1997.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu