Antibiotika-fyldte svin og fjerkræ fylder avisernes spalter i dag. Men allerede for 25 år siden råbte en forsker op om det samme problem - han blev dømt for ærekrænkelser af slagterierne
"Jeg tror ikke, det har nogen effekt - men til gengæld en reklameværdi for Slagterierne."
Det siger Niels-Henrik Hansen, der er tidligere direktør for Slagteriernes Forskningsinstitut, om det forslag, svinebranchen kom med i sidste uge: et frivilligt forbud mod antibiotika i foderet til slagtesvin - 'kun' medicin så længe grisene er små.
"Jeg tror ikke, der vil være nogen afgørende forskel på de svin, vi spiser om et halvt år, som ikke har fået antibiotika den sidste halvdel af deres liv, og så de svin vi spiser i dag," mener han.
Det er forbrugernes klare signaler, der i den aktuelle situation har presset svinebranchen til at opfinde det frivillige forbud. Det er ikke fordi svinebranchen selv mener, der er noget galt, "for ingen kan bevise faren," som formanden for Landsudvalget for Svin, Lindhardt Nielsen udtrykker det.
Kampen mod antibiotika til svinene begyndte imidlertid allerede for 25 år siden. Dengang var det både fordi kødet var fuldt af medicin, når det nåede forbrugerne, og fordi der, som idag, var risiko for, at bakterierne i dyrene blev resistente. Det betyder, at svinebakteriernes resistens kan overføres til bakterier hos mennesker, og dermed bevirke, at medicin ved sygdom ikke kan bruges.
Ingen betydning
"Svinene bliver hurtigt store, men det tager foruroligende lang tid, før dyrene bliver normaliseret: de vil stadig have resistente bakterier i sig," siger Niels-Henrik Hansen.
Forslaget er altså virkningsløst, og samtidig er situationen i dag absurd, for antibiotika virker ikke på den måde, landmændene ønsker, vurderer han: "Antibiotika til svinene er som at tisse i bukserne. Det virker overbevisende i forsøg - mindre sygdom og bedre tilvækst. Men antibiotika virker kun et stykke tid, og lige så snart bakterierne har tilpasset sig, virker antibiotika ikke længere. Effekten er væk, så snart bakterierne er blevet resistente, og man har kun noget ud af antibiotika, hvis man hele tiden kommer med en ny slags," siger Niels-Henrik Hansen og fortsætter: "Landbruget gør noget uden at gøre noget; de kan sige, de har gjort noget, men det ændrer ikke ved situationen."
Og Niels-Henrik Hansen ved hvad han snakker om - også selvom det er næsten 25 år siden, han arbejdede i branchen.
Skuespil på højt plan
I 1976 foregik et skuespil på højt plan, som kom til at koste Niels-Henrik Hansen og hans hustru Dorthe Hansen 65.000 kroner og to forskerkarrierer.
Ægteparret var begge ansat på Slagteriernes Forskningsinstitut i Roskilde, hun som forsker og han som direktør, da de i starten af 70'erne opdagede, at noget var grueligt galt med de danske svin.
"Jeg så, at det ville ende galt med svinene, og jeg begyndte at advare internt om problemerne med sundhedsfarlige svin, der var stressede og fyldte med medicin, når de nåede forbrugerne," siger
Niels-Henrik Hansen.
"Man var villig til at hælde penge i forskningen, men ikke villig til at gøre det, der var nødvendigt. Vores forskningsresultater viste, at der var for stor risiko ved svinekødet, og resultaterne viste også dengang, at bakterierne i kødet var resistente."
Først sagde Dorthe Hansen sin stilling op, og et par måneder senere fulgte Niels-Henrik trop. Det var i 1974. "Vi måtte sige, at hér går vores grænse."
Da de to først var ude af systemet, skrev de et kapitel i bogen 'Mad er ikke bare mad', om problemerne i svinekødet.
Heri fortalte de, hvordan svinenes komplikationer var vokset op gennem 50'erne og 60'erne. Symptomerne var, at svinekødet efter slagtning var meget blegt og væskedrivende. Generelt blev fænomenet forklaret som stress, og efterhånden som problemet tog til i omfang, undertiden mere end halvdelen af produktionen, voksede også problemerne. Dels de fysiske: Indre blødninger, luftvejslidelser, mavesår, kredsløbsforstyrrelser, hjertesvigt og maveforstyrrelser - ofte med dødelig udgang. Dels de psykiske: Adfærdsforstyrrelser, nervøsitet, aggressivitet - og i ekstreme tilfælde at grisene åd hinanden med hud og hår.
Ingen gjorde rigtig noget ved sagen og dertil kom, at der ikke var beviser for, at kødet var sundhedsfarligt, skrev de to blandt andet. Aviserne skrev om de opsigtsvækkende ord fra forskerne. Og helvede brød løs.
Ærekrænkelse
Niels-Henrik og Dorthe Hansens udsagn om den danske torpedogris - baconsvinet - fik Slagterierne op ad stolene, og Niels-Henrik Hansen blev slæbt i retten for ærekrænkelse i '76.
"Jeg blev dømt for to ud af seks påstande, men delen om medicinforbruget i landbruget kom aldrig op," fortæller Niels-Henrik Hansen, der tabte sagen og skulle betale 65.000 kroner for sine ord.
"Men det helt fantastiske skete, at en forbrugergruppe i Århus gjorde oprør og samlede ind, og der var støttekoncerter og happenings, som altsammen hjalp til."
I dag, 20 år senere, fortryder hverken Dorthe eller
Niels-Henrik Hansen noget af det, de sagde og gjorde.
I dag er han 68 år og gymnasielærer, og hjemmet i det lyse og bakkede Odsherred er en hvidkalket landbrugsejendom med kløver- og kornmarker omkring. Han og hustruen købte ejendommen, da de stod af svineræset i midten af 70'erne for at drive økologisk landbrug. For nogle år siden overtog deres søn bruget, som producerede øko-mælk, men for et års tid siden måtte han stoppe produktionen, fordi MD-Foods sænkede prisen.
Kampen mod systemet glemmer ægteparret ikke.
"Man kan udrette mere indenfor end uden for systemet, vil man umiddelbart synes. Men der er en grænse, når du ikke kan rokke ved systemet. Det mest foruroligende dengang var, at jeg opsøgte den daværende veterinærdiektør og forklarede ham om forskningsresultaterne, og hvad vi var urolige for. Han lyttede og jeg sagde, at jeg ville holde ham underrettet, men det var han ikke interesseret i. Han ville ikke vide det, for så var det ikke hans ansvar," siger Niels-Henrik Hansen.
Intet ulovligt
Det positive, der kom ud af modstanden mod systemet, var blandt andet, at grunden til det økologiske landbrug blev lagt. De begyndte selv på økologien, men alligevel er der, med kun tre procents økologer i dag, meget langt til, at man kan kalde økologien udbredt.
"Men det er i og for sig ikke landmændenes skyld. De føler sig hængt ud, uretfærdigt behandlet, snydt, og det er måske med rette. Der er en tvetydighed, for samfundet er bekymret, men landmændene gør jo intet ulovligt."
"Og så længe det bedst kan betale sig at drive konventionelt landbrug i stedet for økologisk vil det forblive sådan. På for eksempel medicinområdet kunne man lovgive sig ud af det - man kunne godt forbyde medicin, som ikke er behandlende. At det overhovedet er tilladt, at fylde dyrene med antibiotika, forstår jeg ikke."
