Læsetid: 6 min.

Klimaet er på spil

24. oktober 1997

Efter det amerikanske udspil onsdag har de internationale forhandlinger om drivhuseffekten og verdens klima mere end nogensinde taget karakter af et diplomatisk magtspil

Den amerikanske præsident Bill Clintons udspil til en traktat om begrænsning af drivhusgasserne blev mødt med heftig kritik fra alle sider.
Men den japanske delegations leder ved det forberedende møde i Bonn, Toshiaki Tanabe, er diplomat. Han nøjedes med at sige:
"Alle de store spilleres kort er nu lagt på bordet. Jeg glæder mig til at se, hvor vi kan nå til enighed."
Journalisterne spurgte ham, om ikke han var skuffet over, at USA ikke kan nå det mål om stabilisering på 1990-niveau i år 2000, som man blev enig om i Rio i 1992. Han svarede lakonisk:
"Clinton gav blot en objektiv vurdering af kendsgerningerne."
Sekretæren for FN's Klimakonvention, Michael Zammit Cutajar, var knap så diplomatisk:
"Jeg tager det amerikanske udspil som en forhandlingsposition. Der kan stadig ske noget fra nu af og til mødet i Kyoto," sagde han til Reuters. "Hvis alle lande fulgte USA's plan, ville det på ingen måde være tilstrækkeligt til at nå klimakonventionens målsætning," tilføjede han.
Hovedpunkterne i den amerikanske plan er:
*Stabiliseringen på 1990-niveau udskydes til år 2008-2012.
*Udviklingslande som Indien, Kina og Brasilien skal også forpligtes til at reducere deres udslip.
*I løbet af ti år skal der skabes et system af omsættelige forureningstilladelser, så investeringer i energibesparelser i udlandet kan godskrives i hjemlandet.
*Den amerikanske regering vil give fem milliarder dollars i skattelettelser og støtte til forskning og udvikling og belønne virksomheder, der gennemfører hurtige nedskæringer af energiforbruget.
Forskerne i FN's klimapanel har opstillet en række scenarier over fremtidens udslip. De viser, at selv om man vil tage risikoen ved en større koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, end den der var før industrien for alvor begyndte at slippe kuldioxid - hvis man f.eks. vil mødes på et globalt niveau i størrelsesordenen en ton kuldioxid pr. indbygger, så skal de nuværende storforbrugere, i-landene, skære deres udslip ned til en femtedel af det nuværende, hvis udviklingslandene med deres voksende befolkninger samtidig skal have mulighed for vækst.
Det er baggrunden for Zammit Cutajars og miljøorganisationernes reaktioner: En traktat på så lavt et niveau, som USA foreslår, vil stille meget store krav til omstillingen efter år 2012. Og jo længere man venter med at gennemføre de "nemme" og "billige" energibesparelser, jo sværere bliver det at opfylde den betingelse, Clinton selv opstillede i sin tale: At omstillingen ikke sammenlagt vil koste velstand og job men tværtimod "skabe en velstand af nye muligheder for entreprenører herhjemme, opretholde vores lederskab ude i verden og styrke det frie markeds magt til at befri vores planet fra en uacceptabel risiko."

160 lande på linje
Over for den amerikanske position står EU's om reduktioner på 15 procent i år 2010 og halvdelen i år 2005.
I onsdags lykkedes det til manges overraskelse for de 132 udviklingslande i G77-gruppen at blive enige om et udspil, der ligger meget tæt på det europæiske. Både Kina, Indien og de olieproducerende u-lande er med i gruppen. De sidstnævnte dog mest fordi der blev indføjet en fond, som skal give kompensation for tabte indtæger til bl.a. OPEC-landene. Forslaget fra u-landene rummer også en "bødekasse". Bøder fra de i-lande, der ikke opfylder deres forpligtelser, skal bruges som støtte til renere teknologi i u-landene.
De fleste østeuropæiske lande har haft en tilbagegang i deres energiforbrug siden 1990. De vil ikke have svært ved at følge den vesteuropæiske model og ventes derfor at holde lav profil.
Sammenlagt kunne man derfor tro, at de ca. 160 lande, der er enige om 15 procents nedskæring, står stærkere end USA. Men sådan er FN's spilleregler ikke. En FN-traktat kræver enstemmighed. Den mindste fællesnævner er trumf.

Japansk finesse
Udspillet fra Japan, som er vært for Kyoto-topmødet i december, ser da også ud til at være afstemt med USA på forhånd.
De japanske diplomater har sat en reduktion på fem procent i perioden 2008-12 som mål. Men de har udnyttet sprogets elasticitet til det yderste og indbygget mange smuthuller i deres forslag for at stille så mange som muligt tilfredse.
Selv siger det japanske udenrigsministerium i en pressemeddelelse, at deres forslag er "meningsfuldt, realistisk og ligeligt".
Efter det japanske forslag skal landene have lov at reducere deres udslip mindre end fem procent, hvis de har haft en større befolkningsvækst end i-landenes gennemsnit i første del af 90'erne (det havde USA, Canada og Australien på grund af indvandring), eller hvis deres udslip pr. indbygger eller deres udslip i forhold til bruttonationalproduktet lå under gennemsnittet i 1990.
Japanerne skoser EU, fordi en stor del af EU's resultater skyldes nedlæggelsen af kulminer i Storbritannien og Tyskland, overgangen til naturgas i Storbritannien og demonteringen af de forældede kraftværker og fabrikker i det tidligere DDR. Ingen af delene er sket udelukkende af hensyn til drivhuseffekten, påpeger japanerne.
Hvis man ser bort fra disse to lande. vil EU forøge sit udslip med 0,7 procent i forhold til 1990, siger det japanske udenrigsministerium.

Stor fleksibilitet
Men japanerne siger også, at deres forslag er realistiske og retfærdige, fordi udslippet uden indgreb vil vokse med 23,4 procent i USA og 20,9 procent i Japan, mens det kun ville vokse 1,5 procent i Storbritannien og falde med 14,5 procent i Tyskland.
Japan kommer også USA i møde på et andet punkt: Handel med udledningstilladelser og godskrivning af energi-investeringer i andre lande skal være tilladt. Det samme skal "banking og borrowing", som på godt dansk betyder noget i retning af, at man har lov til at udskyde sine nedskæringer til et senere tidspunkt eller bremse sine energispareforanstaltninger, hvis man er kommet foran.
Japan har også et forslag til løsning af det problem, det amerikanske senat har skabt ved at vedtage enstemmigt, at det ikke vil godkende en Kyoto-traktat, uden at u-landene også forpligtes til at skære ned på deres udslip.
Den amerikanske betingelse er begrundet med frygten for, at de meget energikrævende industrier, som f.eks. cementfabrikker, stålværker og plastfabrikker, vil flytte til udlandet eller blive udkonkurreret fra Sydkorea, Brasilien, Kina osv., hvis energipriserne stiger i USA.
To hensyn støder sammen: På den ene side er energiforbruget i i-landene tifold større end i u-landene pr. indbygger. Logikken i det mandat, der blev vedtaget i Berlin for godt to år siden, var derfor, at i-landene må gå først og vise deres vilje til at skære ned på energiforbruget.
På den anden side er effektiviteten og energiforbruget pr. produceret enhed mindst i u-landene. Det betyder, at de samlede udslip vokser brat især i Kina - og det kan betyde en konkurrenceforvridning på verdensmarkedet, hvis energipriserne i u-landene ligger væsentligt under i-landenes.
Japanerne lægger derfor op til, at Kyotomødet både skal vedtage en udmøntning af Berlin-mandatet - forpligtelser for i-landene - og et nyt Kyoto-mandat, som giver de mest udviklede u-lande en kort årrække til at forpligte sig til at begrænse deres udledninger.

Kritik fra alle sider
"Jeg er meget skuffet over USA's ambitionsniveau. USA prøver at svække konventionen, selv om landet er ansvarlig for en fjerdedel af de globale udledninger af drivhusgasser."
Ritt Bjerregaard
EU's miljøkommissær

"Vi mener, at EU's position er det moderate midterstandpunkt."
Andrew Kerr
Verdensnaturfonden

"Indholdet af USA's forslag er skuffende og utilstrækkeligt. De videnskabelige kendsgerninger viser klart, at øjeblikkelige indgreb for at reducere drivhusgasserne er nødvendige."
Angela Merkel
Tysk miljøminister

"Det er ringere, end jeg havde håbet"
Svend Auken
Dansk miljøminister

"Vi betragter planen som en enkeltbillet til at sende USA's industrielle kapacitet til udlandet."
Thomas Donohue
Det amerikanske
Handelskammer

"Det er nu blevet anerkendt i Amerika, at der skal opstilles en målsætning. Men vi siger: 'I kan sætte ambitionerne højere'."
John Prescott
Britisk vicepremierminister

"Det er klart, at dette vil føre til en stigning i prisen for motorbrændstof, muligvis i omegnen af 25-50 cents pr. gallon (ca. 50-100 øre pr. liter, red)."
Dennis Stolte
American Farm Bureau

"Fuldstændigt galskab og nonsens."
Chuck Hagel
Republikansk senator
Nebraska

"Nu er det kun pres fra andre statschefer, som for eksempel Helmut Kohl eller Tony Blair, der kan bringe USA nærmere på EU's linje."
Bill Hare
Greenpeace

"Clintons plan er en farce."
Michaele Husted
De Grønne, Tyskland

"Det er for lidt og for sent."
Alden Meyer
Union of Concernes
Scientist

"Vi finder det uacceptabelt. Det lægger et loft over udslip af drivhusgasser, som i sidste ende vil føre til højere skat på benzin eller til rationering."
Gail MdDonald
Global Climate Coalition

"At reagere så efterladende på klimaforandring er at se bort fra truslen mod menneskers sundhed og miljøet."
Kalee Kreider
Greenpeace USA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu