Læsetid: 6 min.

Kan kroppen afklare den etiske debat

28. oktober 1997

En ny grundbog i bioetik snyder sin læser - det er ikke en grundbog, men et forvirrende debatindlæg

Ny bog
I foråret vakte et skotsk får ved navn Dolly stor international opmærksomhed. Det var (formentlig) blevet til ved hjælp af såkaldt voksenkloning, dvs. uden en vædders indblanding og sådan, at det genetisk er en kopi af sin mor. En lignende form for forplantningsteknologi kan formodentlig anvendes på mennesker, og derfor gav nyheden anledning til en etisk debat: vil det være acceptabelt at frembringe 'kopier' af mennesker? Men også det etisk tilstedelige i at behandle dyr på den måde blev diskuteret. Sagen havde endvidere en politisk dimension, idet nogle folketingsmedlemmer gik ind for et lovbegrundet stop for den slags forskning i Danmark.
Dolly-sagen er et eksempel på en bioetisk problemstilling. Betegnelsen 'bioetik' dukkede op for ca. 20 år siden og henviser primært til den særlige type af etiske spørgsmål, der rejser sig inden for sundhedsområdet som følge af ny videnskabelig indsigt og behandlingsteknik. Eksemplerne er velkendte: organtransplantation, genetisk diagnostik og terapi, kunstig befrugtning, forskning på fostre osv.
Det særlige ved bioetikken er, at de spørgsmål, den søger at besvare, som regel er en konsekvens af bioteknologi. Men netop derfor er bioetikken ikke begrænset til det menneskelige område, for bioteknologi overskrider grænsen mellem menneske og dyr og de videre grænser til planter og mikroorganismer. Anvendelsen af bioteknologi er blevet genstand for lovgivning og også for regulering i internationalt regi, f.eks. gennem Europarådets såkaldte bioetik-konvention, der blev vedtaget sidste år, for øvrigt uden større omtale herhjemme.

Et dynamisk felt
Bioetik er et dynamisk felt, der både rummer nye udfordringer til etisk tænkning, rejser spørgsmålet om menneskers forhold til den øvrige natur og kræver en ny bestemmelse af forholdet mellem etik og lovgivning (ret). Det er et felt, som har sat megen ny forskning i gang internationalt. Herhjemme har fem af Statens Forskningsråd bevilliget 15 mio. kr. til to femårige forskningsprojekter. De vigtigste forskningsmiljøer befinder sig ved Panuminstituttet og Landbohøjskolen i København samt ved Aarhus Universitet - og ved det københavnske Center for Etik og Ret, der ledes af teologen og filosoffen Peter Kemp.
Kemp og to af hans medarbejdere, Mette Lebech og Jacob Rendtorff, har nu skrevet en bog Den bioetiske vending, der må formodes at være frugt af deres forskningsindsats. Inden jeg siger mere om bogen, skal jeg for en god ordens skyld oplyse, at jeg selv er leder af et af de nævnte bioetiske forskningsprojekter. Det har den fordel, at jeg kender lidt til det problemfelt, bogen handler om.
Forfatterne kalder bogen en grundbog, idet de ikke vil forsvare en bestemt etisk holdning, men give en filosofisk indføring i den bioetiske debat i internationalt perspektiv. Samtidig er bogen dog et forsøg på at udarbejde et bestemt idégrundlag og menneskesyn. Dette idégrundlag kalder de 'kropsetik'. Baggrunden er netop den særlige bredde, der kendetegner bioetikken: den omfatter mennesker, dyr og øvrig natur - og den skal i mange tilfælde kunne omsættes i lovgivning. Der findes i den internationale diskussion to toneangivende etiske grundsynspunkter. Det ene er den såkaldte nytteetik (utilitarisme), hvis princip er, at målet for etisk handlen altid skal være den optimale ønskeopfyldelse for alle berørte parter. At klone et får er ifølge denne opfattelse i orden, hvis det ikke indebærer et tungtvejende indgreb i dyrets velfærd. Nytteetikken er altså ikke begrænset til mennesker; den omfatter alle følende dyr. Det andet grundsynspunkt går ud på, at respekten for det enkelte mennesker overtrumfer alle andre hensyn; respekten kan være begrundet i forskelligt, f.eks. individets selvbestemmelse eller menneskeværd. Denne tankegang er det vanskeligere at anvende uden for menneskers kreds, men der er gjort forsøg på at vise, at man kan tale om dyrs, levende arters og økosystemers rettigheder.

Kroppen som nøglebegreb
Bogens forfattere forsøger sig med en helt ny indfaldsvinkel, idet de altså ikke gør individets ønsker eller værdighed, men menneskets kropslighed til det etiske nøglebegreb. En fordel ved det skulle være, at vor krop som organisk størrelse forbinder os med den øvrige natur. En kropsetik er i modsætning til megen traditionel europæisk etik ikke antropo-centrisk, men derimod 'antropo-centrifugal', dvs. den anskuer virkeligheden ud fra mennesket, men overskrider grænsen til den øvrige natur. En kropsetik kræver respekt og omsorg for "menneskets integritet, sårbarhed og værdighed", men den ligger også til grund for "ukrænkelige biorettigheder for alt levende".
Bogen er bygget op på den måde, at forfatterne først udvikler det teoretiske grundlag for kropsetikken ved at skildre "træk af" synet på kroppen dels i ældre europæisk idéhistorie, dels i det 20. århundredes filosofi. Hovedvægten ligger på sidstnævnte, især den tyske og franske fænomenologi, hvor kroppen tillægges en dobbelthed som dels oplevet kropslighed, dels objektivt legeme. Ud fra "kropsfilosofien" formuleres de nævnte idéer om kroppens værdighed, integritet og sårbarhed. Og ud fra denne kropsetik tages der så stilling til en række af de kendte bioetiske problemer.
Bogens sidste tre kapitler behandler den bioret, der svarer til bioetikken. Først skrives der principielt om forholdet mellem etik, ret og politik, hvor især begrebet retfærdighed drøftes. Derefter berettes der udførligt om aktuel bioetisk lovgivning i Frankrig, hvor netop principper om beskyttelse af menneskers krop spiller en rolle. Bogen sluttes af med to kapitler, der opsummerer grundtankerne i de foregående.
Det kan vist roligt siges at være et ambitiøst foretagende at ville udarbejde en ny grundopfattelse i et felt, bioetik, hvor der i årtier er gjort et enormt tankearbejde med inddragelse af mange forskellige discipliner. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder forsøget mislykket, og det af flere grunde.
Hvad angår bogens hovedopgave, udformningen af den såkaldte kropsetik, har forfatterne valgt at lægge grunden under den ved at præsentere et meget stort antal tænkeres syn på kroppen, fra Platon til Nietzsche, fra Bergson til Lévinas. Det siger sig selv, at man kun kan give et overfladisk billede af ca. 40 tænkeres kropssyn på den trods alt beskedne plads.
Man havde foretrukket, at forfatterne havde koncentreret sig om deres vigtigste hjemmelsmænd, f.eks. Aristoteles, Kant og Husserl, og ud fra dem selv havde udformet deres "kropsfilosofi". Den valgte fremgangsmåde har bevirket, at de mange referater virker uoverskuelige - undertiden også lidt studentikose. Og, det vigtigste, selve formuleringen af en "kropsetik" står som en række smukke formuleringer (respekt for kroppens værdighed, integritet og sårbarhed) uden nogen begrundelse.
For det andet er man ikke som læser overbevist om, at den franske lovgivning er så bemærkelsesværdig, at den bør optage 20 sider, medens dansk lovgivning kun omtales en passant. Forklaringen er bl.a., at tanken om specielt kroppens beskyttelse spiller en fremtrædende rolle i de franske love. Men så længe kropsetikken savner en egentlig begrundelse, kunne man jo betragte den kendsgerning som et fransk kuriosum.

Et væld af fejl
Et af bogens erklærede hovedanliggender er at give overblik over den bioetiske debat. Man må forvente, at det betyder, at bogen præsenterer et udvalg af vigtige bioetiske spørgsmål og et sagligt overblik over de vægtigste argumenter. Hvis det er forventningen, må man sige, at bogens kapitel 4. "Bioetik som kropsetik" er en katastrofe.
De kendsgerninger, som bioetikken forholder sig til, f.eks. de faktisk anvendte bioteknikker, er som regel fremstillet ikke bare overfladisk, men direkte fejlagtigt. Således siges det, at kvinder "med bestemte arveanlæg" udgør en risikogruppe ved fosterdiagnostik og "reagensglasprøver"; fakta er, at det er kvinder med arvelig sygdom i familien. Den transgene onkomus siges at være inficeret med kræftceller; fakta er, at dens gener er ændret, så den udvikler en menneskelig kræftform. Det hedder, at der gives grise væksthormon, så de bliver blinde; det er ifølge kendere en avisand. Det er uforståeligt, at de tre forfattere har ment sig i stand til at gøre rede for de bioteknologiske data uden hjælp fra sagkyndige. Når de skal tage stilling til problemerne viser det sig, at kropsetikken ikke yder andet end velmenende og upræcise selvfølgeligheder som f.eks. at man "må insistere på det problematiske i en overdreven offentlig brug af genetisk testning". Behøvede vi en særligt udviklet kropsetik for at komme til den konklusion? Ved analysen af de konkrete problemer ignorerer forfatterne stort set de alternative synsmåder, som findes offentliggjort i rigt mål, også på dansk.
Ved endt læsning føler man sig ført bag lyset. Dette er ikke en "grundbog", men en debatbog. Et pretentiøst indlæg, der kun kan bidrage til at øge forvirringen.

*P. Kemp, M. Lebech og J. Rendtorff: Den bioetiske vending. En grundbog i bioetik. Spektrum. 207 s., 248 kr.

*Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi samt leder af Center for Bioetik, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu