Læsetid: 4 min.

Kunstens pris

31. oktober 1997

'Basquiat', Julian Schnabels personlige portræt af sin ven, kunstneren Jean-Michel Basquiat, fortæller poetisk og loyalt om Basquiats hektiske liv og vejen mod succes

NY FILM
"Der var engang en lille prins med en magisk krone. En ond troldmand kidnappede ham, låste ham inde i et kæmpe tårn og fjernede hans stemme. Der var et vindue med tremmer. Prinsen blev ved med at banke sit hoved mod tremmerne i håbet om, at nogen ville høre lyden og finde ham. Kronen lavede den smukkeste lyd, man nogensinde havde hørt. Man kunne høre dens ringen mange kilometer væk. Den var så smuk, at folk ønskede at fange luften. De fandt aldrig prinsen. Han slap aldrig ud af rummet. Men lyden, han lavede, fyldte alting med skønhed."
Historie er hentet fra filmbiografien Basquiat, der handler om den haitiansk-amerikanske kunstner Jean-Michel Basquiat, som levede et kort, men hektisk og betydningsfuldt liv, inden han døde af sit stofmisbrug i 1987 i en alder af kun 27 år.
Historien fortæller Basquiat i skuespilleren Jeffrey Wrights skikkelse til sin ven Benny (Benecio Del Toro), og det er selvfølgelig om sig selv, han taler. Derfor giver historien også et godt indtryk af det billede, instruktøren og kunstneren Julian Schnabel med sin film ønsker at formidle: En ung mand født til at være kunstner, som på trods af sine smukke arbejder aldrig nåede helt derhen, hvor han ville.

Succeshistorie
Filmen følger Basquiat fra han som teenager i slutningen af 70'erne lever i en papkasse med drømmen om at blive en berømt kunstner. Han hænger omkring på gader og stræder, kigger misundeligt ind ad vinduerne til de store kunstgallerier og spreder samtidig sin filosofiske og provokerende grafitti over hele Manhattan under navnet SAMO - en forkortelse for Same Old Shit.
En dag ser kunstkritikeren Rene Ricard (Michael Wincott) et af malerierne, og snart er Basquiat udstyret med atelier og mulighed for at få udstillet sine værker. Inden længe er blevet Basquiat en del af New Yorks hippe kunstner-jetset, personlig ven med Andy Warhol og tjener masser af penge.
Basquiat er en meget poetisk film, der på smukkeste vis via musik og drømmebilleder formår at illustrere nogle af de visioner og forestillinger, Basquiat har for sit indre øje.
Den unge Jean-Michel Basquiat, der som dreng blev taget med på museer, var fast besluttet på at blive berømt. Men til forskel fra så mange andre wannabees, havde Basquiat talent og vilje til at komme frem - og han kendte på forhånd prisen.
Kærligheden til den ene kvinde er der, men Basquiat formår ikke at holde ved og støder hende fra sig. Han ved, at han ødelægger sit helbred med sit stofmisbrug, men det får ham ikke til at holde op.
Selv da han er blevet rig og berømt, og pressen skriver løgnehistorier om ham, omgivelserne udnytter ham, og han fornemmer, at tingene ikke er, som de burde være, holder han alligevel ved sin kunst - uagtet, at det måske ville være sundere at holde op.
I rollen som Jean-Michel er Jeffrey Wright helt forrygende. Det ene øjeblik er hans ansigt fyldt med barnlig åbenhed, det næste med en smertelig bevidsthed om, hvad fremtiden bringer.
David Bowie spiller Andy Warhol, så han aldrig bliver mere end en karikatur popkunstneren, mens Michael Wincott gør en god figur som kunstkritikeren Rene Ricard. Også Benicio Del Toro som vennen Benny udfylder sin rolle på glimrende vis. I andre større og mindre roller ser vi alle instruktørens berømte venner efter tur paradere forbi kameraet: Dennis Hopper, Tatum O'Neil, Christopher Walken, Parker Posey, Willem Dafoe, Gary Oldman, Courtney Love.
Basquiat er et meget loyalt og samtidig yderst personligt portræt af den unge kunstner, og hans liv er i Julian Schnabels fortolkning så stiliseret og fortættet, at man må formode, at vi her ser essensen af Jean-Michel Basquiat. Det var sådan, hans venner så ham - det var sådan han oplevede sig selv. Hans hektiske karriere er blevet til nogle få velvalgte fixpunkter, hvor mange af de mennesker, han omgav sig med, er blevet skrevet sammen i håndfuld karakterer, som må formodes at repræsentere kernen i Basquiats omgangskreds.
Da vi første gang møder Basquiat i filmen, træder han ud af en papkasse, han har sovet i - mens Rene Ricard læser op på lydsiden af sin artikel om Basquiat, The Radiant Child. Jeg tvivler på, at den rigtige Basquait nogensinde sov i en papkasse, men i filmen fungerer scenen efter hensigten. En lettere naiv, åben Basquiat fødes til storhed i en verden, som ender med at korrumpere og tage livet af ham.
Ingen lytter til Rene Ricard, når han taler, men når han skriver, ved de, at det er sandt. Basquiat blev en stor kunstner, men han slap aldrig ud af myten om den dedikerede kunstner, som "brænder sit lys i begge ender."

*Basquiat. Instr. og manus.: Julian Schnabel. Amr. (Grand, Kbh., Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu