Læsetid: 3 min.

Kabila vil genoprette ordenen i nabo-Congo

7. oktober 1997

Tropper fra det tidligere Zaire sat ind til støtte for præsident Lissouba i nabolandet Congo

Laurent-Desiré Kabila er gået over floden. Efter voldsomme bombardementer fra Brazzaville - hovedstaden i nabolandet Congo på den anden bred - har den nye præsident i det tidligere Zaire, nu omdøbt til Den Demokratiske Republik Congo, besluttet at sende "en deling militærobservatører, der skal finde frem til, hvor granaterne kommer fra, og undersøge mulighederne for at ødelægge dem".
Præsidenten bekendtgjorde den militære intervention, hvis omfang skal "afpasses efter situationen", onsdag i sidste uge på en pressekonference sammen med den congolesiske præsident Pascal Lissouba, der var på et kort besøg i Kinshasa.
Det er ham, Kabila vil støtte med sin indgriben. Hans tropper har siden den 5. juni været i kamp med enheder, der er loyale over for hans forgænger, general Denis Sassou-Nguesso. Talsmænd for generalen har straks fordømt denne "krigserklæring".
Kabila illustrerede de forvirrede forhold i begge lande, da han opsummerede sine hensigter således:
"Congoleserne på venstre bred (Kinshasa) vil overskride floden for sammen med congoleserne på højre bred (Brazzaville) at undersøge, hvor skuddene kommer fra. Det er det, vores mission går ud på. Den er tilendebragt, når man holder op med at skyde på os hen over floden."

Besvarer aggression
Han understregede, at interventionen "ikke drejer sig om at mægle", men har til formål at besvare en "aggression og gentagne krænkelse af suveræniteten".
Senere har hans udenrigsminister dog sagt i New York, at kontingentet kan udgøre "den hårde kerne i en fremtidig international styrke".
Siden mandag i sidste uge har 21 mennesker mistet livet i Kinshasa under granatangreb fra Brazzaville. Onsdag blev der erklæret landesorg, og en stor menneskemængde deltog sammen med flere medlemmer af regeringen i en højtidelighed i Folkets Palads, det tidligere parlament, hvor kisterne var opstillet.
EU har beordret "ikke nødvendigt personale" evakueret fra Kinshasa, og FN har sendt en "krisekomite" til stedet.

Ingen kontol på tropper
I 48 timer besvarede Kinshasas hær ilden og affyrede ifølge indbyggere i Brazzaville "mere end hundrede granater" mod nabolandets hovedstad. De fortæller, at Kabilas artilleri sigtede både mod den nordlige del af byen, som er under Nguessos kontrol, og den sydlige, der er i hænderne på præsident Lissoubas tilhængere.
"De bombarderede endda præsidentpaladset midt i byen," siger en kilde, som bekræfter, at "det var der, de fleste skud kom fra mandag".
Siden torsdag har kanonerne tiet på begge sider af floden.
"Det er lykkedes Lissouba at trække Kabila ind i kampene i Brazzaville. Det er farligt, fordi han ikke har kontrol over sine tropper. Man kan frygte det værste," siger en vestlig diplomat i Kinshasa.
I modsætning til artilleriet synes Kabila altså nu at have taget parti for præsident Lissouba. Flere af general Sassou-Nguessos tilhængere - hvoraf nogle skal have været i besiddelse af våben - er blevet arresteret i en congolesisk flygtningelejr ved Kinkolé i nærheden af Kinshasas lufthavn. De tilbageholdes nu i en militærlejr.

Mislykket mægling
Som reaktion på meddelelsen om Kinshasa indblanding til fordel for regeringsstyrkerne siger en talsmand for Sassou-Nguesso, at den tidligere præsidents tilhængere vil fortsætte kampen mod Lissouba.
"Hvad vil der ske, hvis 'observatørerne' bliver ramt af skud fra os i Brazzaville?" spørger han og svarer selv: "Så vil de være nødt til at skyde tilbage."
Det synes ikke at være den analyse, man anlægger i USA og Frankrig.
Torsdag i sidste uge mente det franske udenrigsministerium, at "afsendelsen af observatører, der kan gøre ende på bombardementer og modbombardementer tjener til at undgå en yderligere optrapning af sammenstødene."
Efter mere end fire måneder med omfattende plyndringer og store ødelæggelser som følge af artilleridueller mellem den nordlige og sydlige del af Brazzaville tilføjede udenrigsministeriets talsmand: "Congoleserne har midlerne, fornuften og kapaciteten til selv at løse deres problemer."
Mindre fromt talte den amerikanske ambassadør i Kinshasa efter samtaler med Kabila om "muligheden for et langsigtet samarbejde med henblik på at løse krisen i Congo-Brazzaville".
De mæglingsbestræbelser, som Gabons præsident Omar Bongo og FN's særlige udsending Mohamed Sahnoun har stået i spidsen for, er tilsyneladende blevet begravet.
"Man har indtryk af, at Sahnoun har kastet håndklædet i ringen," hed det i sidste uge i Radio Kinshasa. "Det kan man ikke bebrejde præsident Kabila på baggrund af den strudsepolitik, der praktiseres af det internationale samfund over for Brazzaville".

© 1997 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu