Læsetid: 11 min.

Længslen efter traditioner

25. oktober 1997

I kølvandet på de moderne samfunds bureaukrati og internationalisering er der en længsel efter det traditionelle, lokale og hjemlige. Og den aktuelle modstand mod flygtninge og EU er desperate forsøg på at dæmpe usikkerheden over usikkerheden

ESSAY
Dette århundrede har været hjemsøgt af traditions- og autoritetsbehov, som oplyste og liberale politikere ofte har troet og håbet på tilhørte en svunden tid. Det 20. århundredes politiske historie er blandt andet fortællingen om, at det moderne menneske ikke altid er lige så moderne psykologisk set som de moderne institutioner med deres vidtrækkende friheds-garantier og politiske deltagerrettigheder. Det er i denne kløft mellem institutioner og socialpsykologi, at de totalitære bevægelser behændigt har kunnet navigere med deres sans for gamle mytologiske og religiøse symboler.
Det er en grundlæggende erfaring fra den første spæde industrialisering frem til bestræbelserne på en europæisk integration, at der, i kølvandet på de moderne samfunds bureaukratisering og internationalisering, opstår en længsel efter det traditionelle, lokale og hjemlige. Spørgsmålet og opgaven er derfor, hvordan man politisk set forvalter de følelsesmæssige konsekvenser af social modernisering. I den ubehagelige udgave er det flere gange i nyere tid blevet til en konstellation mellem modernitet, traditionsbehov og totalitarisme.
Noget tyder imidlertid på, at forholdet mellem modernitet og tradition på godt og ondt er endnu mere viklet ind i hinanden end tidligere i århundredet. I bedste tilfælde er vekselvirkningen mellem dem også blevet mindre ulykkelig og skæbnesvanger i politisk henseende.
Et klassisk eksempel på en omvending fra dyrkelsen af det tempofyldte og flygtige til hjemlængsel efter et mere substantielt liv er den italienske futurist Giovanni Papini. Sammen med en række andre litterære og filosofiske bevægelser i tiden hyldede futurismen den moderne tids teknologi: togene, bilerne, flyene og luftskibe. En begejstring for det nye, der samtidig havde en kritisk brod mod den gamle kristne kultur. Men i løbet af få år vendte Papini tilbage til just kristendommen, og skrev en bog om Kristi livs historie. I sin selvbiografi En mand, der er færdig beskriver Papini sin hjemkomst til sit toscanske barndomshjem:
"Livet i al sin simple skønhed har generobret mig lidt efter lidt. Jeg er bleven barn igen, et enfoldigt menneske fra skovene og markerne. Her gik mine forfædre og passede deres køer og såede kornet. Som en fortabt søn, der har siddet til bords ved alle Europas intellektuelle gæstebud (...) er jeg vendt tilbage til det gamle hus og har fundet, at der ventede en plads på mig, ved siden af den røgsværtede arne, ved et hjørne af fyrretræsbordet med de simple retter: Majsgrøden, skinken, det hjemmebagte brød...".
Eksemplet er særligt tydeligt, fordi Papini fra sin toscanske oprindelse tilslutter sig en avantgardebevægelse for igen at vende tilbage til udgangspunktet. Som sådan rummer hans biografi både en hyldest til det tekniske fremskridt og den sjælelige konservatisme, som har været en udbredt tendens i dette århundrede.

Nietzsches profeti
50 år tidligere havde den tyske filosof Friedrich Nietzsche i sin bog Tragediens fødsel forudsagt denne bevægelse mellem modernitet og tradition. I en ondskabsfuld passage skildrer han, hvordan det moderne menneske, der tror det kan leve et abstrakt liv uden myter og traditioner, ender som et svin, som "graver og roder efter rødder". Sekulariseringen af religion og mytologi hævdes at have et indre omslagspunkt, hvorefter det hjemløse menneske søger at genfinde orienterende traditioner. Hvad der udover den psykologiske pointe gør Tragediens fødsel til et profetisk værk er, at disse psykologiske behov, som bliver tydelige i moderne sekulariserende samfund, i videre politisk forstand peger frem mod længslen efter en enhedskultur, hvor folket, kunsten, myterne, sæderne og staten udgør en enhed.
Som en slags arkitektonisk visualisering af denne sammenhængende verden henviser Nietzsche til, hvordan den græske teaterscenes "terrassebygning hævede sig i koncentriske buer", hvor det var "muligt for enhver i egentligste forstand at overse hele kulturverdenen omkring sig..." Den græske tragedieplads' form er som bekendt overtaget i næsten alle moderne demokratiske parlamenter. I den forstand symboliserer arkitekturen stadig drømmen om en folkelig og kulturel enhed. Dog ikke længere garanteret af autoritative mytiske verdensbilleder, men af konsensus opnået gennem debat og samtale.
På sit dødsleje skrev den engelske forfatter D. H. Lawrence sin lille bog Åbenbaring, der på samme måde som Nietzsches værk både betoner det historisk og biologisk kollektive ved den menneskelige eksistens:
"Vi og kosmos er ét. Kosmos er en enorm levende krop, som vi stadig er dele af. Solen er et stort hjerte, hvis rystelser løber gennem vore mindste årer. Månen er et stort skinnende nervecenter, gennem hvilket vi dirrer i evighed. Hvem kender den magt, Saturn har over os eller Venus?"
Lawrences organiske verdensbillede er ikke mindst udtænkt som en kritisk kontrast til, hvad han opfatter som den moderne tids overdrevne tro på selvtilstrækkelig individualisme. Disse kosmiske og biologiske kræfter udstikker en grænse for, hvor meget livet kan formaliseres gennem love, institutioner og normer.
Man kan grine overbærende af alle Lawrences blankt reaktionære synspunkter, hans beklagelse af, at det ikke længere er heste, der dominerer Londons bybillede, eller den instinktive frygt for kvinder i politi-uniform, eller hans hyldest til Charles Lindbergs heroiske overflyvning af Atlanterhavet. Men man skal ikke lade sig narre af, at hans eksempler har mindre tyngde end det overordnede synspunkt; at følelser og mentalitet ikke lader sig "modernisere" i samme tempo som de ydre sociale rammer for borgernes liv. Det er ikke just et ukendt fænomen, at den mest avancerede planlæggende rationalitet i sin kerne er naiv, når den underkender gamle traditioners binding og psykologiske betydning.
Hvad der for alvor gør denne diskussion af forholdet mellem tradition og modernitet, eller rettere traditionens placering i moderniteten, kompliceret, er det paradoksale fænomen, at traditionslængslen er skabt af moderniteten og derfor hører uadskilleligt sammen med den. Den selvstændige dyrkelse af traditionen og det før-moderne, som nazismen og fascismen har praktiseret, endte ikke i en sund tilbagevenden som den, Papini drømte om, men i social regression. Ikke i en indfrielse af folkelige og traditionelle behov, men en iskold manipulation med denne folkelige psykologiske inerti.
Futuristen Papinis mentale hjemkomst til Toscana rummer dobbeltheden: En sund indsigt i, at tempo-dyrkelsen ikke fjerner traditionens tyngde, og en stemning, der alt for nemt kan anvendes til at genindføre en feudallignende ideologi og samfundsstruktur.

Traditionen i moderniteten
Hvis det endnu i begyndelsen af dette århundrede syntes muligt at holde det moderne adskilt fra det traditionsbundne, er denne adskillelse blevet stadig mere broget. En række af de amerikanske film fra de seneste år, der har skildret den dybeste sociale opløsning i moral og værdier, foregår ikke bare i ramponerede storbykvarterer, men også i tilsyneladende pæne småbyer. Det globale og det lokale indgår i helt anderledes nært knyttede relationer, når mentale og psykologiske konsekvenser af den yderste modernisering viser sig andre og mere lokale steder end der, hvor moderniseringen er længst fremme. Twin Peaks kunne være et eksempel.
Et andet eksempel kunne være den svenske thriller Jægerne, der foregår i en afsidesliggende svensk by langt nordpå, og som indledes med en ironisk kommentar til hele denne stereotype forestilling om storbyens forfald kontra landsbyens fortræffeligheder. En lokal beboer tropper i begyndelsen af filmen op på politistationen for at melde sin cykel stjålet, og kommenterer tidernes forfald, når man ikke engang længere kan lade sin cykel stå ulåst. Ironien består i, at den lille by viser sig at være en ulmende vulkan af kriminalitet, traumatisk fortid og indestængt seksuel aggression, men at manden med cyklen ikke desto mindre krampagtigt har bibeholdt billedet af en lille uskyldig svensk by. Hele lokalbefolkningens traditionelle had til stockholmsk centralisme og deres frie liv som jægere viser sig senere at være ren og skær hykleri, da de selv er flittige brugere af sociale bidrag. Større er deres modstand mod statslig centralisme altså ikke. Deres tilsyneladende traditionsbundne liv viser sig ved et nærmere blik at blive reproduceret gennem de moderne institutioner, som de hader.
Det er fristende at generalisere yderligere over handlingen i Jægerne og drage en parallel til den militante højreradikalisme i USA. Hvad der skildres i filmen er en relativ mild variant af et globalt psykologisk mønster, der kan iagttages, når gamle værdier, erhverv og traditioner trues. Den selvstændige jægers, bondes eller fiskers underordning under love og kvoter, og hans smertefulde forvandling til mere eller mindre åbenlyst velfærdsklient. Smertefuld, ikke mindst fordi det er en udvikling, der betyder et brud med hele den selvforståelse og dermed identitet, der var knytttet til den gamle rolle
Men også på langt mere harmløse og dagligdags måder har det moderne og det globale slået sig ned i landsbyerne. Hans Magnus Enzensberger opremser i sit essay Middelmål og vanvid mangfoldigheden af lokale eksistenser: "...golfspillende slagtermestre, hustruer importeret fra Thailand, PET-agenter med kolonihaver, tyrkiske mullaher, kvindelige apotekere i Nicaraqua- komiteer, landstrygere, der kører Mercedes, 'autonome' med økologiske haver, skatteinspektører, der samler på våben, småbønder, der opdrætter påfugle, militante lesbiske, tamilske ismænd, klassiske filologer i futures-business, lejesoldater på orlov..". Alle sammen eksempler på sociale typer, som ville have været utænkelige i småtyske byer for blot 30 år siden. Hvad Enzensberger iagttager er en rigdom af internationale debatter og livsformer, selv på det sociale mikro-niveau.

Lokal separatisme
Den sociale pluralisme, som Enzensberger udmaler, er en tvetydig størrelse. For den økonomiske, politiske og uddannelsesmæssige elite er pluralismen en mulighed for vidtstrakt selvrealisering. For den uddannelsesmæssigt svageste del af befolkningen opleves den som en tilsvarende trussel.
Det aktuelle højreskred i flygtningespørgsmålet kan kun tolkes som et desperat forsøg på at dæmpe den usikkerhed, der følger af den tiltagende etniske mangfoldighed. Flygtninge- og EU-debatten de bedste eksempler på konfrontationen mellem traditionalisme og forskellige forsøg på at tage livtag med de internationale udfordringer.
USA er måske det land, hvor den sociale separatisme, økonomisk og racemæssig, er mest udbredt. Efter gennem store reformtiltag i 1960'erne og 70'erne at have forsøgt at løse landets store racemæssige og økonomiske problemer, har der både blandt sorte og hvide været en tendens til at søge tilbage til lokalt niveau.
I filmen Die Hard III, hvor Bruce Willis får en sort fra Harlem som partner, er negerens udtrykkelige motiv for at hjælpe den hvide politimand, der er kommet i klemme blandt en gruppe sorte, ikke god gammeldags næstekærlighed, men at eventuel ballade betyder, at det overvejende hvide politikorps bliver nødt til at blande sig i, hvad der sker i de sortes kvarterer. Håndsrækningens motiv er erklæret sort separatisme.
Den amerikanske sociolog Christopher Lasch er en af dem, der har beskæftiget sig mest intensivt med de amerikanske idealers forfald og taget til orde for den genoprettelse af gode gamle dyder gennem det lokale fællesskab:
"En offentlig filosofi for det 21. århundrede må tillægge lokalfællesskabet større vægt end den private beslutningsret. Den må fremhæve forpligtelserne mere end rettighederne. Den må finde frem til bedre udtryk for fællesskabet end velfærdsstaten. Den må begrænse markedets rækkevidde og de store selskabers magt uden at erstatte dem med et centraliseret statsbureaukrati".
Lasch' kritik af livets professionalisering og fuldstændige afhængighed af statslige institutioner er sympatisk, og man kan måske også synke hen til hans vemodige billeder af lokalfællesskabet med den lille købmand på hjørnet:
"Når købmanden eller låsesmeden skælder et barn ud, fordi det løber ud på gaden, lærer barnet noget, der ikke blot kan læres gennem formel undervisning. Hvad barnet lærer, er, at voksne uden anden forbindelse med hinanden end den fysiske nærhed, har visse fælles normer og påtager sig et ansvar for deres lokalområde".
Problemet med Lasch' forslag til en offentlig filosofi består ikke så meget i hans sympatiske respekt for det lokales dyder og hans ligeså sympatiske forsøg på at tæmme de destruktive følger af markedets logik, men i, at der forbliver noget afmægtigt tilbageskuende ved Lasch' forslag, så længe de beror på den forudsætning, at det lokale kan isoleres fra det globale og statslige.
Styrken til at bevare og beskytte det lokale paradis med præsten, læreren, basketballtræneren, købmanden og politibetjenten som "iøjnefaldende voksne autoritetspersoner" kan næppe længere hentes fra ressourcer, der findes i det lokale selv, men i en viden om og alliance med de overordnede politiske og økonomiske strukturer. Det aktive medborgerskab, Lasch efterlyser, ville først for alvor være perspektivrigt, hvis det gjaldt de store sammenhænge og politisk deltagelse i massemedierne.
Eksempelvis rummer det lokale niveau ikke nok ressourcer i sig selv til at håndtere den situation, som en lille svensk by kom ud for for nylig, da telekoncernen Ericsson besluttede af flytte en lokal afdeling til udlandet og borgmesteren blot kan se på, hvordan en stor del af kommunens arbejdspladser forsvandt.

En ny social verdensorden
Hvad der viser sig i horisonten, og som har udløst psykologiske og politiske reaktioner siden forrige århundrede, er en ny højabstrakt social verdensorden, der spænder fra stadig mere standardiserede sociale og institutionaliserede strukturer og stadig mere individualiserede og pluralistiske livsmåder, sammensat efter egne valg. Det gør det moderne liv på en gang mere frit og kompliceret.
Modsat Giovanni Papinis oplevelse af en dyb modsætning mellem modernitet og tradition, som stillede ham i et enten-eller, tyder det nutidige sociale samliv på, at der er sket en udvikling hen mod en kompliceret integration af det moderne og det traditionelle, det globale og det lokale og det artificielle og det autentiske. Det drejer sig ikke længere om et valg mellem, men om en kombination af synspunkter, livsstil og arbejde. Og i bedste fald betyder det, at vi også er bedre rustet til nye faser af internationalisering end tidligere.
Forholdet til traditioner og livsmåder er i takt med modernisering og internationaliseringen blevet sammenlignelige, og dermed er omgangen med dem blevet mere bevidst og reflekteret. Når det ofte beklages, at moderne samfund har mistet deres traditionelle rødder er det en forsimpling. Det moderne samfund er præget af alle mulige typer traditioner, som er blevet overtaget, reflekteret og kombineret med andre traditioner. Lige så meget psykologisk indsigt der findes i en række konservative kulturkritikere som Nietzsche, Lawrence og Lasch betoning af traditionens vægt og betydning for det enkelte menneske, lige så tænkeligt har det vist sig, at behovet for fællesskab kan realiseres i selvvalgte sammenhænge, der i stigende grad via nye tekniske muligheder overskrider tidligere tid- og rumbegrænsninger.
Den kvindelige apoteker, Enzensberger omtalte, er ikke skæbneagtig tvunget til uendelig kaffesladder med sin nabo, men gennem egne valg solidarisk med en politisk bevægelse på den anden side af kloden. Massemedierne, der ofte ses som noget af det mest fladpandede ved det moderne samfund, er måske den mest afgørende forudsætning for, at disse selvvalgte fællesskaber kan fungere i praksis.
Medens uproblematiserede traditioner tidligere sikrede en tryg og tvangsagtig overgang mellem individ og fællesskab, betyder den reflekterede omgang med traditioner og muligheden for selvvalgte fællesskaber, at et arbejde, som traditionerne tidligere varetog, nu flyttes over på enkelt-individets skuldre. Men modsat kulturkonservative kritikere betyder det, at traditioner er overtaget refleksivt, ikke, at konsekvensen er social desintegration.
I bedste fald er vi blevet bedre til at tackle de tvetydigheder, som følger af aftraditionaliseringen. At den sociale integration i stigende grad finder sted gennem overflytning af beslutninger vedrørende traditioner og konventioner til individet, udmønter sig i det, som den tyske sociolog Jürgen Habermas et sted kalder et "selvrefleksivt styret personlighedssystem". Det moderne menneske er en kaospilot på aftraditionaliserede sociale betingelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu