Læsetid: 4 min.

Kold og frastødende

3. oktober 1997

Den franske film 'Tyvene' mere afskrækker end drager publikum - og det gør den meget ubehagelig

NY FILM
Det er længe siden, jeg har set så følelseskoldt og distanceret et stykke filmarbejde som André Techines seneste film Tyvene. Bevares, den er velspillet og elegant skruet sammen, men på intet tidspunkt inviteres man med indenfor i personerne, som forbliver det, de er, følelsesmæssigt afstumpede, sølle eksistenser, der uden engagement eller liv henslæber en glædesløs og fremmedgjort tilværelse i ensomhed.
På den måde supplerer Tyvenes grundlæggende tone på glimrende vis sit budskab om livet som én stor handel, hvor noget for noget synes at være den eneste regel.
Filmen starter, hvor drengen Justin en sen aften oplever sin far, Ivans, skamferede lig blive afleveret hos farfaren, hvor Justin og hans forældre bor. Vi oplever de næste par dage i Justins liv gennem hans egne øjne og er tilhørere til hans kommentarer til omgivelserne og livet. Dagen efter Ivans død ankommer hans bror Alex for at vise sin deltagelse, selvom han og broren slet ikke kunne sammen.
Så skifter filmen fokus til at følge Alex' synsvinkel fra et år før brorens død, hvor Alex, der arbejder som politimand i et af Lyons mest belastede kvarterer, får den unge pige Juliette ind for tyveri. Han lader hende gå, men møder hende igen, da Ivan noget tid senere viser Alex rundt i sin nye natklub, som han skal køre sammen med Juliettes halvkriminelle bror Justin.

Politi og røvere
Alex og Juliette får et forhold til hinanden, som udelukkende er baseret på sex og en gensidig, men lystfyldt afsky, indtil en dag Juliette vælger at forlade Alex, som efterfølgende erkender, at han har brug for hende. Hun derimod tager hjem til sin lærer på universitetet, Marie, som samtidig er hendes elskerinde. Og her skifter filmen igen fokus, denne gang til Maries synsvinkel.
Således veksler Tyvene hele tiden mellem de tre hovedpersoner, der for Max' og Alex' vedkommende forsøger at finde ud af, hvad der egentlig skete den aften, Ivan døde. Efterhånden går det op for publikum, at Ivan og hans far i virkeligehden er ledere af en velorganiseret bande biltyve, og at Ivan blev dræbt under et bræk, som gik galt.
Det åbenbares også, at Alex blev politimand, fordi han ikke kunne acceptere, hvad faren og broren lavede, og at han trods sit vidende om deres skurkestreger aldrig har forsøgt at stoppe dem - selvom det antydes, at det ville fryde ham at knalde især broren.
I de primære hovedroller som Alex og Marie finder vi Daniel Auteuil og Catherine Deneuve, som Téchinés med succes bragte sammen i sin egen Min bedste årstid fra '92.
Auteuil er som sædvanlig upåklagelig i rollen som Alex, en figur af den følelsesmæssigt afskårne slags, som Auteuil spiller så overbevisende og så ofte. Man når aldrig helt ind i hovedet på ham, men under den rå facade, som er nødvendig for jobbet som strisser i et af Paris' hårdeste kvarterer, lurer et følende menneske.
Overfor ham brillierer Deneuve som den af Juliette totalt afhængige filosofiprofessor Marie, der holder op med at fungere den dag, Juliette forsvinder på flugt fra politiet. Uadtil er Marie hård og har tjek på tingene, men det er bare en skrøbelig skal, som hurtigt krakelerer.

Rystende liegyldighed
Tyvene er ikke en rar film. Den manglende respekt og ligegyldighed for andre mennesker er rystende, og når selv drengen Justin inddrages i det forrående miljø, bliver det direkte ubehageligt.
Justin ser sit liv gennem et filter af kulde og fravær. På et tidpunkt kort efter sin fars død beder han sin mor om ikke længere at kysse ham godnat, da han ikke længere er noget barn. Og til begravelsen fortæller hans indre monolog os, at han er lettet over, at ingen græd - intet føleri her, tak. Og da han efter sin fars død tager hans revolver og gemmer den for sig selv, erkender man med en kølig rislen ned ad ryggen, at hér har vi den næste generation af biltyve. En generation, som afskåret fra deres følelser og sympati for andre mennesker, måske bliver endnu mere farlige og umenneskelige end faren, som dog besad både glæde og vrede. Hos Justin fornemmer man ingenting udover en nøgtern registrering af tingenes tilstand.
Den ikke ret gamle Julien Riviere spiller sin meget afgørende rolle som Justin så overbevisende, at scenerne med ham er nogle af filmens bedste og stærkeste.
Alt i alt er filmen velspillet og velfortalt, men temmelig ubehagelig. Den lader målet hellige midlet - måske får man et godt indblik i en desperat og forrående forbryderverden, men den mere frastøder end tiltrækker sit publikum med sin gennemgående misantropati og afstumpethed.
Uden sammenligning i øvrigt formåede Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi at charmere alverdens biografgængere, samtidig med, at man fik et indblik i en ubehagelig og ond forbryderverden.

*Tyvene. Instr.: André Téchiné. Manus.: André Téchiné, Gilles Taurand & Michel Alexandre. Fransk (Grand Teatret)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu