Læsetid: 6 min.

Konkurrenceevnen er stadig for svag

14. oktober 1997

Opsparingsforliget ændrer ikke ved dansk økonomis grundlæggende problem

Nu da krudtrøgen har lagt sig på Christiansborg efter sidste uges politiske drama, kan det være nyttigt at se lidt nærmere på baggrunden for det såkaldte "opsparings-forlig", der blev indgået under så megen politisk tumult. Der var tilsyneladende mere tale om politisk positionering end om et sagligt funderet økonomisk indgreb.
Men det var jo også mindre end to måneder siden, at blandt andre finansminister Mogens Lykketoft havde erklæret, at alt åndede ro og ingen farer i dansk økonomi. Ja, at han ikke så nogen afgørende hindring for 25 års ubrudt økonomisk fremgang. Det gav unægtelig associationer til Poul Schlüters ord fra midten af 1980'erne, at alt gik ufatteligt godt. Næppe var disse ord udtalt, førend opsvinget blev afløst af syv års stagnation.
Noget tilsvarende kunne gentage sig; for knap var tryksværten fra Lykketofts udtalelse blevet tør, førend han i forening med økonomiministeren proklamerede, at et betydeligt økonomisk indgreb var nødvendigt, hvis dansk økonomi ikke skulle køre af sporet.
Dansk økonomis akilleshæl er nemlig i dag ligesom for ti år siden den for svage internationale konkurrenceevne. Det er igen importen, der stiger væsentligt hurtigere end eksporten. Dansk økonomi kan ikke klare et traditionelt op-sving, der gør et vist indhug i arbejdsløshedskøen, uden det påny skaber betalingsbalanceproblemer. Og det endda på trods af, at Danmark i dag stort set er selvforsynende med energi og ydermere har høvlet en betydelig del af udlandsgælden og dermed af renteposten.
Alligevel stiller betalingsbalancen sig nu igen hindrende for, at en reduktion i arbejdsløsheden fortsat kan gives første prioritet i den økonomiske politik. Og det skyldes, at regeringen (og i endnu højere grad oppositionen) har stillet en fejlagtig diagnose af dansk økonomis grundproblem: Det er ikke manglende opsparing, men svigtende konkurrenceevne kombineret med et meget importtungt privat forbrug (biler, elektronik og charterrejser), der er kerneproblemet i dansk økonomi.

Der er således foruroligende mange paralleller til situationen for 10 år siden. Dansk økonomi har nemlig ikke ændret sig grundlæggende med hensyn til balancegangen mellem arbejdsløshed og betalingsbalanceproblemer. Der er noget nedslående ved at måtte konstatere, at resultatet af 11 års økonomiske heste-, kartoffel- og slankekurer med efterfølgende kick-start i 1993 mest af alt minder om en march på stedet.
For betalingsbalancen strammer nu atter til i en situation, hvor den officielle arbejdsløshed stadig ligger på et så højt et niveau som 220.000 ledige (svarende til otte pct. af den i statistikken registrerede arbejdsstyrke). Det er næsten på decimal det samme tal, som arbejdsløsheden havde i 1986, da roret i den økonomiske politik blev lagt dramatisk om.
Regeringen vil naturligvis hævde, at det netop gennemførte indgreb blot er en mindre justering, af en støt 'kurs mod bedre tider'. Og det er da også rigtigt, at der er en forskel i størrelsen af betalingsbalanceproblemet. I 1986 toppede betalingsbalanceunderskuddet med 35 mia. kr. I dag er regeringens mål (blot?) at undgå, at et nyt underskud opstår. Men vilkårene for at håndtere et betalingsbalanceunderskud af en størrelsesorden som i midten af 1980'erne er i dag helt udelukket.
Det ville med usvigelig sikkerhed skabe kaos på finansmarkederne. En situation, der er opstået som en konsekvens af den i mellemtiden stærke liberalisering af valuta- og kapitalmarkederne - ikke alene i Danmark, men globalt. Den vagabonderende finanskapital ligger - som gedden i sivene - på lur efter et svagt bytte. Hen over sommeren er det gået ud over en række sydøstasiatiske lande, der først for nylig har liberaliseret deres kapitalmarkeder.
Til foråret, når beslutningen om, hvilke lande der skal med i ØMU'en, skal træffes, vil spekulanterne med stor fornøjelse (og med stort udbytte) kunne kaste sig over de svageste af de europæiske valutaer. Og det er præcis, hvad regeringen søger at foregribe skulle blive den danske krones skæbne.

Prisen for at undgå dette bliver en række økonomiske indgreb, hvoraf "opsparingsindgrebet" blot er det første. Næste slag, der skal slås, er vedtagelsen af finansloven og størrelsen af den deri indeholdte finanspolitiske stramning.
Lad os kikke lidt nærmere på indholdet i opsparingsforliget. Der var tre hovedelementer: en øget ATP-indbetaling på 7 mia. kr., en øget stempelafgift på de såkaldte forbrugspantebreve med en afledt forbrugsvirkning på 1 mia.kr. og endelig en intention om at reducere statslige udgifter med to mia. kr. Summa summarum en reduk-tion af købekraften i Danmark på op mod 10 mia.kr.
Det er noget vrøvl at tale om, at opsparingen forøges med dette beløb, derimod er der tale om en reduktion af købekraften i samfundet og dermed af efterspørgsel, produktion og beskæftigelse af denne størrelsesorden.
Er det meget eller lidt? I runde tal svarer det til én pct. af nationalproduktet. En produktion der - atter i runde tal - har et samlet beskæftigelsesindhold på 25.000 personer. Det er den barske realitet, at bremserne atter bliver hugget i af hensyn til betalingsbalancen i en situation med ikke færre end 220.000 ledige.
Nu er det jo 'heldigvis' sådan, at en væsentlig del af det private forbrug består af importerede varer og charterrejser, så en god del af reduktionen i købekraften vil blive tørret af på vore handelspartnere. Og det er jo i virkeligheden hovedformålet, at importen fra udlandet skal reduceres, herved smøres en del af faldet i beskæftigelsen af på vores EU-partnere.
Men hermed standser historien jo ikke; for de øvrige EU-lande vil naturligvis ikke passivt se til, at deres betalingsbalance forringes (den mindskede danske import) og deres budgetunderskud øges (på grund af stigende arbejdsløshed). De vil forsøge at sende sorteper tilbage. Der går simpelthen en bølge af finanspolitiske stramninger hen over Europa i disse år. Det er ikke nogen tilfældighed, at den danske eksport går trevent. Det er en kombination af en svag europæisk konjunktur og en generelt for ringe dansk konkurrenceevne.

Det har været nævnt i forbindelse med forliget, at netto-effekten af ATP-indbetalingen på syv mia. kr. kun ville blive ca. fire mia. kr., fordi disse indbetalinger er fradragsberettigede i den øvre ende ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det betyder, at de højeste indkomster - indkomster over 260.000 kr. på årsbasis - får 60 pct. i skatterabat (!), mens mindre indkomster med mindre marginale skatteprocenter får tilsvarende mindre skatterabat på deres ATP-indbetaling (og arbejdsmarkedsbidrag i det hele taget).
Her lykkedes det ydermere Venstre og Konservative at sikre, at de velstillede, der altså får den største skatterabat og så skal have de største udbetalinger sidenhen, sådan som det i øvrigt generelt gælder for privat pensionsopsparing.
Men svækker denne skatterabat ikke indgrebets styrke? Ikke meget, for langt den største del af skatterabatten betyder en reduktion af kommunernes skattegrundlag. Og da kommunerne i princippet skal balancere deres budgetter, så kommer der pludselig til at mangle ca. to mia. kr. i kommunekasserne i 1998. Et beløb der må føre til kommunale nedskæringer eller en forringet likviditet.

Jamen, spørger man jo uvægerligt sig selv, hvad er der blevet af den af økonomiministeren så ofte omtalte stærke danske økonomi. Den kan da ikke sådan være fordampet henover sommeren?
Den stærke danske økonomi har tilsyneladende snarere været ønsketænkning end en realitet. Sålænge arbejdsløsheden var høj, så betalingsbalanceoverskuddet robust ud. Men det var en høj pris, der blev betalt for denne kosmetik i form af mindsket produktion. Og da økonomien så blev kick-startet i 1993/94 skete det i form af et helt traditionelt løft til det private forbrug, oven i købet med en skævvridning til fordel for de højeste indkomster med de importtunge vaner. Det private forbrug er steget med 16 pct. fra 1994 til 1997. Det offentlige forbrug er derimod kun steget med syv pct. i samme periode. Jeg skal overlade det til læserens fantasi, eller rettere regnefærdigheder, at skønne over, hvorledes beskæftigelse, betalingsbalance og miljøbelastning i dag ville have set ud, hvis de to tal havde udviklet sig omvendt.
Et tankeeksperiment, der naturligvis ikke ville have fritaget regeringen og arbejdsmarkedets parter fra ansvaret for, at den internationale konkurrenceevne skulle have været forbedret år for år. Det er netop undladelsen heraf, der er dansk økonomis største problem i dag.

Jesper Jespersen er professor, ph.d. ved Institut for Samfunds-økonomi ved Roskilde Universitets Center

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu