Læsetid: 5 min.

Kampen mod diagnosen

13. oktober 1997

Et kortvarigt hospitalsophold gav en studerende diagnosen skizofren, og blev det første møde med et system, der har god tid

En eftermiddag i 1991, dagen før sin 26-års fødselsdag, tager Charlotte Ladefoged sin cykel og kører fra sin kollegielejlighed i Skindergade i København til Kommunehospitalet.
Hendes økonomi er kaotisk, hun har problemer med sit studium, og nu har hun i et håb om hjælp besluttet sig for at lade sig indlægge på hospitalets psykiatriske afdeling.
Hospitalsopholdet bliver kortvarigt - lægernes tilbud om medicin er ikke den hjælp, Charlotte håbede at få, og hun forlader afdelingen.
Hvad hun ikke ved, er, at hun nu er blevet adskillige psykiske diagnoser rigere, og at hun skal komme til at bruge de næste mange år på at forsøge at tilbagevise dem.

Pensioneres mod sin vilje
Året efter, i 1993, beslutter Socialforvaltningen i Københavns Kommune, at Charlotte Ladefoged skal førtidspensioneres.
Hun er nu 29 år, bor stadig i kollegielejligheden i Skindergade og læser stadig biokemi på Københavns Universitet - men hendes uddannelsesstøtte er ophørt, fordi hun ikke har bestået tilstrækkeligt mange eksaminer.
Hun har derfor søgt Socialforvaltningen om revalidering, så hun kan fortsætte sine studier.
Men i Socialforvaltningen tror man ikke meget på en revalidering af Charlotte. Hun skal i stedet have førtidspension, beslutter man. Selv om Charlotte protesterer.
For Socialforvaltningen er sagen klar: Charlotte er 100 procent uarbejdsdygtig, og der er ingen muligheder for revalidering. For Charlotte er skizofren.
Det konkluderer i hvert fald Socialforvaltningens psykiatriske lægekonsulent, som i efteråret 1992 skriver adskillige A4-sider om Charlotte. Papirer, som ligger til grund for Socialforvaltningens ansøgning om førtidspension til Charlotte.
Da lægekonsulenten første gang skriver om Charlotte, i august 1992, har hun ganske vist aldrig talt med hende - men hun har set journaler fra Kommunehospitalets psykiatriske afdeling.
Journalerne er fra den kortvarige kontakt i februar 1991.
"Tilstanden og forløbet tyder på en lidelse inden for det skizofrene spektrum," er der noteret i journalen allerede samme dag, som Charlotte henvendte sig.
Charlotte er af Kommunehospitalets læger blevet nægtet aktindsigt i journalerne.

Klage over egen læge
Charlotte er fortvivlet over at være blevet førtidspensioneret, og ifølge Charlotte har hun i Socialforvaltningen kun fået beskeden: "Din egen læge siger, du er syg."
Det synes Charlottes læge, som har kendt Charlotte siden slutningen af 1989, ikke - og det ved Charlotte. Lægen har derimod flere gange skrevet, at hun "på intet tidspunkt har kunnet konstatere tegn på psykose", ligesom hun heller ikke har efterkommet opfordringen fra Socialforvaltningens psykiatriske lægekonsulent om at foranstalte en tvangsindlæggelse af Charlotte Ladefoged.
Så i et forsøg på at udrede, hvad der kommer fra hvem, sender Charlotte den 14. marts 1994 en klage til Patientklagenævnet. En klage over, at hendes egen læge har brudt sin tavshedspligt.

Hurtig afgørelse
Den er Patientklagenævnet ikke længe om at afgøre. Den 8. juli sender nævnet en afgørelse til Charlotte og til Charlottes læge. Lægen ses ikke at have brudt sin tavshedspligt, hedder det i afgørelsen.
Men før det, den 6. juni, har Charlotte Ladefoged sendt en ny klage. Denne gang over Socialforvaltningens lægekonsulent.
Og da dette ikke indgår i nævnets afgørelse, mister Charlotte tilliden til Patientklagenævnet og går i stedet til Ombudsmanden.
Den 22. august beder han om en udtalelse fra Patientklagenævnet, men hører intet. Den 7. december rykker han for svar.
Kort før jul 1994 får Ombudsmanden svar. Patientklagenævnet har besluttet at genoptage sagen - i sin helhed. Patientklagenævnet kan ikke oplyse Ombudsmanden om, hvornår en afgørelse vil foreligge, men skriver: "det forventes dog, at sagsbehandlingen ikke vil strække sig ud over seks måneder."

For upræcis
Sagen bliver samtidig, som procedure er, sendt til Stadslægen, som skal foretage den egentlige sagsbehandling.
Men Stadslægen er ikke tilfreds.
Den 6. januar 1995 skriver Stadslægen til Patientklagenævnet, at klagen er for ukonkret, at den skal præciseres for, at Stadslægen kan behandle den.
Godt et halvt år går, uden at Stadslægen hører fra Patientklagenævnet.
Stadslægen undrer sig og sender den 31. juli 1995 et brev til Patientklagenævnet for at spørge til, hvornår nævnet forventer at afgøre sagen.
Charlotte Ladefoged hører heller intet og går igen til Ombudsmanden.
Den 21. september 1995 skriver Ombudsmanden til Patientklagenævnet. Han anmoder på Charlottes vegne om, at sagen fremskyndes og udbeder sig oplysning om, hvornår sagen forventes afsluttet.
Men efteråret går, og det skal blive både jul og nytår, før Patientklagenævnet reagerer.

3 til 6 måneder
Den 5. januar 1996 faxer Mette-Line Thorup, som er journalist på Information, til Patientklagenævnet en anmodning om aktindsigt i Charlotte Ladefogeds sag.
Så sker der noget.
På en og samme dag, den 8. januar, skriver og sender Patientklagenævnet to breve:
Et til Stadslægen, der anmodes om at behandle sagen - selv om denne allerede et år før har bedt nævnet om at præcisere klagen - og et til Charlotte Ladefoged.
I brevet til Charlotte beklager nævnet "den medgåede sagsbehandlingstid" og oplyser:
"Deres sag vil kunne forventes afsluttet inden for tre til seks måneder fra i dag."
Men nu er det Patientklagenævnet, der ikke hører fra Stadslægen, som man jo har bedt om at behandle sagen.
Stadslægen får derfor den 6. marts 1996 en rykker fra Patientklagenævnet - som undrer sig, da man ikke mener at have fået Patientklagenævnets brev af 8. januar 1996, og som aldrig har fået den præcisering af klagen, som man har bedt Patientklagenævnet om at lave.
Den 18. marts sender Patientklagenævnet en skrivelse til Stadslægen. Den er magen til de tidligere, altså uden den ønskede præcisering af klagen.
Alligevel udfører Stadslægen det arbejde, Patientklagenævnet har bedt om og sender det til nævnet den 6. juni 1996.

Charlotte gravid
Nu går der godt et år.
For Charlotte er sagen blevet endnu mere alvorlig, da hun er gravid og ikke er i tvivl om, hvordan det vil gå med en skizofreni-diagnose: Hendes barn vil blive tvangsfjernet.
Alligevel hører hun intet fra Patientklagenævnet.
Den 23. september i år bad Information om aktindsigt - en indsigt, der i første omgang blev nægtet "i betragtning af Charlottes psykiske tilstand".
Den 24. september holder Patientklagenævnet møde.
Charlottes sag er en af 30 på et tre timers møde, hvor fem enige nævnsmedlemmer afviser hendes klage.
Afgørelsen overrasker ikke Charlotte ligesom den heller ikke sætter punktum for hendes "kamp mod diagnoserne".
Den 23. december 1996 fødte Charlotte en sund og velskabt baby - på et engelsk hospital, da hun var rejst fra Danmark for at undgå den planlagte tvangsfjernelse af hendes endnu ufødte barn.
Men allerede før fødslen var de danske journaler om Charlotte sendt til de engelske myndigheder, som den 1. september i år tvangsfjernede babyen.
I sidste uge vendte Charlotte tilbage til Danmark. Foran hende - og hendes advokat - venter i første omgang den opgave at få babyen udleveret fra England til Danmark. Siden at ændre de danske myndigheders beslutning om at tvangsfjerne babyen.

Information vil den kommende tid i en række artikler sætte fokus på 'sagen Charlotte
Ladefoged'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu