Læsetid: 11 min.

Jeg ka' sgu ikke standse

11. oktober 1997

Han føler sig ligestillet med Gud, på hold med pølsemanden Jens Fly og rodfæstet
i Randers. Danmarks svar på Marcel Duchamp, den 83-årige avantgardekunstner Sven Dalsgaard fortæller, hvorfor der altid kom et maleri i vejen

INTERVIEW
Sven Dalsgaard er både digter og billedkunstner. Nogle gange skriver han sine billeder, andre gange maler han sine digte.
Hans kunst er én lang demonstration imod det vedtagne. Dalsgaard "vender bunden i vejret på sig selv hver eneste gang", som han selv siger. Destruktion og skabelse forenes i en samtidig bevægelse, ofte tilsat den karakteristiske Dalsgaard'ske humor.
Han har foretaget rejsen fra 30'ernes traditionelle modernisme, over 40'ernes surrealisme, 50'ernes strenge stiliseringer og 60'ernes neodadaistiske objektkunst, som er blevet hans særkende. I de seneste årtier har han vendt hele bøtten i et storstilet "retrospektivt" genbrug af det fundne i en kunst, der på sin helt specielle måde refererer til hans åndsbrødre i den internationale kunsthistorie, som Piero Manzoni, Man Ray, Magritte, Duchamp eller Christo.
Sven Dalsgaard har spillet en afgørende rolle som inspirator for sine efterfølgere. Han virkede som gæsteprofessor ved Kunstakademiet fra 1973-79 og havde dér en lang række af de senere vilde kunstnere. I dag siger Claus Carstensen f.eks.:
"Sven Dalsgaard var med til at optage mig på Akademiet i 1977. På den danske kunstscene var han den eneste foruden Jorn, Köpcke, Eks-Skolen og Scala-kunstgruppen, som jeg kunne bruge. Jeg forventede mig meget af ham som lærer, for jeg kendte hans konceptkunst på forhånd. Hans undervisning var en speciel fraværspædagogik, der bygger på en form for understatement, som kun fungerede i kraft af hans stærke karisma. Helt konkret lærte jeg dog kun én ting af ham: Da jeg tegnede model, sagde han: 'Det har du jo ikke brug for, så hvorfor la'r du ikke vær' med dét?'"
Når Dalsgaard udtaler sig om tingene, så lyder det henkastet, men det er i virkeligheden meget kategorisk. Claus Carstensen beundrer hans måde at mobilisere viljen på som en disciplinerende faktor: "I lighed med kunstnere som Joseph Beuys, Per Kirkeby, Günther Förg, Fassbinder og til dels Jorn, er Dalsgaard vildt forpligtende produktiv, hvilket tiltaler mig meget."
Også 90'ernes kunstnere som Joachim Koester, Peter Rössell og Peter Holst Henckel - de såkaldte 'Baghusfolk' - der lærte Sven Dalsgaard at kende på anden hånd, har følt et kunstnerisk broderskab med Dalsgaard hen over årtierne. Peter Holst Henckel siger:
"Dalsgaard er grundlag for meget af det, der blev lavet efter det vilde maleri. Hans stole-objekter fra 60'erne er f.eks. en besynderlig mellemting mellem noget rent objektalt og noget menneskeligt. Dalsgaard undersøger hele tiden, hvad kunst er, han vender og drejer det enkelte tegn og forsøger at besvare de store grundspørgsmål på en måde, som tiltaler os."

Randers som centrum
Men uanset hvor internationalt orienteret Sven Dalsgaard og hans kunst er, så har han modsat mange af sine åndfæller valgt at blive i Danmark, i fødebyen Randers:
- Hvad er det i dette lokalmiljø, der har kunnet holde på en avantgardekunstner som dig?
"Det er ikke noget, jeg har besluttet på forhånd. Det er i høj grad en tilfældighed. Jeg er vokset op her i byen. I starten havde jeg nok lyst til noget andet og flytte til en by, hvor der skete noget mere. København for eksempel. Men da jeg først kom i gang, så tænkte jeg ikke så meget over det, og så fandt jeg ud af, at det nok er her, det sker. For det er jo én selv, der får det til at ske."
"Jeg kommer fra et hjem uden klaver, hvor dagens ret enten var persillesovs med kartofler eller brun sovs med kartofler, hvis du forstår hvad jeg mener. Og jeg skulle selv medvirke til at skaffe mad på bordet."
Faderen døde, da Sven Dalsgaard kun var 13 år, og moderen måtte ernære sig som syerske, så det var nødvendigt at holde sammen i den lille familie, der også tæller en ældre bror og søster, der bor i København, men som Sven Dalsgaard er i nær kontakt med. Ingen af de tre søskende har fået børn, så slægten dør ud, når de tre søskende er døde.
"Jeg kom i lære som maler - det har jo også noget med kulører at gøre. Jeg har aldrig malet så mange billeder som i den fire-årige periode, hvor jeg stod i lære. Alt det, jeg ikke nåede i løbet af dagen, hobede sig op og kom ud, når jeg havde fri. Jeg havde lyst til at se, hvad jeg indeholdt. Det var meget vigtigt for mig. En vis selvoptagethed har hele tiden præget mig."
Sven Dalsgaards atelier ligger i stuen i en lille etageejendom midt i Randers by, omkranset af livlige forretninger. Det er et nøgternt rum med en lille have i baggården. Pensler, maling og ganske få objekter står linet op og vidner om en ordnet produktivitet i rummet. Uhyre mange billeder og objekter har igennem årene fundet deres vej fra rummet og ud til udstillinger i hele landet. Der hersker en særlig stedets ånd i dette rum, hvor også den lille model over den poetisk-skæve flygel-skulptur, der står omvendt på en sokkel af spejle, og som man p.t. kan se på Louisiana-udstillingen 'Danmark og Skåne', befinder sig. Sven Dalsgaard er udstillingens alderspræsident.

Modstand er frugtbar
Provinsbyens forargelse og lokal modstand har konstant givet Dalsgaard næring til udvikling af sin kunst. I stedet for storbyens til ligegyldigheden grænsende accept af avantgardens frembringelser, har folk i Randers åbent og ærligt sagt fra, når de ikke brød sig om Dalsgaards kunstværker.
- Men hvordan har det været at møde denne modstand?
"Al modstand er frugtbar. Jeg har kun brugt den til noget konstruktivt. Da jeg for eksempel i 1952 lavede udsmykningen 'Pigen i Gudenåen' på en lille ø i åen (dér hvor Mogens Møllers krukkeskulptur står i dag, LB), blev hun voldtaget, indtil hun blev skilt fra hinanden. Det tog jeg ikke så tungt. Kan de ikke klare mosten, så er det sgu ikke min skyld, tænkte jeg. Jeg har lavet det, jeg skulle lave, og så stikker modstanden ikke så dybt."
- I 1979 holdt du Galerie Asbæk lukket i ti dage, nemlig på udstillingen 'Sven Dalsgaard lukker Galerie Asbæk'. Hvorfor gjorde du det?
"Det var en reaktion. Jeg reagerede lidt småjysk over for det københavnske kunstmiljø med pelse og alt det der. Jeg foreslog Jacob Asbæk at lukke galleriet i stedet for at udstille der, og han var straks med på den. Det eneste problem på denne 'udstilling' var, at publikum, der kom, havde forventet, at jeg skulle begå selvmord! Så jeg skuffede deres forventninger."
"I Jysk Kunstgalerie i Bredgade, København, der blev drevet af den formidable kunsthandler Svend Hansen, og som virkelig formåede at pejle og tage konsekvenserne af de nye tendenser, udstillede jeg i 1968 en række fade med tredobbelt koncentreret salmiak. Når folk kom ind, kunne de være der 2 1/2 minut. Min udstilling hed 'Dødslinien', fordi den var dramatisk på alle leder og kanter. Det var en forløber for det at lukke et galleri, som må betegnes som en definitiv handling."
- Hvem opfatter du selv som forudsætninger for din specielle dadaisme?
"Første gang, jeg var i Paris, boede jeg sammen med Richard Mortensen og Robert Jacobsen i Suresnes. Der var store huller i taget, så regnen plaskede ned i huset; derfor kaldtes vi det 'Friluftsslottet'. Da havde jeg allerede stukket næsen ned i Kandinsky, Klee med videre. Men jeg ville gerne observere, hvad der skete omkring mig. Jeg havde en Duchamp-periode, og ham kunne man ikke se i Danmark, i hvert fald ikke i Jylland. Min Duchamp-fascination har holdt sig siden. Han er, hvad man kalder en kammerat i kunsten, sådan en jeg kan tage hatten af for."
"Jeg havde forudset, at Paris ikke var et sted, jeg ville blive, og desuden drev økonomien mig hjem. Jeg besøgte dog Picabia dernede og fik en fin dialog med ham. Han var et meget sødt menneske, og han talte om sine mange biler. Han samlede på biler - skiftede dem ud hver anden måned. I øvrigt var det ret skuffende rent kunstnerisk, fordi han var inde i en lidt mindre interessant udvikling i den fase. Hans seneste fem-seks billeder, som han stillede op på sin sofa, var et ret traditionelt maleri, som ikke interesserede mig."

De store begreber
- I mange af dine værker kommenterer du de store begreber. Ikke mindst Gud, som du ind imellem 'optræder' sammen med. Hvordan er dit forhold til kristendommen og til den danske folkekirke? Har din høje alder ændret dit syn på det religiøse?
"Jeg føler ikke Gud som en konkurrent. Jeg er ligestillet med ham. Jeg er ikke religiøs på nogen måde, men da menighedsrådet for Sankt Mortens Kirke bad mig om at lave en plakat, så lavede jeg den - godt nok med en lidt skjult ironisk pointe, som ikke rigtig blev opdaget. Gud er et yderpunkt, noget stort, som mange andre yderpunkter såsom kærligheden, men alderen har ikke ændret mit syn på ham."
- Hvorfor gik du i grunden ikke på Akademiet?
"Jeg havde en lille svaghedsperiode som ung og forsøgte faktisk at komme ind, men Aksel Jørgensen, der var professor, rådede mig til at lade være. Vi sad på en bænk uden for Charlottenborg i solskinnet, og han lagde sin arm omkring mig, altimens han så på mine ting. Han sagde: I første omgang blev jeg lidt skuffet - jeg havde nok håbet at få at vide, at jeg kunne begynde i morgen. Men senere har jeg været meget taknemmelig for, at jeg ikke kom ind."
"Han var i øvrigt meget interesseret i min videre færd og fulgte med i min udvikling. Da jeg senere blev gæsteprofessor ved Kunstkademiet, forsøgte jeg at komme der som kammerat i stedet for som lærer. Jeg iscenesatte nogle oplevelser, der kunne flytte de unge kunstnere. For eksempel skulle de tage en plasticpose over hovedet, så de ikke lod sig distrahere af andre ting. Vi har også leget uskyldigt med bolcher, som de skulle spise, og som var forsynet med inskriptionen 'Gud'."
- Hvordan er det at blive ældre?
"Jeg føler ikke, at der er nogen alder kunstnerisk set. Men menneskeligt, fysisk, at man får gigt og ikke længere kan være helt så sikker på, at man får en god dag og sådan, det præger mig naturligvis, og jeg har ikke været uden for byen i ti år, fordi jeg vil bruge al min tid på kunsten. Jeg aner ikke engang, hvordan Specta, mit galleri i København, ser ud."
"For mig er der ingen andre sider end den kunstneriske. Jeg laver kunst og nichts weiter. Jeg er ikke gift, og jeg lever relativt isoleret."
- Hvorfor har du ikke stiftet familie?
"Jeg har ikke kunnet få plads til det, selv om jeg nu gerne ville have haft to-tre børn, men der er altid kommet et maleri i vejen," ler Sven Dalsgaard.
- Men når man nu har gennemlevet så meget som dig - hele mellemkrigstiden med de glade tyvere, der blev afløst af krisen i trediverne og anden verdenskrig, koldkrigen, jerntæppets etabering og fald og nu hele det store, postmoderne tomrum - hvordan betragter du så vores århundrede både samfundsmæssigt, moralsk og menneskeligt? Hvor står vi nu?
"Du får mig til at lyde så gammel! Men det er jo gået grueligt galt. Kulturens kontinuerlige linje er brudt, og vi bombarderes konstant med en lang række synspunkter, som vi slet ikke kan forholde os til. Det er et fantastisk roderi for tiden. Men jeg har en voldsom tilbøjelighed til at skyde det væk, for jeg vil hellere bruge hele min tid på at skabe nye værker. Mit omdrejningspunkt er mig selv, og tilværelsen er fantastisk kort. Livet er en engangsforestilling, som man aldrig kan lave om, hvilket er det eneste væsentlige at forholde sig til. Alt det der med at stille op for Red Barnet, Red De Pukkelryggede etc. Det kan jeg altså ikke."

På pølsemandens hold
- Hvordan oplever du kunstscenen i dag?
"Jeg oplever mange, der tænker, at det gamle skrummel, han lever jo nok ikke så længe, så vi må hellere se at få købt et af hans billeder, inden de stiger i pris! Men kunstscenen i bredere forstand beriges i øjeblikket af, at den er så mangfoldig, at den er et broget cirkus, hvor kunstarterne ligesom ophæver hinanden, så forskellene forsvinder imellem maleri, litteratur, skuespil og musik. De fire kunstarter kan tilsammen finde ud af noget, der er virkelig dækkende. Men samtidig oplever jeg, at det enkle kvadrat som maleriet aldrig nogensinde vil forsvinde. Det er en ikon på mange sider af tilværelsen."
- Så den der med maleriets død, den køber du ikke?
"Nej, aldrig!"
Per Kirkeby sammensatte for nylig en udstilling hos Galleri Faurschou med titlen 'Alderens arrogance', hvori indgik ét sent maleri af de Kooning, Picasso, Braque, Schwitters, Jorn og Leroy. Han fremhævede, at disse kunstnere var blevet lette på deres gamle dage, fordi de havde sejret over trends og ismer, og deres forfængelighed var blevet tilfredsstillet. Hvad mener du om det?
"Så må jeg være blevet gammel før tiden, for den fornemmelse har jeg da haft, siden jeg var 20!" ler Dalsgaard.
"Jeg har måske nok levet i en evig pubertet, men for eksempel Jorn, som ikke havde den samme gunstige økonomiske baggrund at blive fri på som de andre, malede baglæns i sine sidste år. Han malede bevidst tingene over. Stalingrad i Silkeborg f.eks. ville, hvis han havde levet længe nok, været malet helt over. Jeg skal ikke forkleine nogen af de andre på udstillingen, men er det ikke sådan et kunsthandler-team, der var med på den udstilling?"
Sven Dalsgaard mødte i trediverne surrealismen. Både Vilhelm Bjerke-Pedersen, hvis skrifter og tanker fik stor betydning for ham og Vilhelm Freddie, som var hans ven, indtil hans død.
Sven Dalsgaard skyer selskabelighed som pesten. Optræder der mere end otte mennesker i et selskab, sidder han henne i en krog.
I modsætning til de unge og yngre kunstnere, der er med overalt og bruger 24 timer af døgnet på at promovere sig, og "som ikke kan holde en fødselsdag, uden at hele byen ved det", så foretrækker han den nære kontakt med ganske få mennesker, som f.eks. pølsemanden Jens Fly fra Randers, som han har skabt en lang række værker til, og hvis død gjorde dybt indtryk på ham. Men hvorfor laver han sådan en 'hommage' til en pølsemand?
"Jeg elsker alle de banaliteter, der findes hos helt almindelige folk. Det er så dejligt bare at sidde med halvåben mund og glo ud i luften. Det er sgu det nemmeste og det bedste. Jeg skammer mig næsten over at sige det, men jeg er sgu på deres hold " siger Dalsgaard.

Lisbeth Bonde vil i de kommende måneder interviewe en række af Danmarks store kunstnere her på featuresiderne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu