Læsetid: 3 min.

Jeg kender ikke de nøjagtige tal

24. oktober 1997

Folk, der ikke taler dansk, bliver statsborgere, selvom loven forbyder det, mener Dansk Folkeparti. Vi har talt med partiets pressechef

Dansk Folkeparti ved ikke, at Danmarks Statistik har meget nøjagtige tal for, hvor mange udlændinge, der hvert år bliver danske statsborgere. De regner det selv ud.
I går fortalte pressechef Søren Espersen i TV2's morgennyheder, hvad partiet var nået frem til: "Det er sådan, at 6.000-8.000 hvert eneste år får dansk statsborgerskab. Mange af dem er kriminelle, mange af dem kan ikke tale dansk. Vi er i en situation, hvor det er ved at udvikle sig til det helt groteske," sagde Søren Espersen til seerne.
Men var det korrekte oplysninger seerne fik af Søren Espersen?
Information spurgte ham:
- Du siger, at seks-otte tusind mennesker får indfødsret hvert eneste år: Det er kun sket i 1996, hvorfor siger du så hvert eneste år?
"Har du siddet og talt dem op?"
Nej, det gør Danmarks Statistik, jeg har deres tal her.
"De tager jo ikke børnene med."
Jo, de tager et udtræk af cpr-registret (der omfatter alle danske statsborgere, red.), sidste år var tallet 7.283. Det er første gang, at tallet kommer over 6.000, hvorfor siger du så hvert eneste år?
"Det tror jeg, ikke du har ret i. Hvordan ved du det?"
- Danmarks Statistik tager et udtræk af CPR-registret hvert eneste år. Hvor har du dine oplysninger fra?`
"Sidste år regnede vi det selv ud til mellem 6.000-8.000. Det er meget svært sådan lige at tælle op nøjagtigt."

Mange kriminelle
- Du siger, at mange af dem, der får statsborgerskab, er kriminelle?
"Ja. Omkring fire procent."
- Har du dokumentation for, at der er kriminelle blandt de mennesker, der netop har fået statsborgerskab?
"Det ved vi ikke endnu. Vi har ikke fået bemærkningerne til lovforslaget. De kommer først i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Der er navnene på de kriminelle."
- Hvordan kan du så vide, at der er nogle?
"Der er der på alle lovforslag. I alle de lovforslag, der har været, har der været kriminelle med. Hvad så arten af kriminaliteten er, det er et intern anliggende for Indfødsretsudvalgets medlemmer og de har tavshedspligt. Men jeg har tidligere set dem med egne øjne."
- Hvorfor nævnte du ikke tallet fire procent i udsendelsen i morges - du sagde kun, at der var mange af dem, der var kriminelle?
"Jeg blev ikke spurgt. Det er hver fjerde eller femte ud af hver hundrede, der er kriminelle. Det synes jeg er et alt for højt tal. Jeg synes tallet skal være nul. Hvis man er idømt fængselsstraf - alt over tredive dage - skal man ikke kunne opnå dansk statsborgerskab - det tal skal være nul.
- Du sagde også i tv-indslaget, at mange af dem, der får statsborgerskab, ikke kan tale dansk?
"Ja, det kan du spørge Poul Nødgaard om. Han er vores medlem af indfødsretsudvalget, hvor man altid giver dispensation. I dag var der, så vidt jeg ved, fire eller fem dispensationer i forbindelse med førstebehandlingen i indfødsretsudvalget, hvor man blev enige om, at man ville give dispensation på sprogkravet. Det står oven i købet i den ministerielle redegørelse, at der skal være krav til sprog. At man skal kunne gennemføre en almindelig samtale på dansk. Men allerede i morges blev der givet dispensation, og det gør der hver gang."
- Du siger i fjernsynet, at der er mange, der ikke kan tale dansk uden egentlig at vide det?
"Jamen, der er masser, der ikke kan tale dansk. Det, der er afgørende, er, at de altid får dispensation, hvis de ikke kan tale dansk."
- Sidste år fik 951 personer afslag, fordi de ikke talte godt nok dansk.
"De får altid dispensation på grund af sproget".
- Jeg har tallet fra Justitsministeriets Indfødsretskontor og Lovafdeling. De har lavet en opgørelse over afslag, som der er givet 2.168 af sidste år. 951 af dem på grund af for dårligt sprog.
"Jeg kender ikke de nøjagtige tal. Jeg ved bare, at der altid gives dispensation i forbindelse med sproget. Man er ligeglad med om folk kan tale dansk, de får alligevel indfødsret.
- Det er ikke det, justitsministeriet oplyser.
"Prøv at ringe til Poul Nødgaard. Han har jo siddet i udvalget."
- Du siger i morgen-tv, at 6.000-8.000 får indfødsret hvert eneste år - men det var kun sidste år. Du siger også at mange af dem er kriminelle, der var fire procent. Du siger også, at mange ikke taler dansk ...
"Ved du hvad, jeg har egentlig ikke lyst til at tale med dig mere. Du taler henover det jeg siger, og jeg synes du har en underlig facon. Du kan ringe med en ordentlig facon en anden gang. Farvel," siger Søren Espersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her