Læsetid: 6 min.

Mine kære børnebørn

11. oktober 1997

Hvordan skal jeg finde ord for de ubeskrivelige ting vi har oplevet?

Hvad skriver man i et brev til sit barnebarn, hvis man vil fortælle det noget væsentligt om verden? Det danske forlag, Aschehoug, bad Liv Ullmann redigere en bog over dette tema. Hun har modtaget bidrag fra Leonard Cohen, Astrid Lindgren, Umberto Eco, Nelson Mandela, Dalai Lama og en række andre af verdens store kulturpersonligheder. Med forlagets tilladelse bringer vi her bidraget fra Simon Wiesenthal, der siden anden verdenskrig har været en central skikkelse i dokumentationen af nazisternes forbrydelser. Bogen udkommer på onsdag (198 kr.). Den er foreløbig solgt til udgivelse i USA, Tyskland og Norge. Overskuddet bruges til at hjælpe kvinder og børn i verdens flygtningelejre.

Brev
Om fire år slutter vort århundrede. Da jeg er født i 1908, har jeg oplevet alt, hvad der var at opleve i dette århundrede. I et tilbageblik kalder jeg det for forbrydelsernes århundrede; der var to verdenskrige, allerede som barn var jeg flygtning og som voksen var jeg flygtning igen. De fleste af vores pårørende døde ikke på en naturlig måde, men led en voldsom død i hænderne på forbrydere.
Når jeg tænker på det kommende århundrede - som jeg næppe kommer til at opleve - og tænker over, hvordan det bør adskille sig fra det, der nu går på hæld, så håber jeg inderligt, at I må blive forskånet for meget af det, som vi, jeres bedsteforældre, har måttet opleve.
Jeres mor bærer blandt sine fornavne også jeres oldemødres to navne, så de - som det er skik og brug hos os jøder - lever videre i deres efterkommere.
Jeg og jeres bedstemor er overlevende og som sådanne ikke kun forpligtet over for de døde, men også over for de kommende generationer. Vi skal videregive vores erfaringer til jer, så I kan tage ved lære af dem, for jeg er af den overbevisning at: "Information er forebyggelse".
Det er ikke nok, at alt er blevet fastholdt i bøger, for man kan ikke udspørge en bog i modsætning til et menneske. Et vidne må være et "levende" vidne. Derfor har jeg, når jeg har talt ved møder for overlevende, gang på gang mindet dem om: "I har børn, I har børnebørn, jeres naboer har børn - I må tale til dem. I må fortælle dem alt, hvad I har oplevet og fremprovokere deres spørgsmål, så også de kan fortælle videre. Det er kun i den mundtlige fortælling at erindringen bliver ved med at være levende."
Som I ved, har jeg efter min befrielse gang på gang søgt dialogen med unge mennesker og har da også i forbindelse med mine foredrag ved universiteter i mange lande overalt på jorden talt til flere tusinde. Jeg stod over for velklædte, velnærede, glade unge mennesker og spurgte pludselig mig selv: Hvordan skal jeg kunne få en, der aldrig i sit liv har lidt sult eller kulde, til at forstå, hvor meget et stykke brød, en skive kålrabi eller en jakke har betydet i sin tid? Hvordan kan jeg forklare en, der udelukkende kender døden gennem avislæsning, hvad man føler, når man ser røgen over krematorierne og ved: Denne fedtede sødlige lugt stammer fra mennesker, der så sent som i går marcherede i en lang kolonne gennem lejrens gader. Med hvilke ord vil jeg for disse unge mennesker kunne beskrive smerten hos en mor, der får revet sit barn ud af hænderne, hvorpå det skubbes hen til de andre, som er udset til gaskammeret.

Jeg er bange for, at det er umuligt at videregive alle disse erfaringer. Vi kan tale og forme vores erindringer i ord. Men selv om vores tilhørere nysgerrigt tager disse ord til sig, bliver de ikke til virkelighed igen i deres hoveder. Hvad der er foregået i det Tredje Rige unddrager sig ens forestillingsevne.
Vi, jeres bedsteforældre, har trods alle indvendinger og betænkeligheder pligt til at fortælle jer og vores unge tilhørere, hvor enestående, hvor ufattelig, hvor usædvanlig Holocausttiden var. Men netop derved gør vi det vanskeligt for jer at opfatte vores skildringer som virkelighed og sandhed. Det ufattelige bliver ved med at være ufatteligt.

Mine kære børnebørn, jeg må indrømme, at også vi, jeres bedsteforældre, har begået en række fejltagelser. Til disse fejltagelser hører, at vi troede, vi kunne imødegå jødehadet og vinde agtelse alene ved at yde noget. Det hører med til vores fejltagelser, at vi selv efter totusind år stadig ikke havde fattet, at vi altid er de første ofre for splid - hvor end en majoritet bliver hidset op mod en minoritet, nagler man til sidst jøden til korset. Til disse fejltagelser hørte også, at man ser på og afventer, sålænge man måske stadig vil kunne gøre noget.
Vi kunne heller ikke tro, at et folk, som Schillers og Goethes, underkaster sig en Hitler eller Himmler. Netop jøderne i den østlige del af Europa var overordentlig germanofile, for de var bærere af den tyske kultur i denne region. Da man for århundreder siden havde fordrevet dem fra Tyskland, havde de taget deres sprog, som var det middelhøjtyske, med sig i deres eksil og bevarede det. (Det samme gjorde for øvrigt de spanske jøder, der tog det gammelcastilianske med sig som ladino, efter at man havde fordrevet dem fra Spanien.)
Jeg kan endnu tydeligt huske reolvæggen i vores lejlighed i Buczacz: De fleste bøger var tyske. Når min mor, jeres oldemor, havde noget meget vigtigt, hun skulle forklare mig, greb hun fat i en tysk klassiker, for at sige til mig: "Der kan du se, han var meget bedre til at udtrykke det, som jeg gerne vil sige til dig."
Og det var også en fejltagelse af os at tro, at en, der havde læst Goethe, ikke ville være i stand til at læse "Der Stürmer", dette nazistiske propagandablad.
Det påstås undertiden, at den hitlerske udgave af nationalsocialismen i hvert fald ikke vil have en chance for at komme igen. Måske vil der opstå andre former for fascisme, måske vil der finde andre forfølgelser sted - men aldrig mere sådan som i det Tredje Rige. Det håber jeg også, men jeg har lært at kontrol er bedre end tillid.

Når had og sadisme indgår en forbindelse med moderne teknologi kan helvedet igen bryde løs overalt. Denne kombination af had og teknologi er den største fare, som menneskeheden udsætter sig for. Det handler ikke kun om atombombens store teknologi, det handler også om dagliglivets lille teknologi: Jeg kender mennesker, der i timevis kan sidde foran tv-skærmen, fordi de har glemt, hvordan man kommunikerer med hinanden. Snart behøver man ikke længere at lære fremmedsprog, for der vil findes lommecomputere, som man taler ind i på sit eget sprog og som derpå gengiver det på et fremmed sprog. Menneskene vil således i stigende grad meddele sig til hinanden ved hjælp af computere. Somme tider har jeg den skræmmende vision, at computere engang vil kunne tale sammen uden mennesker.
Mine kære børnebørn, vi har ført lange og gode samtaler med hinanden, lige fra I var store nok til lidt efter lidt at få noget at vide om mine oplevelser og om menneskenes lidelser under naziherredømmet. Jeg håber, at I vil tage disse samtaler med jer ind i det nye århundrede, og at I gennem jeres kendskab til de farer, som jeg har fortalt jer om, vil være bedre beskyttet mod dem.

I kærlighed
Jeres bedstefar

*Oversat fra tysk af Britta Lehleldt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu