Analyse
Læsetid: 6 min.

Et klart nederlag - men for hvem?

28. oktober 1997

EU-landene drøfter i disse dage, hvordan den kommende udvidelse af Unionen skal organiseres. Bag diskussionen gemmer sig en række dybt alvorlige konsekvenser

Der var ret mange tabere på den europapolitiske scene den forgangne weekend. Taberne blev kåret af den internationale presse efter weekendens møde mellem udenrigsministrene fra de 15 EU-lande, som foregik i den lille luxembourgske by Mondorf-les-Bains.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen var en af taberne. Han fik ikke overbevist et flertal af EU-landene om, at EU på samme tidspunkt skal indlede forhandlinger om EU-medlemskab med alle de 10 lande fra Central- og Østeuropa samt Cypern, som i dag har søgt om medlemskab af Unionen.
Når det var et nederlag for Helveg, var det naturligvis også et nederlag for statsminister Poul Nyrup Rasmussen og for regeringerne i Sverige og Grækenland, som har samme holdning som Danmark i dette spørgsmål.
Mødet i Mondorf-les-Bains var også et nederlag for Jacques Santer, som er formand for Europa-Kommissionen. Han præsenterede i juli på Kommissionens vegne et forslag til, hvordan den kommende EU-udvidelse skal foregå. Kommissionen anbefalede at EU indleder forhandlinger med Estland, Slovenien, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Cypern. Lande som Letland, Litauen, Slovakiet og andre får besked på, at de må vente til senere.
Den model var der heller ikke opbakning til i den luxembourgske kurby. EU-udenrigsministrene var enige om, at der må gøres en større indsats for eventuelle lande, som i første omgang udelukkes fra EU-forhandlingerne.
Mødet i Mondorf-les-Bains var også et nederlag for Tyrkiet som stadig presser på for at overbevise EU-landene om, at tyrkerne også har krav på en plads ved forhandlingsbordet i Bruxelles.

Mondorf-mødet risikerer også resultere i et nederlag til en person som Valdis Birkavs, der i dag er udenrigsminister i Letland. Birkavs er formand for partiet Letlands Vej, som har årsmøde den 29. november. Partiformand Birkavs mærkesag er, at Letland hurtigt skal blive medlem af EU, og hvis det ser ud til, at EU-landene på deres topmøde i Luxembourg i december beslutter sig for, at Letland ikke skal indbydes til forhandlinger om medlemskab af Unionen, så får Birkavs problemer.
Hvis det i november ser ud til, at Letland ikke vil blive indbudt til EU-forhandlinger, er der en reel risiko for, at Birkavs på partiets årsmøde vil blive fjernet fra posten som partiformand og dermed også fra posten som udenrigsminister. Det vil så igen føre til, at en af nøglepolitikerne i Letland, som i dag kæmper for at reformere landet, så det lettiske samfund kommer til at minde om eksempelvis det danske, vil forsvinde ud af Letlands politiske billede.

Der er med mange ord mange hensyn at tage i den nuværende diskussion om, hvordan den kommende udvidelse af Unionen skal gribes an.
Danmark har lagt sig fast på et krav om, at alle ansøgerlande på samme tidspunkt bør indkaldes til forhandlinger om deres medlemskab af EU. Det vil sikre, at reformprocessen i østlandene fortsættes. Birkavs vil for eksempel have bedre muligheder for at fortsætte på sin post og vil dermed være i hjertet af det lettiske reformproces.
Hvis nabolandet Litauen får et nej fra EU, kan det give vind i nationalisten Landsbergis kampagne for at vinde præsidentvalget. Det er let at forestille sig, at han vil give efter for det politiske pres i landet for at få staten til at beskytte litauisk landbrug, og en sådan beskyttelse vil igen presse Litauen længere væk fra EU-medlemskabet.
Det er udsigten til en sådan udvikling, som hidtil har fået udenrigsminister Niels Helveg Petersen til at stå fast på den danske holdning om, at alle østlande skal være med til udvidelsesforhandlinger fra starten. Men udenrigsministeren skal også holde et vågent øje med indenrigspolitikken.
Med folketingsmedlemmet Ove Fich som medie, har statsministeren testet, om der er indenrigspolitisk stemning for en dansk kurs-ændring i spørgsmålet om EU-udvidelsen. Fich har luftet tankerne om, at der måske var behov for, at Danmark opgiver kravet om, at alle østlande skal indlede EU-forhandlinger på samme tidspunkt, og i stedet kræver garantier til de østlande, som i første omgang efterlades ude i kulden.

Det fremgår ikke klart i den nuværende danske debat, hvorfor der muligvis er et holdningsskifte på vej internt i det store regeringsparti. En forklaring kunne være, at der i dagens danske EU-debat sættes lighedstegn mellem østudvidelsen og muligheden for at immigrationspresset på Danmark vil vokse, når de fattigere østeuropæere bliver medlemmer af EU.
En anden forklaring kunne være, at det indtil videre ikke er lykkedes at få flertallet af EU-lande overbevist om, at den danske model for en samlet start på EU-udvidelsen er den bedste. Danmark har hidtil med sit pres opnået, at der blandt alle EU-landene er en stærk bevidsthed om, at det har nogle alvorlige konsekvenser, hvis EU beslutter at udelukke en gruppe lande fra den meget symbolske start på udvidelseforhandlingerne.

Men det er samtidig klart for politikerne, at en hurtig afslutning af forhandlingerne om optagelse af nye medlemslande også vil kunne føre andre typer af nederlag med sig.
En taber kunne eksempelvis være den danske forbruger. Forbrugeren køber sine varer på EU's indre marked. Varerne står godt nok på hylderne i det lokale supermarked, men varerne er ofte indkøbt i andre EU-lande. Det betyder, at det ofte er eksempelvis svenske eller tyske myndigheder, som har kontrolleret, at de varer som står på supermarkedets hylder, lever op til EU's sundhedsregler.
Hvis et land som Rumænien hurtigt kom med i EU, inden der blev etableret en ordentlig og velfungerende sundhedskontrol i landet, så ville rumænske pølser med kræftfremkaldende farvestoffer let kunne havne i et dansk supermarked.
Den slags er EU-landene opmærksomme på, og derfor er det ikke let for Niels Helveg Petersen at overbevise de øvrige EU-lande om, at den danske model er den bedste. Heller ikke selv om Helveg kan argumentere med, at reformpolitikere som Birkavs måske vil miste indflydelse, hvis et land som Letland ikke straks lukkes ind i de varme EU-forhandlingslokaler.

Der er stadig halvanden måned til EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i Luxembourg skal ligge sig fast på strategien for den kommende udvidelse. Der er ingen klare regler for, hvordan udvidelsesforhandlinger skal foregå. Det eneste, som er fastlagt er, at det kræver alle EU-landes tilslutning at begynde forhandlinger om et lands optagelse i Unionen. Hvordan forhandlingerne foregår, fastlægges derefter af EU's medlemslande i fællesskab.
På den baggrund findes der, hvis den politiske vilje er til stede i EU, gode muligheder for at træffe beslutning om, at vælge den danske model og formelt åbne for forhandlinger om EU-medlemskab med alle de lande, som har søgt om optagelse i Unionen.
For politikere som lettiske Birkavs og danske Helveg vil det i første omgang være en sejr, men den vil kun være kortvarig, hvis forhandlingerne derefter viser, at der kun forhandles seriøst med de lande, som er nået længst i deres forberedelser på EU-medlemskab.
Hvis der vælges en anden model, sådan som flertallet af EU-landene foretrækker, så vil de politiske problemer for "udenfor-landene" dukke op væsentligt hurtigere. Til gengæld vil der være mindre risiko for, at eksempelvis forbrugerne vil finde farefyldte produkter i deres indkøbsvogne.
Der er masser af potentielle politiske nederlag, som venter på at blive indkasseret i de kommende års forhandlinger om en udvidelse af EU. Nederlag som vil blive annonceret i pressen, efterhånden som den komplicerede proces med at udvide EU bliver stadig mere konkret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her