Læsetid: 5 min.

Kvinder i kunsten

31. oktober 1997

Nyt stort leksikon portrætterer kvindelige kunstnere - og dem er der fortsat ikke mange af i toppen af det kunstneriske hieraki

Hvad skal vi med kvinder? Vi kender sangen, der på ironisk vis ender med at udstille mænds begærende forhold til og totale afhængighed af kvinden, af de andet. Nogen gange fristes man til at spørge, hvad billedkunsten gør af kvinderne. Her dominerer mændene nemlig stadig, og jo højere vi når op i hierarkierne, des færre kvinder finder vi der. Dét erfarer jeg for tiden, hvor jeg interviewer nogle af kunstens gamle kæmper. Dansk kunsts gamle kvindelige kæmper kan tælles på én hånd, mens dens gamle mænd findes i hobetal. Hvorfor nu det? Blandt mange andre gode sociologiske og psykologiske grunde skyldes det, at kvinderne ikke har haft en lige så lang kunstnerisk realiseringsfase som deres mandlige kolleger. Akademiet åbnede sent for kvindelige kunstnere, og det er først her i 90'erne, hvor kvinderne er i overtal på Akademiet, at vi kan regne med, at kvinderne også i kunstens første division øger deres antal. I den forbindelse kan det undre, at antallet af kvindelige kunstnere på quaddrinale Louisiana-udstillingen kun udgør 13 af 53 kunstnere. Et aldersgennemsnit på kun 40 år på en udstilling, som tæller rigtig mange særdeles unge kunstnere kunne måske have mønstret flere kvindelige kunstnere. Jeg skriver ikke burde, for her skal ikke agiteres for kvindekunst som en særlig kunstnerisk genre, blot er det tankevækkende, at kønsfordelingen også blandt de helt unge kunstnere er så skæv, som tilfældet er.

Nyt kvindeleksikon
Disse betragtninger er affødt af, at der nu udgives et digert tobindsværk om kvindelige kunstnere: Dictionary of Women Artists. Det koster 175 pund og er redigeret af Delia Gaze og udgivet af Fitzroy Dearborn Publishers i London og Chicacgo. Værket dækker alle den vestlige kunsthistories kvindelige bidragydere, geografisk fordelt på Europa, Australien og Nordamerika og med en tidsmæssig spændvidde fra middelalderen op til i dag.
Der er ud over biografierne også en introduktion til de enkelte områder. Således skriver Charlotte Christensen om Norden. Heraf fremgår det, at de få kvindelige kunstnere, der markerede sig mellem 1800 og 1884, og som løftede sig over amatørniveau, fortrinsvis beskæftigede sig med stilleben-motiver. Det var harmløse motiver, som de fandt inden for hjemmets fire vægge. Disse kunstnere modtog undervisning i privat regi med én enkelt undtagelse, nemlig en Hanne Hellesen, som blev undervist af blomstermaleren J. L. Jensen på Akademiet. Men hun var en undtagelse fra reglen om, at man ikke optog kvindelige elever. Charlotte Christensen skriver, at kvinder til gengæld gerne måtte udstille på Charlottenborg, og at deres salgssucces kunne være betragtelig, ligesom enkelte fik rejselegater af kongen og solgte til kongehuset. Men hvem husker blomstermalerne Emma Thomsen, Christine Løvmand eller Hermania Neergaard i dag?
Først med dannelsen af Den frie udstilling i 1891, der talte fem kvindelige kunstnere blandt stifterne: Johanne Krebs, Edma Frølich Stage, Agnes Slott-Møller, Susette Skovgaard Holten og Marie Krøyer, fik kvinderne en mere fremtrædende plads i dansk kunstliv, skriver Charlotte Christensen. Men hvor mange af disse navne står i leksikonet? Det gør kun Agnes Slott-Møller. Og det er jo tankevækkende.

Kunstnere født før 1945
Blandt de øvrige danske kvindelige kunstnere nævner leksikonet: Anne Marie Carl Nielsen, Elisabeth Jerichau Baumann, Sonja Ferlov Mancoba, Francisca Clausen, Gertrud Vasegaard og Astrid Noack.
Nogle stikprøver i dette digre værk på over 1500 sider, afslører nogle gode illustrationer i s/h og fine artikler, der introducerer kunstnerne, og som hver er forsynet med en omfattende bibliografi til videre søgning. Det er godt nok ærgerligt, at opslagsværket ikke omfatter yngre, dagsordensættende kunstnere som f.eks. Marina Abramovic og Cindy Sherman, Malene Dumas m.fl. Leksikonets yngste kunstnere er født i 1945. Hvis den havde haft de unge kunstnere med, kunne den have været et værdifuldt værktøj for forskere og kritikere, der beskæftiger sig med samtidskunsten.
En af artiklerne handler om Frida Kahlo. Naturligvis havde jeg nær sagt. For denne mexicanske maler med det turbulente liv er en enegænger, der fulgte sin kunst helt til dørs. Når hun nævnes her, skyldes det, at hun er udstillingsaktuel i Danmark. Ordrupgaard i Charlottenlund åbner på tirsdag en udstilling med hendes malerier. Ud over nogle af hendes store hovedværker kan man også se fotografier af Frida Kahlo og hendes kreds. Udstillingen kan ses frem til 4. januar 1998.

Frihedens spøgelse
En anden udstilling, som intet har med ovennævnte kønsbetragtninger at skaffe, men som fortjener at blive omtalt og set, er Peter Holst Henckels Phantoms of Liberty, der vises til og med på lørdag i SPECTA, Peder Skramsgade 13. Der er åbent ti.-fr. 12-17.30, lø. 11-14. På ferniseringsdagen stod en Securitas vagt udenfor det mørklagte galleri. Hans opgave var at afvise tilfældigt valgte gæster uden begrundelse. Hermed bragte Holst Henckel en næsten Kafkask selvransagelse, fremmedgørelse og desorienting frem i gæsterne.
I galleriet møder man, projiceret på væggen, Leni Riefenstahls berømte dykker-sekvenser fra filmen Olympia, der forsyner udstillingen med dynamik og uro.
Mærkeligt spøgelseagtigt og menneskeforladt står en tremmeseng, der uhyre langsomt og næppe synligt udvider sig med samme hastighed, som et menneske vokser. I hjørnet står en lyskasse, der med 15 minutters interval omdanner døgnet, så det skifter fra dag til nat. Hertil kommer en model over Ludwig Wittgensteins Palais Stoneborough, der hænger skævt ned fra loftet, og hvortil er koblet et bur med en levende albino-undulat. Dens frihed er tvivlsom. Den må henleve livet i denne labyrint, hvorfra den udelukkende har udsigt til sig selv i et spejl for enden af buret som en anden Narcissos.
Installationen er en undersøgelse og visualisering af indskrækninger af kroppens frihed: Døgnrytmen er givet på forhånd og dikterer vores liv fra første færd af, Riefenstahl viser et stramt koreograferet bevægelsesmønster, en totalbeherskelse af kroppen, hvor den paradoksalt nok transformeres til en fugl i flugt.
Undulaten er indespærret, den fraværende krop (beskueren indsætter umiddelbart sig selv her) i sengen er holdt i spænd etc. Installationen ligger fint i forlængelse af Holst Henckels tidligere værker, hvor han med poetiske, men altid meget præcise virkemidler, undersøger indskrænkningerne af den individuelle frihed i et tekno-videnskabeligt kontrolsystem eller i et system, hvor sproget sætter grænser for betydningsdannelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu