Læsetid: 6 min.

Kan stramme love bremse en højredrejning?

21. oktober 1997

I Frankrig søger premierminister Lionel Jospin en udlændinge-politik, der kan dæmme op for Front Nationals fremgang uden at såre venstrefløjens moral

Skal man bekæmpe det yderste højre, dæmme op for dets fremgang i vælgerbefolkningen, ved at give efter for dets fremmedfjendske teser; konkurrere med det yderste højre på dets eget terræn? Dette spørgsmål har været aktuelt i Frankrig næsten uafbrudt siden 1983, da Jean-Marie Le Pens Front National fik sit gennembrud.
Det er mere aktuelt i dag end nogensinde, idet regeringen Jospin - en venstrekoalition under socialistisk ledelse - netop har lagt sidste hånd på et sæt lovforslag om indvandring og nationalitet, der skal behandles i parlamentet i december.
Det drejer sig om den seneste af en lang række reformer, og lovforslagene er et tydeligt udtryk for balancegangen mellem på den ene side viljen til tolerance og humanisme, på den anden side frygten for at forære Front National nye argumenter og nyt skyts til en sejrrig offensiv ved næste valg.
Bevægelsen mod højre, den gradvise stramning af indvandringslovene, har hidtil ikke vist sig at være et effektivt middel til at standse det yderste højres fremgang, tværtimod. Front Nationals vækst fra et par procent til 15 pct. af vælgerne falder netop sammen med den periode fra 1983 til i dag, hvor lovene er blevet strammet af den ene regering efter den anden, højre- som venstreregeringer.
Alligevel tør næppe nogen bestride, at en klar lempelse af den nuværende lovgivning, et resolut skridt bort fra den restriktive politik, ville indebære en risiko for et nyt højreskred. Dette er premierminister Lionel Jospins dilemma, og forspillet til den nye lovgivningsrunde illustrerer det tydeligt - en debat, der er rig på nuancer og ikke indbyder til forenklede argumenter eller patentløsninger.

Utopiernes tid er forbi, og alle ansvarlige politikere er enige om at afvise enhver tanke om fri og ubegrænset indvandring, i Frankrig som i andre europæiske lande. Det var en so-cialistisk regeringschef, Michel Rocard, der i 1990 erklærerede: "Frankrig kan ikke modtage hele verdens elendighed".
Under højreregeringerne 1993-97 blev lovene atter strammet i to omgange. De nye love, kendt som Pasqua-Debré lovene, opkaldt efter to på hinanden følgende indenrigsministre, strammede reglerne for at opnå statsborgerskab, opholdstilladelse, familiesammenføring m. m. De bevirkede, at mange indvandrere blev frataget hævdvundne rettigheder, og fra den ene dag til den anden blev forvandlet til ulovlige eller "underjordiske" elementer. Ægtefæller blev splittet. Børn og forældre blev splittet, og lovene viste sig umulige at administrere, fordi nogle indvandrere hverken kunne regulariseres eller udvises lovligt.
Den seneste stramning af lovene fremkaldte i februar i år en massiv protestbølge, startet af franske intellektuelle. Det drejede sig først og fremmest om kontrol med udlændinges besøg som private gæster hos franske borgere - og i den forbindelse en bestemmelse, der tvang værterne til at optræde som angivere.
Denne bestemmelse blev ændret, men protesterne udviklede sig til en generel kampagne mod Pasqua-Debré lovene og krav om deres ophævelse.

Det blev bemærket, at Socialistpartiet under Lionel Jospins ledelse var længe om at tilslutte sig denne kampagne. Men da præsident Chirac pludselig udskrev valg i foråret, og socialisterne i hast måtte fremskynde udarbejdelsen af deres valgprogram, valgte Jospin i kampens hede at kræve "ophævelse af Pasqua-Debré lovene". Det blev til et valgløfte.
Nogle højrepolitikere har sarkastisk sagt, at Jospin ikke ville have fremsat halvdelen af sine valgløfter, hvis han havde troet på, at han ville vinde. Måske har de ret, hvad angår netop dette løfte.
Det er rigtigt, at den socialistiske valgsejr ikke forekom særlig sandsynlig ved valgkampens begyndelse. Og Jospin skal efter valget have sagt i en privat samtale, at socialisterne ikke vandt i kraft af deres indvandringspolitiske løfter i valgkampen - men på trods af dem!
Bemærkningen opsummerer næsten perfekt den politik, Jospin derefter har valgt, og som uden tvivl er motiveret i lige grad af noble hensigter og frygt for vælgerreaktioner. Alt hvad der kunne opfattes som en klar lempelse i indvandrerpolitikken, ville blive ammunition i hænderne på ikke bare Front National, men også de demokratiske højrepartier.
Derfor besluttede Jospin senere på året med tilslutning af resten af regeringen, men under protester fra socialisternes, kommunisternes og de grønnes venstrefløj og fra mange intellektuelle og anti-racistiske foreninger, at regeringen ikke ville ophæve Pasqua-Debré lovene, kun foretage visse ændringer i dem. Jospin hævder, at det drejer sig om "fundamentale" ændringer, og at det derfor er en ren strid om ord, når man bebrejder ham, at han ikke har holdt sig valgløfte om "ophævelse".

Men et nærmere eftersyn lader ingen tvivl tilbage om, at substansen i Pasqua-Debré lovene opretholdes, og den valgstrategiske logik i regeringens beslutning er tydelig:
En direkte ophævelse af lovene ville have symbolsk betydning, et alt for tydeligt signal, som Le Pen ville gribe med kyshånd og udnytte - i konkurrence med højrepartierne.
Med hensyn udlændinges indrejse og ophold opretholdes de vigtigste bestemmelser i Pasqua-Debré lovene. Der sker i visse tilfælde en formel liberalisering af betingelserne for indrejse og opnåelse af opholdstilladelse, men mulighederne for udvisnning og deportation af "papirløse" ad administrativ vej opretholdes og udvides.

Regeringens kurs har givet anledning til en debat, hvor skillelinjerne mellem højre og venstre ikke følger det velkendte mønster, og hvor der aftegner sig modsætninger mellem det "moralske" og det "realistiske" venstre.
Det moralske venstre tegnes af de intellektuelle - d.v.s. forfattere, kunstnere og professorer - der har indledt en ny offensiv med underskriftsindsamlinger. De beskylder Jospin for forræderi og brud på et valgløfte. Venstrefløjene i regeringspartierne hører også til det moralske venstre, mens regeringen og flertallet i regeringsparterne repræsenterer realismen.
Men den intellektuelle front er også splittet, idet en række intellektuelle udsender deres egne er-klæringer, hvor de forklarer, hvorfor de nægter at underskrive underskriftsindsamlingerne mod regeringen. De moralske venstrekredse kritiseres for en slags overbuds-politik, hvor de synes at kræve fri indvandring og udstedelse af opholdstilladelse til alle papirløse udlændinge, der melder sig på fransk territorium. Hermed agiterer de for en politik, der uundgåeligt vil styrke det yderste højre, hævder "realisterne".

Det er ikke den bitreste og mest ophidsede debat, man har oplevet i Frankrig, men på sin vis en af de mest komplicerede på det moralske plan.
Jospin er højt respekteret, og ingen har endnu villet beskylde ham for at være en kynisk opportunist. Det er da også hidtil lykkedes ham at holde sammen på venstrekoalitionen i spørgsmålet om indvandrerpolitikken.
På den anden side kan man høre en anden højt respekteret socialist, tidligere justitsminister, nuværende senator Robert Badinter, erklære, at han ikke vil stemme for lovforslagene i deres nuværende form.
Han kræver, at man "ophæver fire eller fem af de mest sårende bestemmelser i de nuværende love" og går i gang med et nyt se-riøst lovgivningsarbejde om "en virkelig udlændingeret" baseret på anerkendte principper.
Men tidligere minister Simone Veil, der er kendt som anti-racist, og som mistede sin familie under jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, har erklæret, at hun personligt ville stemme for regeringens lovforslag, hvis hun sad i parlamentet i dag.
Hun betegner lovforslagene som "et sammenhængende projekt og udtryk for en pragmatisk holdning".
Det hører med til billedet, at indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement, der sammen med justitsminister Elisabeth Guigou er ansvarlig for lovforslagene, er Socialistpartiets gamle venstrefløjsleder og nu leder af det lille venstresocialistiske parti Mouvement des Citoyens.
Simone Veil, der i dag er formand for den statslige Komité for Integration, har bemærket i et interview i Le Monde, at Jospin-regeringens lovforslag om indvandring "fremkalder stærkere indvendinger til venstre end i oppositionen".
Kan det siges tydeligere, hvilken vej vinden blæser?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu